Østerbyvej 13, Tjæreborg

Østerbyvej 13 er et gammelt gårdsted, der blev udskilt i 1894. Det vinkelformede bygningsanlæg rummer resterne af en gård, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet, og er dermed den ældste bevarede grundmurede gårdbygning på Esbjerg-egnen.

Østlængen rummede oprindeligt stald, mens sydlængen rummede beboelse. Umiddelbart nord for østlængen lå møddingspladsen, noget af dennes stensætning stadig er synlig. Fra 1892 til 1916 ejede skomager Jørgen Christian Jørgensen gården, og han havde indrettet et skomagerværksted øst for hovedindgangen. Værkstedet havde egen indgang fra gårdspladsen, men sporene fra denne dør er væk. I 1994 påbegyndtes en istandsættelse af gården. Blandt andet blev vinduerne udskiftet med nye vinduer, der blev udført som kopi af de eksisterende. Desuden blev der opført en ny vestlænge, som blev påbygget den fredede del af gården ved en lav mellembygning. Tidligere lå der et fritliggende hønsehus på stedet, hvor vestlængen blev opført. I 2001 blev der lagt nyt stråtag på gården, i den forbindelse blev spærene forstærkede.

Gården, der er beliggende Østerbyvej 13, er placeret sydøst for Tjæreborg Kirke i den østre del af landsbyen Tjæreborg. En allé fører op til gården, som er omkranset af en stor have. Gården består af et ældre, vinkelformet bygningsanlæg med en øst- og en sydlænge samt en nyere vestlænge, der ligger omkring et pigstensbelagt gårdrum. Vestlængen forbindes med sydlængen af en lav mellembygning, der mod gårdspladsen fremtræder som et højt, grønmalet stakit. Vestlængen og mellembygningen er ikke omfattet af fredningen. Rundt langs bygningernes facader ligger pigsten, undtagen langs sydlængens sydside og vestgavl.

De to enetages længer er grundmurede og hvidkalkede. De bærer et stråtækt heltag med halvvalmede gavle og tørvemønning, hvori der er placeret to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims, som inddækkes af vandbrædder. Facaderne står på syldsten og afsluttes øverst af en muret, retkantet og hvidkalket gesims, der er ført omkring hjørnerne og op langs tagfladen på de tre gavle. I sydlængens tagflade mod gårdspladsen er en muret, rundbuet arkengaff, hvori der er en revleluge med en oval rude. Under arkengaffen er gårdens hoveddør, som er en revledør med en udskåren rude, der sidder bag en kurvehanksbuet døråbning med et buestik af profilsten. Mod gårdspladsen er endnu en kurvehanksbuet døråbning, den gamle baggang i østlængen, hvori der er en ældre revledør med en ruderformet rude. I østlængens gavl ses en revleluge med en skråtstillet rude samt en revledør. Bag døren er en nyere rammedør med en stor rude. I østlængens østvendte tagflade er en muret, rundbuet arkengaff, hvori der er en revleluge med en skråtstillet rude. Under arkengaffen er en kurvehanksbuet døråbning med en revledør med en skråtstillet rude. I sydlængens østvendte gavl er en revleluge, og på hver side af denne er en lille firkantet vindue, mens der i den vestvendte gavl er en nyere, tofløjet havedør med små ruder. Det er denne gavl, hvorpå mellembygningen er opført. Vinduerne udgøres af et- og torammede vinduer med små ruder samt af et par seksrudede støbejernsvinduer med buet overkarm i østlængens nordlige del. Vinduerne er malet hvide, mens døre og luger er malet mørkegrønne. Hvor intet andet er nævnt er dørene, lugerne og vinduerne nyere, men udført som kopi af de ældre. Ved siden af baggangen ses halvdelen af en brønd, den anden halvdel er inde i østlængen. Brønden er udvendigt sat med kampesten, hvorpå der ligger et trælåg.

I det indre er en ældre planløsning delvist bevaret med en forstue og to store stuer mod haven i sydlængen, den tidligere beboelseslænge, samt en baggang med mindre rumenheder i østlængen, den gamle staldlænge. Længerne fremtræder med en nyere, men traditionel materialeholdning, der er bræddegulve og ølandsfliser på gulvene, pudsede vægge over simple brystningspaneler af lodretstående brædder, som samtidig fungerer som isolering af ydervæggene, synlige bjælker og loftbrædder. Der er revledøre med klinkefald, og i køkkenet er ildstedet med hammertræ og jernlåge bevaret. Over hammertræet er en synlig mursten, hvori der er indgraveret initialer samt et årstal. I baggangen er der støbt gulv over den halvdel af brønden som er placeret inde i bygningen.

Den miljømæssige værdi for Østerbyvej 13 knytter sig til gårdens placering i udkanten af Tjæreborgs ældste del, i området kaldet Østerby, hvor gården er med til at opretholde landsbyens ældre struktur med gårde og landsbybebyggelse langs den snoede vej. Hertil kommer, at gården med den alléindrammede indkørsel, den store have og den pigstensbelagte gårdsplads med brønd, møddingsplads og gårdlænger danner en miljømæssig og kulturhistorisk værdifuld helhed.

Den kulturhistoriske værdi ved Østerbyvej 13 knytter sig til, at gården er et velbevaret eksempel på en mindre, grundmuret gårdbebyggelse, hvor de historiske funktioner er intakte i det ydre. Beboelsesdelen i sydlængen og stalddelen i østlængen er tydeligt aflæselige. Beboelsesdelen med det markante indgangsparti under arkengaffen, de torammede, smårudede vinduer og skorstenspiberne i rygningen adskiller sig tydeligt fra stalddelen med sine højtsiddende, lave støbejernsvinduer, revledøre og revleluger.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi tilknyttet de ubrudte tagflader, revlelugerne og arkengafferne idet de vidner om, at loftet på traditionel vis blev anvendt til opbevaring af korn, hø og afgrøder. Hertil kommer, at gården har egnskarakteristiske træk fra den vestslesvigske gårdtype, som var en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen langs Vadehavet. Murværket har stor detaljerigdom omkring døre og gesimser. Døråbningerne er udformet med kurvehanksbuede stik, hoveddøren er yderligere fremhævet af et buestik af profilsten og revledørene, som alle er udsmykket af forskellige former for udskæringer til ruden øverst, er placeret bagved døråbningen i en selvstændig karm med lige overkant. Vinduerne er som traditionen foreskriver hvidmalede og i beboelsesdelen forholdsvist regelmæssigt placeret. Enkelte af vinduesrammerne er hængslede på lodposten som det var traditionen førhen. De stejle og ubrudte, halvvalmede tage er tækket med tagrør og har mønning af græstørv, og over hoveddøren og bagdøren er en rundbuet kvist, som lokalt benævnes en arkengaff. De karaktergivende detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse.

Ud over, at arkengaffen markerede indgangen i facaden havde den også følgende praktiske funktioner: igennem forkelugen kunne man kaste hø ind på høloftet og kvisten forhindrede, at et eventuelt brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen igennem døren. Derved tjente arkengaffen tillige som en brandsikring af bygningen. Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt.

I Østerbyvej 13 har man på et tidligt tidspunkt anvendt grundmur, som er et byggemateriale, der er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til mønningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede, ældre planløsning med en forstue mod gården og to store stuer mod haven i sydlængen og en baggang mod gården og mindre rumenheder i østlængen. Hertil kommer, at man i de ældre bjælkers detaljerings- og bearbejdningsgrad kan aflæse om de ligger i beboelsesdelen eller i stalddelen.

Endvidere kommer det ældre ildsted i køkkenet med bevaret hammertræ og jernlåge, der vidner om tidligere tiders levevis. Brønden, der er placeret halvt inde i den gamle staldbygning og halvt ude på gårdspladsen har tillige kulturhistorisk værdi, idet den vidner om, at man førhen så fordelen i at kunne hente vand op fra undergrunden både inde i bygningen og udenfor.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives gårdens vinkelformede bygningsvolumen, der bærer et stejlt heltag med halvvalmede gavle og ubrudte tagflader. Stråtaget former sig med en bølgende kurve omkring de to markante arkengaffer, der på elegant vis fremhæver indgangspartierne, hvor især hovedindgangen fremtræder iøjnefaldende på grund af den kurvehanksbuede døråbning med et buestik af profilsten henover og revledørens udskårne glughul. Gården fremtræder meget helstøbt og harmonisk på grund af stråtaget og facadernes homogene udseende med hvidkalket murværk, hvidmalede vinduer og grønmalede døre og luger. Få detaljer pryder gårdens ydre, herunder den murede, retkantede gesims, der er trukket med om på gavlene og tillige følger gavlens tagflade samt revledørenes og revlelugernes forskelligt udformede glughuller. Hertil kommer, at de dybtsiddende, mørke døre giver en stor kontrast til de smårudede vinduer, som har et spinkelt og forfinet udtryk i forhold til de enkle murflader. Gårdens simple materialevalg og farveholdning giver den et meget afdæmpet og nøjsomt udtryk.

Læs videre om

• Overdammen 1, Ribe
• Præstegade 23, Ribe
• Toldboden, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen