Waagepetersens Gård, København

Geddes kort fra 1757 viser forgængeren for den nuværende bebyggelse. På grunden, som var ejet af Garnisons Kirke, er præstegården tilbagetrukket fra gadelinjen i Store Strandstræde. På den eleverede udgave af Geddes kort får man et indtryk af den lave, lange længe med gavlen mod gaden, og gårdrummet er mod gaden afgrænset af en mur. Bygmesteren Johan Martin Quist erhvervede grunden og nedrev hovedparten af de eksisterende bygninger. I 1792 står Quists gård færdig. I Store Strandstræde opførte murermester Quist en gård til sig selv bestående af et treetages forhus til Store Strandstræde, to sidehuse samt en længe mod Lille Strandstræde. I 1794 anmoder han om at få takseret sin gård i Store Strandstræde. Af prioritetsvurderingen forstår man, at den eneste del af Quist's gård, der er bevaret i dag, er forhuset mod St. Strandstræde. Gårdsiden havde mod øst en, kun to fag lang, grundmuret sidebygning i tre etager med halvtag. Det ene af de to fag var de skrå smigfag, som havde et trerammet vindue. Der har altså været tale om en ganske kort udbygning på forhuset, rimeligvis fra starten tænkt planlagt til forlængelse. I fortsættelse af det nyopførte sidehus lå en syv fag lang bindingsværkslænge, som kan være en del af den gamle præstegård. Denne længe, som var to etager med halvtag, rummede et smedeværksted på fem fag samt en bolig. I gårdens vestside lå en 20 fag bindingsværkslænge i en etage med mansardtag. I længen var der en facadekvist, og på den ene side af denne, var der en gennemgående fabrikskvist. Sidelængen rummede hestestald, vognport og kalkkule. Mod Lille Strandstræde lå en enetages længe af bindingsværk med en facadekvist over porten. I taget var fem kviste. Rimeligvis var Quists gård ved opførelsen kalket. Oliemaling af facaden nævnes første gang i arkiverne i 1856. Vinduerne havde som i dag store ruder, mens gårdsidens vinduer var opsprossede. Taget var lagt med sorte (glasserede) tegl mod gaden og røde tegl mod gården. I taget mod gaden var to halvrunde, zinkinddækkede kviste og to helrunde. I kælderen, hvortil der fra gaden var adgang gennem to døre, nævnes i 1794 en spækhøkerbod og en smørbod samt mindst to boliger. Facadens symmetriske opbygning krævede to portfag, hvoraf det østre er en blænding; kun den vestre havde portgennemkørsel, som var brolagt, og her var, ind mod gården, en stakitport". En port mod gaden fandtes ikke ved husets opførelse. Den nuværende tofløjede port stammer formentlig fra midten af forrige århundrede. I taget mod gården var der fem torammede kviste og fire enrammede. I det indre er planløsningen i stueetage og første sal stort set uændrede. Dog er køkkentrappen og de tidligere køkkenregioner med fadebur, pulterkamre og pigeværelse ændret til elevator og badeværelser. På 2. salen er der sket en væsentlig ombygning i forrige århundrede, idet den store trefags sal er blevet flyttet helt ud mod gavlen. Dele af panelværket er nok overflyttet til den nye sal, som er blevet udstyret med nye vægfelter, ny kakkelovnsniche og ny stuk i loftet. Nu er der ikke direkte adgang fra trapperummet til salen, men en lille forgang fungerer som et forrum til den store sal. I tagetagen var oprindeligt indrettet med en kvistsal og et stort kammer i gavlkvisten, resten af etagen var indrettet med mindre kamre, der alle havde brændeovne. Disse værelser var beregnet til beboelse for tjenestefolk. Kælderetagen havde to nedgange fra gaden, dels det endnu eksisterende dørhul i husets midte, dels en dør længst mod øst, hvor der var nedgang til spækhøkerboden og til smørboden. Bag butikken var et køkken med åben skorsten. Desuden var der i kælderen vaskerum, proviant- og brændekælder samt nogle værelser. Nogle af værelserne var udstyret med kakkelovne og et enkelt med bilæggerovn, hvilket viser, at der fra husets opførelsestidspunkt har været beboelse i kælderen. Johan Martin Quist blev født i København i 1755. Han var uddannet murer og gik desuden på akademiet, hvorfra han vandt både den store og den lille sølvmedalje, men guldmedaljen, som udløste det store rejselegat, vandt han aldrig. I litteraturen har han fået en plads i skyggen af den storemester C.F. Harsdorff. Quists arkitektur anses ofte for at være en forgrovet udgave af den ægte Harsdorff klassicisme. Vel kan man i Quists facader genfinde en række Harsdorffelementer i en ny og muligvis mere voldsom sammenstilling, men man kan samtidig spore Harsdorffmotiver helt tilbage til den italienske renæssancearkitekt Andrea Palladio, med mellemstation i England med Robert Adam, uden at det af den grund er mindre værdifuldt. Quists vel nok mest kendte bygning er Gustmeyers Gård, Ved Stranden 14, fra 1769, som fik den søjlefront, Harsdorff gerne ville have bygget på den anden side af kanalen, hvor han på slotspladsen projekterede en bankbygning, hvis facadeskema har klare mindelser om Palladios arkitektur. Quists virke er sammenfaldende med gunstige økonomiske tider for landet. I den florissante handelsperiode var der en livlig byggeaktivitet med det højere borgerskab, købmænd og handelsfolk som bygherrer. I Quists sidste år blev hele kvarterer genopbygget efter Københavns brand i 1795. Gården i Store Strandstræde 18 er opkaldt efter Hofvinhandler Christian Waagepetersen, (1787-1840), der havde sit hjem i førstesalens lejlighed i 1820'erne og 1830'erne. Waagepetersens hjem blev et vigtigt samlingssted for inden- og udenlandske kulturpersonligheder. I disse tiår var det tidligere så frodige musikliv i klubberne ved at ophøre; men så meget desto vigtigere blev den private musikdyrkelse i hjemmene. Gennem sin vinhandel havde Waagepetersen oparbejdet en betydelig formue, der tillod ham at yde rundhåndet støtte til kunst, musik og naturvidenskab. Som agtet borger bestred Waagepetersen flere offentlige tillidshverv; blandt andet var han gennem mange år værge for Garnisons Kirke. Ikke blot passede han dette hverv samvittighedsfuldt, men han tog samtidig en række initiativer til at fremme musiklivet ved kirken. I denne stilling ydede han også stor støtte for kirkens unge organist J.P.E. Hartmann. I 1825 stillede Waagepetersen sig i spidsen for en koncert, der skulle samle penge ind til en hårdt tiltrængt reparation af kirkens orgel, og ved denne koncert fik den unge Hartmann sin offentlige debut som orgelspiller, og i de følgende år komponerede han flere værker til opførelse i Garnisons Kirke. Også musikundervisningen havde Waagepetersens personlige og økonomiske bevågenhed. I 1827 blev han medlem af direktionen for Københavns første musikkonservatorium. Det blev ledet af Det Kgl. Teaters syngemester Giuseppe Siboni og havde som målsætning at uddanne sangere til teatret. Efter det første års undervisning præsenterede de unge konservatorieelever deres kunnen ved en musikalsk aftenunderholdning i Waagepetersens hjem, hvor også kronprins Christian (den senere Christian VIII) var til stede i sin egenskab af konservatoriets protektor. Waagepetersens elegant indrettede saloner dannede ofte rammen om udsøgte kammermusikaftener. Det blev her, Københavns førende musikere kunne mødes som privatpersoner og spille sammen, og når byen gæstedes af udenlandske koncertgivere, var Waagepetersen ikke sen til at indbyde dem til en sammenkomst. Den tyske pianist Ignaz Moscheles blev således i 1829 inviteret til en soiré hos Waagepetersen, hvor han til sin glæde traf både Weyse og Kuhlau. Den musikalske sammenkomst blev en succes og Moscheles blev tiljublet af det eksklusive publikum, og han følte sig nu sikker på, at også hans offentlige koncert i København ville blive en succes. At have optrådt ved en af Waagepetersens private koncerter var næsten lige så betydningsfuldt, som hvis man havde gjort lykke ved hoffet med sin musik. Wilhelm Marstrands maleri "Et musikalsk aftenselskab" (1834, Frederiksborgmuseet) skildrer de ugentlige kammermusikopførelser i hjemmet i Store Strandstræde. På maleriet fremstår Christian Waagepetersen som en mand af uovertruffen dannelse. Omgivet af en række af tidens førende musikere, komponister og kunstmalere, herunder C. E. F. Weyse, Iver Bredal, Joh. Fr. Frøhlich, Hans Matthison-Hansen og J. P. E. Hartmann. På væggen ses et portræt af den afdøde Fr. Kuhlau, der inden sin død nåede at komponere en kvartet i a-mol, der blev tilegnet hans mæcen, Christian Waagepetersen. Maleriet sceneri foregår i den store gadevendte sal på første sal. Også maleren Wilhelm Bendz (1804-32), portrætterede den Waagepetersenske familie i en mere hverdagspræget scene i maleriet Familien Waagepetersen, (1830 Statens Museum for Kunst). Sceneriet synes at finde sted på første sal i det gadevendte kabinet mod syd.

Forhuset er grundmuret, syv fag bredt og tre etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. I syvende fag er portpartiet, og der er nedgang til en kælder i fjerde fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger.Facaden er muret og pudset med let fremspringende yderfag. Over en lav granitsokkel er kælderetagen refendfuget op til en gennemløbende gesims mellem første og syvende fag, herover er muren glatpudset. Dog er der mellem stueetage og anden etage en kordongesims. Mellem anden og tredje etager er et fladt, tilbageliggende parti med mæanderdekoration. Sidefagene er let fremtrukne og yderligere fremhævet med refendfugning omkring portpartiet og et lignende glat blændingsfelt i det modsatte yderfag, hvori der er isat et firerammet vindue. Vinduerne i yderfagenes beletage er fremhævet med konsolbårne sålbænke og en indfatning, som foroven dækkes af en konsolbåren segmentfronton. Yderfagenes vinduer udfor tredje etage har indfatninger og konsolbårne sålbænke. Andet til femte fag i stue- og anden etage er fremhævet med ioniske pilastre i kolossalorden, der bærer feltet med mæanderbort mellem anden og tredje etage. Gesimsen under taget er prydet med forsirede konsoller. Farveholdningen er grå kalk på murfladerne og hvidkalkede murdetaljer og gesims. Mod gården er muren pudset og malet, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. En nyere, tofløjet dør med ruder fører ned til kælderen. Kælderdøren er grønmalet. En dekorativt udført, ældre gitterport lukker portrummet mod gården. Forhuset er i begge sider sammenbygget med sidehuse, der ikke er omfattet af fredningen.Vinduerne mod gaden har fire rammer med to ruder i underrammerne. Mod gården har vinduerne samme antal rammer og ruder som mod gaden. Mod gaden er vinduerne hvidmalede, mens de er grønmalede mod gården. Porten er en tofløjet revleport med dekorativt udførte fyldinger. Porten ophængt i pinolhængsler og har ældre lukketøj. Portoverliggeren har tandsnit, herover er tre ældre, opsprossede vinduer, der indpasser sig i det halvcirkulære felt over porten. Portrummet har et gulv med brosten og bordursten, og væggene er forneden indklædt med mørkegrønmalede brædder med perlestav. Væggene er inddelt med glatte pilastre, der har bredere base i den nedre bræddebeklædning. Loftet er glat og pudset samt kantet med en stukgesims. Taget er et heltag med sorte vingetegl, mod gården dog dækket af røde vingetegl. I rygningen er tre skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfalden mod gaden er en bred, helvalmet kvist over de tre midterste fag og to fladbuede kviste over yderfagene. I gårdsidens tagflade er yderligere fem traditionelt udførte kviste. Fra portrummet er der indgang til hovedtrappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har en beslægtet planløsning der overordnet har direkte indgang til en gårdvendt stue, der på førstesalen er indrettet med en moderne køkken-ø. I det tidligere køkkentrappefag, ottende fag mod gården, er der indrettet en ny elevator. Længst mod vest var den tidligere køkkenregion, der nu er indrettet til badeværelse. Mod gaden er der på første og anden sal midtfor en tofags stue og en trefags sal begge flankeret af etfags kabinetter i hvert yderfag. Alle gadevendte rum er forbundet en suite med tofløjede døre. Kabinettet i portfaget giver adgang til et lignende gårdvendt kabinet, hvortil der også er adgang fra hovedtrappen. I alle kabinetter er der ovnpladser til ovne, der kantes af en profileret indramning, bestående af en kanelleret liste. I den gadevendte tofagsstue er der rundbuede, pudsede ovnnicher, mens ovnpladsen i trefagssalen er indrammet af brede kannelerede pilastre. Særligt i de gadevendte tofags stuer og salene er fordelingen af pilastre og ovnnicher og døre præget af en stram symmetrisk komposition. Det ældre hanebåndsloft er ligeledes indrettet til beboelse og der er åbnet til kip i alle rum på nær i badeværelset. Kælderens erhvervslokaler har en enkel indretning med flisebelagte gulve, pudsede vægge og lofter. Der er bevaret en del oprindelige vægge. Trappen er en treløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er riflede dekorationer mod lysningen og slanke, snoede metalbalustre og en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trappen stammer fra opførelsen, dog er balustrene muligvis nyere. På første og anden sal er der tre indgange til lejlighederne: I midten til den gadevendte sal, til venstre til det gårdvendte kabinet og til højre til den gårdvendte stue. Alle dørene ud mod hovedtrappen er nyfremstillede, brandsikre kopier af de ældre forlæg. På mellemreposen mellem stueetage og første sal er der indgang til et gennemlyst kammer over portrummet. På første, anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanelerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Lofterne er pudsede og har alle en profileret loftgesims. De gadevendte trefags sale er i stueetage og første sal prydet med brede pilastre, hvis udformning varierer mellem etagerne. De gadevendte stuer har pudsede ovnnicher. Særligt i stuerne mod gård og gade samt salene er fordelingen af pilastre og ovnnicher samt dørsætningen præget af en gennemført symmetrisk komposition. Hertil kommer at stukkaturen i de gadevendte rum særligt på første sal er særdeles rig og varierer fra rum til rum. Vinduerne er ældre og en stor del er sandsynligvis fra opførelsen, en del har oprindelige stormkroge og anverfere og samtlige vinduer er forsynet med forsatsruder. Enkelte af de enfløjede døre har to fyldinger, og størstedelen af dem har tre fyldinger. Dørene har fortrinsvis indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Dobbeltdørene mellem stuerne har tre fyldinger og dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige. På første etage ses endvidere enkelte steder indbyggede skabe i døråbningerne i midterskillevæggen. I tagetagen ses nye standarddøre med fire fyldinger og moderne beslåning. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret flere ældre bræddegulve med synlig sømning. Enkelte steder er der ikke retableret dørtrin i døråbningerne mellem rummene. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og synlige bjælker, hvorimellem der er pudset. Gulvene er støbte, dog er der bevaret ældre murstensgulve enkelte steder. Dørene ned til kælderen er mod gaden en ældre fyldingsdør og mod gården en nyere fyldingsdør. Kælderens vinduer er ældre, torammede vinduer, der alle er malet mørkegrønne.

Den miljømæssige værdi ved Waagepetersens Gård knytter sig til ejendommens beliggenhed i det yderst stemningsfulde og historisk prægede miljø mellem Nyhavn og Sankt Annæ Plads. I gaden udgør forhuset et integreret og yderst markant indslag Store Strandstræde, hvis husrækker primært består af bygninger fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Den kulturhistoriske værdi ved Waagepetersens Gård knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af forhuset og tidligere også sidehuse, hvilket sammen med porten, vidner om bygningens status som en bygård beliggende på en stor grund. I modsætning hertil var byhusene, der lå på mindre matrikler, der ikke tillod etablering af en køreport. Også forhusets repræsentative facade med det klassicistiske stiludtryk karakteriseret ved de let fremtrukne yderfag, der er fremhævet med refenfugning, vinduesindfatninger og konsolbårne segmentbuer, og hertil kommer midterfagenes iøjnefaldende ioniske pilastre, cordon- og hovedgesims, der alle er klassicistiske stilelementer og dermed væsentlige dele af den kulturhistoriske værdi. I kontrast hertil står den enkle pudsede og malede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten med facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Således er forhuset i Waagepetersens Gård et velbevaret og fornemt eksempel på et forhus til en Københavnsk bygård med herskabsboliger fra slutningen af 1700-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved sal, stue og kabinetter mod gaden, trapperum, kabinet og stuer mod gården, samt sekundære funktioner i forhusets vestre del, hvor køkkenregionerne oprindeligt var placeret. Således er den herskende levevis i datiden stadig aflæselig i bygningernes indretning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den exceptionelt høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering og pilastre afspejler klassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Der knytter sig endvidere betydelig kulturhistorisk værdi til det storslåede trapperum, der med sin store og fornemme udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen.

Den arkitektoniske værdi ved Waagepetersens Gård knytter sig i det ydre i høj grad til facaden, der med sin gennemførte symmetri, herunder yderfagenes refendfugning og vinduesindfatninger med konsolbårne segmentbuer viser træk fra læreren og forbilledet C.F. Harsdorff. Et særegent træk er de store ioniske pilastre, der udspringer over kælderetagen og bærer blændingsfeltet med mæanderbort, og son tilmed virker som facadens mest iøjnefaldende træk. Med sine mange antikke elementer, og hvis sammensætning på nogle måder brød med samtidens arkitektoniske normer for facadekomposition, fremstår facaden med en livlig klassicisme, som for sin samtid har en usædvanlig og kraftfuld elegance. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til de gadevendte sale, stuer og kabinetter, hvis velkomponerede dimensionering sammen med rige og fint forarbejdede snedkerdetaljer forlener rummene med en udpræget herskabelig elegance. Således danner den gadevendte rumsuite med et imponerende syn gennem hele forhusets længde. Endelig knytter der sig betydelig arkitektonisk værdi til det stort formede trapperum, hvor de lette og elegant svungne trappeløb, de spinkle drejede balustre og dørenes symmetriske placering på reposerne, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt.

Læs videre om

• Knabrostræde 28, København
• Nybrogade 26 og Magstræde 13, København
• Vestergade 3, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen