Kongens Have (Slots- og Kulturstyrelsen)

I 1606 købte Christian IV 41 haver udenfor den daværende Østervold og anlagde her en stor have til både lyst og nytte. Det var på den tid almindeligt at velstående borgere havde haver uden for byen, der gav mulighed for at dyrke frugt og grønt, men også gav mulighed for at komme ud i noget frisk luft, væk fra bykernens ringe sanitære forhold.

Kongens Have blev anlagt efter renæssancens idealer, hvor arkitekturen skulle afspejle universets enkle og harmoniske grundformer; kvadratet, cirklen, kuben og de lige linjer. Haven var inddelt i kvadratiske planfelter med cirkelformede bede og fontæner.

I 1664 blev der plantet lindealléer langs de to hovedtværakser i haven, Kavaler- og Damegangen, som barokkens idealer fordrede. Som tidens havemode foreskrev, blev der også anlagt et stort parterre med springvand, som kunne ses fra slottets vinduer, på området hvor livgarden i dag har eksercerplads.

Allerede omkring 1730, da haven ikke længere blev brugt til fast kongeresidens, blev det muligt for ’honette folk’ at spadsere i haven efter anmodning. I 1785 overtog livgarden laurierhuset langs Øster Voldgade, og parterrehaven i havens sydvesthjørne blev under store folkelige protester straks nedlagt. Omkring 1770 blev havens vestlige del åbnet for offentligheden i dagtimerne.

Efter Københavns brand i 1795 blev der til anlæggelse af Kronprinsessegade afgivet et stort stykke af haven mod øst. Haven fik i 1808 en ny poetisk indramning i kraft af et smedejernsgitre sat mellem sandstenspiller og butikspavilloner, der med sin transparens også markerede havens tiltagende karakter som offentlig bypark. I 1820’erne blev haven delvist omlagt efter den engelske, romantiske havestil. Havens hovedakser og alléer beholdtes, men anlægget blev i høj grad præget af grønne plæner med indplantede, solitære træer, store busketter og slyngede stier.

Kongehusets urte- og blomsterproduktion, der lå i havens nordlige del, flyttede i 1909 til Fredensborg. Arealet, hvor driverierne havde ligget, blev integreret i haven, og haven blev åbnet med Dronningeporten i det nordlige hjørne. I 1929 blev Gothersgade udvidet, og haven fik også her en transparent gitterhegnsafgrænsning, kopieret fra hegnet langs Kronprinsessegade.

I århundredets sidste halvdel blev de slyngede stier gradvist erstattet af retlinjede stier i haven, og der blev tyndet kraftigt ud i den efterhånden stærkt tilgroede have, så de solitære træer på plænerne og allétræerne igen blev styrket. Der blev anlagt nye haveelementer, skabt som nyfortolkninger af renæssancens formsprog, men under hensyntagen til havens ændrede brug.

I 2006 blev havens 400-års jubilæum fejret, og der kom fokus på havens renæssancemæssige ophav. I 2007 udarbejdede SES en grundig perspektivplan for haven, der har styrket renæssancehavens træk yderligere.

Herkulespavillonen ligger som point de vue for enden af Kavalergangen, der er en af havens hovedakser. Pavillonen fik sin nuværende klassicistiske udformning i 1773, udelukkende for at være et fornemt bagtæppe for skulpturen ’Herkules og Løven’ der står i centrum af pavillonens forside. Den hvide marmorskulptur er skabt af den florentinske renæssance-billedhugger Giovanni Baratta og blev bragt til Danmark af Frederik IV i 1709. Skulpturen der står i pavillonen i dag er en nyhugget kopi fra 2006.

Hele pavillonen fremstår i lys puds med hvidmalede detaljer. Forsiden er symmetrisk opbygget med to glatpudsede fremspringende partier, der danner en rektangulær niche i midten. Her er skulpturen står opstillet flankeret af to doriske søjler. Bagvæggen er udstyret med et stort vinduesparti på 1.sal, og under vinduet løber en bred pudset gesims.

På forsiden af hver af de to fremspringende partier ses en rundbuet niche indrammet af to smalle pilastre, der bærer en trekantsfronton. I nicherne står marmorfigurer af Apollo og Flora, disse også udført af Baratta. Over hver fronton er indmuret et marmorrelief af henholdsvis Herkules og Omphale, begge udført til bygningen af Wiedewelt. Over hele nichen og sidepartierne løber en bred gesims med arkitrav, frise og kronliste, udført i træ. Frise og kronliste er udsmykket med triglyffer. Pavillonens store midterparti afsluttes foroven af en balustrade. På hver side af det samlede midterparti ses tilbagetrukne sidefløje, der er kvaderpudsede, og som afsluttes af en forenklet udgave af gesims og balustrade foroven – her udført i puds og træ.

Indgangsdørene til pavillonen sidder for enden af sidefløjene og kan ikke ses fra forsiden. Over hver dør sidder et stort vindue på 1. sal. Større vinduer og døre er malet mørkegrønne, og mindre vinduer på bagsiden er malet hvide.

Bagsiden af huset står i tyndpudset og kalket murværk med svungne murankre. På bagsiden ses også et trappetårn mod øst, der bryder med pavillonens symmetri. Trappetårnet står i bindingsværk med tyndpudsede tavl og er kalket over stok og sten.

Der er i dag indrettet restaurantkøkken i stueetagen og en festsal på 1. sal. Der er mange originale og/eller bevaringsværdige detaljer på døre og vinduer, og indretningen er generelt udført med respekt for bygningens historiske dele.

Herkulespavillonen har eksisteret lige så længe som Kongens Have og Rosenborg Slot. Pavillonen lå, dengang som nu, for enden af en af den nyligt anlagte haves hovedakser. Der er gisninger om, at der allerede lå et hus på grunden, da Christian IV erhvervede sig havestykkerne uden for byen, idet købssummen på netop dette lod var væsentligt dyrere end de øvrige. Udgifterne til opførelsen af lysthuset var også relativt beskedne, hvilket kunne tyde på, at der var tale om en ombygning i stedet for en nybygning.

I al fald omtales i 1606 ’Det Blå Lysthus’, og det beskrives som et lille hus i to etager med et spirkronet trappetårn på forsiden. I hver af gavlene lå en portgennemgang med murede hvælv og piller. Lysthuset fik sit navn efter det blå skifertag som ifølge byggeregnskaberne dækkede taget. Foran lysthuset lå en lille dam, der skulle krydses af en smal bro, og bagved lå en langstrakt karpedam, der først blev endelig nedlagt omkring forrige århundredeskifte.

I 1672 blev lysthuset ombygget i italiensk-inspireret barokstil af Lambert van Haven. Midtsektionen fik et fladt tag og blev udstyret med en balustrade. De to tilbagetrukne endefag blev opgraderet til tårne ved at få høje pyramideformede tage. Bygningen blev rødkalket over sin eksisterende lyse puds og kaldtes nu Det Røde Lysthus. Ved en stor restaurering i 2006 fandt man bygningsfysiske spor efter den røde kalkning med hvidt optrukne fuger.

I 1716 indrettedes i det ’Røde Lysthus’ angiveligt et af barokkens populære påfund, nemlig en Eremitagemaskine. Det er ikke endegyldigt påvist, om den reelt har eksisteret, men der tilkom i hvert fald et nyt trappetårn i bindingsværk på bagsiden, som stadig findes i dag.

I 1772 fik pavillonen så sin endelige ombygning ved C.F. Harsdorff. Ombygningen fulgte en længere diskussion om lysthusets nedrivning eller istandsættelse, da det efterhånden var forfaldet til en tarvelig stand. C.F. Harsdorff foreslog i stedet at omskabe bygningen til en passende kulisse for den fornemme Baratta-skulptur, der indtil da havde stået gemt af vejen i et hjørne af haven. Harsdorffs forslag var en billigere og bedre løsning, og den blev derfor godkendt med det samme. Harsdorff gik usentimentalt til værks. De to tårne blev brudt ned i højde med det flade tag på midtersektionen, og en bred del af facaden blev brudt ned for at skabe den dybe niche. Midterdelen blev glatpudset, imens de to tidligere tårne blev kvaderpudsede. Bagsiden var ligegyldig for Harsdorff, og den fik derfor lov at stå, blot overtrukket med hvid puds/kalkning.

Den nye ’Herkulespavillon’ var et fuldendt og mesterligt udført eksempel på Harsdorffs klassicisme, og betragtedes allerede i samtiden som et af hans hovedværker. Siden da har pavillonen stort set stået som Harsdorff efterlod den, dog med udsving i farven på pudsen. Den ses afbilledet i både rosa og lysegule udgaver, men ved den omfattende restaurering i 2006 fik den igen en lys puds, som vi i dag forbinder med klassicismens arkitektur. Pavillonen har gennem årene haft forskellig udnyttelse, bl.a. som bolig og konditori.

Indenfor er pavillonerne generelt renoverede, og de bruges til diverse butikslejemål. I enkelte kan findes ældre konstruktive bygningsdetaljer i skillevægge eller etageinddelinger, men da pavillonerne altid har været stærkt udsatte for fugtopstigning, er det begrænset, hvor meget originalt træmateriale der kan være bevaret.

Alle pavilloner er i dag udstyret med el, vand og afløb, og enkelte har ældre varmeinstallationer. Vinduerne varierer i alder og udstyr, men de fleste har i dag påsatte forsatsruder.

Ved genopbygningen efter Københavns brand i 1795 benyttede man sig af lejligheden til at foretage forskellige gadeudvidelser i byen. De berørte grundejere skulle have erstatning, og for at skaffe penge til det, afstod Kongen en stribe af ’Rosenborg Have’ mod øst, hvorpå der skulle anlægges en ny gade mod haven samt en stribe attraktive byggegrunde, der kunne indbringe pengene. Kronprinsessegade blev anlagt i 1800-1812.

Haven måtte i den forbindelse udstyres med en ny værdig indramning, og opgaven tilfaldt hofbygmester Peter Meyn, der i 1802 fremkom med sit forslag til et gitterhegn støttet af piller og butikspavilloner. Forslaget inkluderede tegninger til Kongeporten ved hjørnet til Gothersgade, der skulle være en ny og fornem indgang til haven, samt tegninger til Meyns Port, som han havde tiltænkt en placering ud for Dronningens Tværgade.

Porten er tegnet til at passe med vejbanen og de to fortovslinjer fra Dronningens Tværgade, og den skulle dermed være et smukt syn fra gadens perspektiv. Slotsgartner Lindegård derimod mente, at porten var bedre placeret for enden af havens hovedakse, således at portens midterlinje i stedet ville pege op mod slottet. Kongen bifaldt den sidstnævnte løsning, og porten står således overfor husrækken på Kronprinsessegade. Ved Dronningens Tværgade kom der så sent som i 1909 en simpel gitterport.

Pavillonerne var tegnet i en streng klassicisme og var helt uden åbninger, foruden døren og det lille buede vindue ovenover. De lukkede, mørke kasser var fra begyndelsen plaget af fugtproblemer, og det var svært at skaffe lejere til de dårligt egnede butikslokaler. I 1850’erne blev der for første gang givet tilladelse til at isætte to vinduer i facaden, hvilket hurtigt spredte sig til alle de øvrige. Ved samme tid kom der også både etageopdelinger, skillevægge og vinduer på bagsiden mod haven, alt sammen for at gøre vilkårene mere attraktive for lejerne.

Var der stille i Kronprinsessegade, så blev der til gengæld stadigt mere trafik og færdsel i Gothersgade. I slutningen af 1920’erne blev vejen udvidet, og i den forbindelse blev Eksercerhuset og Brøndkuranstalten langs vejen nedrevet. Kongeporten blev sat på ruller og flyttet længere ind for at gøre plads til det nye vejforløb.

Den nye afgrænsning mod Gothersgade blev en kopi af Kronprinsessegadehegnet, dog her uden pavilloner, da man mente, det ville berøve de oprindelige pavilloner deres forretningsgrundlag. Meyns pavilloner fik kun to yngre slægtninge ved indgangen overfor Landemærket. Hegnet og de to pavilloner langs Gothersgade er ikke fredet.