Vinkelvej 18
.
Vinkelvej 18
.

Vinkelvej 18 ligger på Vinkelvej 18 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Vinkelvej 18, der menes at være opført omkring år 1850, knytter sig til det samlede bygningsanlæg. Sydslesvigske gårde som denne er kendetegnet ved, at stuehus og stald er sammenbygget og opført af enkle, egnskarakteristiske materialer. Dette gælder især det røde, blanke murværk opført i krydsforbandt og med hvide fuger, få dekorationer som murankre, gesimsbånd, stik over de hvidmalede vinduer, døre, luger og porte. Hertil kommer det store ubrudte stråtækkede tag med afvalmede gavle i begge ender af både syd og nordlængerne, mønning af tørv og skorstene, samt pigstensbelægningen langs alle facader og på hele gårdspladsen. Kulturhistorien knytter sig tillige i det ydre til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der afspejler de oprindelige funktioner, med større vinduer og dekoreret dørparti i beboelsesdelen i gårdens sydlænge. Hoveddøren er placeret i en traditionel gavlkvist flankeret af to smalle vinduer og med to vinduer oven over, der skaffer lys til et kammer på loftet. Murankre over de to øverste vinduer danner bogstaverne H I B. De længer, der oprindeligt har været anvendt til stald og lade, har mere ydmyge, bevarede vinduer fremstillet i støbejern, samt luger, revledøre og porte. Beboelsesdelens østvendte gavl har tre vinduer i loftetagen og murankre, der danner årstallet 1912. De tre gavle, bagved hvilke der oprindeligt har været stald, har loftluger flankeret af halvcirkelformede støbejernsvinduer. Skorstenenes placering understøtter ligeledes hierarkiet og fremhæver stuehuset. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til den klare opdeling mellem beboelse og stald, hvor de finere bearbejdede overflader og rigere bygningsdetaljer er koncentreret i beboelsesdelen, medens de tidligere stalde og lader stadig fremstår med mere robuste og enkle materialer. Hoveddøren i gavlkvisten giver adgang til gårdens forstue, der har ølandsflisebelagt gulv. Rumfordelingen i beboelsesdelen vidner om det tidligere liv i bygningerne med stuerne beliggende mod syd og køkkenet mod den køligere nordside, hvorfra der var adgang til gårdrummet. Bevarede bygningsdetaljer i stuerne, der kan knyttes til gårdens oprindelse, hvor klassicismen endnu var fremfremherskende, har også kulturhistorisk værdi. Dette gælder især de ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter og messingdørgreb.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Vinkelvej 18 knytter sig til bygningens beliggenhed i Rørkær, hvor den med sin store, markante og sluttede bygningskrop er identitetsskabende for lokalområdet. Arkitekturen er enkel og oprigtig i sit udtryk med de fire sammenbyggede stråtækkede længer og ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til enkle murstik over vinduer og døre, samt en simpel muret gesims. Vinduer, døre og porte fremstår hvide og danner herved en tydelig kontrast til det røde murværk. Hertil kommer murstenenes forskellige farver, der spænder fra lys rød til mørk rød og brunviolet. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning både i beboelsesdelen og i længerne. I beboelsesdelen er bevaret flere sydvendte stuer, som ligger en suite og i den sydøstligste stue er bevaret en for egnen traditionel ligdør. Stuer og kamre har for en stor del trægulve og malede trælofter. Store dele af de oprindelige staldlængerne er indrettet til butik, men med respekt for den oprindelige staldindretning, der stadig kan aflæses. I nordlængens midterste del er en fungerende hestestald, medens den østlige del af norlængen stadig er i brug som lade. Den afbalancerede stil i det ydre såvel som i det indre udmærker sig ved en god håndværksmæssig kvalitet, hvilket også har betydning for den samlede arkitektoniske vurdering.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links