.
Licens: CC BY SA 2.0

Snoldelevstenen er en runesten fra ca. 700-800. Den blev fundet i 1770'erne ved en høj i et stenrigt område, hvorfra bønderne havde hentet sten. Senere arkæologiske udgravninger har påvist en begravelsesplads med bl.a. en rig kvindegrav fra tidlig vikingetid. Stenen, der er opbevaret på Nationalmuseet, består af granit og er 124 cm høj, 74 cm bred og 50 cm dyb. Runestenen er godt bevaret, og runeindskriften er kun skadet i allersidste del, hvor den sidste rune delvis mangler pga. afskalning.

Inskriptionen, der er skrevet på olddansk og med runer fra tidlig vikingetid, lyder: "Gunnvalds stæinn, sonaR Hrōalds, þulaR ā Salhaugum."

Oversat lyder indskriften: "Gunvalds sten, søn af Roald, thul på Salhøje (Salløv)."

Salløv er navnet på en landsby, der ligger i nærheden. En 'thul' kan formentlig oversættes med en taler eller en fremsigemand. Ordet er beslægtet med det oldislandske þulr, som betyder 'taler, vismand, skjald'.

Videre læsning

Læs mere om Oldtiden i Roskilde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links