Willestrup ligger på Willestrupvej 1 i Mariagerfjord Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Willestrup blev etableret i 1535, hvor Axel Iuul gjorde krav på gården som arv fra sin far, Søren Iuul til Hedegaard, og flyttede selve gårdsanlægget til den nuværende placering på en holm omgivet af Willestrup ås beskyttende vådområder. Syd for holmen fandtes i forvejen en lille dam, og ved at føre en dæmning tværs over det vandfyldte kær, fik dammen karakter af en egentlig sø, mens den naturlige holm blev omgravet til et firkantet voldsted, der blev bebygget 1538-42. Nord herfor blev gravet en kunstig grav.

Nord for hovedbygningen opførte Axel Iuul et ladegårdsanlæg, der ligeledes blev omgivet af vandfyldte grave. Mod øst har der siden 1313 og måske endda før ligget en vandmølle på dette sted. På arealerne ved møllen anlagdes desuden fiskedamme. Herregårdslandskabet kom således til at omfatte både en dæmning, en kunstig sø, gravede kanaler omkring bygningerne samt udnyttelse af det opstemmede vand til mølledrift og fiskedamme.

Gården forblev i Iuulslægtens besiddelse frem til 1721, hvor den overgik til Frederik Sehested og derefter til Verner Rosenkrantz, der i 1757 fik Willestrup ophøjet til et baroni og lod hovedbygningerne ombygge. Verner Rosenkrantz lod endvidere et haveanlæg på i alt 2,5 ha. indrette nordvest for hovedbygningen. Baroniet blev ophævet i 1811, og da Johan Conrad Schuchardt overtog Willestrup i 1812, brød han sig ikke om hovedbygningens fremtræden, han fandt den lignede Viborg Tugthus, hvorfor han gennemførte endnu en ombygning.

Staten overtog Willestrup i 1822, og i 1836 erhvervede Hans Adolph Iuel gården. Sønnen, Niels Iuel, lod i 1855 ladegården erstatte af en ny, hvis stuehus blev tegnet af M.G. Bindesbøll, og som kom til at danne forbillede for de øvrige bygninger i en afstemt helhed. Willestrup kom i 1867 atter i Iuul slægtens eje, da den blev købt tilbage af kammerherre Ove Sehested Iuul. Willestrup er fortsat i Iuul slægtens eje, og drives i dag som skov- og landbrug.

Willestrups hovedbygning på det firkantede, vandomkransede voldsted blev opført i etaper mellem 1538-42 som et grundmuret firefløjet anlæg omkring en borggård og med en, lidt yngre – udløberfløj mod nordvest. Første etape var beboelsesfløjen mod syd, der blev opført i tre stokværk, mens de efterfølgende jævnhøje fløjbygninger blev på to stokværk. Samtlige bygninger blev tilføjet kamtakkede blændgavle, og murværket blev udsmykket med murdekorationer af tilsvarende gotisk tilsnit, bl.a. vestfløjens dobbeltbuede vinduesblændinger med stik, der vekslede mellem røde og gule sten. Byggeriets hoveddele var antageligt gennemført i 1542, hvor Axel Iuul både uden på bygningen og på nordfløjens porttårn lod indmure sandstensrelieffer af sig selv og hustruen Kristine Lunge samt en sandstenstavle med indskrifter til minde om deres bryllup og det omfattende byggeri.

Efter ophøjelsen til baroni i 1757 blev der foretaget store ombygninger af hovedbygningernes indre, hvorved renæssance-anlægget kom til at fremstå med det barokpræg, der stadig kan iagttages. Ligeledes efter den fransk inspirerede baroks landskabsiscenesættelse blev det nu fredede bindingsværkslysthus opført i den nyanlagte, symmetriprægede have.

Johan Conrad Schuchardts ombygning i 1812-19 satte derefter endnu et stærkt aftryk på Willestrups ydre. Tårnet og karnapperne ved nordfløjen blev nedrevet ligesom det meste af østfløjen, mens de ranke kamtakkede gavle og renæssancens murdekorationer blev fjernet til fordel for valmede tage og en klassicistisk fremtoning.

Hovedbygningens nordfløj blev endvidere ombygget og restaureret i 1928 ved Arkitekt Emanuel Monberg, og i 1935 blev sydfløjen ombygget ved Arkitekt Aage Roussell.

Beskrivelse

Ved en opstemmet mølledam, der fødes af Blåkilde og Willestrup Å, ligger Willestrup Gods på et firkantet voldsted omgivet af vandfyldte grave mod nord og øst, samt søen mod syd og vest. Fredningen omfatter, foruden hovedbygningen og voldstedet, et lysthus placeret nordvest for hovedbygningen.

Hovedbygningen er en trefløjet, grundmuret bygning i to stokværk med rødkalkede facader på en sokkel af granitkvadre og valmtag belagt med røde tegl. Tagfladerne fremstår ubrudte med syv skorstenspiber i rygningen. Adgangen til indergården sker via en portgennemkørsel, hvorover der findes en gavlkvist med klokker samt et mekanisk ur. I selve portgennemkørslen findes en dør med et trappeforløb. På vestfløjens side mod søen er et fremtrukket midterparti med heltag. Ind mod gården afsluttes murene foroven af hvidkalkede rundbuefriser. I den brolagte gårdsplads er en muret brønd, og omkring sydfløjens indgangsparti er en markant sandstensportal.

I det indre er hovedbygningens tre længer udnyttet til beboelse, og overvejende præget af en ældre planløsning. Stueetagen i den søndre fløj har gennemgået en ombygning i nyere tid. Vestfløjen har sammenhængende, repræsentative stuer mod sø og gårdsplads, mens den på første sal har en korridorgang mod gårdspladsen og værelser mod søen. Nordfløjens planløsning er gennemskåret af portgennemkørslen, samt ved en særegen trappekonstruktion med et bræddebeklædt indre gennemgangsrum med vindue mod trappen. Interiørerne fremstår generelt meget velbevarede med mange ældre bygningsdele og detaljer, herunder massive plankegulve, døre, beslag, låsekasser og gerichter, samt panelværker og gipsstukkatur. Endelig findes, i spisesalen i vestfløjen, et loft med bemalede loftsbjælker. Huset bærer præg af de forskellige stilarter, som de mange restaureringer har påført huset.

Nordvest for hovedbygningen, ved et senere genopført barokt haveanlæg, ligger et mindre lysthus i bindingsværk med murede tavl af røde munkesten over en sokkel af marksten. Taget er et heltag belagt med røde vingetegl, og centralt i rygningen ses en skorsten med krone. Vinduerne er torammede og med blyindfattede ruder. Mod vest er en flammeret, tofløjet hoveddør forsynet med overvindue, og mod øst et kraftigt fremskudt midterparti med heltag. Der er kælder med indgang fra soklen, som er mandshøj mod øst.

I det indre er lysthuset præget af nyere overflader, dog med en delvist bevaret rumstruktur og flere ældre døre og greb.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg med parken, barokhaven, avlsgården, møllen samt mølledammen med voldsted og den trefløjede hovedbygning omkring en brolagt gårdsplads, som tilsammen skaber et helstøbt herregårdsanlæg, rigt på naturmæssige oplevelser af såvel strengt reguleret, geometrisk karakter i barokhaven og en mere romantisk og organisk karakter ved de omkringliggende haverum, og udsigten over søen med den spejlende hovedbygning. Adgangen til anlægget sker fra øst, og man ser således først mod parken og en driftsbygning, hvorefter man drejer mod syd og herved ser den aksefaste opbygning af ankomstsituationen til voldstedet, over dæmningen og gennem porten, hvor kigget herigennem kulminerer i indgangspartiet på sydfløjen, som indrammes af en sandstensportal og to sandstensportrætter i muren umiddelbart omkring denne.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hele det samlede herregårdsanlæg, som det udfolder sig med hovedbygningen på et voldsted, omgivet af vand og forbundet med en dæmning, samt til den opstemmede sø med vandmølle, avlsgården, barokhaven med lysthus og det omgivende parkanlæg. På trods af at avlsgården er af nyere dato, opleves anlægget som et samlet hele med enorm fortælleværdi. Endvidere findes kulturhistorisk værdi ved de mange spor i hovedbygningens murværk efter ombygninger, herunder aftegninger af buestik og rundinger, som antyder at facaderne har set markant anderledes ud med en irregulær rundbuet vinduessætning. I det indre er der kulturhistorisk værdi ved de forskellige stilarter, der præger interiørerne, herunder særligt de bemalede loftsbjælker med de skiftende ejeres våbenskjold.

Hertil kommer lysthuset med bindingsværk og buede hjørnestolper, som dels vidner om lokal byggeskik, og dels fortæller om iscenesættelsen af livet på en herregård med voldsted, vandgrave, alléer, parkanlæg og lysthuse.

Arkitektonisk værdi

For Willestrup er den arkitektoniske værdi knyttet til hovedbygningens tætte og klart aflæselige volumen med de høje, smalle murede fløje med den dybrøde kalkning og de teglhængte tagflader, som giver bygningen et tungt, roligt og værdigt udtryk, der med en underspillet magt dominerer det samlede herregårdsanlæg. Den omgivende sø og de vandfyldte grave understøtter med sine spejlinger dette udtryk. Hertil kommer den enkle, men effektfulde dekoration, som løfter bygningen og accentuerer adgangsvejen via porten, herunder det karakteristiske påfuglemotiv på den rundbuede blænding over portåbningen.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links