Fredericiagade 90, København

Karréen hvor Fredericiagade 90 indgår i var næsten udbygget i midten af 1700-tallet. Forhusene udgjorde en sammenhængende række og bagtil voksede antallet af side- og baghuse indrettet med småerhverv som brændevinsbrænderi, pottemageri og bageri. Husene forhøjedes efterhånden som befolkningspresset steg og baghuse- og sidehuse indrettedes til boliger. I 1973 godkendes en saneringsplan for den vestlige ende af karreén på Fredericiagades nordside. I 1977 blev alle bag- og sidehuse revet ned, bortset fra sidehuset i Fredericiagade nr. 88 og i 1980 påbegyndes istandsættelsen af i alt syv huse. Fredericiagade 90 bliver gjort én etage lavere for at få husrækken til at fremstå mere harmonisk. Lejlighederne blev sammenlagt for at imødegå nutidige boligstandarder, men samtidig forsøgte man at bevare husenes indvendige overordnede struktur. Husenes konstruktive forhold blev bragt i orden. Halvdelen af tagværket i de syv huse måtte fornyes bortset fra i nr. 92 og 94, der var så intakt, at det kunne istandsættes. Resultatet af istandsættelsen var en stor variation i lejlighedsstørrelserne og detailløsninger mens udgangspunktet var husenes historie, arkitektur samt nutidige behov. Forhuset Fredericiagade 90 er opført i 1746 for Jacob Christensens enke, Kirstine Tausen som et toetages hus med gavlkvist over fire fag. Kun facaden var opført i grundmur. I perioden 1840-47 forhøjes bygningen med en etage og gavlkvisten forsvinder. Indtil 1834 bor der overvejende brændevinsbrændere og herefter småhåndværkere, sypiger, vaskekoner og lignende. Omkring 1850 rummer huset 16 familier. I 1847 grundmures gårdsiden.

Ejendommen omfatter et forhus, der indgår i husrækken i Fredericiagades vestlige ende på nordsiden bestående af borgerlig bebyggelse med oprindelse i tiden før de store københavnske bybrande. Forhuset er grundmuret, i seks fag og tre etager over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Facaden er glatpudset og rødkalket over en lav sortmalet sokkel. Der anes flade stik i murfladen over vinduer og døre. En hvidmalet gesims danner overgang til et rødt teglhængt heltag med tre zinkinddækkede taskekviste. I det østligste fag er en indgang med en nyere blåmalet trædør med glas. I det andet fag fra vest er der nedgang til en kælder. Her sidder en traditionelt udført bræddedør, ligeledes blåmalet. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer med en opdeling i den nedre ramme. I kælder, på tredje sal og i kvistene er vinduerne torammede med to ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede. På gårdsiden er forhuset i seks fag og er pudset og gulkalket over en høj sortmalet sokkel. Der anes flade stik over vinduer og døre. En profileret hvidmalet gesims danner overgang til det teglhængte tag med to taskekviste og en stor skorsten i midten. I gavlen ses brunt opstreget bindingsværk med hvide tavl. I det østre fag er der en indgang til et gennemgangsrum til gaden. I midten nedgang til en kælder og i andet fag fra vest fører en nyere trætrappe op til stueetagens lejlighed. Alle døre er nyere med traditionelt udførte trædøre, blåmalede. I det indre karakteriseres forhuset ved en traditionel planløsning med stuer og værelser mod gaden og køkken, bad og entré til gårdsiden. Fra en gennemgående forstue med tegl på gulvet og glatte rødmalede vægge og hvidmalet loft er der bagest en smal kvartsvingstrappe, der optager en del af stuelejlighedens plan og bliver til en toløbet trappe, der fører til de øvre etager. Trappen i træ og har et gelænder med slanke balustre og profileret håndliste. Dele af trappen kan være ældre. Der er adgang til en del af kælderen fra gårdsiden. Her er støbt gulv og pudsede overflader. Skorsten og ildsted er bevaret som på de øvrige etager. I stueetagen, hvorfra der er indgang fra gårdsiden, er stuernes vægge beklædt med paneler fra loft til gulv opdelt med lodrette ramstykker, der omslutter glatte helfyldinger. Vinduesvæggen har brystnings-, pille- og lysningspaneler. I den ene stue ses et oprindeligt bemalet glat bræddeloft bestående af et ellipseformet midterfelt og fire cirkulære hjørnefelter. Hertil er der over døren mellem stuerne en bemalet inskription. På førstesalen er der tre tofags stuer med barokt interiør (formentligt oprindeligt), herunder brystnings- lysnings- og helpaneler, døre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter. Gerigterne er muligvis helt eller delvist kopier. Lofterne har indklædte bjælker og fyldingspaneler mellem disse svarende til de øvrige på vægge og i lysninger. Fyldninger har fremspringende spejl med et kantprofil bestående af to små platter og en lille mellemliggende fladstaf. I spejlenes hjørner danner dette profil kvartrunde, konvekse afskæringer. Hertil er der i én stue en kakkelovnsplads udstyret med en profileret indfatning, der på de to sidestillede vægge er udformet som en dobbeltportal med vinkelknækkede, fladrundede topstykker. Materialeholdningen i lejlighederne er overvejende traditionel med nyere bræddegulve og glatte hvide lofter og vægge med mindre andet er nævnt. Hertil er dørene nyere pladedøre med profilerede gerigter. Køkkenildstederne er indrettet med ovn og kogeplader. Badeværelserne er holdt enkle med hvid sanitet og glatte hvide vægge og lofter samt fliser på gulvet.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til ejendommens beliggenhed som et led i husrækken i Fredericiagades vestlige ende og som en del af en samlet bebyggelse, der blev til og udviklede sig fra sidste halvdel af 1600-tallet, som et led i Christian den Fjerdes store byudvidelse, Ny-København. Ejendommen bidrager således til opretholdelsen af såvel den historiske gadelinje som den oprindelige bygningsmasse ved sit fornemme forhus. Hertil knytter der sig miljømæssig værdi til det helstøbte gårdrum, hvor forhuse og sidehuse i grundmur og bindingsværk (alle gulmalede), indrammer gårdrummet og giver indtryk af et samlet og stemningsfuldt anlæg med brostensbelægning, græsarealer og beplantning.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen Fredericiagade 90 knytter sig i det ydre til det seksfags forhus i grundmur, der indgår i som en del af en bebyggelsesstruktur planlagt i 1600-tallet og som en helstøbt og velbevaret historisk ejendom med oprindelse i begyndelsen af 1700-tallet med senere tilføjelser. Forhøjelsen af forhus med tilføjelse af en etage i 1840-47 vidner om behovet for en større udnyttelse af ejendommen til bolig. Der knytter sig som sådan kulturhistorisk værdi til ejendommens nyere, men traditionelt udførte tag med røde tegl, der er i overensstemmelse med anlæggets oprindelse i 1700-tallet. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til forhuset med sin pudsede facade med profilerede gesimser, de traditionelt udførte firerammede korspostvinduer med todelte underammer og alle ældre detaljer, der tilsammen afspejler klassicismens idealer om harmoni og balance, der videreførtes langt op i 1800-tallet på alle skalatrin. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til det afdækkede, ældre bindingsværk i forhusets gavl herunder pudsede, hvidkalkede tavl og tømmer opstreget i brun, der giver en klar kontrast mellem gårdmiljø og forhusets repræsentative pudsede facade og profilerede gesimser. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi i ejendommen sig til de gennemgående velbevarede planløsninger i forhusets lejligheder på hovedetagerne, herunder med gadevendte stuer og gårdvendte stuer og de funktionsbetingede rum, herunder køkkener med bevarede køkkenildsteder og skorstenskerner. De kulturhistoriske værdier i det indre knytter sig til de ældre dele, detaljer og overflader i lejlighederne på hovedetagerne, i særdeleshed de ældre og oprindelige dele af interiørerne, herunder brystnings- hel- og lysningspaneler samt loftspaneler og bemalet bræddeloft med bjælker, fyldningsdøre med tilhørende hængsler og gerigter samt bemalet inskription i stueetagen og førstesalens kakkelovnsplads med profileret indfatning udformet som dobbeltportal. Der knytter sig desuden værdi til traditionelt udførte detaljer og en overvejende traditionel materialeholdning. Dertil kommer ejendommens traditionelt udførte trappe med alle detaljer, såsom slanke balustre, profilerede håndlister og trætrin.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen Fredericiagade 90 knytter sig i det ydre til forhusets harmoniske facadekomposition med den tætte og taktfaste vinduessætning samt hovedgesimsen, der formidler overgangen til det teglhængte heltag, der på fin vis afslutter og fuldender bygningskroppen. Den markerede sokkel og hovedgesimsen desuden er strukturgivende elementer, der skaber balance i facaden. Til gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets pudsede murflade og taktfaste vinduessætning under det teglhængte heltag. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de generelt velbevarede planløsninger på hovedetagerne. Dertil kommer den bevarede, tætte vinduessætning i ejendommen, der giver et fint lysindfald der bidrager til rumoplevelsen i samspil med ejendommens ældre, gennemførte detaljering og overflader. Der knytter sig således en arkitektonisk værdi til samspillet mellem det ydre og det indre og en ejendom der overordnet fremstår homogent og fornemt i sit udtryk.

Læs videre om

• Buurmesters Gaard, København
• Grønnemose Allé 23-35, København
• Magstræde 18, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen