Voergård, Brønderslev

Begyndelsen for Voergaards historie kendes ikke, men i 1481 nævnes Anders Pedersen som ejer, og dermed antaget det, at der på dette tidspunkt er bygninger på stedet. I senmiddelalderen skænkede Dronning Margrethe I jorderne og jagtdomænet omkring Voergaard til bisperne på Børglum kloster. I 1510 nævnes biskop Niels Stygge som ejer af en lille beskeden jagtbolig, Vordgaard, som han inden reformationen udbyggede. I 1578 var Hovedbygningen angiveligt 64 fod lang og 25 fod bred, opført af røde munkesten i to stokværk. Det indre beskrives med tøndehvælvede kældre med fangehul, og over dette, to højloftede, gennemgående stuer med krydshvælvede lofter. Det næste stokværk var lavere og allerøverst fandtes et kun halvstokværk som vægtergang med skydeskår og skoldehuller. Det menes at den murede bygning på dette tidspunkt tillige var forlænget mod vest af en bindingsværksbygning i samme højde med styrterum. Bygningen havde udtryk af en fæstning med meget små åbninger i murværket, der først ved en ombygning i 1870erne blev gjort til større vinduesåbninger. Gulvene var på dette tidspunkt dækket af fliser og væggene dekoreret af kalkmalerier. I selve muren var tidligere indbygget hemmeligheder og mod nord fandtes en muret kvist. Hele anlægget bestod af flere mindre bindingsværksbygninger og en ringmur.

Fra 1586-91 opførte Ingeborg Skeel, efter hendes mands død, østfløjen i renæssancestil, langs den tidligere ringmur, hvis murværk endnu ses som en del af bygningen. Arkitekten menes at være den hollandsk fødte Philip Brandin. Ved opførelsen af den nye fløj med tårne, skete der flere ombygninger på nordfløjen. Blandt andet blev halvstokværket med skydeskår delvist fjernet, for at de to bygninger kunne passe i højden. Ombygningerne betød ligeledes at bispernes anselige stenhus nu fremstod som sidehus. De omløbende sandstensbånd på trappetårnene er formentlig tilføjet senere. Voldstedet blev under opførelsen af den nye østfløj ligeledes udvidet til den bredte det har i dag. Parken omkring voldstedet er anlagt i 1768 og omlagt i 1955. I 1872 var ejeren af Voergård P. Brønnum Scavenius. Bygningerne var på dette tidspunkt i stærkt forfald og han gennemførte derfor en gennemgående restaurering ved arkitekt August H. Klein. Denne restaurering medførte implementeringen af granitsøjlen, granitpejsen og de mørke paneler i den største af nordfløjens stuer. I 1955 blev Voergård solgt til den dansk-fransk greve, Ejnar Offer Oberbech-Clausen, som stiftede et familielegat og fonden, Den Grevelige Oberbech-Clause-Péanske Familiefond, der i dag ejer bygningerne. I hans tid på Voergård blev bygningerne igen restaureret, og alle spir og gavle blev dekoreret med monogrammer og årstal.

Voergård ligger på en borgbanke omgivet af brede grave med broer mod øst og vest. Omkring Voergård er anlagt en stor park, og mod øst ligger flere avlsbygninger. Hovedbygningen består af to sammenbyggede fløje, der begge er opført i blank mur af røde munkesten i to etager over en høj kælder.

Nordfløjens murværk bær mange spor efter tidligere åbninger, murankre og med en muret gesims. Vestgavlen, har gotiske kamtakker prydet med kølbuede og runde blændinger samt smedejernsudsmykning øverst. Taget er et sadeltag af røde vingetegl, med fire murede skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen og med få ældre støbejernsvinduer i tagfladen. På vestgavlen er opført en muret trappe som fører op til en flammeret dør med kurvehangsbuet, blyindfattet overvindue. Ved siden af trappen findes en revleport til kælder. På sydsiden findes en lignende dør til kælderen. Stueetagen har korspostvinduer, mens førstesalen har krydspost vinduer og kælderens er torammede vinduer. De fleste vinduer har kurvehangsbuede stik, dog har flere vinduer på førstesalen et buet overvindue og herover et rundbuet stik. Vinduer og døre er alle ældre og hvidmalede. Østfløjen er udført som portfløj og afsluttes af to ottekantede hjørnetårne. På gårdsiden ses to mindre trappetårne, hvor af det ene er placeret i hjørnet mellem de to fløj. Alle tårne har spir belagt med røde vingetegl. Østfløjen er opført med sandstensornamenter på alle sider og med røde og hvidmalede, volutformede træknægte under tagudhænget. Taget er et heltag af røde vingetegl. I rygningen ses fem murede, hvide skorstenspiber med sokkel og krave, og i tagfladen sidder få ældre støbejernsvinduer. Portgennemkørelsen er indrammet af en sandstensportal, med fire doriske halvsøjler, løvehoveder, blomster og diademhoveder. Selve portrummet er hvidkalket med et tredelt hvælvet loft, udsmykket med stjerneformede inddelinger og murede stik. Murenes udsmykning starter ved stueetagens vinduer, hvorfra alle fag er indrammet af murpilastre med sandstensornamenter. Vinduerne er alle firrammede, opdelt af lodrette og vandrette sandstensposter. Over alle vinduer er kraftige udsmykkede fordakninger, der på gavlene er trekantformede. De to trappetårne mod gården er prydet med sandstensportaler og udsmykkede fordakninger. Dørene er rundbuede fyldingsdøre af egetræ med udskåret detaljer og ældre låsetøj i jern. Indvendigt er de to fløje sammenbygget, og fra trappetårnet, i hjørnet mellem bygningerne, er der adgang til begge fløje og til loftet, der står uudnyttet med store fritliggende tagkonstruktioner og understrøgne tegl.

Nordfløjen indeholder i stueetagen, to stuer med hvælvede lofter og teglstensgulv med kløvermønster. I den største af stuerne er hvælvene, båret af vægkonsoller, og en granitsøjle midt i rummet. Tillige har dette rum høje, mørke træpaneler og en pejs af granit. Den mindste af stuerne har markerede ribber i blank mur og i gulvet en lem til kælderen. Resten af etagen samt førstesalen indeholder gallerigange mod gården med adgang til værelser, der alle har installeret vask og toilet. På førstesalen findes endvidere et kirkerum med alter, bænke og skriftestol. Østfløjens stueetage er indrettet med repræsentative stuer mod nord og to separate lejligheder mod syd. De repræsentative stuer og værelserne i nordtårnet har paneler, lærredsbeklædte vægge og stuk. I mellemgangen ind til nordfløjen ses i stuetagen kraftige senbarokke døre med store, svungne fordakninger. I tårnværelset på førsteetagen findes tillige en frise med kalkmalerier. På førstesalen ligger den store riddersal med synlig loftbjælker, dobbelte fløjdøre med fordakninger og en stor muret pejs med udhugget portræt af Ingeborg Skell. På resten af etagen findes en gallerigang mod gården med adgang til værelser. Samlet for de to fløje er, alt alle rum har pudsede vægge, hovedsagligt ældre trægulve, bjælke- eller pudsede lofter, samt bevarede detaljer som ældre døre, gerichter, greb, paneler og lysningspaneler. De ældre vinduer er udstyret med forsatsruder.

Voergårds miljømæssige værdi knytter sig til den monumentale helhed med slottet placeret på det kvadratiske voldsted omgivet af Danmarks bredeste vandfyldte voldgrav. Den solitære hovedbygning og voldgraven fremstår som et centrum for den omgivende park. Hele opbygningen med tilhørende avlslænger forlænger den gennemgående akse fra øst til vest, og der skabes et langt kig som, ved ankomsten til Voergård, understøtter den monomentale helhed. Den store sandstensportal fastholder aksens midte, der fortsætter gennem gårdpladsen, over vestbroen og ind i parken. De to broer over voldgraven har miljømæssige værdi ved deres placering på aksen samt ved deres meget forskellige fremtræden. Ankomstbroen, mod øst, er grundmuret og fremstår tung og solid, mens havebroen af træ fremstår let og organisk.

På voldstedet skaber de store lindetræer mod syd og vest en grøn mur, der afslutter bygningskomplekset og danner en indre gård.

Voergårds kulturhistoriske værdi knytter sig til helheden, af herregård og voldanlæg samt til bygningernes tilblivelseshistorie og arkitekturhistorie der kan aflæses i flere lag. Dette viser sig i de talrige virkemidler, som sandstendetaljer og udskåret knægte, der har været brugt til at fremvise magt og rigdom, og til at sætte sig i respekt for de omkring liggende fæstegårde. Bygningernes historie aflæses først og fremmest på østfløjen, der indeholder mange dele fra det første stenhus, der blev opført med de hvælvede stuer og de mange spor i facaderne. Sporede, som de rundbuede stik påviser de tidlige til- og ombygninger, som blandt andet de tidligere hemmeligheder. Under tagfoden ses stadig en del af den tidligere vægtergang med skyldeskår.

Østfløjens dekorerede renæssancearkitektur, med spir, tårne, kalkmalerier og bjælkelofter, er bevis på den største tilføjelse i slutningen af 1500-tallet af Ingeborg Skeel. Andre stiltræk, som de barokke interiører i østfløjens stuer, og historicistiske tilføjelser med granitsøjlen samt de høje, mørke paneler i nordfløjens stuer, vidner om senere ombygninger og tilføjelser. De seneste tilføjelser ses ved toiletter og vaske på værelserne, der er fra midten af 1900-tallet. Der ligger tillige kulturhistorisk værdi i de personhistoriske tegn efter Ingeborg Skeel på Voergård. I riddersalen findes et portræt over kaminen og i portrummet hendes monogram. Disse elementer vidner om hendes magt og vilje til opførelsen af østfløjen. Ligeledes kan Ejnar Offer Oberbech-Clausens tid på slottet aflæses i hans tilføjelse af det katolske kirkerum i nordfløjen, flere malteserkors og smedejerns udsmykninger på spir og gavle, med årstal og initialer.

Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist oprindelige plan med de middelalderlige stuer og gallerigange mod gårdspladsen, samt østfløjens tårnværelser og riddersalen. Hertil kommer kødkroge i kælderens loft, spor af fangekælderen, urværket i trappetårnet, og gulvlemmen i nordfløjens spisesal, hvorfra der er adgang til den tidligere vinkælder og spisekammer. Dertil kommer de mange bevarede overflader og materialer, der ophøjer bygningens alder og den autentiske atmosfære på stedet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til Voergårds østfløj, der i dag fremstår som en af de bedste repræsentanter for dansk renæssance. Den gennemgående røde teglfarve på både mur og tag får bygningen til at fremtræde som ét volumen. De nederste mure, der er friholdt for dekorationer, giver en tung base for bygningen, modsat det spidse heltag, der er båret af de udskårne, volutsvungne knægte, der virker som en let og elegant afslutning. Bygningen har en stramt symmetrisk form, hvor de talrige dekorationer lægger sig som et lag uden på murene og er særdeles virkningsfulde. Proportionerne understøttes af de mange gennemgående horisontale bånd, der lagdeler facaden samtidig med, at de murede pilastre mellem vinduerne skaber lodrette inddelinger. Facadens symmetri styrkes ved en rammeinddeling, der aftager i bredde fra midten, og understøtter sandstensportalen omkring porten. Portrummet fremstår som et foret, lyst rum ved de hvidkalkede overflader og loftets inddelinger tildeler rummet en organisk karakter.

Nordfløjen fremstår, ved siden af østfløjen, nærmest beskeden i sit udtryk. Dens arkitektoniske værdi ligger i dens velproportionerede hovedform, der har den samme værdighed som østfløjen. Detaljeringen er sparsom, men de mange tilmurede åbninger og andre spor gør murværket levende og de store murede flader giver bygningen tyngde.

I det indre er hovedfløjen domineret af højloftede, særdeles detaljerede rum, der varierer og får hvert rum til at fremstå individuelt. De rum der skiller sig mest ud er riddersalen med de mørke, tunge bjælkeloft, og de middelalderlige stuer med krydsribbehvælv. Af arkitektoniske detaljer skal nævnes de rigt dekorerede barok- og renæssancedøre med fyldinger og kraftige låsetøj, gericher, fordakninger, kaminer, bryst-, fod- og lysningspaneler, loftstukkatur og kalkmalerier. Alt udført i en kontrastfuld farvepalet. Hertil komme de snoede vindeltrapper med lyse undersider og mørke oversider, samt det store åbne loft, hvor en imponerende tagkonstruktion spænder over særligt nordfløjen.

Læs videre om

• Voergård, Trap Danmark
• Dorf Vandmølle og Dorf Møllegård
• Dorf Vindmølle
• Gammel Hammelmose

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen