Egedal Rådhus og Sundhedscenter, der er tegnet af tegnestuen Henning Larsen og indviet i 2014, ligger i den nye bydel Egedal By. I det indre finder man et stort torv, hvor byrådssalen også er placeret. Byrådssalen kan åbnes mod torvet, der derved kan inddrages til forskellige aktiviteter som fx udstillinger. Fra førstesalen kan borgerne gennem en glasvæg se ned i byrådssalen.
.

Den nye bydel Egedal By i Ølstykke-Stenløse ligger øst for S-togsbanen ved Egedal Station og skal efter planen rumme fem forskellige bykvarterer med hver sin identitet og udtryk. Hvert bykvarter bidrager til den samlede vision om at skabe en klimavenlig, sund og energieffektiv ny bydel. Til bydelen hører Egedal Station (tidl. Gl. Toftegård Station). Stationen skiftede navn i 2011. Landets første kombinerede rådhus og sundhedscenter fra 2014, tegnet af tegnestuen Henning Larsen, ligger også i Egedal By. Til bydelen hører også et plejecenter, døgnboliger, et supermarked og boligbebyggelse, herunder en almennyttig karrébebyggelse. Gennem bydelen løber parken Den Grønne Fletning, der med stisystemer knytter by og landskab tættere sammen. Schmidt Hammer Lassen Architects har tegnet den næste etape af boliger, der forventes indflytningsklar i perioden 2018‑20.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Bydele og byområder