Gammel Mønt 19, København

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes så til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står den søndre husrække i Gammel Mønt som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. Gammel Mønt 19 blev opført 1732 for Bager Jacob Nielsen Kölmer i bindingsværk i to etager. Mellem 1767 og 1780 blev huset ombygget og forhøjet med én etage. Facaden blev ved ombygningen grundmuret, og de to midterfag kom til at gå ud i en svag risalit. Inden 1898 blev også stueetagen mod gården omsat i grundmur.

Der er erhverv i kælder- og stueetagen og beboelse på de øvrige etager. Ejendommen er beliggende i Gammel Mønt, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens søndre husrække. Forhuset er mod gården sammenbygget med et selvstændigt side- og baghus, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er en grundmuret bygning i fire fags bredde og tre etagers højde over en høj kælder. Yderfagene er brede, og over midterfagene, der er i risalit, er en tofags gavlkvist. Gavlkvisten har profilerede indfatninger, en hejsebom samt en række murankre. Forhuset bærer et mansardtag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er to mansardkviste. Facaden er kalket og jernvitriolgul over en lav, sortmalet sokkel. Midtrisalitten har en fremhævet base i kælderetagen, og over stueetagen er en enkel kordongesims. Over yderfagene er profilerede hovedgesimser, ligesom mansardtaget har profilerede, gesimser mod gaden. Gesimserne er hvidmalede. I det østlige yderfag er en rundbuet portåbning med murstik samt en fremhævet slutsten øverst med en kroneprydet kringle. I portnichen er en ældre, tofløjet fyldingsport med integreret dør. Over porten er en overligger samt et todelt overvindue med buede, krydsende sprosser. Midtrisalittens østlige fag er sammenlagt i kælder- og stueetage i et ældre butiksfag med et opsprosset vindue i kælderen og et ét-rudet butiksvindue i stueetagen. I midtrisalittens vestlige fag er i stueetagen et indgangsparti, der giver adgang til butikken via en ældre ligeløbstrappe, der ligger i dørnichen, som er beklædt med paneler. Trappen ender i et vindfang. Døren i vindfanget er en ældre, tofløjet og butiksdør med opsprossede glaspartier. Det vestlige yderfag er også lagt sammen i kælder- og stueetagen i et ældre butiksfag med et opsprosset vindue og en fyldingsdør i kælderen samt et stort butiksvindue i stueetagen. Alt træværk i kælder- og stueetagen er malet rødt og mørkerødt. I hovedetagerne er der ældre og traditionelt udførte, hvidmalede vinduer: På første sal er der korspostvinduer i risalitten og seksrammede vinduer i yderfagene, mens der på anden sal er torammede, opsprossede vinduer i risalitten og trerammede, opsprossede vinduer i yderfagene. I gavlkvisten er der trerammede og ét torammet, opsprosset vinduer. Herud over er i kvistene torammede, opsprossede og rødmalede vinduer. Portrummet er brolagt, med hvidkalkede vægge og et ældre og mørkerødt bjælkelag i loftet. Der er indgang til opgangen via en ældre, mørkerød hoveddør med to fyldninger nederst og et stort glasparti øverst. Mod gården står forhuset i rødbrunt opstolpet, velbevaret bindingsværk med kalkede og jernvitriolgule tavl. Kælder- og stueetagen er delvist grundmuret op til første sals fodrem, og der er en smal kældernedgang med granittrin. Forhuset har en blandet, ældre og rødbrun vinduessætning af torammede, opsprossede og småtopsprossede vinduer samt korspostvinduer. Mansardtaget mod gården har en profileret, hvidmalet taggesims, og i tagfladerne mod gården er nederst to fladbuede mansardkvist og øverst to fladbuede kviste samt to skorstenspiber. I kvistene er der torammede, opsprossede og rødmalede vinduer. Dertil kommer et par mindre vinduer i den øvre tagflade. I det indre har forhuset en velbevaret etage- og planløsning. Der er bevarede skorstenskerner og en gennemgående midtskillevæg. I den gårdvendte opgang med adgang fra portrummet er forhuset ældre hovedtrappe, der en trekvartsvingstrappe med indstemte trin, drejede og blåmalede balustre samt en profileret og lakeret håndliste. Der er tillige adgang til en bagtrappe i det tilstødende sidehus fra de gårdvendte baglokaler og lejlighedernes køkkener. I forhuset er der enkelte rum forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. I kælderen under forhuset er en ældre værksteds- og butiksindretning i en traditionel planløsning med to gadevendte lokale og et gårdvendt lokale samt toiletter. I stueetagen er en ældre butiksindretning med to gadevendte lokaler, hvis opdeling er reetableret. Mod gården er endnu et butikslokale samt et mindre kontor, der udgør den ældre entré fra opgangen. Lejlighederne på beboelsesetagerne fra første sal til mansardetagen på tredje sal er opbygget på samme måde. Mod gaden er tre rum en-suite: en central stue flankeret af to værelser. Mod gården er et badeværelse, en entré med adgang til stuen og et gårdvendt køkken. På første og anden sal er der tillige lavet små toiletter med adgang fra entréen. Fra mansardetagens lejlighed er der adgang fra køkkenet til det udnyttede, tilhørende spidsloft via en ældre ligeløbstrappe. Spidsloftet står i en åben plan med skorstenskerner, fast undertag, synligt bindingsværk i gavlene samt synlige hanebånd. I ejendommen er en ældre og traditionel materialeholdning. Der er ældre plankegulve og pudsede og malede vægge samt vægge i synligt bindingsværk. Der er fuldpanelerede ydervægge i rummene mod gaden på første og anden sal, hvortil kommer lysningspaneler og brystningspaneler, hvoraf de fleste antageligt er fra 1700-tallet. Også i stueetagen er der lysningspaneler. I lofterne er der i stueetagens butikslokale synlige bjælker, og på første og anden sal er der flere lofter med profilerede og hvidmalede bjælker. Derudover er der i flere rum på de øvre beboelsesetager lofter med stukkatur, der må være fra 1800-tallet eller senere. Der er i ejendommen ældre fyldingsdøre og gerichter, der ligeledes må være fra 1800-tallet samt en enkelt nyere fyldingsdør på anden sal. På anden sal er tillige opsat en ældre svensk fajanceovn, ligesom der i butikken er en ældre fajancekamin med en støbejernsindsats.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Også til gården har ejendommen vigtig miljømæssig værdi i kraft af det velbevarede bindingsværk, der danner et stemningsfuldt gårdmiljø. Dertil kommer, at forhuset er med til at opretholde en traditionel bebyggelsesstruktur.

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 19 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et forhus fra 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter Københavns store brand i 1728 samt en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består udelukkende af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået sin variation i højde og i udstyringen af facaderne. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå der i gaden en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. I det ydre knytter der sig en væsentlig kulturhistorisk værdi til forhusets grundmurede facade, der med sin brede, enkle og glatpudsede murflade, de profilerede gesimser ved taget samt gavlkvisten afspejler et typisk ildebrandshus fra genrejsningstiden. Men som forhusets bygningshistorie viser, er det nuværende facadeskema et produkt af flere forskellige byggekampagner, der netop afspejler tendensen i det typiske, borgerlige, københavnske byggeri, der var domineret af dygtige håndværksmestre, og ikke mindst fortæller forhusets udformning om gavlkvistmotivets holdbarhed langt hen i 1700-tallet. De mønstertegninger af forhuse med gavlkviste, der med Landbygmester J.C. Krieger i spidsen var blevet promoveret som gode eksempler på beboelsesejendomme i årene efter branden i 1728 blev en væsentlig rettesnor i årtier for ejendomme som Gammel Mønt 19. Oprindeligt bestræbte man sig på udelukkende at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig fordyrende og umuligt at gennemføre. Således opførtes også ildebrandshuse som Gammel Mønt 19 oprindeligt i bindingsværk, og facaden blev først grundmuret langt henne i 1700-tallet, hvilket altså skete ved forhøjelsen af forhuset, udformningen af midterfagene i risalit og tilføjelsen af gavlkvisten. I gavlkvisten ses tillige en hejsebom samt en fladbuet åbning, der vidner om en ældre udnyttelse af spidsloftet til lagerplads. Et andet træk, der peger væk fra ildebrandshusene og vidner om ønsket om at udnytte de snævre matrikler optimalt i højden, var de udnyttede tagetager. Forhusets markante, teglhængte mansardtag, der betragteligt udvidede etagerummet omkring gavlkvisten, er et tidstypisk træk i denne bymæssige udvikling senere i 1700-tallet. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle øvrige traditionelle elementer i facaden, herunder portåbningen med fyldingssport og kunstfærdigt opsprossede overvinduer, de forskellige, traditionelt udførte døre og vinduer i butiks- og beboelsesetagerne, hvor vinduerne aftager i størrelse opefter, samt til indgangspartiet og dørene, der fører op til butikkerne. Her ses en udvikling af forhusets kælder- og stueetagen som ramme om butikker i 1800-tallet. En lille, men meget væsentlig detalje, der fortæller om husets første erhvervsmæssige anvendelse, er den lille slutsten over portnichen med en kroneprydet kringle. Denne er fra opførelsen i 1732 henviser til bygherren, Jacob Nielsen Kölmer, der var bager, og ifølge kronen altså også kongelig hofleverandør. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside og det her velbevarede bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknikker og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside. Det ses eksempelvis af bindingsværket, hvorledes man økonomiserede, idet der ikke er anvendt pynteligt fyldtømmer, men gårdsiden er alene bygget med vægt på de konstruktive, bærende dele. Der knytter sig endelig kulturhistorisk værdi til de ældre og traditionelt udførte døre og vinduer, til tagfladerne mod gården med fladbuede kviste samt skorstenspiberne, hvor sidstnævnte afspejler datidens opvarmningskilder. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i overvejende grad velbevarede etage- og planløsning med de repræsentative rum placeret en-suite mod gaden på beboelsesetagerne samt skorstenskernerne op mod den langsgående hovedskillevæg. Ligeledes er trappen, køkkener og øvrige funktionsrum på traditionel vis placeret mod gården. Denne overordnede disposition er siden moderniseret og ændret under god hensyntagen til indpasning i 1700-tallets ældre og grundlæggende planløsninger og materialeholdninger. Dertil kommer kælder- og stueetagens traditionelle butiksindretninger, hvor planen i stueetagen afspejler lejlighederne oven over med forlokale mod gaden og en bagbutik og kontor mod gården. Endvidere kommer portrummet med bjælkelag og indgangspartiet til opgangen, der på traditionel vis er placeret nærmest gården. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele, detaljer og overflader, der giver karakter til ejendommens indre. Det gælder trappen med trekvartsvingsløb, indstemte trin, drejede balustre og profileret håndliste, der antageligt er fra anden halvdel eller slutningen af 1800-tallet, hvor bygningens gårdside også grundmuredes i stueetagen. Dertil kommer de ældre fyldningsdøre, greb og gerichter, der også klart daterer sig til 1800-tallet. Endvidere kommer alle de ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve samt de fuldpanelerede ydervægge og lysningspaneler, der i overvejende grad er fra 1700-tallet samt bjælkelofterne i stueetagen, på første og anden sal, der også må være fra 1700-tallet, hvilket kan aflæses i deres profilerede udtryk på første og anden sal i stuerne mod gaden. Dertil komme ældre vægge og gavlpartier med synligt bindingsværk samt hanebånd på spidsloftet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets brede og markante bygningskrop med midterfagene udlagt i risalit og den udpræget symmetriske facadeopbygning og afslutning i den markerede gavlkvist med sideordnede gesimser. Med det høje hvælvede mansardtag fremstår forhuset som et solidt formet og afbalanceret bygningsvolumen, der ikke mindst er oppebåret af de brede yderfags horisontale karakter. Forhusets kalkede og jernvitriolgule murflade og den traditionelle vinduessætning med seks-, fire-, tre- og torammede vinduer, der aftager opefter i beboelsesetagerne, giver facaden et værdigt og afmålt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til den klart definerede og gennemførte etage- og planløsning, herunder ikke mindst med de tre rum placeret en-suite på beboelsesetagerne. Dertil kommer den ensartede og helstøbte planløsning med køkkener, trappe og øvrige funktionsrum placeret de samme steder opefter i forhuset. Tilsammen giver dette en afbalanceret, generøs og overskuelig oplevelse af lejlighederne, hvor de ældre løsninger og traditionelle materialer underbygger indtrykket af en gedigen og repræsentativ ejendom.

Læs videre om

• Kompagnistræde 32, København
• Langeliniepromenaden, København
• Palæ-garagerne, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen