Vor Frue Kirkes Skole, København

Peder Hvidtfeldts Stræde har navn efter adelsmanden Peter Hvidtfeldt (død 1584), som var Norges kansler i perioden 1547-1565. Gadebilledet præges af klassicistiske huse fra tiden efter bybranden i 1795. Krystalgade hed oprindeligt Skidenstræde. Onsdag den 21. oktober 1818 godkendte Frederik VI (1768-1839) med sin underskrift, at det gamle gadenavn Skidenstræde blev erstattet af det mere velklingende navn Krystalgade, som var den gængse betegnelse for den del af deres gade, der strakte sig fra Nørregade til Fiolstræde. Det var mindre end 6 uger efter at 16 af gadens grundejere, svarende til samtlige private grundejere, i et brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret. De skrev at Skidenstræde netop var blevet brolagt og nu fremstod som en smuk og reel gade, der kunne yde den herligste passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker, og som af den grund upaatvivlelig ville blive benyttet ved kirkelige processioner. Derfor mente de at Skidenstræde var uheldig og burde erstattes, men nok en grund til navneforandringen var hensynet til nogle af beboernes korrespondance med de plattysk- og nederlandsktalende område, hvor forretningsforbindelserne kunne få indtryk af, at deres danske kontakter boede i en cloak. Påskrifter som Mijn Heer in de Schietstraat tot Copenhagen var i følge beboerne ei behageligt lydende. Afslutningsvis tilbød de at betale en ommaling af gadeskiltene, der efter tidens skik var malet på hushjørnerne. Ejendommen på hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde er opført 1820-21 som Frue Kirkes fattige skole (ved P. Friedenreich) og havde til huse her indtil slutningen af 1800-tallet. Skolen var tilbage i 1707 blevet grundlagt af biskop Christen Worm (1672-1737). Hjørnebygningen har siden 1969-70 været indrettet til restaurant.

Ejendommen, Vor Frue Kirkes Skole, udgør et hjørnehus i to etager på hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde. Hjørnebygningen er i otte fag mod Peder Hvitfeldts Stræde, et skråt hjørnefag og tre fag mod Krystalgade. Facaden er glatpudset og gulmalet over en lav sortmalet sokkel. Mod et rødt teglhængt tag er en profileret gulmalet hovedgesims. I taget er tre små kviste med heltag, også med tegl, samt to skorstene heraf er den ene en nyere og meget høj muret skorsten. Mod Krystalgade er en indgang med en traditionelt udført fyldingsdør med ældre overvindue med sprosseudsmykning. Mod Peder Hvitfeldts Stræde er i det ene midterfag en ældre eller traditionelt udført tofløjet hoveddør med fyldinger. Omkring indgangen er en sandstensportal med en konsolbåret vandret fordakning over. I et felt over døren er en inskription: Vor Fru Kirkes Skole, på ny opbygt 1820. I yderfaget i Peder Hvitfeldts Stræde er en traditionelt udført formentlig ældre, tofløjet port med fyldinger og med nye hængsler. Alle døre samt porten er grønmalet. Vinduerne er traditionelt udførte med korspostopdeling og hertil småtopsprossede. Vinduerne er hvidmalede bortset fra de små og traditionelt udførte kvistvinduer med rudemønstret opsprosning påsat ruden indvendig. Kvistfronte samt flunke er i træ og grønmalet. Gårdsiden er i fem fag mod Peder Hvitfeldts Stræde og to fag mod Krystalgade. En nyere tilbygning er tilføjet i stueetagen. Herover, dvs. på 1. salen, fremstår gårdsiden pudset med en let profileret gesims mod det teglhængte tag. I taget er enkelte nyere tagvinduer. I tilbygningen, der ikke er fredet, er hjørnebygningens tidligere ydermur pudset og hvidmalet. Der er opsat nyere bræddepaneler på muren i brystningshøjde. Den ældre tofløjede fyldingsport tilsvarende den til gadesiden sidder endnu i muren samt to ældre vinduer. Disse er torammede og småtopsprossede med ældre hjørnebånd- og hængsler. Glasset er udskiftet. Hertil er en fladbuet og formentlig oprindelig muråbning til hovedtrapperummet. Vinduer og port er rødmalede. Gårdrummet udgøres af den nyere tilbygning og er hertil sammenhængende med nabobygningens gårdrum, der er en del af restauranten. Mod syd afgrænses gårdrummet af en høj mur, der i skrivende stund gøres højere, mod Københavns Synagoge. I det indre er ejendommen indrettet til restaurant i stueetage og på 1. salen og fremstår i hovedtræk med en nyere og åben planløsning samt med nyere overflader, men med bevarede elementer af en oprindelig eller ældre planstruktur herunder med ældre trapper. Hovedtrappen er placeret ud for den oprindelige hovedindgang med portal og hertil er en ældre trappe placeret til gårdsiden i fløjen mod Krystalgade. Hovedtrappen er en toløbstrappe, rødmalet med gelænder med slanke, runde balustre og profileret håndliste. På trinene er lagt et nyere materiale ovenpå på de gamle. Trappen i fløjen mod Krystalgade er ligeledes toløbet og med samme slags gelænder og linoleum på trinene. Trappen er her gråmalet. I stueetagen er der ud over spisepladser til restaurantens gæster et køkken samt gæstetoiletter. Der er desuden en gennembrydning til nabohuset i Krystalgade, der ligeledes udgør en del af restauranten samt til den nyere tilbygning i gårdrummet. Førstesalen er ligeledes overvejende indrettet med spisepladser til gæster. Hertil er der i delen nord for hovedtrappen to regulære rum, der benyttes til opbevaring. På modsatte side af hovedtrappen er en spisesal og mod gården et lille køkkenopvaskerrum. Tagetagen benyttes til omklædning og pulterrum. Her en ældre tagkonstruktion delvist synlig med malede spær og hanebånd og plader mellem spærene. I stueetagen ses nyere panelering og et indrammet glasloft, der er opsat i nyere tid. Trædetaljerne er malede røde. Hvor der ikke er panelering er væggene tapetseret eller glatpudsede og hvidmalede. Nogle steder rammeinddelte. På førstesalen ses en brunmalet stukgesims og ældre brystnings- og lysningspaneler i rummet umiddelbart syd for hovedtrappen. I spisesalen i delen mod Krystalgade inklusive smigfaget ses nyere panelering. I rummene nord for hovedtrappen fremstår ydervæggen til gårdsiden med blotlagt murværk, der er hvidmalet, og i det ene af rummene er en skillevæg med synligt bindingsværk. Generelt gælder at gulvene på alle etager er laminatgulve, der muligvis er lagt ovenpå ældre bræddegulve og over nedsænkede lofter findes muligvis ældre pudsede lofter med stukkatur. I vinduerne til gårdsiden ses nogle steder ældre stormkroge og anverfere samt ældre lod- og tværposter. Foran vinduerne er forskellige typer af forsatsruder. Der er overvejende nyere pladedøre, hvor der endnu sidder døre i åbningerne indvendigt og få steder er ældre fyldingsdøre.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på hjørnet af Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade, hvor hjørnebygningen, med dets beskedne fremtræden og dets karakteristiske skrå hjørnefag, på harmonisk vis indgår som en del af den særlige og fortættede historiske atmosfære i kvarteret med synagogen som iøjnefaldende nabo mod Krystalgade. Hertil er hjørnebygningen tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur i det indre København.

Den kulturhistoriske værdi for Vor Frue Kirke Skole knytter sig til hjørnebygningen, hvis fremtræden og udformning afspejler periodens byggeri i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen vandt som ideal indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store del af København. Vor Frue Kirke Skole afspejler i tråd med klassicismens idealer en sikker proportionering i det ydre, der kommer til udtryk i det enkle facadeskema med vinduernes regelmæssige takt, den profilerede hovedgesims mod taget og fremhævelsen af hovedindgangen med sandstensportal med inskription og konsolbåret vandret fordakning. Ligeledes er facadens korspostinddelte vinduer kendetegnende for periodens bygninger, og endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade med udsmykning og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår glatpudset og malet og med en mere enkelt profileret hovedgesims som eneste dekoration. Hertil er hjørnebygningen en sjældenhed ved at den ikke senere er forhøjet med en eller flere etager. Hertil kan fremhæves af taget fremstår overvejende hel kun brudt med små traditionelt udførte kviste. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hjørnebygningens bevarede trapperum med alle detaljer, elementerne af en ældre planstruktur samt bevaret ældre stukkatur og panelering, de få ældre fyldingsdøre og vinduesdetaljer herunder ældre tvær- og lodposter samt stormkroge og anverfer og den ældre tagkonstruktion. I det hele taget sætter bygningens harmoniske enkelhed og den sparsomme udsmykning tiderne ved denne opbygning i relief: I modsætning til genrejsningen efter 1795 var tiden efter 1807 økonomisk vanskeligere og byggeriet trægere i sin gennemførelse, hvilket også ses af de mere langstrakte byggekampagner i de nedbrændte gadeforløb som Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde, men brandregulativerne og tillige de gennemgående klassicistiske idealer blev fortsat helt frem til omkring 1840'ernes empire.

Bygningernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition i forhuset med en profileret hovedgesims, der markerer overgangen til det helstøbte og teglhængte heltag, hvor tagfladen kun brydes af små traditionelle kviste samt skorstene. Facadens pudsede flade, den fremhævede tidligere hovedindgang med sandstensportal, de taktfast placerede vinduer, og de traditionelle fyldingsdøre og port giver hjørnebygningen en harmonisk og beskeden elegant fremtræden. Det skrå hjørnefag der havde en praktisk funktion, således at brandbilerne lettere kunne komme om hjørnerne, opbløder samtidig hjørnet og formidler overgangen mellem gadefacaderne på elegant vis. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den faste vinduestakt på 1. salen og den enkle pudsede murflade med en enkel hovedgesims som eneste udsmykning. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til elementerne af de bevarede planløsninger, trapperummene med de ældre trapper med alle detaljer, og de bevarede dele af et ældre interiør med en traditionel materialeholdning herunder med stukkatur og snedker- og smedejernsdetaljer, der afspejler husets oprindelse som et relativt beskedent udstyret etagehus.

Læs videre om

• Lavendelstræde 10, København
• Postgården, København
• Åhusene, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen