Definition fra Guder & Graves ordbog

En grav, hvor liget er brændt inden gravlæggelsen. De ældst kendte brandgrave er fra jægerstenalderen, og også i stenalderens sidste periode, "dolktid", forekommer der et mindre antal. Fra slutningen af ældre bronzealder (periode III) bliver brandgravskikken udbredt, og i den yngre bronzealder er den enerådende. Brandgrave kendes endvidere fra hele jernalderen og vikingetiden. De brændte knoglestumper, som er tilbage efter ligbrændingen, kan sammen med evt. gravgaver være lagt i en urne, i en kiste af sten eller træ, de kan være samlet sammen på jordoverfladen, eller de kan være anbragt i en fordybning i jorden. Graven kan være markeret af en høj, en stensætning af varierende form, eller den kan være gravet ned i en ældre gravhøj. Gravskikken er forskellig fra periode til periode og fra egn til egn. Brændte ben er hårde og hvide, og i modsætning til ubrændte knogler opløses de ikke i jorden.

Definition fra Trap Danmark

Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.Kr.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.Kr.). Brandgravene, som findes overalt i landet og kan ligge på samlede gravpladser med adskillige hundrede brandgrave samlet på et sted, indeholder som regel de brændte knogler og resterne af den dødes dragtudstyr og personlige genstande, der har været med på ligbålet. Brandgravene kan være nedsat i kanten af ældre gravhøje eller være markeret med egen gravhøj eller stensætning. Gravenes udformning findes i forskellige variationer, alt efter gravlæggelsestidspunktet og den geografiske placering.

Videre læsning

Læs mere om Bronzealderen

Læs også om

Se alle ord om bronzealderen

Se alle artikler om

Eksterne links