Østofte Præstegård, Nørreballe

Østofte Præstegård er opført sidst i 1700-tallet, i en tid hvor landboreformerne prægede de danske landsbyer og landbruget. Præstegården er placeret nordøst for byen, i brynet af det stykke fredskov, der tilhører ejendommen. Fra gården har præsten adgang til Østofte Kirke over egne marker.Stuehuset og den velbevarede avlslænge mod syd udgør præstegårdens oprindelige bygninger, mens nordlængen er opført i midten af 1800-tallet. Den var oprindelig på 21 fag, hvoraf kun 12 er tilbage i dag. På et historisk fotografi fra 1939 ses seks skorstenspiber i stuehusets tagryg. Der forefindes ellers meget lidt historisk materiale om præstegården i 1800-tallet. I slutningen af 1950'erne blev præstegården ombygget til blandt andet at rumme flere værelser til præstefamiliens børn. Her ændrede meget af stuehusets indre karakter og halvdelen af skorstenene blev fjernet. Det er sandsynligvis også ved denne lejlighed, at køkkenet reduceres, og at grovkøkkenet i tilknytning hertil forsvinder. Historiske fotografier viser, at alléen fra Østofte Gade frem til 1960'erne var kantet af store træer op til gårdspladsen, der dengang var græsbelagt og prydet af en flagstang samt to store træer foran stuehusets hovedindgang. Fra stuehusets have ledte en flisebelagt sti ned mod kirken og markerne, forbi en anseelig køkkenhave, der var anlagt syd for avlslængen. I 1960'erne fungerede nordlængen som børnehave for børn, hvis forældre arbejdede i sukkerroemarkerne. I slutningen af 1900-tallet blev gårdpladsen ryddet for græs og flagstang og alléen for størstedelen af træer. I 1990'erne blev stuehusets sydvendte gavl samt nordlængens gårdfacade istandsat og i 2007 indrettedes fyrrum i nordlængen i den tidligere garage.

Østofte Præstegård ligger nordøst for Østofte landsby. Gårdbebyggelsen er trukket tilbage fra hovedgaden, omgivet af landbrugsjord og fredskov. Syd for ejendommen ligger Østofte Kirke. Bygningsanlægget består af et stuehus, som er sammenbygget med en længe mod nord samt en fritliggende avlslænge mod syd, der sammen indrammer en perlestensbelagt gårdsplads. Vest for stuehuset ligger præstegårdens frodige have. Længerne er opført i rigt bindingsværk, hvidkalket over stok og sten samt med sorttjæret sokkel. Stuehuset fremstår med styrtrumskonstruktion med dobbeltfornaglede, gennemstrukne bjælkeender. Tagene er stråtækte med halvvalmede gavle, vandret tagskæg og syet Holstensk mønning. På stuehusets haveside og i begge nordlængens tagflader sidder én tagkvist samt hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave i tagryggen. De to længer har gennemgående ældre opsprossede kitfalsvinduer. Vindueskarmene er grønmalede, på nær i gavle og på nordlænges nordside, hvor de er hvide ligesom rammerne. Den repræsentative indgang til præstekontoret i stuehusets gårdside består af en ældre, tofløjet fyldingsdør med diamantbosser, der flankeres af smalle, opsprossede vinduer. De øvrige døre mod gårdsiden er nyere og enkeltfløjede, enkelte med termoruder. På havesiden er to nyere, traditionelt udførte tofløjede døre med små ruder øverst. Dørene er grønmalede mod gårdsiden og hvidmalede mod havesiden. I stuehusets indre kan den oprindelige planløsning spores i en delvist bevaret langsgående skillevæg samt i værelsesopdelingen i husets sydlige del. I denne del ligger boligens storstue, hvor gulv, loft, fodpaneler og de profilerede loftbjælker er bevaret. Stuen prydes af fire fyldingsdøre, der fremstår originale, i udpræget rokokostil både i detaljering og farvevalg. Den resterende del af huset er blevet ombygget i 1950'erne, hvor der blandt andet blev etableret en fordelingsgang med adgang til flere mindre soveværelser, nyt badeværelse og nyt køkken mod gårdsiden. Ved siden af køkkenet ligger boligens entré, hvorfra trapper leder op til tagetagen og ned til en lille kælder under køkkenet. Gulve, loft, døre, indfatninger og paneler er overvejende fra ombygningstidspunktet. For enden af værelsesgangen mod nord ligger konfirmandstuen, som ligeledes fremstår med nyere overflader og detaljering. I forlængelse af konfirmandstuen ligger nordlængen. Den har rummet både menighedssal, garage og børnehave i tidens løb og bruges i dag som udhus og fyrrum. Materialeholdningen i det indre er fra anden halvdel af 1900-tallet med flise- og vinylgulve, flisebeklædte vægge, lakerede bræddelofter, tapet og lydisolerende vægpaneler. Den fritliggende avlslænge mod syd er opført som en spærfagskonstruktion på en sokkel af kampesten. Længen er symmetrisk med to tofløjede, sorte revleporte mod gårdsiden samt to store karnapper mod syd. Karnapperne har lodrette gavle med sortmalet bræddebeklædning. Avlslængen fremstår meget velbevaret med ældre flad- og rundbuede støbejernsvinduer samt traditionelt udførte revledøre med ældre beslag ind til rummene for dyrehold, redskaber og afgrøder. Gavlen mod vest er dog omsat i grundmur. Avlslængens indre fremstår intakt. Bindingsværket står synligt med kig op til den massive tagkonstruktion. De ruminddelende vægge til stald, svinesti, hønsehus og lo er muret op mellem stolperne. Revledøre, staldinventar og det ru jordgulv er bevaret.

Den miljømæssige værdi ved Østofte Præstegård knytter sig overordnet til beliggenheden nær kirken mod syd samt gårdens tilbagetrukne placering i forhold til Østofte Gade og den omkringliggende landsbybebyggelse. Ankomsten op ad en 125 m lang allé med jordtilliggender til begge sider underbygger fortællingen om præstegårdens velstand og historiske betydning i lokalsamfundet. Miljømæssig værdi findes derudover i bebyggelsens placering på grunden. Længernes indbyrdes placering omkring den åbne gårdsplads danner en visuel og funktionsmæssig sammenhæng for den samlede bebyggelse. Med skov til den ene side og åbne marker til den anden, opstår der udendørs rumligheder foran, bagved og imellem længerne, af forskellig karakter og stemning. Således udgør den homogene gårdbebyggelse med tilstødende have-, skov- og jordarealer en afstemt helhed, som er fint indpasset i det miljømæssige hierarki mellem kirke og landsby, i samklang med det omkringliggende landskab.

Den kulturhistoriske værdi ved Østofte Præstegård knytter sig til gårdbebyggelsen som en væsentlig bygningstype i landsbyens historiske opbygning samt til den nære relation til kirken. Gårdens størrelse manifesterer den fremtrædende status som præsteembedet har haft i lokalsamfundet i tidligere tider. Den velbevarede avlslænge og ejendommens landbrugs- og skovarealer vidner om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den traditionelle byggeskik og den egnstypiske farveholdning uden opstolpning af tømmeret. Gårdbebyggelsens funktionsopdelte struktur fremstår intakt, og længernes placering og detaljering afspejler tydeligt deres oprindelig brug og indbyrdes rangorden. Stuehusets forfinede karakter med gennemstrukne bjælkeender i bindingsværket, opsprossede vinduer og profileret træværk står i kontrast til sydlængens mere robuste karakter. Sydlængens vældige dimensioner vidner til gengæld om dens store betydning i det samlede anlæg. Her knytter den kulturhistoriske værdi sig til de originale bygningsdele såsom staldvinduer og revledøre, den helt autentiske materialeholdning samt den bevarede planløsning med stald, svinesti, hønsehus, lo og retirade i hjørnet mod stuehuset. Samlet fremstår anlægget som en helhed, der bærer en værdifuld fortælling om livet på præstegården og i landsbyen i svundne tider.

Præstegårdens arkitektoniske værdi knytter sig bebyggelsens velafgrænsede, funktionsbestemte komposition samt gedigne udtryk. De massive stråtage på de langstrakte mure, det righoldige bindingsværk og den traditionelle materiale- og farveholdning giver bygningerne en karakterfuld, landlig uhøjtidelighed. Længernes placering og ensartede proportioner danner en taktfast og symmetrisk helhed. Vinduer, porte og døre udgør de såvel rytmegivende som dekorative facadeelementer. Ud over den finere facadebearbejdning i vinduernes opsprosning og hovedindgangens snedkerarbejder findes den arkitektoniske værdi i det ydre i de oprindelige eller ældre detaljer og bygningsdele såsom fyldings- og revledøre, staldvinduer, porte, indfatninger, beslag og hængsler samt tagskægskviste, skorstenspiber og vandbræt mv. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede dele af længernes oprindelige planløsning, hvor især storstuen med de fire fyldingsdøre med indfatninger markerer sig. Ligeledes er der arkitektonisk værdi i bygningsdele som den bevarede kakkelovnsniche samt de ældre fodpaneler i stuehusets sydlige del.

Læs videre om

• Frederiksdal, Sandby
• Nørregades Bomhus, Maribo, Rødby
• Tågerup Polakkaserne, Hyldtofte

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen