Fåborg Museum, Faaborg

I 1910 erhvervede konservesfabrikanten Mads Rasmussen sig en større samling billeder af kunstnergruppen 'Fynboerne'. Derefter gjorde han samlingen tilgængelig for offentligheden i sin private bolig i Fåborg. I 1912 besluttede han dog at opføre et museum på en smal, langstrakt nabogrund. Arkitekten hertil blev Carl Petersen, og i 1915 blev museet indviet.

I 1985 stod arkitekt Niels Frithiof Truelsen for en restaurering og en udvidelse af museet. Og allerede i 1997 tegnede samme arkitekt endnu en udstillingsfløj, der i dag indeholder den grafiske samling samt foredrag/koncerter.

Faaborg Kunstmuseum ligger midt i den ældre del af Faaborg bykerne på en langstrakt grund. Facaden, der udgør bygningens vestlige gavl, indgår i husrækken, mens den østlige gavl vender ud til et mindre haveanlæg. I den sydlige del af bygningen er flere nyere tilbygninger, der ikke er omfattet af fredningen. Bygningen er grundmuret og opført i én etage med et blådæmpet, teglhængt heltag, der over vestgavlen er udformet med helvalm. Den langstrakte bygnings vestlige gavlfacade er gråpudset og indrammes af to svagt, buede, korte sidepartier, den sydlige har samme murbehandling som facaden, mens den nordlige består af et stort portfag med en tredelt, gråmalet træport med firkantede fyldinger. Den nordlige langside og den østlige gavl er beklædt med hvidmalede, vandrette brædder over en gråpudset sokkel, mens den sydlige landside er dækket af en tilbygning. I vestgavlen findes museets indgangsparti, der flankeres af to doriske søjler i rosa sandsten. Selve døren er trukket tilbage i muret og består af en tofløjet fyldingsdør med rundbuet overvindue, der har vifteformet sprosseopdeling. Foran døren er to trin udformet i et halvt cirkelslag. På overlæggeren mellem døren og overvindue står med guldmalede bogstaver "FAABORG MUSEUM". Der er næsten ingen vinduer i bygningen, kun en række store højtsiddende vinduer i den østlige del af nordsiden samt en række store ateliervinduer i taget. Tillige er der en firefløjet, småtopsprosset glasdør i østgavlen.

I det indre er den oprindelige grundplan bevaret. I den østlige del er dog et par nye murgennembrydninger for at imødekommen de senere tilbygninger. Fra indgangspartiet træder man ind i en lille vestibule, der mod nord giver adgang til en museumsbutik og mod syd fortsætter i et lille trapperum. Trappen fører op til tagetagen og giver adgang til etagerne i nabobygningen. Går man lige ud i vestibulen træder man ind i et kvadratisk ovenbelyst rum, hvis overgang til den næste sal, en ottekantede kuppelsal, markeres med to joniske søjler. I kuppelsalens midte står billedhuggeren Kai Nielsens store, sorte granitskulptur af Mads Rasmussen. To smalle trapper under rundbuede åbninger fører videre ned i et stort udstillingsrum med store ovenlys, og herfra ligger fortsat syv små udstillingrum på række mod øst. Alle syv rum har tøndehvælvet loft og sidelys fra nord. Det sidste rum mod øst er en havestue med store fløjdøre ud mod haven. Stuen er dekoreret med fresker af Johannes Larsen og møbler af Kaare Klint. Ved siden af havesalen findes en billedhuggersal med et stort vinduesparti mod haven. Overfladerne i alle rum er stort set oprindelige, herunder mosaikgulve med mønstre, der varierer fra rum til rum og pudsede vægge, der er malet i stærke farver over sortmalede sokkel. Alle lofter er pudsede og hvidmalede. De korte trapper mellem rummene er støbte. Bygningens loftetage skjuler konstruktionen af de mange forskellige loftudformninger, der er hængt op i tagkonstruktionen. På loftet ses tillige, at tagenes ateliervinduer ikke er den direkte lyskilde til udstillingsrummene, men tværtimod er ovenlys til tagrummet og herfra er så endnu en række overlys som sørger for, at der kommer et mere diffust lys ned til udstillingen i stedet for direkte dagslys.

Faaborg Museums miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Grønnegade, der som så mange andre Grønnegader i danske provinsbyer er en gade i udkanten af bykernen med bygningsspor helt tilbage til middelalderen. Gaden fremstår rolig og homogen med ældre, relativt enkle bygninger i næsten samme høje, der underordner sig en stilfærdig stil med pudsede facader og teglhængte tage.

Gaden har et let svunget forløb, der afspejles i museets facadeform, og netop gadens forløb betyder, at facaden kan ses i perspektivet når man nærmer sig fra flere retninger. At facaden er trukket en lille smule tilbage gør tillige, at der dannes luft omkring bygningen og mulighed for ophold, hvilket sammen med facadens udtryk signalerer, at denne bygning er noget særligt. Facaden fremstår monumental i gadebilledet, selvom volumenet er ganske beskedent set fra Grønnegade, hvilket skyldes bygningens tilpasning på den langstrakte grund. Museumsbygningens længde betyder, at denne har stor miljømæssig betydning for dannelsen af lukkede gårdrum til de øvrige ældre bygninger i området. Endvidere har det stor miljømæssig værdi for den fredede bygning, at de nyere tilbygninger indordner sig under det formsprog som er slået an i Carl Petersens oprindelige bygning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til kunstmuseets bevarede formsprog med oprindelig farveholdning, der i det ydre afspejler Carl Petersens inspiration fra C.F. Hansens og klassicismens rene linjer samtidig med, at farveholdningen og rumforløbet i det indre påviser hans store fascination af Gottlieb Bindesbølls udformning af Thorvaldsens Museum i København. Faaborg Museum er ved sin formgivning og udtryk en vigtig del af den danske kulturarv, som vidner om tiden i starten af 1900-tallet hvor der skete en kortvarig genopvækkelse af nyklassicismen. Tidens yngre arkitekter gjorde i denne periode oprør mod historicismens overlæssede bygninger, og Carl Petersen var her en nøgleperson, hvor Faaborg Museum i dag fremstår som hans hovedværk samtidig med at det er et mesterværk i dansk arkitekturhistorie.

Facadens referencer til antikkens formsprog er ligeledes anvendt i det indre hvor doriske søjler og portalindrammede åbninger med lav tempelfronton er et gennemgående tema. Hertil kommer udformningen af kuppelsalen med kassetter i kuplen og øverst en lanterne, der er elementer som leder tankerne hen på Pantheon i Rom.

At Carl Petersen foruden at være arkitekt også var keramiker og optaget af mønstre ses tydeligt af de mange intakte mosaikgulve. De afprøvede arkitektoniske idéer i Fåborg Museum gav inspiration til Carl Petersens senere tre store forelæsninger: 'Modsætninger', 'Stoflige virkninger' og 'Farver'.

Den arkitektoniske værdi for Faaborg Museum knytter sig først og fremmest til det iøjnefaldende indgangsparti, der med de enkle antikke og geometriske former fremstår monumentalt. Dette underbygges af facadens mangel på vinduesåbninger og murenes helt rene flader uden ornamenter samt det faktum, at indgangspartiet er sat i centrum, hvor de let buede sidepartier med lavere tage underordner sig. Det nordlige sideparti med porten hører faktisk til nabogrunden, men for at opnå denne stramme symmetri blev den inddraget i Carl Petersens udformning. Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til den store kontrast, der er fra det ydre til det indre, hvor den nedtonede og meget C.F. Hansen-agtige farvepalette brydes af de farvestrålende rum. Kontrasten mellem de på hinanden følgende rum er stor. På vej gennem museet overraskes man konstant af en ny udformning, ny rumhøjde eller nyt lysindfald. Disse parametre er med til at definere hvert rum som unikt. Foruden rummenes arkitektoniske påvirkning af farvevalg spiller lyset, og herunder vinduessætningen en stor rolle. Den dramatiske rumoplevelse skyldes især den skiftende lyssætning i rummene, hvilket især sker mellem de tre store sale, hvor de to ovenlyssale adskilles af den meget mørke kuppelsal. Den lange række af mindre udstillingsrum i den vestlige del har modsat en anden påfaldende enkel, men yderst effektful lyssætning grundet de højtsiddende nordvendte vinduer, der lukker blødt og lidt diffust sidelys ind, som lyser de tøndehvælvede lofter op. Det overordnede princip med ens materialer, men skiftende farver ses tillige i gulvenes mange grafiske mønstre. Hertil kommer de sorte påmalede sokler, der giver tyngde og samtidig fungerer som en rolig kant, der holder gulvene adskilt fra de farvestrålende vægge. Samtidig er den sorte farve anvendt i de rundbuede huleagtige små trapperum, der herved slutter sig om beskueren inden man træder ind i et nyt og dragende rum. Mellem de øvrige rum er anvendt søjler til at markere overgangen fra et rum til et andet. Selvom bygningens interiør er yderst overvældende, med de mange farver og gulvenes mønstre, er virkemidlerne ret enkle, og Carl Petersen har formået at skabe levende rum med få materialer, hvilket styrker opfattelsen af en utrolig homogen bygning. Det hele bindes tillige sammen ved den gennemgående intense farveholdning og den utroligt gennemarbejdede stoflige virkning, der frembringes af de valgte materialer.

Læs videre om

• Lagonis Minde 12, Faaborg
• Nakkebølle, Åstrup
• Nørre-Broby Præstegård, Nørre Broby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen