Den gamle Drengeskole
.
Den gamle Drengeskole
.
Den gamle Drengeskole
.
Den gamle Drengeskole
.
Den gamle Drengeskole
.

Den gamle Drengeskole ligger på Kirkeplads 8 A-C i Aabenraa Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Langhuset er Aabenraas gamle skolebygning, der blev opført i 1737 som erstatning for det tidligere skolehus, som lå vest for den nuværende bygning og som blev solgt til anden anvendelse. Umiddelbart før påbegyndelsen af byggearbejderne oplyses, at den nye skolebygning skulle være en etage høj, ti fag lang og 16 alen i bredden med halvvalmede gavle. Planerne må imidlertid være blevet ændret under, eller umiddelbart før opførelsen, idet gavlenes og nordsidens byggemåde (gesimsprofil og stenstørrelsen) viser, at den 13 fag lange bygning er opført i én støbning. Indtil en reform i 1807 fungerede skolen tillige som en latinskole for de elever, der fortsatte med et studium efter skolegangen. Bygningen fungerede frem til 1836 som skole for drenge fra 9-10 års alderen og frem til konfirmationsalderen. Herefter blev huset solgt til glarmester Philip Stolzenburg, og på et tidspunkt boede der seks familier i huset. Bygningen fik mellem 1853 og 1855 forhøjet facaden mod Kirkepladsen til to etager. Baghuset blev opført i 1855 som vognhus/værkstedsbygning.

Forhuset blev i årene 1979 – 1990 ombygget og restaureret ved arkitekt Fleming Mathiesen og arkitekt Bodil Schnipper, der ligeledes forestod restaureringen af baghuset.

Beskrivelse

Den Gamle Drengeskole ligger på nordsiden af pladsen, der omgiver Sct. Nicolai Kirke, Aabenraas ældste kirke. Vest for bygningen er et fritliggende baghus og derimellem et pigstensbelagt gårdrum.

Den Gamle Drengeskole er en grundmuret, 13 fag lang bygning i to etager mod Kirkeplads og én etage mod nord. Heltaget er hængt med røde tegl og har afvalmede gavle og tre murede skorstenspiber i rygningen med hvælvkappe. Bygningen fremtræder overpudset mod pladsen med grå sokkel, sandfarvede murflader, hvid hoved- og kordongesims samt hvide indfatninger omkring hoveddøre og midterste vinduer i stueetagen, mens den på de øvrige sider fremtræder i gul, blank mur. I østgavlen er fire af murankrene udformet som årstallet 1737. Vinduerne er overvejende ældre, hvidmalede, torammede vinduer, mens de midterste vinduer mod pladsen er trerammede med fast overramme. Bygningens to hoveddøre udgøres af tofløjede fyldingsdøre med glasfelter og fremtræder, ligesom de trerammede vinduer, mørkegrønne. I begge gavle sidder to nyere, hvidmalede havedøre. Hjørnet mellem gadesiden og vestgavlen er smiget. Bygningen er opdelt i to boliger, en mod øst (nr. 8 B) og en mod vest (nr. 8 A).

I det indre fremtræder boligerne med forstue, trapperum med nyere traditionelt udført trappe, stuer mod henholdsvis facade og gyde, køkken, bryggers og gæstetoilet. Loftetagen er indrettet omkring et stort repos med værelser mod gade og gavl samt badeværelse mod gyden. Det indre fremtræder med nyere køkken og bad samt traditionelle og ældre overflader herunder ølandsfliser, teglklinker, bræddegulve, skurede vægge, fritliggende bjælkelag og loftsbrædder. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre, bukkehornsbeslag, gerichter og greb samt rester af et ildsted. Vinduerne er forsynet med forsatsrammer mod gaden og optoglas mod gyden. Førstesalens gavl- og skråvægge er beklædt med lodretstående bræddder, ligesom de nyere skillevægge ligeledes er udført som traditionelle bræddeskillevægge.

Baghuset er en grundmuret, toetages bygning i blank gul mur med heltag af røde tegl samt en enkel, muret skorsten med hvælvkappe i rygningen, og i tagfladerne ses støbejernsvinduer. Bygningen hviler på en sokkel af granit, og facaderne inddeles af en kordongesims samt en hovedgesims, der ligeledes pryder gavltrekanterne. Gavlen mod syd er overpudset, ligesom en del af nordgavlens stueetage. Vinduerne udgøres af traditionelle smalle og rundbuede støbejernsvinduer samt torammede trævinduer med optoglas. Døråbningerne er alle rundbuede med ældre revledøre og beslag, mens portåbningen mod øst er kurvehanksbuet. Bag portåbningen og pakhusåbningen ovenover er der isat nyere tofløjede døre i stål og glas. Baghuset er opdelt i to lejligheder, én i stueetagen og én på første sal med udnyttet tagetage. I hjørnet mod nordvest står en nyere, gennemgående kvartsvingstrappe. Begge lejligheder fremtræder med nyere køkken og bad samt traditionelle overflader, herunder teglgulve, bræddegulve, vandskurede vægge, nyere brædde-skillevægge, synlig tømmerkonstruktion, fritliggende bjælkelag og loftsbrædder. I tagetagen er der fritliggende hanebånd og skråvæggene er beklædt med brædder. En del af gulvet, mod øst, er udført som store lemme, der kan åbnes, således at første sal og tagetagen kan fremstå i åben forbindelse. Hertil kommer bygningens detaljer som nyere revledøre med messinggreb, nyere forsatsløsninger i termoglas og stål foran støbejensvinduer og revledøre samt rester af et ældre ildsted og støbejernsovne.

Miljømæssig værdi

Den Gamle Drengeskoles miljømæssige værdi knytter sig til forhusets fritliggende, men samtidig tilbagetrukne placering på den nordlige del af Kirkeplads, hvor den med sin skala og arkitektur er med til at fastholde og afgrænse det helstøbte kulturmiljø omkring kirken. Hertil kommer at bagsiden danner ryg i Putgyden, der er byens mindste gyde, og som fremstår med en meget autentisk stemning, der ikke findes andre steder i byen. Hvor Putgyden knækker ligger baghuset, der er med sin placering og små omgivende, pigstensbelagte gårdrum er med til at understrege det snævre og historiske baggårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den Gamle Drengeskoles kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens let klassicistiske fremtræden mod pladsen med symmetrisk, overpudset og malet facade med kordongesims og hovedgesims samt let opskalket heltag med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer bygningens oprindelige barokke fremtræden mod gyden, hvor den, ligesom gavlene, fremstår i blank mur med en kraftig hvid gesims. Tillige er der kulturhistorisk værdi i, at vinduerne i vestgavlen er hængslede i lodposten, hvilken var den oprindelige måde at hængsle et trævindue indtil 1700-årene, hvor de blev hængslet i sidekarmen. Endelig er der værdi i de ældre murankre, hvoraf bygningens opførelsesår 1737 kan aflæses, hvilket gør Den Gamle Drengeskole til den ældst daterede, grundmurede bygning i Aabenraa. Tillige kan bygningens placering i umiddelbar nærhed til kirken tilskrives kulturhistorisk værdi, idet skolebygninger historisk set lå tæt på byens kirke, da det som oftest var præsterne, der forestod eller kvalitetssikrede undervisningen. Men kun bygningens navn Den Gamle Drengeskole vidner om, at bygningen fungerede som byens skole i hen ved 100 år.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder forstuens ølandsfliser og de fritliggende bjælkelag med loftsbrædder. Hertil kommer de en- og tofløjede fyldingsdøre med bukkehornsbeslag, greb og gerichter samt de i store træk bevarede ildsteder. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de gamle bræddegulve, som i den østre bolig stadig har bevaret store blækklatter, der vidner om stuen mod gaden blev brugt til skolestue.

I baghusets ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens oprindelige funktion som værkstedsbygning, der kan aflæses i det enkle og pragmatiske udtryk med mange døråbninger, portåbning og pakhusåbning på første sal med bevarede revledøre og portfløje. Ligeledes viser den synlige, men relativt kleine tømmerkonstruktion indvendigt, at bygningen blev opført til arbejds- og lagerformål.

Arkitektonisk værdi

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det brede grundvolumen med afvalmet heltag og skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer den markante kontrast imellem den hver for sig velproportionerede gade- og bagside, der ved den forskellige materialeanvendelse fremstår som to forskellige bygninger. Gadesiden er symmetrisk opbygget med en taktfast vinduessætning og to markante hovedindgange, hvorimellem de store vinduesformater i stueetagen fremhæves, dels ved en hvidmalet indramning og dels ved deres mørke farve, der ligesom hovedddørene derved fremstår som huller i den delikate, pudsede facade med hvid kordongesims og hovedgesims. I forhusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den homogene og traditionelle materialeholdning samt til stueetagens store rumhøjde og lysholdige indre.

Baghusets arkitektoniske værdi knytter sig til det stærke og solide ydre med små, taktfast placerede vinduesåbninger, de lukkede ydersider og den åbne gårdside, der levendegør den simple bygning. Udtrykket er enkelt, kendetegnet ved den overvejende gule, blanke mur med få, men virkningsfulde detaljer i form af den let fremtrukne kordongesims, gavltrekanternes murbånd, den murede gesims, murstikkene over døre, vinduer og port samt det runde vindue øverst i gavltrekanten. I baghusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de overvejende åbne planer, der understreger bygningens oprindelige fremtræden og funktion, hvor de nye elementer, eksempelvis køkkenet på første sal, fremtræder som et møbel i det store rum. Hertil kommer at bygningens vinduesnicher åbner indefter, hvilket sammen med glaspartierne bag de bevarede oprindelige revledøre og luger giver en gennemlyst og lysrig bygning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links