Øster Land 4, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Ifølge brandtaksationen fra 1805 var Østerland 4 opført som et otte fags bindingsværkshus, hvor af de seks vestre fag indeholdt beboelse med gulve og vægge beklædt med træ såvel som fliser. De øvrige to fag var indrettet til forstue, lo og stald. Murankrene N.I.K.I. 1867 henviser med al sandsynlighed til ejerne i 1867, hvor bygningen blev grundmuret. I nyere tider er foretaget enkelte ændringer i det indre: i de tidligere staldfag er blevet indrettet til et gennemlyst køkken med et nyt opbygget ildsted, loftetagen er blevet indrettet til beboelse, og i det tidligere køkken mod nord er køkkenildstedet ombygget til et mere åbent ildsted. Grunden beskrives også som bebygget med et nifags hus i 17550erne, men der foreligger ikke sikre vidnesbyrd om, at det er det samme hus.

Øster Land 4 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger.

Bygningen er et otte fag langt grundmuret længehus i én etage, der står på en lav sortmalet sokkel af marksten. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen, samt en tagkvist i nordsiden. Murene fremstår pudsede og gråmalede med en hvidkalket gesims der føjer sig om hjørnerne og følger murværket op til den øverste halvdel af gavlene, der fremstår med grønmalet, lodretstillet bræddebeklædning. Også stik og sålbænk omkring vinduesåbningerne fremstår hvidmalede. I den nordlige langside er der bevaret en rem under hovedgesimsen, hvorpå vinduernes stik er påmalet. Over hoveddøren i sydsiden er en rundbuet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf, der omsluttes af den hvidmalede gesims. I arkengaffen sidder en ældre, tofløjet revleluge med overvindue. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med opsprossede vinduer i de øverste fyldinger. Både dør og luge er grønmalede med hvide stafferinger og overvindue. Øst herfor sidder en traditionelt udført revlehalvdør med diagonaltstillet vindue i en fladbuet åbning med hvidmalet indramning. På sydsiden sidder bygningens fire vestlige vinduer i fladbuede åbninger, men de øvrige vinduesåbninger har lige overkanter. Bygningen har ældre og traditionelt udførte et-, to- eller trerammede vinduer med tre, fire eller seks ruder i hver ramme. Vinduerne fremstår med grønmalet karm og hvide rammer, enkelte vinduer er tophængslede eller hængslet på lodposten. I begge gavle ses murankre i form af tal og bogstaver: mod østgavl: N.I.K.I. og vestgavl: 1867.

I det indre er den ældre, traditionelle grundplan bevaret med en gennemgående midterskillevæg, hvor bygningens sydlige del fra vest rummer: to stuer heraf den ene sydstue (æ stouw og synder donsk), forstue (frangel) og et gennemlyst køkken mod øst. Mod nord ligger der to kamre mod vestgavlen, nordstue stue (naar donsk) og stue med et åbent ildsted. I forlængelse af forstuen ligger badeværelset. Fra forstuen er der via en ældre ligeløbstrappetrappe adgang til loftetagen, der indrettet i nyere tid med et åbent rum og et separat værelse i østgavlen. Interiøret er præget af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, bræddevægge, synligt bjælkelag og bemalede bræddelofter, ligesom der er bevaret mange ældre bygningsdele, herunder et- og tofyldingsdøre med glug, gerichter, beslagværk og klinkefald, revledøre, indbyggede skabe, indbygget chatol med overskab, indbygget standur, alkovedøre, vægfliser og bilæggerovn. Vinduerne har forsatsruder, hvoraf flere fremstår med ældre anverfere og stormkroge samt er udført med de for Sønderho karakteristiske tilspidsede sprosser. Begge skorstene er bevaret i det indre.

Den miljømæssige værdi ved Øster Land 6 knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og den indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bybilledet er præget af de mange karakteristiske grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene, og som har stor miljømæssig værdi.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets kalkede facade, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er en også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne på traditionel fanøvis har grønne karme og hvide rammer ligesom de hvidkalkede stik og sålbænke.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Stuerne, der brugtes til hverdag ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens det tidligere og stadig aflæselige køkken ligger køligt mod nord. Bygningen rummer et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, indbygget chatol, indbygget standur, tætsenge (alkover), etfyldingsdøre med profilerede gerichter, greb, klinkefald og beslagværk. Hertil kommer de talrige og meget karakteristiske, hollandske, blå- og brunmalede fliser på ydervæggene og bag bilæggerovnene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til længebygningens enkle, sluttede form med lave mure og det store stråtag, der former sig omkring arkengafen. Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer og få fremhævede dekorationer, som vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne samt hoveddørens stafferinger giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning i grå, hvid og grøn har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede snedkerinteriører, som giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende let kontrastfulde bemalinger. Den arkitektoniske værdi ligger også i de mange snedkerdetaljer, såsom standuret, skabslåger og døre af høj alder, hvad enten det er fyldingsdøre eller revledøre. Flisevæggene i syd- og nordstue samt i det nyere køkken er udtryk for en dekorationsglæde, som er en stemningsfuld og integreret del af den lokale arkitektur.

Læs videre om

• Digevej 25, Sønderho
• Øster Land 4, Sønderho
• Østervej 10, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen