Gammel Mønt 21, København

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes så til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere, monumentale byggerier. Den dag i dag står Gammel Mønts søndre husrække som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. Forhuset og sidehuset i Gammel Mønt 21 er opført i 1730-37 (formentlig for skomager Morten Erichsen) i bindingsværk med en grundmuret kælder, i fire fag og to etager. I perioden 1755-60 blev forhuset forhøjet med én etage og en gavlkvist på to fag blev påbygget. Før 1780 blev hele facaden grundmuret, og inden 1785 fik forhuset tillige sit mansardtag.

Ejendommen er beliggende i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens søndre husrække. Udover forhuset omfatter fredningen et sidehus, der mod gården er sammenbygget med forhuset. Forhuset er i fire grundmurede fag og i tre etager med kælder. Dertil kommer en udnyttet tageetage. Over de midterste to fag er en gavlkvist med en trekantsfronton. På hver side af gavlkvisten er en profileret, hvidmalet hovedgesims, og ved mansardtagets knæk er ligeledes en profileret, hvidmalet gesims. Frontonen har en profileret og hvidmalet indfatning og øverst i frontonens felt er en oval åbning med fire slutsten. Forhuset bærer mod gaden et mansardtag hængt med røde tegl. Facaden er pudset og malet lysegrøn over en lav sokkel af granitkvadre. I det vestligste yderfag er et indgangsparti i gadeniveau, der giver adgang til ejendommens beboelsesetager. I indgangspartiet er en traditionelt udført, mørkegrøn hoveddør med fyldinger nederst og et opsprosset glasparti øverst. Over døren er et et-rudet overvindue. I det andet fag fra øst er en kældernedgang med granittrin og et bemalet støbejernsgelænder. I kældernedgangen er en traditionelt udført, blågrå dør med fyldninger nederst og et opsprosset glasparti øverst. I kælder- og stueetagen er nyere, ét-rudede butiksvinduer. På beboelsesetagerne er traditionelt udførte og hvidmalede vinduer med koblede rammer: På første sal er korspostvinduer med todelte underrammer, og på anden og tredje sal er torammede, opsprossede vinduer med henholdsvis tre og to ruder i hver ramme. Under vinduerne fra stueetagen til gavlkvisten er sålbænke i skifer. I frontonens ovale åbning er et lille, ét-rammet vindue. Til gårdsiden står forhuset i velbevaret bindingsværk, der er kalket og okkerfarvet over stok og sten. Der er adgang til gården via en traditionelt udført, rødmalet dør med fyldninger nederst og et opsprosset glasparti øverst i en profileret, sart lilla indfatning. Over vinduet er et større, ét-rammet vindue. Til gårdsiden har forhuset traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer med koblede rammer. I tagfladen mod gården er en pultkvist med et torammet, opsprosset vindue. Dertil kommer en skorsten samt et par mindre, nyere tagvinduer. Sammenbygget med forhuset mod gården er et tre etagers sidehus i fire fag bindingsværk over en muret og pudset sokkel. Som forhusets gårdside er bindingsværket velbevaret, kalket og okkerfarvet over stok og sten. Sidehuset bærer et ensidigt tag hængt med røde tegl. Der er en kældernedgang med støbte trin og en traditionelt udført, mørkerød fyldingsdør. Sidehuset har traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer med koblede rammer. I det indre har ejendommen i overvejende grad en ældre etage- og planløsning, der er præget af en gennemgående og konsekvent modernisering, navnlig mod gårdsiden af ejendommen. I forhusets kælder er et enkelt butikslokale mod gaden. Lokalet er forbundet med stueetagens butiksindretning via en nyere kvartsvingstrappe. Stueetagen i forhuset omfatter et trefags butikslokale mod gaden, et teknik- og depotrum, mens der mod gården er et toilet. I sidehuset er en bagbutik med kontor. I gadeniveau er i forhuset en gennemgående forstuegang, og herfra er adgang til ejendommens ældre hovedtrappe, der er ét-løbet med indstemte trin, runde balustre og en enkel, profileret håndliste. Fra hver repos er adgang til en lejlighed på hver etage. Første og anden sals lejligheder omfatter en trefags stue mod gaden, et toilet og bad, mens der mod gården er et køkken og en stue i en delvist nyere planløsning samt et værelse i sidehuset. Fra værelset er der adgang via en nyere trappe til en hems på sidehusets spidsloft. Tredje sal omfatter en gadevendt stue, et toilet og bad, mens der mod gården er et køkken og et værelse. Fra den ene stue er via en nyere ligeløbstrappe adgang til et udnyttet spidsloft, der er inddraget i tredje sals lejlighed. Der er i ejendommens indre en i overvejende grad traditionel materialeholdning. Der er en bevaret skorstenskerne. De fleste døre er nyere pladedøre, men der enkelte ældre fyldingsdøre. Der er støbte, bemalede gulve i kælderen, nyere linoleumsgulve i stueetagen. På første og anden sal er ældre og traditionelt udførte plankegulve, mens der på tredje sal og spidsloftet er ældre og traditionelt udførte bræddegulve. I forstuen og i opgangen er der både i gavlen og i skillevæggene synligt og velbevaret bindingsværk. I forstuegangen er en ældre adgang til butikken i stueetagen blevet sløjfet. I kælder- og stueetagen er der traditionelt udførte paneler på ydervæggene mod gaden. Der er fuldpanelerede ydervægge i de gadevendte stuer på første og anden sal samt lysningspaneler. Der er lofter med ældre, synligt bjælkelag i kælderetagen, på første sal, anden sal og tredje sal i de gadevendte rum. Anden sals gadevendte stue har tillige ældre, listeinddelte og bemalede fyldingsfelter i loftet mellem bjælkerne med ældre sky-motiver, der er afdækket og restaureret i nyere tid. I stueetagen er et ældre butiksloft i forlokalet med glas og forgyldte lister. På anden sal er der i sidehusets værelse delvist loft til kip og en nyere tømmerkonstruktion. I forhusets spidsloft er der et fast undertag, nyere hanebånd, en fritstående skorstenskerne samt synligt bindingsværk i gavlene.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Også til gården har ejendommen vigtig miljømæssig værdi i kraft af det velbevarede bindingsværk og den tætte bygningsstruktur, der danner et stemningsfuldt gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 21 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et bygningskompleks fra 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter den store brand i 1728 samt en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække i Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået sin variation i højde og i udstyringen af facaderne. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå der en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. Endvidere er den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 21 relateret til kombinationen af forhus og sidehus, der formentlig er opført samtidig i 1730erne og vidner om en traditionel bebyggelsesstruktur fra denne periode. I det ydre knytter der sig en væsentlig kulturhistorisk værdi til forhusets grundmurede facade, der med sin høje, enkle og glatpudsede murflade, de markante hovedgesimser ved taget samt gavlkvisten med indfattet trekantsfronton og glughul med prydstik, minder om de meget kendte ildebrandshuse på Gråbrødretorv. Men som forhusets bygningshistorie viser, er det nuværende facadeskema et produkt af flere forskellige byggekampagner, der netop afspejler tendensen i det typiske, borgerlige, københavnske byggeri, der var domineret af dygtige håndværksmestre, og ikke mindst fortæller forhusets udformning om gavlkvistmotivets holdbarhed til langt op i 1700-tallet. De mønstertegninger af firefags forhuse med gavlkviste, der med Overlandbygmester J.C. Krieger i spidsen var blevet promoveret som gode eksempler på beboelsesejendomme i årene efter branden i 1728 blev en væsentlig rettesnor i årtier for ejendomme som Gammel Mønt 21. Oprindeligt bestræbte man sig på udelukkende at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig fordyrende og umuligt at gennemføre. Således opførtes også ildebrandshuse som Gammel Mønt 21 oprindeligt i bindingsværk, og facaden blev først grundmuret langt oppe i 1700-tallet, hvilket altså skete efter forhøjelsen af forhuset og tilføjelsen af gavlkvisten. Et andet træk, der peger væk fra ildebrandshusene og vidner om ønsket om at udnytte de snævre matrikler optimalt i højden, var de fuldt udnyttede tagetager. Forhusets markante, teglhængte mansardtag, der betragteligt udvidede etagerummet omkring gavlkvisten, er et tidstypisk træk i denne bymæssige udvikling. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle øvrige traditionelle elementer i facaden, herunder de forskellige, traditionelt udførte vinduer på beboelsesetagerne samt indgangspartiet og døren, der leder ind til forstuegangen. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside og det lavere sidehus i velbevaret bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknikker og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside. Det ses eksempelvis af bindingsværket, hvorledes man økonomiserede, idet der ikke er anvendt fyldtømmer, men gårdsiden er alene bygget med vægt på de konstruktive og bærende dele. Endelige knytter der sig endelig kulturhistorisk værdi til de ligeledes her traditionelt udførte døre og vinduer, til tagfladen mod gården med pultkvist og skorstenspiben samt sidehusets ensidige tag. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi til den i overvejende grad velbevarede etage- og planløsning. I hovedtræk er det den gennemgående forstuegang med den ét-løbede hovedtrappe og hovedetagernes gadevendte trefags rum, der afspejler den ældste planløsning. Ligeledes er værelser og funktionsrum på traditionel vis placeret mod gården og i sidehuset. Denne overordnede disposition er siden moderniseret og ændret under hensyntagen til 1700-tallets grundlæggende planløsninger og materialeholdninger. Dertil kommer kælder- og stueetagens traditionelle butiksindretning, hvor planen er omdannet til et repræsentativt forlokale i stuen mod gaden og en bagbutik mod gården og i sidehuset. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer og overflader, der giver karakter til ejendommens indre. Det gælder trappen med sin enkle udformning med indstemte trin, enkle balustre og profileret håndliste samt opgangens velbevarede bindingsværkskonstruktioner. Dertil kommer de enkelte bevarede fyldingsdøre, de ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, de fuldpanelerede ydervægge samt lysningspaneler mod gaden og bjælkelofterne i kælderen, på første og anden sal. Af disse er der særlig betydelig kulturhistorisk værdi i anden sals indfattende loftspaneler i den gadevendte stue med dekorative malerier af skymotiver på blå baggrund, der daterer sig til 1700-tallet. Disse giver et sjældent indblik i datidens udsmykning med panelmalerier i jævne, borgerlige boliger, hvor der kun få steder er bevaret ældre bemalinger (og det fortrinsvist i større, mere herskabelige ejendomme). Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til glasloftet med forgyldte lister i det gadevendte butikslokale i stueetagen, der afspejler udsmykningsidealerne omkring år 1900 og understreger den ældre, erhvervsmæssige anvendelse af etagen.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets enkle, smalle og høje bygningskrop med en udpræget symmetrisk facadeopbygning og afslutning i den markerede gavlkvist med sideordnede gesimser og indfattet trekantsfronton. Forhusets glatpudsede og malede murflade og den traditionelle taktfaste vinduessætning med de fire- og torammede vinduer på beboelsesetagerne giver facaden et roligt og værdigt udtryk. Dertil kommer det høje, teglhængte mansardtag, der understreger forhusets vertikalitet og som horisontalt afbalanceres af den hvidmalede og profilerede hovedgesims.

Læs videre om

• Admiralgade 22, København
• Botanisk Have, København
• Larsbjørnsstræde 17, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen