Vitskøl Kloster
Luftfoto fra nordøst af Vitskøl Kloster med kirkeruinen i forgrunden. Ved klosterets grundlæggelse blev kirken planlagt som en af Nordens største kirker, men som det fremgår, blev kun koret og den østligste del af skibet fuldendt.
Vitskøl Kloster blev anlagt nær Limfjorden og erhvervede sig betydelige fiskerettigheder i fjorden. Siden klosterets nedlæggelse ved Reformationen er der sket mange bygningsmæssige ændringer, men kernen i det nuværende anlæg er middelalderlig.
Klostrets historie
Vitskøl Kloster blev stiftet i 1158 af kong Valdemar den Store, der ville takke Gud for at have ført ham levende igennem »Blodgildet i Roskilde« året før og efterfølgende ledt ham til sejr over kong Svend på Grathe Hede. Da der i Danmark samtidig opholdt sig en gruppe fordrevne cisterciensermunke fra Sverige, tilbød han dem at slå sig ned i Vitskøl, eller Withscuele, som stedet kaldtes i 1100-tallet. Efter cisterciensisk tradition latiniserede munkene stednavnet til Vitae schola, »Livets skole«; den egentlige betydning af navnet er knap så poetisk: »konfiskeret gods« eller »skov ødelagt ved rovhugst«.
Vitskøl Kloster forblev i vidt omfang en kongelig stiftelse, idet en række af Valdemars efterfølgere begunstigede munkene med godsgaver og privilegier. Godset lå især rundt langs Limfjorden, men i en tid ejede klosteret også en fjerdedel af Læsø. Dertil havde Vitskøl Kloster patronatsret over ni sognekirker på begge sider af Limfjorden, hvor abbeden var forpligtet til at indsætte duelige munke eller vikarer som sognepræster. Størrelsen af Vitskøl Klosters sovesal tyder på, at det kan have huset et af Danmarks største konventer med plads til 79 munke – mod 62 i Sorø Kloster og 58 i Øm Kloster. Den nok mest navnkundige munk i Vitskøl var Henrik Christensen Tornekrans, der 1493-1502 fungerede som klosterets abbed og tillige havde sæde i Rigsrådet, inden han blev kaldt til Vitskøls moderkloster i Esrum. Vitskøl Kloster har formentlig været et lærdomscentrum for hele Limfjordsregionen, hvor munkene har studeret tidens teologiske værker. Om der tillige har været skole for folk uden for ordenen, som det ofte anføres i litteraturen, er uvist.
Klosteranlægget
Klosteret var af tegl med granit til sokler og dekorative led. Kirken vendte mod nord og var udformet efter cisterciensernes stramme krav, der foreskrev et retkantet kor i lighed med moderklostrene i Esrum og Sorø. Tidligt blev byggeriet dog mere ambitiøst med en unik krans af halvrunde kapeller omkring koret.
Af østfløjen, der var 14 m x 59 m i to stokværk og antagelig opført før midten af 1200-tallet, er kun en mindre del bevaret i den nuværende bygning. Nederst var kapitelsal og sakristi, klosterets vigtigste rum. Desuden tyder kanaler på, at necessariet (toilettet) med rindende vand lå her. Dormitoriet (sovesalen) lå i øvre stokværk.
Fundamenter fra den udaterede sydfløj kendes fra mindre udgravninger. Her har refektoriet (spisesalen) sandsynligvis ligget. Vestfløjen står endnu. Nedre stokværk har været brugt til opbevaring. Bygningen med korsgang er dateret til perioden 1510-20, og klosteranlægget må have udgjort et firfløjet anlæg. I herregårdens tid lå ladegården mod syd, og den går antagelig tilbage til klostertiden.
Vitskøl Kloster i dag
Da kongen ved Reformationen overtog rigets klostre, var Vitskøl et af de herreklostre, der fik lov at fortsætte en tid endnu som uddannelsessted for luthersk-evangeliske sognepræster. I 1563 lukkede klosteret dog helt ned, og de sidste tilbageblevne munke menes overført til Sorø. Vitskøl Kloster blev ved samme lejlighed omdannet til adelig herregård, fra 1573 under navnet Bjørnsholm, og dele af klosteranlægget ses bevaret her, mens kirketomt og øvrige ruiner er synlige efter udgravninger siden 1895.
Klosterkirken blev i en tid efter Reformationen anvendt til sognekirke som afløser for den gamle kirke i Åle, men i midten af 1600-tallet var den så forfalden, at en ny måtte bygges. I 1930’erne købte staten stedet tilbage og genindførte i 1942 navnet Vitskøl Kloster, og stedet fungerer nu som selvejende institution med konferencecenter og ungdomsuddannelse.
Klosteret har i tillæg til sine bygninger og kirkeruiner en klosterhave. Det var krydderurtespecialisten Magna Leth, der fra 1953 og frem til midt i 1970’erne etablerede haven, inspireret af stedets reliktplanter. I de efterfølgende årtier anlagde hun også haver med krydderurter, lægeurter og duftplanter.
