Larsbjørnsstræde 17, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men nogle. Larsbjørnsstræde 17 er opført kort efter 1795-branden, i 1796, og er et eksempel på håndhævelsen af praksissen med at udforme hjørnehuse i to gader med et brækket, dvs. typisk skråt, smigfag, der gjorde gaderne mere passable og gav ejendommene deres måske mest tidstypiske træk. Hjørneejendommen var indtil midten af det 20. århundrede et af de to bagerier i Nørre Kvarter. Det må have eksisteret siden det 18. århundrede, fordi allerede i forbindelse med Københavns store brand i 1728 lå her bagermester Markus Schinckels enkes gård. Bagergården forsynede i to hundrede år kvarterets mange gæstgivergårde med brød og kager. Bagermester og oldermand Johann Peter Krehmer, tysk født i 1755, død i 1831, har efterladt et skriftligt vidnesbyrd med et sandstensepitaf i huset. Hjørnehuset blev opført med de nuværende tre etager og havde en gavlkvist over et fag i Larsbjørnsstræde, der ligesom en portgennemkørsel samme sted blev fjernet under en større ombygning i 1880'erne. I den anledning blev sidehuset forhøjet og bevarede sit halvtag. Mansardtaget fik samtidig skiferbelægning. Bageriets stald med tre båse og to heste og remise til en vogn befandt sig indtil da i sidehuset. 3. etage i forhuset og sidehusets 1. og 2. sal var reserveret til korn og mellager. Der var ikke plads til brænde, som blev oplagret i et lejet skur i Larslejsstræde. Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460 da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden i 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt og er det stadig den dag i dag. Rådhusstræde var Studiestrædes oprindelige navn da Københavns andet rådhus lå på hjørnet til Nørregade, hvor nu Bispegården er beliggende. Efter at et nyt rådhus ca. 1475 opstod på Gammel Torv ændredes navnet til Gammel Rådhusstræde, men allerede i 1520'erne ses Studiestræde som det gældende. Navnet har rod i Københavns Universitet, der fra 1479 havde til huse i det andet rådhus på hjørnet til Nørregade.

Ejendommen er i dele af kælderen og stueetagen anvendt som café, mens der er beboelse i resten af ejendommen på hovedetagerne. Ejendommen er beliggende på hjørnet af Larsbjørnsstræde og Studiestræde i København, hvor den udgør et led i husrækken i begge gader. Ejendommen består af et hjørnehus og i gården er et sidehus, der er sammenbygget med hjørnehuset. Hjørnehuset er til Larsbjørnsstræde i fem fag, på gadehjørnet er et bredt, skråt smigfag, og til Studiestræde omfatter hjørnehuset ni fag. Hjørnehuset er i tre etager med kælder. Hjørnehuset og sidehuset har et zinkinddækket skifertag med en flad, tagpapbeklædt overdel. I taget er i alt seks ældre og nyere, mindre skorstene samt en høj, ældre skorsten. I tagfladerne er en del mindre tagvinduer. Hjørnehuset er, over en pudset og gråmalet sokkel, hvidmalet og kvaderfuget i underfacaden og refendfuget i overfacaden, og over stueetagen er en profileret kordongesims. Øverst, under tagfoden, er en profileret hovedgesims. I andet fag fra øst i Larsbjørnsstræde er ejendommens hovedindgang placeret i en dørniche. I nichen er over både et par nyere trin og et par ældre trin en ældre, mørkegrøn og rigt udskåret fyldningsdør med traditionelt udført greb og nyere låsetøj samt et enkeltrudet overvindue med en underliggende tandsnitsgesims. I smigfaget er et indgangsparti til caféen med en nyere, tofløjet butiksdør med store glaspartier og et enkeltrudet overvindue. I det yderste fag i Studiestræde mod syd er en kælderhals med en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldningsdør med nyere greb og låsetøj. I kælderetagen er til Larsbjørnsstræde tre nyere, todelte, sortmalede kældervinduer med nyere gitterværk foran. I Studiestræde er i kælderetagen tre lignende vinduer samt tre glatpudsede vinduesblændinger. I fagene på hver side af smigfaget er to nyere, todelte, høje og sortmalede butiksvinduer. I facaden er herudover i smigfaget traditionelt udførte, seksrammede og hvidmalede vinduer, og alle øvrige vinduer i facaden er traditionelt udførte og hvidmalede korspostvinduer, med undtagelse af otte vinduer i stueetagen mod Studiestræde, der er mørkegrønne. Alle traditionelt udførte vinduer har sålbænke med inddækning i skifer. I gården omfatter sidehuset fem vinduesfag, og hele gårdsiden står refendfuget og gulmalet. I hjørnet mellem sidehus og hjørnehus er et skråt smigfag. I gården er mod Larsbjørnsstræde en blændet og glatpudset døråbning, og foran denne er en stentrappe med et ældre, delvist bevaret og sortmalet smedejernsgelænder. I gården er ved siden af den blændede dør i alt tre kælderhalse med traditionelt udførte, mørkegrønne fyldningsdøre. Dertil kommer et overvindue og en dør med et traditionelt udført, mørkegrønt sidevindue. I stueetagen er to døre over et par trin med traditionelt udførte, mørkegrønne fyldningsdøre. Til gårdsiden er, udover et par nyere mindre vinduer på den østlige mur, ældre og traditionelt udførte, firerammede og mørkegrønne korspostvinduer med todelte underrammer. Gårdsidens vinduer har alle sålbænke i skifer. I ejendommens kælderetage er yderst mod syd i Studiestræde en gennemgang mellem gård og gade. Hjørnehuset omfatter herfra og omkring smigfaget en samlet, nyere indretning med stueetagen som café med nyere detaljer og overflader. Resten af kælderen har en traditionelt planløsning med en række depotrum. Det samme gælder for hjørnehusets og sidehusets sammenhængende loft, hvor en række depotrum er indrettet uden nævneværdige ændringer. Via hoveddøren fra forstuegangen, der står med ældre stukkatur og en roset, når man ejendommens bevarede hovedtrappe, hvor der adgang til stuelejligheden i Larsbjørnsstræde og i sidehuset, og nærmere trappen er der i væggen i stueetagen er indmuret i væggen en mindetavle med en inskription på tysk, der beretter om at huset er opført 1796 og i hvert fald er det tredje på stedet efter Københavns to ødelæggende brande i 1700-tallet samt om troens værn mod nye ulykker: Anno 1795 d 7ten Junii, im grossen Brande bin ich zum zweiten mahl abgebrandt. Wieder aufgebauet 1796. In Gottes Hand steht auch meinen Glücke, und geht es noch so wunderlich, seh ich auch manche trübe Blicje, Mein Jesus offenbahret sich, Er wehret bald den wilden Wellen, Ob schon mein Schiff ein Wärbel treibt, So sieg ich doch, mich darf nichts fallen, Weil Jesus selbst mein Ancker bleibt. J.P. Kræmer. Ejendommens hovedtrappe er en ældre, hvidmalet, to-løbet trappe hvor gelænderet har udskårne balustre og en profileret, lakeret håndliste. Den øvre del af trappen står med nyere trætrin, mens den nedre del af trappen tillige med reposer er belagt med tæpper. Fra reposerne på 1. og 2. sal gives adgang til to lejligheder via traditionelt udførte fyldningsdøre. Lejligheden i stueetagen mod Larsbjørnsstræde omfatter en gadevendt stue, en smigfagsstue mod gården med nyere køkken, i sidehuset er en fordelingsgang med badeværelse og et større, tidligere opdelt, rum i sidehuset samt udgang til sidehusets bagtrappe, en ældre og snoet trappe med enkle balustre og en profileret håndliste. Hjørnebygningens bagtrappe i Studiestræde ligger ligeledes mod gården og er grundlæggende identisk i sin udformning. Den benævnte stuelejlighed har traditionelt udførte fyldingsdøre, ældre og traditionelt udførte plankegulve, og i vinduesnicherne mod gaden samt i rummet mod gården er ældre lysningspaneler. Lejligheden på 1. sal i hjørnehuset mod Studiestræde omfatter gadevendte stuer og øvrige rum og køkken samt gårdvendt et badeværelse omkring en fordelingsgang. I lejligheden er traditionelt udførte fyldningsdøre med tilsvarende gerichter og greb, nyere men traditionelt udførte plankegulve, lysnings- og brystningspaneler i de gadevendte vinduesnicher, hvor der også er traditionelt udførte forsatsvinduer. I lofterne er bevaret stukkatur af profilerede og dekorerede kantlister samt rosetter. I Lejligheden i sidehuset og hjørnebygningen mod Larsbjørnsstræde er den gadevendte stue og smigfagsstuen lagt sammen, og via en lang fordelingsgang gives adgang til badeværelse og køkken mod gården med tilhørende adgang til bagtrappen, og inderst er et værelse mod gården. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer, traditionelt udførte fyldingsdøre, traditionelt udførte plankegulve, ældre lysningspaneler og brystningspaneler i gade- og gårdvendte vinduesnicher i stuerne. I lofterne er i stuerne en bevaret, profileret og udsmykket kantstukkatur.

Den miljømæssige værdi ved Larsbjørnsstræde 17 knytter sig til hjørnehuset, der udgør et integreret led i husrækkerne i både Larsbjørnsstræde og Studiestræde. Som sådan er hjørnehuset med til at fastholde det middelalderlige gadeforløb og samtidig fastholde det historiske og stemningsfulde miljø i Nørre Kvarter med mange typiske håndværksmester-ejendomme fra samme periode.

Regelsættet for det nye byggeri efter branden i 1795 var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Larsbjørnsstræde 17 er opført i 1796, altså lige efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen Larsbjørnsstræde 17 knytter sig i det ydre til hele anlægget, bestående af et grundmuret hjørne- og sidehus med alle ældre og traditionelt udførte bygningsdetaljer, herunder facaderne med kvaderfuget underfacade, den profilerede kordongesims, den profilerede hovedgesims, den ældre hoveddør med overvindue, den tofløjede og traditionelt udførte kælderdør samt alle traditionelt udførte fire- og seksrammede vinduer. Til gårdsiden knytter de kulturhistoriske værdier sig til det prunkløse udtryk, de traditionelt udførte døre, den generelt ensartede vinduessætning af traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer. Dertil kommer alle de ældre skorstenspiber, herunder den særdeles høje skorsten i bygningen mod Studiestræde, der vidner om bygningens tidligere anvendelse som bageri. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi til elementerne af den bevarede planløsning, herunder med gadevendte stuer, fordelingsgange, smigfagsstuer og sekundære gårdvendte samt gadevendte rum. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de ældre og traditionelt udførte døre, ældre og traditionelt udførte gulve, bevarede lysningspaneler og brystningspaneler samt stukkatur, der vidner om datidens udsmykningsidealer. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den bevarede hovedtrappe med alle detaljer samt de to bagtrapper med alle detaljer, og dertil kommer den gamle mindeplade om det nuværende hus oprindelse og forhistorie med J.F. Kræmers tyske inskription, der giver et indtryk af mentaliteten efter branden og håbet om at huset må værnes mod flere ulykker. På denne måde knytter mindetavlen sig til historien, der prægede blandt andre Nørre Kvarter i perioden efter 1795.

De arkitektoniske værdier knytter sig i det ydre til det grundmurede hjørnehus, der med dets særlige udtryk og harmoniske fremtræden som forbindelsesled og point-de-vue for den forbipasserende. Gadens linjer samles af facaderne med taktfast anbragte vinduer og gennemgående gesimser over stueetagen og ved tagfoden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til elementerne af de bevarede planløsninger, de gennemgående traditionelle elementer, herunder fyldningsdøre, plankegulve og paneleringer i stuerne samt stukkaturen, der vidner om dispositioner og udsmykningsidealer med et behersket og enkelt udtryk. Dertil kommer hovedtrappen med alle detaljer og bitrapperne, der er afpasset deres funktioner i udtryk og form.

Læs videre om

• Knabrostræde 14, København
• Kongens Have, København
• Nyhavn 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen