Vorbasse oldtidsbebyggelse

Kort, som viser, hvorledes Vorbasselandsbyen vandrede rundt i området siden den ældste bebyggelse (1) opstod i førromersk jernalder og frem til vikingetiden (8).
.

Artikelstart

I Vorbasse blev i årene 1974-87 foretaget den vigtigste udgravning til forståelse af jernalderlandsbyernes udvikling i Danmark. Et areal på omkring 20 ha nord for den eksisterende landsby blev afdækket og undersøgt, og her lykkedes det for første gang at følge en landsby og dens udvikling helt fra yngre romersk jernalder (ca. 160-ca. 375) og frem til slutningen af vikingetiden.

Da landsbyen flyttede til sin nuværende placering ca. år 1100, blev tofterne formentlig udlagt efter den sene vikingetids princip, hvorefter mønsteret blev bibeholdt i hele middelalderen og de efterfølgende århundreder indtil udskiftningen i 1788. På denne tid blev landsbyen opmålt, og derfor vides det, at landsbyen endnu, som i vikingetiden, bestod af seks store tofter.

Vorbasselandsbyen har været afgørende for forskningen i de såkaldte vandrende landsbyer, der viste, at landsbyerne i jernalderen og vikingetiden endnu ikke var stedfaste, men flyttede rundt i nærområdet.

Den vandrende landsby

På baggrund af Vorbasselandsbyens bebyggelsesudvikling formuleredes teorien om den vandrende landsby. Frem for at være stedfaste flyttede landsbyerne igennem jernalder og vikingetid rundt i nærområdet. Årsagen til disse flytninger var muligvis, at bønderne ønskede at opdyrke de tidligere landsbytomters velgødede jord. Sammen med andre undersøgelser spillede Vorbasse også en vigtig rolle i forståelsen af gårdene og deres bygningers udvikling igennem jernalder og vikingetid.

Vorbasselandsbyens døde blev begravet nordøst for landsbyen, hvor der siden 1930’erne er undersøgt flere jernaldergravpladser, bl.a. på højdedraget Store Bavn nord for Vorbasse, hvor der ligger seks fredede gravhøje.

Ved udgravningerne ved Vorbasse blev fundet spor af tofteindhegninger fra vikingetiden. Det var derfor muligt at slå fast, at landsbyen igennem hele perioden bestod af 6-8 gårde. I den første del af perioden lå gårdtofterne ud mod en fælles vej. Den enkelte bondes indhegnede toft var 60-130 m lang og ca. 60 m bred, og på hver toft lå et ca. 33 m langt hovedhus, som både rummede beboelse og stald. Langs hegnene lå forskellige udhuse, mens der var anlagt grubehuse mellem gård og vej. Ved 900-tallets slutning blev beboelse og stald adskilt i selvstændige bygninger. Tofternes areal blev udvidet til helt op til 5.000 m2, og landsbyen kom dermed til at dække et betydelig større areal end tidligere.

Videre læsning

Læs mere om oldtiden i Billund Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Forhistorisk arkæologi