Vosemose Gård, Ravnebjerg

Vandmøllen blev opført i 1837, mens den nuværende Vosemose Gård først blev opført i 1888. Vosemose Gårds stuehus og folkebygning blev opført som erstatning for stuehuset på den gård, der lå på stedet tidligere. Opførelsen af de tilhørende avlsbygninger var allerede påbegyndt nogle år før i 1879. Stuehuset blev opført med forbillede i August Kleins mønstertegninger for landbrugsbygninger fra 1876. August Kleins tegning var et forslag til en forpagterbolig, dog er Vosemose Gård to fag kortere end forlægget. På ældre fotos fra midten af 1900-tallet ses det, at de tilhørende avlsbygninger sandsynligvis også har haft forlæg i August Kleins tegninger. Folkebygningen havde to symmetrisk placerede, enfløjede døre, hver flankeret af to vinduer. Nord for stuehuset var prydhaven og vest herfor – i tilknytning til folkebygningen – lå en stor nyttehave med frugttræer. Langs den vestre staldlænge og langs kørevejen til møllen var en mur med døre og portåbninger til lokummer og eksempelvis mindre dyrehold som høns og ænder. Den opdæmmede sø vest for avlsbygningerne blev etableret samtidig med gården. En kilde i den nærliggende skov vest for gården, gjorde det muligt at lægge vand ind i stuehuset og stalden.

Op gennem 1900-tallet blev stuehuset ombygget i det indre og var i en periode opdelt i to lejligheder. I de senere år har stuehuset gennemgået en restaurering både i det indre i det ydre, hvor der blandt andet blev etableret et køkken i stueetagens havevendte stue mod vest. Det oprindelige køkken har med stor sandsynlighed ligget i kælderens vestlige del mod gården. I sommeren 1954 udbrød der brand i avlsbygningerne, hvorefter de tilbageblevne dele af det oprindelige anlæg må være blevet moderniseret efter samtidens standarder i 1950erne. De nuværende bygninger er i samme udstrækning og højde som de oprindelige, blot med facader svarende til 1950erne.Vandmøllen var oprindelig kornmølle, men fungerede igennem tiden også som savmølle samt var i forbindelse med et teglværk, der lå umiddelbart sydøst for møllebygningen. Det vides ikke, hvornår møllen ophørte med at fungere, men på fredningstidspunktet var møllebygningen allerede indrettet til jagtstue.

Vosemose Gård ligger vest for Odense. Man ankommer til gården ad en lang indkørselsvej gennem det bakkede og skovklædte landskab. Vejen fortsætter gennem gårdrummet og videre til vandmøllen, der ligger omtrent 200 meter længere mod vest. Møllen blev forsynet med vand fra en opdæmmet sø i skoven Øghaven umiddelbart vest for møllen. Stuehuset anvendes til beboelse, og møllen har været anvendt til jagtstue og opbevaring. Vosemose Gård består af et fritliggende stuehus, der gennem en lav mellembygning er forbundet med en folkebygning. Gårdens indkørselsvej adskiller stuehuset fra avlsbygningerne, som er et vinkelbygget, trelænget anlæg oprindelig af samme alder som de øvrige bygninger men stort set genopbygget efter brand i 1950erne. Gårdspladsen er prydet af et stort, cirkulært rosenbed med et lavt smedejernshegn og gårdrummet afgrænses mellem stuehuset og avlsbygningerne mod øst og vest af et dekorativt smedejernshegn med piller af enten granit eller cement. I hegnet er der også tofløjede låger, der gør at indkørselsvejen kan fortsætte videre til møllen vest for gården. Hegnene er med stor sandsynlighed fra gårdens opførelse. Vest for avlsbygningerne er vandløbet, der længere oppe ad løbet også har drevet møllen, dæmmet op til en lille sø, hvor i der er en lille rund ø med et træ på. Mellembygning, avlsbygninger, hegn og stakitter med piller er ikke omfattet af fredningen.

Stuehuset er et ni fag langt, grundmuret længehus over en høj kælder. Over de tre midterste fag er en gennemgående trefags gavlkvist over en let fremhævet risalit. Indgangspartiet sidder i midterfaget, ligesom der er udgang til haven i samme fag mod nord. Den høje sokkel er rustikpudset med kvaderfuger, fugerne er opstreget med hvidt. Soklen afsluttes af et trukket, profileret bånd. Murværket står i gul, blank mur udsmykket med murede hjørneliséner, bryn af formsten over muråbningernes fladbuede stik. Det blanke murværk har brændte fuger. Ligeledes er vinduesbrystningerne under midterfagenes og gavlenes vinduer prydet med ornamenterede formsten, og endelig er den omløbende hovedgesims udført som en muret blændarkade. Taget har en lav hældning og er belagt med skifer. I rygningen sidder fire skorstenspiber i gul, blank mur med sokkel og krave, ligesom der er fire nye, støbejernstagvinduer i tagfladerne mod henholdsvis gårdspladsen og haven. I rygningen sidder tillige en vindfløj, og ved hver gavl er ligeledes en forsiret husbrand med kugle. Gavlenes smalle, dekorativt udførte sternbrædder forbindes over gavltrekantens øverste tredjedel af en smal bjælke, der midtfor understøtter en smal stolpe, der igen understøtter pinaklen. Hoveddøren i facadens midterfag er en oprindelig, tofløjet fyldingsdør med et fladbuet overvindue. Foran døren er en bred titrins trappe med støbte vanger og forsirede værn af både støbe- og smedejern. Trinene er af granit. I brystningen under gavlkvistens midterste vindue er indsat en inskriptionstavle. Havedøren i midterfaget mod haven er en fyldingsdør ligesom hoveddøren, dog uden bosser, og havedørens fløje har store ruder øverst. Foran havedøren er en oprindelig, støbt terrasse med trappe ned til haven. Stuehusets vinduer er dannebrogsvinduer med fladbuede overkanter på nær kældervinduerne mod haven, som er torammede støbejernsvinduer, der er femdelte med en centralt placeret, diagonaltstillet rude. I gavlene og i facaden mod gårdspladsen er kælderens vinduer torammede med to ruder i hver ramme. Disse vinduer er udført i træ. Samtlige vinduer i stue- og tagetage er ældre og størstedelen er malet brunrøde. De har alle murede sålbænke med skiferplader.

I det indre er stuehuset præget af en traditionel planløsning med en gennemgående midterskillevæg, der inddeler stueetagen i stuer mod haven og en forstue, flankeret af lidt mindre værelser mod gårdspladsen. I forstuen, som ligger i midterfagene mod gårdspladsen, fører en oprindelig kvartsvingtrappe, hovedtrappen, til tagetagen. Trappen har indstukne trin i glatte vanger og et gelænder med drejede balustre og en profileret håndliste. Fra forstuen er der lige frem adgang til havestuen, der ligger i midterfagene mod haven. Mod vestgavlen er stuehusets sekundære trappe placeret, den forbinder alle etager. Trappen er en toløbstrappe med indtrukne trin i glatte vanger med drejede balustre og en profileret håndliste. Det nyere køkken er placeret i en tidligere stue vest for havestuen. Yderfagene optages af mindre etfags kabinetter. Hovedtrappen fører op til tagetagen, hvor en stor repos er vendt mod gårdspladsen. Herfra er der adgang til mindre soveværelser mod haven samt et stort opbevaringsrum og trapperum mod vest, mens der er indrettet bad, opholdsrum og et stort soveværelse mod øst. Kælderen har en traditionel planløsning med en central fordelingsgang, der giver adgang til mindre rum mod henholdsvis have- og gårdside. En ældre sekundær dør i vestgavlen fører fra kælderen og ind i forbindelsesbygningen. I det indre er materialeholdningen i stueetagen overvejende traditionel med brædde- eller parketgulve, pudsede vægge og lofter, fodpaneler og oprindelig døre med fire fyldinger i dannebrogsform. Dørene har tilhørende profilerede gerichter og overstykker med bosserede fyldinger og fordakninger, ligesom en del døre har en oprindelig ådring. I enkelte stuer er der hulkehlsstuk og i to stuer mod haven ses tillige fornemme loftbemalinger med bånd, dyre- og planteornamentik. Også i forstuen ses dele af en oprindelig og farverig skabelonbemaling på væggene. Endelig er der bevaret en stor muret kakkelovn med olivengrønne, dekorativt udformede kakler, der sandsynligvis stammer fra bygningens opførelse. En del af tagetagen er indrettet i nyere tid, og står med en overvejende nyere, men traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, pladebeklædte skråvægge og delvist synligt tagværk. Alle skorstenene synes at være bevaret i det indre, hvoraf én er fritstående og synlig i interiøret. Kælderen er sat i stand for nylig og står med en ny, men traditionel og enkel materialeholdning, herunder støbte gulve og pudsede vægge samt lofter.

Folkehuset er en længebygning opført i gul, blank mur over en lav granitsokkel. Murværket har brændte fuger. Murværket prydes en halv meter under tagudhænget af en savsnitfrise. Bygningen bærer et heltag med lav hældning belagt med skifer. I tagfladen mod haven er en ny, høj skorsten. Fra gårdspladsen er der indgang gennem en tofløjet dør, der er beklædt med plader med indfræsede riller. Henover ses et oprindeligt overvindue med en delvis bevaret, dekorativ opsprosning. I samme side ses en nyere garageport med en nyere betonoverligger. Mod haven er ligeledes en muråbning, hvori der har siddet en dør og et halvcirkulært smedejernsvindue med dekorativ opsprosning. De øvrige vinduer er torammede vinduer med tre ruder i hver ramme, hvoraf enkelte er oprindelige.

I der indre er folkehuset indrettet med garage, fyrrum og opbevaringsrum og står med traditionelle, slidstærke overflader, herunder støbte gulve. Vandmøllen er en kort længebygning, som er indpasset i det stærkt skrånende terræn, der er opstået ved opdæmningen af møllesøen. Umiddelbart nord for møllen løber vandløbet, der afvander søen og som har drevet mølleværket før i tiden.

Møllehuset er seks fag langt og én etage højt over en kælder, der ligger i den høje sokkel. Soklen optager terrænnets store hældning. Der er således indgang til hovedetagen fra tilkørselsvejen, der går op på dæmningen samt indgang til kælderen nedenfor volden. Den høje sokkel og begge gavle er grundmurede, mens langsiderne er delvis af sort, opstolpet bindingsværk, der dog nogle steder blot er opmalet på murværket. Øverst afsluttes langsiderne af murede gesimser. Tavlene er hvide. Bygningen bærer et rødt, teglhængt sadeltag, i hvis rygning der sidder en traditionelt udført, hvidtet skorstenspibe med sokkel og krave. Der er indgang til hovedetagen gennem en nyere sortmalet dør med pløjede riller og moderne beslåning, og indgangen til kælderetagen sker gennem en nyere, men traditionelt udført sortmalet revleport med to fløje. Vinduerne i langsiderne er nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne i gavlene og kælderetagen er fladbuede vinduer af støbejern. Samtlige vinduer er hvidmalede.

I det indre er hovedetagen et stort rum, der er åbent til kip. Der er et nyere bræddegulv, væggene er indvendigt isolerede og skråvægge samt gavle er beklædt med træbeton. Størstedelen af tømmerkonstruktionen er synlig og heraf er en del udskiftet med nyere tømmer og der ses nyere stålbeslag. Det eneste bevarede mølleinventar er et stjernehjul og et hjul, der antagelig stammer fra et hejseværk, hvoraf de første er omdannet til et bord. Langs den nordre langside er en nyere skorsten, der følger tagets hældning til kip. Ved vestgavlen er et lille køkken med blandt andet komfur. Kælderen er ligeledes et stort åbent rum med støbt gulv, pudsede vægge og bræddeloft med synligt bjælkelag, og der ses tillige dele af en ældre bærende tømmerkonstruktion.

Den miljømæssige værdi ved Vosemose Gård knytter sig til stuehuset og folkebygningens beliggenhed i dalstrøget nedenfor den opdæmmede møllesø, hvor møllen er placeret i forbindelse med dæmningsanlægget. Hertil kommer sammenhængen med avlsbygningerne, gårdspladsens cirkulære bed og hegnene, der afgrænser gårdspladsen mod øst og vest, som sammen med den opdæmmede sø umiddelbart vest for gården udgør et særdeles idyllisk og helstøbt gårdanlæg fra 1800-tallets sidste del.

Den kulturhistoriske værdi ved Vosemose Gård knytter sig i det ydre til det samlede anlæg bestående af stuehus, folkehus og vandmølle som et repræsentativt eksempel på en større gård fra andelsperioden i slutningen af 1800-tallet, hvoraf møllen stammer fra et tidligere gårdanlæg på stedet. Andelsperioden inden for dansk landbrugsbyggeri spændte fra 1880 til udbruddet af 1.Verdenskrig i 1914. I denne periode faldt kornpriserne og landbruget overgik til at fokusere på animalsk produktion. Andelsbevægelsen oplevede i samme periode en kraftig udvikling, og almen uddannelse vandt frem blandt landbefolkningen, hvor primært de unge begyndte at tage på højskole. De nye tider kom også til udtryk i landbrugsbyggeriet, hvor stuehusene ligesom tidligere var store og udstrålede velstand, men var præget af nye karakteristika, herunder en høj kælder med domestikrum, en højloftet stueetage og enkelte værelser i tagetagen. Den kulturhistoriske værdi ved stuehuset og folkebygningen knytter sig i det ydre til deres udformning i historicistisk stil med lette træk fra gotikken, eksempelvis i form af savsnitgesimserne, formstenene og ikke mindst blændarkaden, der er stuehusets hovedgesims. I Vosemosegård ses også den såkaldte Schweitzerstil i tagets udskårne og dekorativt udformede træværk på gavlene. Vejrfløjen og pinaklerne er ligesom den høje sokkel tidstypiske træk for andelsperiodens landbrugsbyggeri. I Vosemose Gårds stuehus og folkebygning afspejler tidens landbrugsbyggeri sig også i konstruktionen i blank mur, der var mindre vedligeholdelseskrævende end det pudsede murværk som anvendtes tidligere. Skifertagene er også karakteristiske, den lave hældning tillod en trempelkonstruktion, der gav et større areal i bygningernes tagetage. Også den høje sokkel gav en velbelyst kælderetage, der rummede domestikrummene. Hertil kommer at de stilistiske træk og den symmetriske opbygning, som folkebygningen også havde oprindeligt, har givet bygningerne pondus og har særligt fremhævet stuehuset som det fineste i gårdanlæggets interne bygningshierarki.

Tilstedeværelsen af en folkebygning er et sjældent bevaret træk fra andelsperiodens landbrugsbyggeri. I denne periode vandt folkestuen frem som en fast del af stuehusets indretning, hvor den anvendtes til bespisning af gårdens folk, mens gårdejerens familie spiste for sig selv. Tilstedeværelsen af en separat folkebygning, vidner derfor om, at Vosemose Gård var en velstående og moderne gård med et stort folkehold, der fordrede en separat bygning til folkeholdets bespisning og ophold. Den forbindende mellembygning har givet en bekvem overdækket passage mellem køkkenet i stuehusets kælder og folkebygningen.

Endelig knytter der sig væsentlig kulturhistorisk værdi til inskriptionspladen over hoveddøren, der vidner om bygherre og hans hustru med teksten: HANS CHR. JACOBSEN, ELISABTH JACOBSEN, 1888, VI BYGGE OS GAARD TIL BEDSTE, ENDSKJØNT VI ERE KUN FREMMEDE GJÆSTER, GUD UNDE OS HER AT BYGGE OG BO, SAA VI MAA ERHVERVE DEN EVIGE RO.

Ud over dette fuldender gårdspladsens bevarede bed med smedejernshegn, de omgivende smedejernshegn, avlsbygningerne og møddingsmuren, der dog ikke er omfattet af fredningen, det samlede anlæg som et repræsentativt eksempel på en stor, velstående gård fra slutningen af 1800-tallet.I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige og traditionelle grundplan i stueetagen med repræsentative stuer mod haven og forstue, flankeret af lidt mindre værelser mod gårdspladsen samt tagetagens mindre rum, der som oprindeligt rummer soveværelser. Det samme gælder den høje kælder med funktionsrum omkring en central fordelingsgang. Stuehusets indretning er repræsentativ for sin tid. Stueetagen var forbeholdt gårdejerfamiliens beboelse med store repræsentative stuer og forstue samt mindre værelser. Disse rum afspejler, ligesom bygningens ydre tidens herskende stil, historicismen, der særligt ses i dørene med dannebrogsfyldinger, hvoraf nogle er ådrede, den tilhørende beslåning, gerichter og fordakninger. Hertil kommer bræddegulvene, de pudsede vægge og lofter, den fint forarbejdede hovedtrappe og den mørkegrønne kakkelovn, hvis farve også stemmer overens med samtidens smag i farver, der var varme og dunkle. Et bemærkelsesværdigt træk er også de detaljerigt udførte bemalinger på lofter og vægge i stuerne og i forstuen. Herved afspejler det samlede interiør endnu bygherrens anselige sociale position. Stueetagens højloftede stuer og rum, hvor de høje vinduer tillod et stort lysindfald er også et tidtypisk træk. Det store lysindfald var i tæt samklang med tidens tro på lysets sundhedsfremmende virkning, hvilket i samtiden blev forbundet med blandt andet Niels Finsens banebrydende opdagelse af lysts helbredende virkning på den i tiden meget frygtede tuberkulosebakterie. Store vinduer og dermed stort lysindfald blev således forbundet med indbegrebet af en sund og tidssvarende bolig. Også den høje kælders store vinduer har givet et fint lysindfald til de praktiske domestikrum i kælderen. Gårdens køkken har med stor sandsynlighed ligget i kælderetagens vestlige del, hvorfra der ikke blot har været en bekvem adgang til stueetagen via den sekundære trappe ved vestgavlen, men også har været let passage til folkebygningen gennem mellembygningen, der forbinder stue- og folkebygning. I tagetagen knytter den kulturhistoriske værdi sig til planløsningen med de rummelige rum, der skyldes trempelkonstruktionen, hvis karakteristiske stolekonstruktion, tagværkets hanebånd og skorstene er synlige i interiøret.

I folkebygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning, herunder særligt det ene rum i bygningens østlige del, der har bevaret de tidstypiske overflader, herunder støbt gulv, pudsede, malede vægge og bræddeloft med synligt bjælkelag.

Den kulturhistoriske værdi ved vandmøllen knytter sig i det ydre til møllens placering ved dæmningsanlægget til den opdæmmede sø og det lille vandløb. Placeringen afspejler vandmøllens tidligere forbindelse til søen og vandløbet som den drivende kraft til mølleværket. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens konstruktion i bindingsværk og grundmur, hvor særligt det tætte bindingsværk er karakteristisk for de skovrige dele af Danmark. Her skal særligt fremhæves dokkefrisen under tagudhænget og de lange stormbånd, der støtter mod anden stolpe, som er særlig karakteristiske for fynsk bindingsværk. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de åbne rum i kælderen og i hovedetagen, der har kunnet rumme kværne, gangtøj, hejseværk og alle øvrige dele af mølleværket. De tilbageblevne dele af mølleværket vidner således om bygningens tidligere funktion som mølle, der i fysisk form fortæller historien om det før-industrielle danske landbrug.

Den arkitektoniske værdi ved Vosemose Gård knytter sig i det ydre til stuehuset og folkebygningen, der står med et særdeles helstøbt udtryk i kraft af det beslægtede formsprog og den ensartede materialeholdning i form af pudsede sokler, gule sten og skifertage med lav hældning. Den forholdsvis enkle materialeholdning giver små, men effektfulde kontraster mellem eksempelvis stuehusets rustikke, pudsede sokkel og det blanke, gule murværk med de mange formsten og de brændte fuger samt skifertagets store, glatte flader. Med sin detaljerigdom og sin gennemførte symmetri fremstår stuehuset som den fornemmeste bygning i anlægget og afspejler dels den velstående bygherres position i datidens samfund, men udgør tillige det naturlige omdrejningspunkt i det samlede gårdanlæg.

I stuehusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stueetagens ældre og traditionelle planløsning, hvor rumfølgen fremstår logisk med velproportionerede og højloftede rum. De store vinduer giver i kraft af det store lysindfald rummene et luftigt og generøst udtryk. Rummenes stukkatur, den fine detaljering på døre, paneler og gerichter samt den fornemt udførte kakkelovn tilføjer rummene et herskabeligt udtryk, der understøttes af lofternes raffinerede malede borter. Den arkitektoniske værdi ved vandmøllen knytter sig til møllens beliggenhed på den stejle skrænt ved den opdæmmede sø. Her fremstår møllebygningen med et harmonisk og sluttet udtryk i kraft af den høje underetage og det teglhængte heltag. Hertil kommer det rige, sortopstolpede bindingsværk og det hvidkalkede murværk, hvor de egnskarakteristiske detaljer giver raffinement til bygningens traditionelle og funktionsprægede udtryk.

Læs videre om

• Brandts Klædefabrik, Odense
• Brejngård, Åsum Bygade 15
• Overgade 19, Odense

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen