Vejle er hovedsæde for lavprisbyggemarkedskæden jem & fix. Den første butik blev dog åbnet i nabokommunen Fredericia i 1988. Det skete i et samarbejde mellem Coops discountkæde fakta og detail-postordrevirksomheden Harald Nyborg, der sammen ville skabe en ny kæde af lavprisbyggemarkeder. I løbet af få år var man oppe på en snes butikker. Harald Nyborg købte i 1997 de andre parter ud og blev eneejer af kæden. I 2005 etableredes de første butikker i Sverige, senere fulgte butikker i Norge. I begyndelsen af 2020 havde jem & fix 124 butikker i Danmark, 50 i Sverige og fem i Norge. Omsætningen var i 2018 på 2,6 mia. kr.

Jem & fix er fortsat en del af den familieejede koncern Harald Nyborg, som ud over Harald Nyborg-kæden af butikker, der handler med varer til hus og have, også ejer Daells Bolighus med seks butikker. Harald Nyborg- koncernen ejes af Kurt Daell og sønnen Erling Daell fra Daellfamilien, der oprindelig ejede Daells Varehus i København.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Vejle Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked