Wildersgade 49 A-B, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., og den havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre. I 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Forhuset i Wildersgade 49 er fra 1801. Ejendommen er i det væsentlige uændret, selvom kvistene er udskiftet. Der var oprindelig fem halvrunde kviste mod gaden og fem taskekviste mod gården. Fra 1853 nævnes butik i kælderen. Der har oprindeligt været indgang fra repos til lejlighedernes stuer mod gaden.

Ejendommen er et langt forhus, som indgår i Wildersgades husrække. Med de nærliggende huse og en mur danner forhuset rammen om et lille, lukket gårdrum. Forhuset er grundmuret i elleve fag og består af en kælderetage, herover fire etager og endelig en tagetage. Heltaget er hængt med røde tegl. Facaden, der er vandskuret og orangemalet, er herudover kendetegnet ved en granitsokkel, en retvinklet kordongesims, et langt, hvidt blændingsfelt og en sparrenkopgesims. Der er indgangsdøre til to opgange, hver med en ældre, grønmalet fyldingsdør med overvindue samt tre kældernedgange med konsolbårne dækplader. Bygningens vinduer er traditionelle korspostvinduer, som alle er malet grønne. På tredje sal er dog nyere, torammede vinduer med to sprosser i hver ramme, og i kælderetagen er ældre butiksvinduer med støbejernssprosser. I tagfladen er mod gade og gård henholdsvis seks og tre nyere heltagskviste med lav trekantfronton og zinkflunker samt flere tagvinduer. Mod rygningen er tre skorstenspiber. Gårdsiden har otte fag, og her er murværket pudset og orangemalet. Der er to trapper op til forstuegangene og en kældernedgang, og dørene er ældre, grønmalede fyldingsdøre med paneler omkring. Indimellem de traditionelle korspostvinduer er der nyere korspostvinduer uden sprosser, mens der fra bagtrapperne og enkelte andre steder er oprindelige, småsprossede korspostvinduer. Under tagfoden er en profileret hovedgesims. I det indre har forhuset nogle steder bevaret den oprindelige grundplan i lejlighederne, og nogle steder er denne ændret bl.a. ved sammenlægninger af lejemål. I den oprindelige planløsning er der køkken bag hoveddøren, værelse mod gården og to præsentable stuer mod gaden. Hvor planen er ændret, er det sket ved murgennembrydning mellem lejlighederne i 49A til højre og 49B, hvorfor der er etableret en dør mellem stuerne. Rumfordelingen er herudover som den oprindelige. Alle badeværelserne ligger mellem køkkenet og stuerne. Interiøret er generelt kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, ovnpilastre, oprindelige, énfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt enkelte feltinddelte vægge. Der er tillige bevaret skodder i stueetagen, ældre vinduesdetaljer og stukrosetter samt ildsteder i de tre tidligere kælderlejligheder. De to hovedtrapper har forskellig udformning, da opgang A har en ligeløbstrappe med repos omkring, mens opgang B har en halvsvingstrappe med start i et langt lige løb. Begge trapper har en simpel udformning uden dekoration med værn af kvadratiske balustre og en enkel volutsvungen mægler. Kælderen er dels indrettet til cykel og vaskerum og dels til erhverv. Sidstnævnte fremstår med ny aptering og overflader.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Wildersgades historiske kontekst. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af Wildersgades varierede husrække med pakhuse og arbejderhuse fra barokken til klassicismen. Forhuset bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af arbejder- og handelshuse, der fastholder den karakterfulde og historiske gade samt kvarterets stemning og egenart. Til gårdsiden har forhuset miljømæssig værdi, da det med sit konsekvente udtryk og materialer danner et helstøbt, traditionelt Københavnsk gårdmiljø.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret klassicistisk arbejderhus bestående af forhus med små lejligheder. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I det ydre ses de klassicistiske træk i den grundmurede ejendom med ældre hoveddøre, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med kordongesims, blændingsfelt og sparrenkopgesims samt granitsokkel og sandstensskur over kældernedgangene. Korspostvinduerne er, om end en del af gårdsidens er fornyet, ligeledes af kulturhistoriske værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden, ligesom de oprindelige, småsprossede vinduer på gårdsiden. Sidstnævnte har i tiden været utidssvarende og billige, hvorfor de vidner om forskellen i status bygningsdelene imellem. Hertil kommer ejendommens skorstenspiber og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside, som er malet og bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Det klassicistiske bygningsideal afspejles i arbejderboligerne i det indre i såvel planløsning som interiører. De to opgange med i alt tre, simple lejligheder indrettet per etage. Her har stuen være mod gaden og køkkenet mod gården, ligesom i borgerskabets hjem. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører har kulturhistorisk værdi, idet gulve, paneler, og andre snedkerdetaljer stræber mod borgerskabets interiører, men vidner samtidig om, at dette var en boligbebyggelse for arbejder, hvor detaljerne er relativt enkle. Ejendommens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi med deres simple udformning, som viser arbejderboligernes funktionelle fokus.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i sandstenssoklen, gesimserne og vinduesbåndene kontrasteres svagt af de høje indgangspartiers vertikale orientering. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget rolige og harmoniske fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de malede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk.

Læs videre om

• Fælledvej 4, København
• N.J. Frænckels Alderdomshjem, København
• Rosenborggade 19 og Gothersgade 113, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen