På Dyrehavegårds jorder øst for Helsingørmotorvejen blev der i 2016 udgravet en mandslang, stensat grav omgivet af en 2,5 m bred ringgrøft, som havde en diameter på 10‑11 m og oprindelig var mindst 80 cm dyb. Graven indeholdt ingen gravgaver, blot nogle få, brændte tænder og lidt af en lårbensknogle, der viste sig at stamme fra et ungt individ på 10‑15 år. Ved siden af ringgrøften stod en nedgravet urne, der var dækket med et læderlåg forsynet med syninger i kanten. I urnen var der bl.a. flere fine bronzesmykker, heriblandt en halsring samt en lille armring, som må have været båret om et spinkelt håndled. Bronzesagerne var i forbindelse med gravlæggelsen lagt oven på de helt hvidbrændte knogler, der var renset for trækul og andet materiale fra ligbålet. Knoglerne har vist sig at stamme fra to personer: et ungt menneske på 12‑17 år og en nyfødt; formentlig de jordiske rester af mor og barn, døde under barsel og gravlagt ca. år 700 f.Kr.

Videre læsning

Læs mere om bronzealderen i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Oldtid