Wildersgade 17, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Dele af Wildersgade hed tidligere Lille Kongensgade, men fik sit navn i 1859 efter skibsværftsejerne Carl Wilder (ca. 1698-1765) og sønnen Lars Wilder (1728-1810), der drev værftet på øen for enden af Strandgade, hvortil Wilders Bro fører. Ejendommen Wildersgade 17 er en ud af seks gamle boder, der blev opført mellem 1675 og 1689 og senere ombygget. Omkring 1700 blev huset forhøjet til to etager og i 1724 stod det med halvdelen af en fælles gavlkvist over det vestlige fag. Halvkvisten blev mellem 1780-1804 afløst af en centralt placeret tofags gavlkvist og trappehuset blev ligeledes føjet til. I 1853-54 blev kvisten udbygget til en tredje etage, mens der mod gården blev opsat en fabrikskvist. Hoveddøren blev udskiftet i slutningen af 1800-tallet. Frem til 1970'erne og 1989 undergik huset ikke væsentlige ændringer. Huset blev istandsat i slutningen af 1970'erne, hvor et tidligere pudslag af cement blev fjernet. I 1989 gennemgik bygningen en gennemgribende restaurering på grund af mislighold. Vinduer, tømmer m.m. blev udskiftet og nedgangen til kælderen fra gaden blev sløjfet. Man beholdte, restaurerede og genanvendte dog mange detaljer i det indvendige.

Forhuset er et bindingsværkshus på fire fag, der mod gaden er i tre etager over en kælder og med teglhængt heltag med røde vingetegl. Facaden står med synligt, rødbrunmalet tømmer, mens tavlene er murede og berappede, ligeledes i en rødbrun farve. Tømmeret i første og anden etage er nyere. Facaden afsluttes øverst af en profileret hovedgesims i hvidmalet træ. Vinduerne fra kælder til anden etage er nyere, traditionelt udførte toramme- eller korspostvinduer med opsprosning. Alle hvidmalede og med nyere, traditionelt udførte hjørnebånd og stabler. Hoveddøren er placeret i venstre side over et par trin og er en traditionelt udført, asymmetrisk fløjdør, som er delt i tre fag hver med tre smalle, profilerede fyldninger. Døren er malet vogngrøn og har desuden et tredelt overvindue. I forhusets rygning er en høj skorstenspibe i gule flensborgsten med sokkel og indsnævret pibe. Mod gården står huset i to og et halvt fag bindingsværk og i to etager. Gårdsidens farvesætning og vinduer fremstår ligesom facadens. I taget er ovenfor en art fabrikskvist i to fag, som er sammenbygget med et lille trappehus. Trappehuset er grundmuret i et fag og er opført i to og en halv etage med halvtag med nyere, røde vingetegl. I trappehuset er en nyere dør og enkelte ældre vinduer med ældre hjørnebånd og stabler, men fremstår ellers som resten af gårdsiden. Gennem hoveddøren er indgang til husets fordelingsgang, der ender ved trappehuset. Gangrummet har ældre, hvidmalet panelering, lodret bræddebeklædning og bræddeloft. I det indre har huset bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og køkken- og badefaciliteter ud mod gården. Husets snedkerudstyr er overvejende ældre og består af helpaneler i stueetagen, listeinddækket loft og synlige, indklædte bjælker, samt fyldingsdøre med dobbeltfyldninger, ældre indstukne hængsler, greb, låseskilte og gerichter, visse steder traditionelt udførte. I stuerne på første og anden etage er også nyere, traditionelt udført brystningspaneler, men her enklere udført. Vinduerne er overvejende nyere og traditionelt udførte og mange steder med de ældre anverferer og stormkroge bevaret. Gulvene i huset består af nyere planke- og bræddegulv. På etagerne er de ældre ildstedsnicher og den oprindelige skorstenskerne bevaret. I trappehuset er en ældre ligeløbstrappe med smal durchsicht, indstemte, gråmalede trin og et ældre brystværn med barokinspirerede, bueberigede parallelogrammer. Gelænderet har en profileret håndliste, der mellem hvert løb har en udskåret mægler med knop. Fra første til anden etage fortsætter trappen i en nyere udgave med kantede balustre. På øverste etage er en trappestige op til tagets pulterrum, der er udnyttet. Trappehusets materialeholdning består også af perlestafpanelering, og nederst er desuden adgang til kælderen igennem en nyere isat revledør. Kælderetagen benyttes til opbevaring og vaskerum.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken med taget flugtende naboejendommens. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og er den mindst ombyggede af de seks gamle boder. Sammen med naboejendommene dannes endvidere traditionelle baggårdsmiljøer.

Den kulturhistoriske værdi for Wildersgade 17 knytter sig til ejendommen som et eksempel på en bodebygning på Christianshavn i bindingsværk fra slutningen af 1600-tallet, ombygget i løbet af 1700-tallet. Smalle etagehuse på fire fag blev ofte opført på de gamle bodegrunde i løbet af 1700-tallet. Med ejendommen Wildersgade 17 forhøjede man dog den eksisterende bod. En bod var som regel en smal bygning med en butik i kælderen og med en bolig oven over. Etagehusene overtog denne planløsning uden væsentlige ændringer, og de smalle etagehuse uden port var kendetegnet ved en gennemgående forstuegang fra gade til gård med et trapperum bagest mod gården, der betjente alle etager. Denne type bygning er i dag ikke særlig udbredt i København grundet de mange bybrænde og forefindes næsten kun på Christianshavn. Wildersgade 17 viser derfor på velbevaret vis, hvordan den enkle og oprindelige plandisposition i en bodebygning var, og hvordan håndværksmestrene i 1700-tallet udbyggede de gamle firefags bodebygninger til smalle etagehuse, således at udtrykket fra de gamle boder stadig blev bibeholdt. I forhuset kommer dette især til udtryk i det ydre ved bindingsværkskonstruktionen med stolper, fodrem, løsholter og tavl, hvoraf tømmeret i stueetagen er oprindeligt – tre af stolperne må anses for at være originale og således stamme fra den mellem 1675 og 1689 opførte bod. Endvidere i vinduernes regelmæssige takt, dørpartiets og trappehusets placering, og den massive, indsnævrede skorstenspibe af flensborgsten. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det historiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Wildersgade 17 ses det i de intakte etage- og planløsninger, der giver en klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri, hvor de repræsentative stuer er mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken og kammer er placeret mod gården. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de bevarede ildstedsnicher på etagerne, den ældre del af husets trappe i trappehuset og skorstenskernen, der alle understreger bygningens alder. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med den tydelige, rødbrunmalede bindingsværkskonstruktion, der sammen med vinduernes regelmæssige og taktfaste placering giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte heltag. Ligeledes skaber vinduernes gradvise størrelse på etagerne en visuel rytme og balance i facaden, der sammen med den profilerede hovedgesims formidler overgangen til taget. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og det lille trappehus med de ældre vinduer. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til husets ældre fyldingsdøre, helpaneleringen fra gulv til loft, brystningspanelerne i stueetagen og de listeinddelte vægfelter, samt den ældre del af trappen og dens brystværn med udskårne parallelogrammer. Hertil kommer det listeinddækkede loft, samt vinduesrammernes bevarede anverfere og stormkroge flere steder, der alle er udført efter datidens stilmæssige idealer. Af særlig værdi har husets en- og tofløjede fyldingsdøre med dobbeltfyldninger og fyldningsspejle med ægformede hjørner og halvcirkel i både top og bund, samt med ældre, måske oprindelige gerichter, indstukne hængsler og beslag.

Læs videre om

• Gothersgade 143, København
• Gråbrødretorv 13, København
• Landsretsbygningen, Operahuset, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen