Den tidl. Skole, Faaborg

Forhuset var opført i 1791 for løjtnant Knud Tommerup, alt var i grundmur og udseendet var meget lig den bygning, som står i dag, men frontispicen er muligvis kommet til senere. Forligskommissær N.J. Kanneworff, som var ejeren i 1812, solgte ejendommen til kommunen, således at der kunne indrettes skole i bygningen. Kommunen engagerede bygmester Jørgen Hansen Lang til at foretage visse ombygninger, men det har nok hovedsageligt været indvendige ændringer, så det tidligere beboelseshus kunne fungere som skolestuer. Det var Lang, som ændrede det tidligere heltag til et mansardtag, så det må formodes, at også frontispicen kommer til på dette tidspunkt. Det var godt for byen, at man netop på dette tidspunkt var blevet ejer af et ordentligt skolehus, for i 1814 kom den skolelov, som praktisk talt har dannet grundlaget for undervisning i Danmark helt op til i dag.Sidehuset kan formentlig føres tilbage til 1700-tallet sidste halvdel, hvor det omtaltes som en bindingsværkslænge på seks fag, indrettet til bryggehus og køkken. Mellem 1827 og 1847 ophører bryggevirksomheden, og bygningen anvendtes herefter som køkken og vaskehus. Huset består i dag kun af tre fag, så de resterende tre fag er formentlig fjernet i nyere tid. Sidebygningen gennemgik en tiltrængt istandsættelse omkring 1970. Gårdspladsen går i dag direkte over i skolegården, der hører til de nye skolebygninger, der afløste den tidligere skole i Østergade 17.I forhuset ses et buestik over det yderste kældervindue mod nr. 15. Det tyder på, at der tidligere har været kældernedgang.

Østergade 17, også benævnt Den gamle skole, indgår som en særlig bygning i husrækken langs Østergade. Inde i gården, som er pigstensbelagt, er der yderligere et tre fag langt sidehus i bindingsværk og et stort træ. Bygningen anvendes til erhverv og beboelse og ejers af kommunen.Det grundmurede, otte fag lange og en etage høje forhus, rejser sig over en høj kælder, hertil kommer en udnyttet mansardetage, hvori indgår en stor frontispice med fire fag vinduer. Over en gråmalet sokkel, står murværket bemalet i en meget lys, gul farve. Under den brede frontkvist sidder fem slyngede murankre. Under taget er en profileret gesims, der er trukket i puds, ligesom en profileret omløbende gesims følger frontispicens gavlspids. Mansardtaget har røde vingetegl og er afbrudt ved overgangen til det valmede heltag af en profileret trægesims. I rygningen er to hvidmalede skorstene, med sokkel og krave. På gårdsiden er murene berappede og hvidmalede over en sort sokkel. I det østligste fag er en fladbuet port med helstenstik og en hvidmalet topsten med nummeret 17 indhugget.Vinduerne mod gaden er i kælderetagen torammede med to ruder i hver ramme og mod gården toarmmede med seks ruder i hver ramme, men i den høje stueetage er vinduerne, firerammede med seks ruder i hver ramme. Endelig er vinduerne i frontispicen firerammede med en rude i overrammen og to ruder i underrammen. Der er to store, men traditionelt udførte kviste i mansarden, der hver har seks rammer. I frontispicens øverste spids er et lille, halvcirkulært vindue. Mod gården er to små taskekviste. Porten ud mod Østergade er en blåmalet, tofløjet revleport med pålagte fyldinger og en kanelleret slagliste, mens der i portbuen over porthammeren er isat et fyldingsfelt. Portens revler bæres af store, håndsmedede fladjern, der ender i en liljeform. Ved siden af porten er en usædvanligt dekoreret, smedet klokkestreng. Portrummet har glat, efterisoleret loft og glatte vægge og der er brolægning med en ganglinje af gule klinker.Mod gården er et lille bindingsværksskur med ensidig taghældning påbygget for at beskytte en kældernedgang. Skuret lukkes med en revlelåge. Op mod de sidste to fag af forhuset er påbygget et sidehus af bindingsværk, som er tre fag langt. Huset har et meget stejlt og højt tag, der har rygning i højde med mansardens afslutning. Bindingsværket er i begge de små bygninger sortmalet med hvide tavl og blåmalede revledøre. I sidehuset er et 12-rudet, blyindfattet vindue, mens resten af vinduerne er en- eller torammede med otte ruder i hver ramme. Adgangen til huset, sker fra portrummet, hvor der er to døre. En til kælderetagen, som er enfløjet med tre fyldinger og indrammes af en dybt underskåren indfatning. Den anden dør, fører stueetagens hoveddør, som nås ad en pudsig trappe med to løb. Døren er en tofyldingsdør med en slagliste og en svungen indfatning. Etagerne er indrettet således, at der er stuer mod gaden på enten to eller tre fag, med tilhørende kabinetter op mod gavlene. Mod gården er køkken og trapperummet med en enkel toløbstrappe placeret; i det lille sidehus er en yderligere indbygget, nyere vindeltrappe. I kælderen fragår portrummet, men her er, som nævnt, en nedgang fra porten til de forskellige rum mod gade og gård. Mod gården er bevaret et meget stort køkkenildsted, hvor den murede kappe har en udkraget, profileret kant. Fra køkkenet er der en trappe op til gården, hvor, som nævnt, det lille bindingsværksskur tager af for nedbør. Foran trappen er en kraftig, dobbelt revledør med store indfældede råglasruder, som sidder i en fladbuet, falset åbning i bagmuren. Døren har smedede båndhængsler, der er udformet således, at den ene fløj kan være stående og den gående lukker ind over den stående. Overfladerne i kælderetagen er præget af lineloumsgulve, faste tæpper, glatte vægge, et enkelt sted med et glat panel, samt lofter, i køkkenet dog med synlige bjælker og bindingsværk samt en gammel bræddevæg, hvori sidder en dør med bukkehornsbeslag. Der er også en række to- og trefyldingsdøre fra både 1700-årene og først i 1800-årene. Vinduerne er ældre, men ikke oprindelige, mod gaden, mens de på gårdsiden kan være fra omkring 1800.På etagen over er der overalt nye plankegulve, nedforskallede akustiklofter, nye vinduesplader, vinduerne mod gaden og gården er fra slutningen af 1700-årene med ældre rammer og anverfere. Et enkelt rum har vægpaneler, ligesom der er bevaret en række trefyldingsdøre med indstukne hængsler og indfatninger med fodklodser. Dørene må dateres til perioden omkring 1800, selvom indfatningerne virker ældre.Lejligheden i mansarden var ikke tilgængelig. Tagværket er ældre, ifølge ejerens oplysninger, og der er udført undertag.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets placering i husrækken, hvor det store forhus indgår på fornem vis. Med sin velproportionerede facade og tydelige historiske præg, er bygningen er med til at formidle Østergades oprindelige karakter af en blanding af lave bindingsværksbygninger med portgennemkørsel og afvalmede kviste og højere, murede huse. Forhuset er på grund af sin højde, sit formsprog og sine materialer af stor miljømæssig betydning for den gamle handelsgade i Faaborgs bykerne.

Bygningens pompøse udseende med den store frontispice, portgennemkørsel og den lange klokkestreng samt de pyntelige murankre vidner om bygningens tidligere prominente status som en velhavende borgers store bygård, ligger fint i tråd med bygningens opførelsesår, idet Faaborg i slutningen af 1700-tallet var en af landets største søfartsbyer med en omfattende handel og deraf rigdom. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til rækken af vinduer med små ruder, porten med slutsten over, det knækkede tag, mansarden, samt den store midterkvist, frontispicen. I portgennemkørslen viser de to fyldingsdøre med indfatninger, at bygningens udstyr er rigt, hvilket går igen på gårdsiden.Frontispicen og mansardtaget kan formentlig tilskrives arkitekturmoden i 1800-tallets første halvdel og det falder sammen med, at bygningen blevet ombygget og indrettet til skole i 1812. Endelig er der i det ydre kulturhistorisk værdi ved de ældre vinduer, hvis forskellige højde og udformning fortæller om bygningens ændringer gennem tiden, hvor kældervinduerne er nyere, mens førsteetagens og gårdsidens vinduer repræsenterer husets ældste periode. Sidehuset og det lille skur foran nedgangen til kælderen er af kulturhistorisk værdi, fordi sådanne sekundære bygninger inde i gården i ældre tid ofte var udført af lidt billigere materialer end grundmur.I det indre ligger den kulturhistoriske værdi i det store køkkenildsted i kælderen, som var stedet, hvor køkkener i ældre tid hørte hjemme, samt den bevarede del af den ældre grundplan med en langsgående midtskillevæg, som dog ligger lidt forskudt ind mod gården og med stuer og små kamre ud mod gaden.Hertil kommer de ældre, indvendige døre med tilhørende indfatninger, samt kælderens store revledør med smedede båndjern og låsekasse og trappen op til gården, som må høre til bygningens opførelse. Portrummets traditionelle fremtræden med brosten og den store revleport med beklædning og beslagværk har ligeledes stor kulturhistorisk værdi.

Den arkitektoniske værdi ligger i forhusets klare symmetri og helstøbte form med murværk, taktfaste vinduesbånd og mansardtaget, der krones af to traditionelt udførte skorstene. Den i øvrigt helt enkle facade pyntes af de fem slyngede murankre, som danner overgang mellem stueetagen og frontispicen. Portåbningens næsten kurvehankformede bueslag med topstenen har et karakterfuldt udseende. De smårudede vinduer mod gade og gård med stabler og beslag, som kan stamme fra opførelsen eller ombygningen i 1812, fremtræder spinkle og filigranagtige og danner et gennembrudt bånd hen over facaden. Yderligere bidrager den fyldingsopdelte port med alle sine detaljer til bygningens delikate fremtoning.Den hvidkalkede bagside mod gården fremstår mere varieret, hvilket skyldes de to småbygninger i bindingsværk: halvtagsskuret foran kældernedgangen og den toetages sidebygning, som står med sorte stolper og løsholter og hvide tavl med mørkeblå revledøre for. Det giver en vis kontrast til den repræsentative facade og er sammen med portrummet en del af de arkitektoniske værdier.I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til den delvis bevarede planløsning med stuer og værelser mod gaden og køkken i kælderen mod gården, samt til de indvendige fyldingsdøre og kælderrevledøren, som kan være fra opførelsen. Hertil kommer de lidt nyere døre med tre fyldinger, der kan være fra perioden omkring 1850. Endelig er de bevarede ældre vinduer med hjørnebånd og stabler, som kan være tilbage fra 1791 og for portfagets vedkommende, de trerammede vinduer, som tilmed har bevaret de gamle rudeglas, af stor arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Mor Oles Hus, tidl. Kalekogård
• Svanninge Hospital, Stenhuset
• Wedels Gård, Faaborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen