Fiolstræde 26, København

Forhuset blev opført i 1808-09 af handelsbetjent Chr. Iversen Schmidt, kort efter at den tidligere bebyggelse på stedet var blevet ødelagt ved Københavns bombardement i 1807. I det ydre står bygningen gennemgående som ved opførelsen, dog er underfacaden ændret. Oprindelig var der mod Fiolstræde kældernedgange i hvert yderfag, begge med skure og konsoller i Neksøsandsten. Til kælderen var fire vinduer med udvendige skodder og til stueetagen var korspostvinduer ligesom i overfacaden. Hvornår skure og konsoller er fjernet kan ikke siges med sikkerhed, men de nævnes sidste gang i en brandtaksation fra 1857. Indvendig var forhuset indrettet til beboelse med i alt ti lejligheder, to på hver etage, adskilt af en fælles, gennemgående forstue i husets midte med hovedtrappens et-løbede trappe. Lejlighederne var spartansk udstyrede. Oprindelig var stuer og værelser udstyret med bræddegulve, væggene havde fodlister og brystlister. Køkkenerne beskrives med skorsten hvorunder er jernanker, på fyrstedet jernplader, retterbænk, hylder og rækker, loftet gipset, hvide vægge. I en brandtaksation fra 1835 beskrives stuen i en lejlighed på 1. sal som udstyret med bryst- og pillepanelering. Den 16. august 1807 gik englænderne i land ved Vedbæk nord for København. Under bombardementet i København sigtede Englænderne efter Vor Frue Kirkes tårn, og om morgenen den 5. september ramte en raket og tårnet brød i flammer og styrtede ned, så hele kirken blev ødelagt. Det udviklede sig til en såkaldt fladebrand med ildstorm, der betød at branden hurtigt spredte sig i det omkringliggende kvarter. Latinerkvarteret og gaderne inden for Nørreport, herunder Fiolstræde blev hårdest ramt under Københavns bombardement, som ødelagde i alt 305 beboelseshuse og anrettede større eller mindre skader på et stort antal andre ejendomme. Gadenavnet, Fiolstrædes oprindelse skyldes formentlig blomsten viol, i det området op til 1600-tallet var præget af grønne områder. Fiolstræde har været gågade siden 1968 og har i mange årtier været kendt for sine mange antikvariater, hvor blot en enkelt har overlevet tiderne.

Ejendommen er beliggende som et integreret led i husrækken i Fiolstræde i København og består af et grundmuret forhus på syv vinduesfag. Det er opført med kælder, fire etager og har et heltag hængt med røde tegl, hvor der er to svære skorstenspiber i tagfladen mod gården. I taget er seks teglhængte pultkviste, tre mod gaden, tre mod gården. Facaden er pudset og afsluttes mod taget af en muret, profileret hovedgesims. Over stueetagen er en gennemgående kordongesims, over 1. sal er et bredt bånd i tre dele og over 2. sal er endnu et bånd over de tre midterste fag. Murfladerne er gulmalede, mens gesimser og bånd er hvidmalede. Forhusets hovedindgang er placeret i facadens midterste fag over en kort stentrappe, og i nichen er en traditionelt udført, tofløjet, grønmalet fyldningsdør med et enkeltrudet overvindue. På hver side af hovedindgangen er der butiksfacader i tre fag med nyere, gennemgående butiksvinduer fra kælder til stueetage. I overfacaden er hvidmalede korspostvinduer med ét-rudede overrammer og to-rudede underrammer. Lodposte, tværposte og karmtræ er alle forsynede med ældre trekvartstaf-profiler. Alle vinduesrammer og beslag er derimod af nyere dato, men traditionelt udførte. Kvistene er såvel mod gade- som gårdsiden forsynet med nyere, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. Gårdsiden har set fra syd et fremspring på tre fag, to tilbagetrukne fag samt et smigfag, der møder naboejendommen. Gårdsiden er filtset og står malet i en lysegul farve, og øverst er en profileret, hvidmalet hovedgesims. I smigfaget er der en ældre kældernedgang med en stentrappe og rundbuet stik, og her er en nyere finérdør. Der er i det sydligste af de tilbagetrukne fag en opgang til stueetagen og et trapperum via en traditionelt udført, grønmalet fyldningsdør. Endvidere er der i de fremspringende fag en kældernedgang med en nyere dør og et traditionelt udført, hvidmalet sidevindue. Til gårdsiden er korspostvinduer og seksrammede vinduer med todelte underammer, ældre poste og karmtræ, mens vinduesrammer og beslag er nyere, men traditionelt udførte. I det indre består ejendommen, på hver side af hovedindgangen, af et butikslejemål, der strækker sig over både kælder- og stueetage. Begge lejemål er forsynet med nye, indvendige trapper, og fremstår med nyere overflader, og eneste ældre dele er to bevarede ildsteder. Ejendommens hovedtrappe og trapperum er velbevaret, og trappen er en ældre et-løbet trappe med snoet mægler, glatte balustre, en profileret håndliste og med Harsdorff-platter på de liggende vanger. Trin og reposer er belagt med linoleum. På hver repos er i alt fire traditionelt udførte, hvidmalede døre, to i hver side af trapperummet. Planløsningerne på de øvrige hovedetager fra 1. til 3. sal består på hver etage af to oprindelige lejligheder, der er blevet slået sammen til én lejlighed per etage. Mod gaden er trapperummet afkortet, og der er herved etableret gennemgang mellem de to oprindelige trefagsstuer på hver side. På 1. sal er stuen mod nord opdelt således, at den består af en forstue og et kammer samt et badeværelse. Dertil kommer mod gården et værelse samt køkken, hvor den oprindelige kogeniche er bevaret. På 2. og 3. sal er planløsningerne omtrent identiske med 1. salens lejlighed. 3. salen er lagt sammen med den fuldt udnyttede tagetage med spidsloft, og til tagetagen er forbindelse via en nyere et-løbet trappe. Tageetagen har et åbent plan med en hems, og den ældre tømmekonstruktion med hanebånd er delvist synlig. I lejlighederne på hovedetagerne er en del ældre og traditionelt udførte tofyldningsdøre med en stor rektangulær fyldning øverst og en kvadratisk fyldning nederst. Kun få steder er de ældre gerichter bevarede. Ingen døre har bevaret ældre beslåning, men dog ses enkelte steder bevarede, indstukne hængsler. På 2. og 3. sal er der som på 1. sal bevarede, ældre kogenicher. Der er hovedsageligt nyere gulvbelægning, herunder af laminat i lejlighederne. På 1. sal ses i stuen mod syd en ældre og traditionelt udført fuldpanelering.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommenes beliggenhed i Fiolstræde, hvor forhusene indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af dets grundlæggende proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhusene som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi for Fiolstræde 26 knytter sig til forhuset, hvis udformning afspejler periodens borgerlige etagebyggeri i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen vandt som ideal indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store del af København. Fiolstræde 26 afspejler i tråd med klassicismens idealer en sikker proportionering i det ydre, der kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med vinduernes regelmæssige takt, den enkle kordongesims mellem stueetagen og 1. sal og de dekorative, glatte bånd i overfacaden. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger, og endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative, harmoniske facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår enkel, filtset og malet med den profilerede gesims som eneste dekoration. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til trapperummet med den ældre, et-løbede trappe med alle detaljer, til de ældre fyldningsdøre og ikke mindst til de bevarede kogenicher i køkkenerne mod gården, hvor de i forbindelse med de nuværende køkkener er bevarede. Forhusets sammenlagte lejligheder afspejler den oprindelige opdeling med 2 små lejligheder per etage deres tilsvarende ganske beskedne udformning en fase, hvor genhusning og nødvendigheden af at skaffe bolig til et stort antal almindelige og ofte ganske fattige københavnere var meget presserende. I det hele taget sætter forhusets harmoniske enkelhed og den sparsomme udsmykning tiderne ved denne opbygning i relief: I modsætning til genrejsningen efter 1795 var tiden efter 1807 økonomisk vanskeligere og byggeriet trægere i sin gennemførelse, hvilket også ses af de mere langstrakte byggekampagner i de nedbrændte gadeforløb som Fiolstræde, men brandregulativerne og tillige de gennemgående klassicistiske idealer blev fortsat iagttaget helt frem til omkring 1840'ernes empire.

Bygningernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition i forhuset med kordongesimser, de dekorative bånd og den markerede hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og knapt udtryk, under det teglhængte heltag med traditionelt udførte pultkviste. De hvide, pudsede bånd er med til at lavdele facaden og dermed styrke opfattelsen af en velproportioneret bygningskrop. Kordongesimsen mellem stueetagen og 1. sal har dertil den vigtige funktion, at den skaber visuel balance mellem under- og overfacade. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til ejendommens overordnet harmoniske fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den blandede vinduessætning og den enkle, gårdsidens ensartede farvesætning med en enkel hovedgesims, der alt i alt skaber et klassisk københavnsk gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til elementerne af de bevarede planløsninger, trapperummet med den bevarede trappe med alle detaljer, og de ældre døre og paneler, der afspejler husets oprindelse som et relativt beskedent udstyret forhus.

Læs videre om

• Fiolstræde 11, København
• Fredericiagade 86 A, København
• Nationalmuseet, Prinsens Palæ, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen