Digevej 4 ligger på Digevej 4 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil.

Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Bygningen på Digevej 4 nævnes første gang i en brandtaksation fra 1793. Her beskrives bygningen som en tolv fag bindingsværksbygning, hvoraf der i de syv vestre fag var stuer, køkken og hele fem tætsenge, mens de tre østlige fag indeholdt frangel, bryggers og bageovn, og de sidste to indeholdt stald og lo. Efter en ombygning beskrives bygningen i en brandtaksation fra 1832 med grundmurede gavle, og det indre beskrives med stort set de overflader og materialer, som er bevaret i dag. I 1838 synes den sydlige langside dog at være omsat i grundmur, mens den nordlige stadig er i bindingsværk.

Beskrivelse

Bygningen ligger på Fanø i landsbyen Sønderho, mellem øvrige lignende bygninger i det åbne landskab, der afgrænses mod havet af græsklædte diger.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur og afsluttes af en hvidmalet gesims. Den øverste del af gavltrekanterne er beklædt med grønmalede, lodretstillede brædder og i vestgavlen ses en række murankre udført som initialer. Bygningen har et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber, der begge har hvidmalet sokkel og krave, mens piberne står i rød, blank mur. På nordsiden ses over en ældre revledør en mindre frontkvist af bindingsværk, med udkraget gavltrekant, revleluge og hejsebom. I nordsiden er tillige en revledør med overvindue samt en tofløjet luge med diagonalt stillede ruder. I sydsiden, mod gaden sidder hoveddøren, der er en tofløjet fyldingsdør med ruder øverst og til højre for denne er en todelt revledør under et rundbuet stik. Både dørene og lugen er ældre og malet mørkegrønne med hvide stafferinger. Bygningen har hovedsagligt ældre, torammede vinduer med småtopsprossede ruder, dog ses enkelte etrammede vinduer i gavlene og i den østlige del. Vinduernes rammer og karme er grønmalede, mens alle sprosser og murfalse er hvidmalede. Over sydsidens vinduer er påmalet stik i farverne grøn, hvid og sort.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, lokalt kaldet en frangel, der deler bygningen op i den primære bolig mod vest og de funktionsbetingede rum mod øst. Den østlige del indeholder blandt andet køkken, bryggers, fadebur og et delvist nedgravet og køligt kælderrum samt en tidligere stald, som i dag fungerer som udhus. Overfladerne er delvist bevarede og består hovedsagligt af spartanske og slidstærke materialer, herunder teglstensgulv, enkle bræddeskillevægge, synlige loftsbjælker og revledøre. I den tidligere stald er der åbent op til kip, og via en stige er der adgang til bygningens øvrige loftrum, der er uudnyttet. I bygningens vestlige del ligger en stor vinterstue, søndre donsk, mod syd og i forlængelse af denne en mindre stue, kaldet stow. Mod nord ligger to værelser og en sommerstue, nordre donsk. Overfladerne er hovedsagligt ældre, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker samt bemalede, ældre fliser på ydervægge og på enkelte tværvægge. Hertil kommer et yderst velbevaret interiør, der består af brede fyldingsdøre med gerichter, indbyggede skabe og alkover, lokalt kaldet tætsenge, der er udført med rundbuede fyldingslåger foran. I køkkenet er bevaret et ældre støbejernskomfur og en gruekedel.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i udkanten af Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer den tilhørende have, der skråner ned mod marsken, hvor der i læ bag en høj beplantning er spor efter en tidligere gryde, der var en fordybning, hvor man førhen havde en mindre køkkenhave. Fordybningen skærmede køkkenhaven så afgrøderne stod beskyttede i det barske klima.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter samt stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den karakteristiske ældre todelte farveholdning i hvid og grøn samt, at der over åbningerne i sydsiden er de klassiske påmalede Sønderho-stik. Vinduernes tætte og taktfaste placering vidner om, at bygningen tidligere har været i bindingsværk. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udviklingen i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med lige overkant og de to ruder øverst med diagonale sprosser. I modsætning til denne er stalddøren under et ældre, rundbuet stik.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren, de mindre staldvinduer, lugerne og hejsekvisten med bom, der tilsammen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. Gavlens murankrer refererer med initialerne NHB og AISB til ejeren fra 1872-1936.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med stuer og værelser i den ene ende og funktionsbetingede rum, stald og lo i den anden ende. Endvidere er den bevarede materialeholdning og detaljeringsgraden yderst vigtig for læsbarheden af de oprindelige funktioner. Boligdelens imponerende og velbevarede interiør med egnskarakteristiske bygningsdetaljer har tillige stor kulturhistorisk værdi, herunder de mange tætsenge med svungne låger foran, indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre med gerichter samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til fliserne, da de er et helt særligt træk for danske byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, der ligeledes er velkendt på Fanø som en praktisk detalje til opsamling af kondensvand, der ofte drev ned af væggene.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt vinduernes påmalede stik, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver murene en levende overflade.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og de efterfølgende kontrastfulde bemalinger i stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og alkovedøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links