Vråbyvej 24
.

Vråbyvej 24 ligger på Vråbyvej 24 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Det præcise år for opførelsen af bygningen på Vråbyvej 24 kendes ikke, men der findes kilder, som vidner om, at der skete ombygninger og blev optaget lån for bygningen i 1772. Undersøgelser af murværket tyder dog på, at bygningen stammer helt tilbage til starten af 1700-tallet. Oprindeligt lå bygningen i et åbent landskab, men senere blev der plantet træer omkring grunden, så denne i dag ligger mere i læ. Tidligere lå der i området én stor gård, men dennes jordtilliggender blev i 1600-tallet adskilt i flere jordstykker. Området var på daværende tidspunkt et typisk Rømø-landbrugsområde, hvor kvinderne passede gården og jorden, mens mændene drog på hvalfangst. Senere var de fleste huse i området ejet af mandlige håndværkere. I år 1800 var der 21 bygninger i Vråby, og af dem eksisterer i dag kun 13. Flere af husenes kerne kan dateres til 1600- eller 1700-tallet, hvor bygningerne fremstod med ydervæggene af bindingsværk, der dog efterfølgende er blevet grundmurede. I 1800-tallet blev mursten mere almindelige, og på Rømø var man, som i resten af den sydvestlige del af Sønderjylland, meget hurtig til at anvende grundmur, grundet den store mangel på træ samt påvirkningen fra Tyskland. Sten og fliser blev ofte importeret fra Tyskland og Holland, men blev også fremstillet i byer langs den jyske vestkyst, mens kalk til mørtel blev fremstillet på Rømø af muslingeskaller, der gav en særlig stærk mørtel. Grundmuringen af Vråbyvej skete i 1857.

Da Rømøs industri i starten af 1900-tallet flyttede til de større byer på fastlandet faldt befolkningstallet på Rømø, og mange huse kom herefter til at stå tomme. Det blev derfor almindelig skik at man, når man manglede bygningsdele, hentede disse fra de forladte huse. Dette betyder, at det i dag er svært at se om de enkelte bygningsdele som eksempelvis vinduer, døre og paneler oprindeligt stammer fra det pågældende hus eller om de tidligere har siddet et andet sted. Umiddelbart efter Genforeningen i 1920 begyndte den danske stat at opkøbe arealer på Rømø, da man ønskede at anlægge plantager for dels at begrænse sandflugten, der havde været en trussel på øen gennem århundreder og dels for at skabe læ for øens landsbrugsarealer. Man ønskede ligeledes at skabe arbejdspladser på øen og samtidig skaffe brændsel til øens befolkning. I 1923-1933 blev plantagerne Kirkeby, Tvismark og Vråby anlagt.

Beskrivelse

Bygningen ligger på Rømø lige øst for Vråby Plantage, omkranset af høje træer. Bygningen er et enetages grundmuret længehus, hvis langsider er rødkalkede, mens gavlene fremstår i rød, blank mur med hvide optrukne fuger. Soklen er sortmalet og bygningen afsluttes af et halvvalmet stråtag med mønning. I rygningen er en muret, rød skorstenspibe og i tagfladen mod syd ses en lille stråtagskvist. Mod syd former stråtaget sig over hoveddøren i en runding, af den type man i Sønderjylland kalder en arkengaff. Bygningen er prydet med murede stik og gesimser, hvor hver anden sten er kalket hvid. Hoveddøren eller framgulvsdøren, som den kaldes lokalt, er en ældre dør med listebeklædning nederst og et vindue øverst. Foran døren er en tofløjet revledør med bukkehorns-beslag. I vestgavlen sidder en nyere glasdør ligeledes med en revledør foran og over døren ses en lille luge til loftet. Bygningen har ældre, et- og torammede vinduer med småt opsprossede ruder. I gavlene er flere vinduer halvrunde eller rombeformede. Alle vinduer og døre er hvidmalede.

I det indre er en ældre grundplan bevaret med forstue og stuer, der i dele af Sønderjylland kaldes dørns, mod syd, køkken og kammer mod nord og ved vestgavlen bryggers og badeværelse. I forstuen, som lokalt også kaldes framgulv, fører en nyere trappe op til tagetagen, der udgøres af et stort værelse med ny træbeklædning på alle sider. I stueetagen har de fleste rum ældre bræddegulve og bræddelofter med synlige bjælker samt bræddeskillevægge. I den største stue findes en alkove, indbyggede skabe samt fliser på flere vægge. I køkkenet ses ældre træudskæringer og et stort åbent ildsted. I køkken, bryggers og badeværelse er lagt nyere, røde klinker.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for bygningen på Vråbyvej 24 knytter sig til den nære placering ved Vråby Plantage, der består af sandede bakker beplantet med fyrretræer imellem åbne hedearealer og små moser. Plantagen er anlagt på et gammelt klitområde, og man fornemmer således Rømøs naturlige topografi omkring bygningen. Hele området, med bebyggelse og plantage, fremstår som et unikt kulturlandskab på Rømø, hvor bygningerne er nærmest trykker sig ind i terrænet for at søge ly for vestenvinden bag de høje træer. Hertil kommer værdien af det hvidmalede og skrånende stakit i forlængelse af vestgavlen, der er en typisk løsning på Rømø. Stakittet blev opsat for at skabe læ, men også for at skærme haven for kreaturerne, når disse blev sluppet ud af stalddøren.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk, grundmuret Rømø-hus, der er orienteret i længderetningen øst-vest. Et gennemgående træk for denne bygningstype er det halvvalmede stråtag med mønningen af tørv, skorstenen med sokkel og gesims, den mindre stråtagskvist og den klassiske Rømø-gesims, der følger taget og går et lille stykke ind på gavlen. Tillige er det typisk for et Rømø-hus, at der i vestgavlen findes en stalddør placeret midtfor med små vinduer på hver side og en luge øverst, hvorigennem man førhen forkede hø ind på loftet. Stalddøren og lugen vidner sammen med staldvinduerne om, at det på Rømø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug og dyrehold tilknyttet. I midten af 1800-tallet blev det moderne på Rømø at udsmykke framgulvsdøren med stor detaljerigdom. Tidligere havde man kun markeret indgangen med en mindre bue i tagskægget. I Vråbyvej 24 fornemmer man næsten denne overgangsperiode, hvor man stadig udførte buen, men dog også gjorde mere ud af selve døren med listebeklædningen, der er en fortolkning af periodens fremherskende empirestil. Hertil kommer de smukt udformede murankre i smedejern, der vidner om grundmuringen i 1857 og om de daværende ejer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre Rømø planløsning, hvor der mod syd er framgulv med adgang til både sønderdørns og stald. Selvom adgangen til stalden i dag er blændet, er revledøren bevaret så man stadig kan aflæse den tidligere opdeling. Inde i den tidligere stald er tillige en mere spartansk materialeholdning samt en lem i loftet, der vidner om staldfunktionen. Placeringen af køkken og kammer mod nord er ligeledes traditionelt for et Rømø-hus. Værdien knytter sig endvidere til det store ildsted og skorstenen, der er placeret midt i huset, så man havde mulighed for at opvarme så mange rum som muligt. I sønderdørns findes et velbevaret interiør med mange ældre bygningsdetaljer, herunder alkoven med et lille indbygget brændevinsskab, et indbygget hjørneskab, brystningspaneler, ældre døre og vinduer med alle detaljer bevaret samt fliser på ydervæggen og bagved den ældre bilæggerovn. Kulturhistorien knytter sig særligt til fliserne da disse fortæller om datidens problemer med meget kondensvand på de tynde uisolerede ydervægge, der ødelagde pudsen, og som derfor blev dækket af fliser. Bukkehornsbeslag på en af de ydre revledøre.

Længst mod øst ses den lille ekstra stue, lille dørns eller æ køne dørns, der førhen blev brugt som sommerstue eller til opbevaring af skabe og kister, da denne stue ikke ligger i direkte forbindelse med skorstenen og derfor ikke blev opvarmet. Stuen blev også kaldt ligstue. I ligstuen havde man en dør i gavlen, eller man slog hul i muren, hvorigennem man bar den afdøde ud. Efterfølgende blev hullet muret til igen. I bygningens østgavl ses spor efter, hvad der sandsynligvis har været en ligdør. Der er et påmalet vindue på ydersiden og indvendigt er der et indmuret skab, som optager hulrummet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle form med lave mure og stejlt, afvalmet tag, der med bølgende kurver former sig omkring hjørner, arkengaf og kvist. Den enkle farveholdning har ligeledes stor betydning for det arkitektoniske udtryk, og langsidernes lette kalkning, hvor igennem stenenes struktur fornemmes, giver en levende stoflighed, der understreges af de kontrastfulde gavle med den lette mønstervirkning, som opstår ved de optrukne fuger. Hertil kommer de hvide døre og vinduer, der markerer sig i murene sammen med de skiftende røde og hvide sten omkring stik og gesimsbånd, der underbygger bygningens enkle udtryk og elegant adskiller murene fra taget. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, vægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og overfladebehandling. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder afrundede hjørner i fyldingerne på både paneler, døre og låger. De hvide fliser med dekorative motiver ophøjer tillige stuens atmosfære og giver den et markant udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links