Engestofte

Muligvis har Engestofte sin oprindelse i en ladegård under den nærliggende borg på Borgø i Maribo Søndersø. Den tæt på hovedbygningen liggende kirke har karakter af en middelalderlig gårdskapel og vidner om, at Engestofte tidligere var en betydningsfuld ejendom. Gårdens opbygning med avlsgården mod øst og hovedbygningen placeret parallelt med søkanten mod vest daterer sig tilbage til det sluttede barokanlæg, som opstod i forbindelse med nybygningen af stedet i slutningen af 1600-tallet formentlig foranlediget af svenskernes hærgen på gården 1658-60. I tillempet barokstil opførtes hovedbygningen som en trefløjet enetages bindingsværksbygning, åben mod øst mod den foranliggende let irregulære trefløjede avlsgård. I midten af 1700-tallet var hovedbygningen tækket med tegl. Beboelsesfløjen lå i midterfløjen mod vest mens gårdens folkestue og økonomirum fandtes i sidefløjene, som var forsynet med stengulve. I 1727 erhvervedes gården af købmand Bertel Wichmand (1677-1732) i hvis slægt gården ejedes frem til 1967. I midten af 1700-tallet beskrives bygningerne som dårlige gårdens herskab boede på dette tidspunkt i Maribo. Den nuværende hovedbygning blev rejst i 1805-07 af gårdens ejer fra 1799, Henning Wichfeld (1767-1846), som havde arvet Engestofte efter sin farbroder, der var blevet adlet, og ifølge hvis ønske Engestofte og det nærliggende gods Ulriksdal blev ophøjet til stamhus i 1799 for nevøen. Den nye hovedbygning rejstes som et statsligt hus uden direkte forbindelse til det eksisterende anlæg i to stokværk, med beletagen i stueplan og en lavere overetage. Arkitekten er ukendt, men arbejdet på stedet blev udført af murermester Schrøder og tømrermester Bruun fra Vordingborg. Den nordlige hovedfacade, vendt bort fra avlsgården ud mod en åben plads, fik den fornemste behandling bl.a. gennem en tydelig dekorativ markering af facadens opbygning. Trods opretholdelse af en sluttet bygningskrop, vidner den manglende forbindelse til avlsgården, den høje stueetage med direkte adgang til haven samt betoningen af den nordvendte facade bort fra avlsgården om udviklingen i periodens herskabsidealer mod det rekreative og naturlige i tråd med J.J. Rousseaus (1712-78) tanker tilbagetrukket fra gårdens normale drift. I 1857 nedbrændte den gamle avlsgård af bindingsværk. En ny avlsgård i blank mur med pyntelige svungne gavle og cementforsiringer efter tegninger af bygningsinspektør L.A. Winstrup (1815-89) opførtes længere mod øst bort fra hovedbygningen, der dermed kom til at ligge frit sammen med kirken. I forbindelse med genopførslen af avlsgården efter endnu en brand i 1921 fjernedes bygningsdekorationerne, bortset fra dekorationerne på portfløjen. Hovedbygningen har gennem årene gennemgået flere mindre ændringer. De oprindelige kviste i tagfladen mod syd er forsvundet, ligesom de oprindelige to skorstene er blevet suppleret med endnu to. I 1800-tallet blev taget udskiftet med skiffer, ligesom smedejernsterrassen mod syd kom til i en periode overdækket. I 1889 fik hovedbygningen en lavere tilbygning dekoreret med bindingsværksdetaljer og svalegang på gårdssiden mod øst, indeholdende økonomirummene. Hovedbygningen fik et rødt tegltag igen i 1945, som i forbindelse med konstatering af ægte hussvamp efter år 2000 igen er blevet omlagt. Facaden har oprindeligt stået i en lys limfarve og fremstod i 1930'erne hvid. Facadens forskellige dekorationer har formentlig oprindeligt været fremhævet gennem farver. Den nuværende tunge gule farve er kommet til i nyere tid.

Hovedbygningen på Engestofte Gods ligger højt og frit placeret i landskabet syd for Maribo, med udsigt over Søndersø. Bygningen er mod syd, vest og nord omgivet af park og have. På gavlen mod øst findes en lavere tilbygning, som ikke er fredet. Engestofte er en rektangulær, grundmuret og pudset bygning i to etager med kælder. Den øvre etage er lavere end stueplanets beletage. Den nordvendte facade er inddelt i to uudsmykkede siderisalitter samt en bredere midtrisalit med refendfuget sokkel, fire joniske pilastre samt trekantfronton med våbenskjold. Facaden er endvidere karakteriseret ved et sandstensbånd som afslutter kælderen, en palmettefrise mellem etagerne, samt en dobbelt hovedgesims hvoraf den nedre er profileret, den øvre udsmykket med sparrenkopper. Havesiden står uden risalitter, med refendfuget kælderetage, kvaderbåndsindfattede hjørner, samt en konsolbåren fordakning over havedøren. Gavlsiderne står glatte. Taget er et halvvalmet rødstenstegltag med fire skorstene. I stueplan findes den centralt placerede vestibule og havestue, hvorfra der løber en række en suite forbundne rum, som vender mod henholdsvis gård- og haveside. Stueetagens interiør er domineret af brystpaneler, kassetteinddelte, dobbelte fløjdøre med ældre dørgreb samt pilasterinddelte vægge og stukkaturer. Vestibulen udmærker sig ved sin indvendige, cirkelformede trappe, sine svungne vægge samt medaljoner med motiver af Thorvaldsen. Farvesætningen er holdt i gul, hvid, grøn, samt profileringer i guld. To trapperum på hver sin side af vestibulen fører til øverste etage, hvor der på hver side af fordelingsgangen findes en række mindre værelser med tilhørende badeværelser. Trapperne fører videre til loftetagen umiddelbart under valmen, hvor tjenestestabens mindre rum findes bevaret.

Den fra havesiden uhindrede udsigt over Søndersø, samt den frie, høje beliggenhed umiddelbart omgivet af en landskabelig park og have mod syd, vest og nord, er afgørende for opretholdelsen af Engestoftes miljømæssige værdier som et tidstypisk, klassicistisk landsted. Tilbygningen mod øst grænser op til Engestofte kirke, og relationen til kirken er vigtigt for helheden, idet der fra det Wichfeldske gravsted er udsyn til hovedbygningen (Engestofte var i den Wichfeldske slægts eje fra 1727 til 1967). Dertil kommer avlsgårdens placering lidt afsides, som understøtter og fremhæver hovedbygningens solitære placering, midt i naturen.

Engestoftes kulturhistoriske værdi som klassicistisk landsted viser sig i beliggenheden og relationen til landskabet, samt i bygningens størrelse, facader, grundplan og interiør. Placeringen af beletagen i stueplan samt beliggenheden i tæt, direkte kontakt med den landskabeligt formede natur bekræfter bygningens karakter af klassicistisk landsted til trods for, at hovedbygningen statslige ydre og sluttede karakter har rod i barokkens hovedsæde. Den fritstående bygnings placering midt i det åbne, engelsk inspirerede landskab, lever således fuldt ud op til de tanker om at leve tæt på naturen, som den franske oplysningsfilosof J. J. Rousseau publicerede i 1700-tallet, og som fra 1760'erne og frem påvirkede periodens herregårdsbyggeri. Dertil kommer den overskuelige størrelse som understreger, at der er tale om et landsted der i ligeså høj grad er beregnet til at bo i, som til repræsentation. Engestoftes grundplan trækker ligeledes på en klassicistisk, symmetrisk skematik, med stueetagens rum placeret på begge sider af længdeaksen, samt vestibule og havesal i bygningens midte. Facaden og havesiden viser også sit klassicistisk tilhørsforhold i den symmetriske komposition, den let aflæselige etageinddeling, midtrisalitten med sine fire kanellerede, joniske pilastre, samt trekantfrontonen. Dertil kommer refendfugningen og gesimsens sparrenkopmotiv. I Engestoftes interiør genfindes ligeledes den klassicisme, som skulle legitimere både bygning og bygherre som værende oplyste og internationalt orienterede. Her viser de antikke referencer sig i spisestuen og dagligstuens stukkatur, de pilasterinddelte vægge, samt i vestibulens medaljoner med motiver af Thorvaldsen.

Arkitektonisk fremtræder Engestofte som en rank, rektangulær og symmetrisk bygningskrop. Det klart afgrænsede volumen understreges af de kun svagt fremspringende risalitter, samt af det forhold, at facadens trappe er lagt ind i vestibulen. Den afmålte enkelhed og regularitet går igen i facadens vinduestakt, samt i midrisalitten, hvis fire joniske pilastre holdes sammen af den let profilerede hovedgesims og kælderetagens slanke, vandrette sandstensbånd. Fronton og gesims er på nær sparrenkopperne og et senere tilkommet våbenskjold uudsmykkede, hvilket bidrager til den statelige ro, som facaden generelt udviser. På havesiden er den mindre, konsolbårne sandstensfordakning over havedøren det eneste element som træder frem. I det indre er beletagens plan symmetrisk disponeret omkring længdeaksen, med en suite forbundne rum til gård- og haveside. Beletagen har ingen gangarealer, og det kompakte rumforløb med høje og lyse stuer, brystpaneler og kassetteinddelte, dobbelte fløjdøre fremstår, ligesom facaden, klart, enkelt og velafbalanceret. I det indre udmærker den imponerende vestibule sig ved sin indvendige, halvcirkelformede trappe, de svungne, pilasterinddelte vægge samt medaljonerne med motiver af Thorvaldsen. Farvesætningen er holdt i hvid, grøn, gul og rød, med gennemgående forgyldte profiler. Gulvene er ældre, velbevarede plankegulve, eller mønsterlagte parketgulve.

Læs videre om

• Bregninge gamle Skole
• Emil Aarestrups Hus, Nysted
• Orehoved Fyr, Gedser

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen