Øster Land 33, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaben blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Østerland 33 blev opført før 1773, hvor det nævnes ved et ejerskifte. Bygningen bærer navnet Narhuk, der betyder nordhjørne, hvilket henviser til bygningens beliggenhed i det nordre hjørne af Sønderho. Bygningen har været i den nuværende ejers familie siden 1891. Bygningen beskrives i 1805 som havende bindingsværk og værende ni fag langt, hvoraf de syv østlige fag var bolig og de to fag mod vest var stald og lo. Boligen havde da trægulv overalt, paneler og stenfliser på væggene. I 1852 ombyggedes stalden til en selvstændig bolig på 2 og et halvt fag. Siden skete der en ombygning, hvor den nuværende vestgavl blev grundmuret og Den resterende del af huset blev grundmuret i 1874.

Først i 1900-tallet bliver de tre vestlige fag nedrevet og bygningen får sin nuværende udstrækning. Huset blev ombygget igen i 1950 til den nuværende udformning i det indre, hvor tætsengens (alkovens) dybde ændres og i dag fremstår som et skab. Inden denne ombygning rummede Østerland 33 et gennemgående bryggers langs den vestlige gavl med køkkenbord, skab og trappe til loftetagen. Mod nord lå køkkenet på den nuværende placering med brændekomfur ved siden af skorstenen og et lille koldt rum under gulvet, ved siden af køkken lå en fin stue (naar donsk). Mod sydsiden var der forstue (frangel), stue (søndre donsk) med alkove (tætseng), kakkelovn og et soveværelse. Loftetagen var indrettet med et værelse i østgavlen og den resterende del af loftet fremstod uudnyttet. Der var indrettet toilet i et lille skur nord for bygingen. I 1990 blev facader og vinduer istandsat.

Bygningen ligger nordligst på Øster Land nær ved det nordre dige. Huset ligger med vestgavlen ud mod vejen, på en nord- og østvendt grund, der er afgrænset af et lavt hegn og hækbeplantning mod Østerland og Digevej. Bygningen er omgivet af et smalt bånd af traditionel pigstenbelægning. Mod nord er der ud fra vestgavlen bygget en mur, der giver læ til en flisebelagt siddeplads.

Øster Land 33 er et seks fag langt, grundmuret langhus i en etage. Bygningen hviler på et fundament af marksten og bærer et stråtækt heltag med mønning af tørv og en skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen, i den søndre tagflade sidder en mindre tagskægskvist. Skorsten og murværk fremstår i rød, blank mur på nær den vestlige gavl der fremstår skuret og rødkalket. Murværket, har spor efter ældre opstregning af fugerne, afsluttes øverst af en smal hvidkalket hovedgesims, der er ført omkring hjørnerne. Hoveddøren, der sidder i sydsiden, er en ældre fyldingsdør med to rundbuede ruder øverst, i den nordlige langside er en ældre revlehalvdør med et hvidmalet diagonaltstillet vindue øverst. Begge døre er grønmalede. Vinduerne er overvejende ældre, et- eller torammede vinduer med tre ruder i hver ramme, der fremstår med grønmalede karme og hvide rammer. Der er hvidkalkede stik og sålbænke over og under vinduerne, Mellem de påmalede stik er der en rødmalet rem, der løber lige under hovegesimsen. Både øst- og vestgavl prydes af liljeformede murankre.

I det indre er den ældre grundplan bevaret i store træk med en gennemgående midterskillevæg, hvor bygningens sydlige del rummer badeværelse, forstue og stue, baggang med trappe, køkken og soveværelse ligger mod nord. I baggangen er der via en åben trappe adgang til loftetagen, der i nyere tid er blevet indrettet med en mellemgang og et værelse i hver gavl. Interiøret er præget af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, bræddevægge, synligt bjælkelag og bemalede bræddelofter, ligesom der er bevaret mange ældre bygningsdele, herunder et- og tofyldingsdøre med glug, gerichter, beslagværk og klinkefald, revledøre, indbyggede skabe, alkovedøre og vægfliser. Hertil kommer at flere vinduer fremstår med ældre anverfere og stormkroge samt er udført med de for Sønderho karakteristiske tilspidsede sprosser og lodpost. Skorstenen er ligeledes bevaret i det indre.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningen ligger i den nordlige udkant af Sønderho ud til diget og det vidtåbne landskab nord for Sønderho.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et Fanø-hus. Et gennemgående træk for bygningstypen er de lave mure i én etage, der her fremstår i blank, rød mur. Som skikken er i Sønderho, er gesimsen hvid og føres også rundt om kanten i den dekorative trekantkvist på begge gavle, hvilket også gælder de hvidkalkede stik og sålbænke. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med traditionel skorstenspibe med sokkel og krave. Videre er vinduer, yderdøre, farvesætningen af døre og vinduer, pigstenbelægning, murankre også en del af den traditionelle og homogene byggeskik i Sønderho.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk bevarede ældre planløsning med en frangel, stuen (søndre donsk) liggende mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Hertil kommer tætsengens placering i forbindelse med franglen, men med adgang fra stuen. Bygningen rummer tillige et interiør med flere ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengens bevarede døre, de ældre døre og de karakteristiske, hollandske, blå- og brunmalede fliser på ydervæggene og bagved ildstedet i køkkenet og den ældre bilæggerovn i stuen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene hjembragte fliserne fra deres mange rejser. Udover fredningen knytter der sig kulturhistorisk værdi til den tidligere nyttehave, der er udgravet som en sænkning i haven, sådan at afgrøderne stod skærmet for egnens hårde vejrlig.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til længebygningens enkle, sluttede form med lave mure og det store stråtag, der føjer sig om den lille sydvendte kvist.

Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer, det røde murværk og de fremhævede, bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser, som giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede, snedkerdetaljer som loftbjælker, bræddevægge, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes varme og historiske atmosfære. Flisevæggene i køkken og sønder donsk er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret og meget stemningsfuld del af den lokale arkitektur.

Læs videre om

• Krogården, Sønderho
• Sønderho Præstegård
• Toftestien 12, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen