Vilstrup Bullade ligger på Vilstrup Præstevænge 21 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Landsbyen Sønder Vilstrup nævnes første gang i 1451 og blev udskiftet mellem 1770-1784.

Vilstrup Præstegårds stuehus blev opført i 1860 i blank, gul mur med frontgavle og stråtag med murede helgavle i stedet for afvalmede gavle, som ellers er karakteristisk for egnen. Vestlængen blev først opført i 1844.

Bulladen, der ligger imellem de to øvrige længer, menes opført omkring år 1700 eller noget før.

Byggeteknikken med bulkonstruktioner stammer fra middelalderen og måske endda fra vikingetiden. Navnet kommer af de meget brede planker, der kaldes bulfjæle. Fordelen ved en bulkonstruktion var, at det var et elementbyggeri, som nemt kunne skilles og samles på ny. Dette betyder, at flere af de bevarede bygninger i bulkonstruktion er blevet flyttet adskillige gange, og således ikke står på det oprindelige sted. Fordi bygningerne var så nemme at flytte, blev de ligeledes regnet for løsøre, og altså ikke som fast ejendom.

I Danmark blev der flere gange udstedt forbud mod at opføre huse i bulkonstruktion på grund af den store mængde træ det krævede. Men i det skovrige område mellem Kolding og Aabenraa fortsatte man, trods forbuddene, med at bygge bulhuse helt frem til begyndelsen af 1800-tallet. Dette skyldes, at Sønderjylland på daværende tidspunkt var opdelt i hertugdømmer, der ikke skulle indordne sig af lovgivningen i den øvrige del af kongeriget, hvor det blev forbudt allerede i 1600-tallet.

Beskrivelse

Vilstrup Bullade ligger syd for Haderslev i landsbyen Sønder Vilstrup. Laden indgår som en del af den tidligere Vilstrup Præstegård, der består af tre fritliggende længer. De øvrige længer er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet.

Bulladen er i én etage og opført på traditionel vis af egetræ på en sokkel af syldsten og med heltag af strå og halmmønning. Bulkonstruktionen består af lodrette stolper og brede, vandrette brædder samt en høj, kraftig fodrem og gennemstukne bjælkeender under tagudhænget. Vestgavlen og østgavlens gavltrekant er beklædt med lodretstillede brædder. I den østlige gavl ses en lille luge. I gårdsiden findes en nyere, traditionelt udført, tofløjet revleport samt i hvert yderfag en ældre revledør. Både luge, port og døre har bevaret ældre beslag, greb og låsetøj. Der er ingen vinduer i bulladen.

I det indre ses bulladens vægge af egetræsstolper og -brædder, gulvet består af ældre pigsten og der er åbent op til kip, hvor undersiden af stråtaget er synligt. Laden anvendes i dag til opbevaring.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Vilstrup Bullades placering i tæt samspil med præstegårdens øvrige bygninger og have mod øst, der tilsammen danner et historisk præstegårdsmiljø med høj autenticitet. Helhedensoplevelsen og den landlige idyl styrkes endvidere af den store gårdsplads, der prydes af et gammelt, solitært egetræ.

De tre bygningers placering i landskabet samt størrelsen af hele anlægget afspejler præstegårdens oprindelige, prominente fremtoning og betydning for byen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til ladens bulkonstruktion, der fremstår intakt og dermed vidner om den ældre, traditionelle byggeteknik, som i dag kun er bevaret få steder i Danmark, og tillige kun i den østlige del af Sønderjylland. Dette er endvidere et vidnesbyrd om, at der netop i de tidligere Hertugdømmer var mulighed for at opretholde brugen af bulkonstruktion, selvom det blev forbudt i resten af landet. Værdien knytter sig især til de bevarede materialer, ude som inde, der sørger for, at der er en utrolig høj autenticitet i laden.

Hertil kommer, at konstruktionen og materialerne sammen med bygningens volumen, med få åbninger, vidner om den oprindelige funktion som lade, der afspejler præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status med bibeskæftigelse som landmænd.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Vilstrup Bullade relaterer sig til den enkle bygningskrop, som fremstår velproportioneret med det stejle, spidse tag og de synlige syldsten, der giver en solid base for den kraftigfulde bygning. De ubehandlede stolper og planker tildeler tillige laden en let, changerende grålig farve, der virker harmonisk sammen med de ubrudte, stråtækte tagflader.

Bygningens udtryk er yderst pragmatisk, og de lodrette stolper og vandrette bulplanker vidner tydeligt om den konstruktive mulighed for at skille bygningen ad og flytte den. Hertil kommer de brede døre, som på elegant vis markerer de yderste fag, hvor den sydligste endda er prydet med en udskåret overkarm, der fremstår som ladens eneste udsmykkede element.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links