Med Stena Line fra Frederikshavn Havn tager det tre en halv time til Göteborg og lidt over ni timer til Oslo.
.

Frederikshavn Havn er i 2016 hjemsted for 100 forskellige virksomheder, og deres 3.000 medarbejdere står tilsammen for 30 % af kommunens skatteindtægter. De 6 km lange kajer rummer fem færgelejer, et jernbanefærgeleje og tre roll-on-roll-off-lejer. De mange virksomheder på havneområdet tilbyder stort set alle former for maritim service og er i stor fremgang. I alt dækker havnen et samlet areal på 1.710.000 m2, hvoraf vandarealet udgør 540.000 m2.

I 2015 var der 3.605 skibsanløb, der medbragte næsten 2 mio. passagerer og en samlet godsmængde på ca. 2,4 mio. tons. Havnen er blandt de ti største i Danmark og den største færgehavn mellem det europæiske kontinent og Skandinavien med forbindelser til Göteborg, Oslo og Læsø.

I 2018 vil Frederikshavn Havn være udvidet for at styrke de eksisterende aktiviteter og skabe plads til nye forretningsområder inden for bl.a. havvindmøller og andre offshore-aktiviteter. Udvidelsen, som forøger havnedybden fra 6 til 11 meter, giver mulighed for anløb af større skibe og forventes at skabe mellem 1.000 og 2.000 nye arbejdspladser.

Videre læsning

Læs mere om Transport, forsyning samt bygge og anlæg i Frederikshavn Kommune

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked