Kongens Have (Slots- og Kulturstyrelsen)

Kort over Rosenborg og Kongens Have
Af .

Artikelstart

Kongens Have var oprindeligt en renæssancehave, og den stramme kvadratiske inddeling kan stadig spores i haven i dag, 600 år efter dens anlæggelse. Havens centrale stinet orienterer sig ikke efter de omkringliggende veje, men derimod efter slottets egen længderetning, og det afslører, at slottet og haven blev anlagt, inden byens vejnet var nået hertil.

Haven rummer en række forskellige delelementer og særhaver, hvilket giver havens rumligheder varierende karakterer. I haven ses også adskillige skulpturer, der fungerer som dekorationer og/eller fikspunkter. Vigtigst for havens historiske karakter er de alléer og stier, der markerer renæssancehavens oprindelige inddeling, og som også er det bærende greb i havens struktur i dag.

Havens hovedakse begynder ved slottets sydøstre gavl og løber ud til Meyns Port på Kronprinsessegade. Vinkelret på denne hovedakse går de to store lindealléer, Kavalergangen og Damegangen, der menes at være de ældst anlagte i Danmark. Der er dog stort set ingen af de oprindelige træer tilbage. Parallelt med hovedaksen – nord for Rosenhaven – løber Husallé, hvis træer til gengæld er nogle af de ældste i landet. Også Herkulesalléen og stien, der løber på tværs foran slottets voldgrav, har oprindelse i Christian IV’s gamle have.

Haven i dag afspejler de mange forskellige haveidealer, interesser og anvendelsesmåder, der er kommet til gennem årene. Haven kan derfor ikke karakteriseres som en rendyrket renæssancehave, men snarere som en have bestående af et skelet fra renæssancetiden med senere tilkomne elementer.

Haven er i dag en ekstremt populær og benyttet bypark for københavnerne, såvel som en yndet turistattraktion i forbindelse med Rosenborg Slot og Kongernes Kronologiske Samling.

Tidslinje over Rosenborg og Kongens Have
Af .

Historie

1600-tallet

I 1606 købte Christian IV 41 haver udenfor den daværende Østervold og anlagde her en stor have til både lyst og nytte. Det var på den tid almindeligt at velstående borgere havde haver uden for byen, der gav mulighed for at dyrke frugt og grønt, men også gav mulighed for at komme ud i noget frisk luft, væk fra bykernens ringe sanitære forhold.

Kongens Have blev anlagt efter renæssancens idealer, hvor arkitekturen skulle afspejle universets enkle og harmoniske grundformer; kvadratet, cirklen, kuben og de lige linjer. Haven var inddelt i kvadratiske planfelter med cirkelformede bede og fontæner.

I 1664 blev der plantet lindealléer langs de to hovedtværakser i haven, Kavaler- og Damegangen, som barokkens idealer fordrede. Som tidens havemode foreskrev, blev der også anlagt et stort parterre med springvand, som kunne ses fra slottets vinduer, på området hvor livgarden i dag har eksercerplads.

1700-tallet

Allerede omkring 1730, da haven ikke længere blev brugt til fast kongeresidens, blev det muligt for ’honette folk’ at spadsere i haven efter anmodning. I 1785 overtog livgarden laurierhuset langs Øster Voldgade, og parterrehaven i havens sydvesthjørne blev under store folkelige protester straks nedlagt. Omkring 1770 blev havens vestlige del åbnet for offentligheden i dagtimerne.

1800-tallet

Efter Københavns brand i 1795 blev der til anlæggelse af Kronprinsessegade afgivet et stort stykke af haven mod øst. Haven fik i 1808 en ny poetisk indramning i kraft af et smedejernsgitre sat mellem sandstenspiller og butikspavilloner, der med sin transparens også markerede havens tiltagende karakter som offentlig bypark. I 1820’erne blev haven delvist omlagt efter den engelske, romantiske havestil. Havens hovedakser og alléer beholdtes, men anlægget blev i høj grad præget af grønne plæner med indplantede, solitære træer, store busketter og slyngede stier.

1900-tallet

Kongehusets urte- og blomsterproduktion, der lå i havens nordlige del, flyttede i 1909 til Fredensborg. Arealet, hvor driverierne havde ligget, blev integreret i haven, og haven blev åbnet med Dronningeporten i det nordlige hjørne. I 1929 blev Gothersgade udvidet, og haven fik også her en transparent gitterhegnsafgrænsning, kopieret fra hegnet langs Kronprinsessegade.

I århundredets sidste halvdel blev de slyngede stier gradvist erstattet af retlinjede stier i haven, og der blev tyndet kraftigt ud i den efterhånden stærkt tilgroede have, så de solitære træer på plænerne og allétræerne igen blev styrket. Der blev anlagt nye haveelementer, skabt som nyfortolkninger af renæssancens formsprog, men under hensyntagen til havens ændrede brug.

Haven i det 21. århundrede

I 2006 blev havens 400-års jubilæum fejret, og der kom fokus på havens renæssancemæssige ophav. I 2007 udarbejdede SES en grundig perspektivplan for haven, der har styrket renæssancehavens træk yderligere.

Herkulespavillonen

Bygningsbeskrivelse

Herkulespavillonen ligger som point de vue for enden af Kavalergangen, der er en af havens hovedakser. Pavillonen fik sin nuværende klassicistiske udformning i 1773, udelukkende for at være et fornemt bagtæppe for skulpturen ’Herkules og Løven’ der står i centrum af pavillonens forside. Den hvide marmorskulptur er skabt af den florentinske renæssance-billedhugger Giovanni Baratta og blev bragt til Danmark af Frederik IV i 1709. Skulpturen der står i pavillonen i dag er en nyhugget kopi fra 2006.

Hele pavillonen fremstår i lys puds med hvidmalede detaljer. Forsiden er symmetrisk opbygget med to glatpudsede fremspringende partier, der danner en rektangulær niche i midten. Her er skulpturen står opstillet flankeret af to doriske søjler. Bagvæggen er udstyret med et stort vinduesparti på 1.sal, og under vinduet løber en bred pudset gesims.

På forsiden af hver af de to fremspringende partier ses en rundbuet niche indrammet af to smalle pilastre, der bærer en trekantsfronton. I nicherne står marmorfigurer af Apollo og Flora, disse også udført af Baratta. Over hver fronton er indmuret et marmorrelief af henholdsvis Herkules og Omphale, begge udført til bygningen af Wiedewelt. Over hele nichen og sidepartierne løber en bred gesims med arkitrav, frise og kronliste, udført i træ. Frise og kronliste er udsmykket med triglyffer. Pavillonens store midterparti afsluttes foroven af en balustrade. På hver side af det samlede midterparti ses tilbagetrukne sidefløje, der er kvaderpudsede, og som afsluttes af en forenklet udgave af gesims og balustrade foroven – her udført i puds og træ.

Indgangsdørene til pavillonen sidder for enden af sidefløjene og kan ikke ses fra forsiden. Over hver dør sidder et stort vindue på 1. sal. Større vinduer og døre er malet mørkegrønne, og mindre vinduer på bagsiden er malet hvide.

Bagsiden af huset står i tyndpudset og kalket murværk med svungne murankre. På bagsiden ses også et trappetårn mod øst, der bryder med pavillonens symmetri. Trappetårnet står i bindingsværk med tyndpudsede tavl og er kalket over stok og sten.

Interiør

Der er i dag indrettet restaurantkøkken i stueetagen og en festsal på 1. sal. Der er mange originale og/eller bevaringsværdige detaljer på døre og vinduer, og indretningen er generelt udført med respekt for bygningens historiske dele.

Bygningshistorie

Herkulespavillonen har eksisteret lige så længe som Kongens Have og Rosenborg Slot. Pavillonen lå, dengang som nu, for enden af en af den nyligt anlagte haves hovedakser. Der er gisninger om, at der allerede lå et hus på grunden, da Christian IV erhvervede sig havestykkerne uden for byen, idet købssummen på netop dette lod var væsentligt dyrere end de øvrige. Udgifterne til opførelsen af lysthuset var også relativt beskedne, hvilket kunne tyde på, at der var tale om en ombygning i stedet for en nybygning.

I al fald omtales i 1606 ’Det Blå Lysthus’, og det beskrives som et lille hus i to etager med et spirkronet trappetårn på forsiden. I hver af gavlene lå en portgennemgang med murede hvælv og piller. Lysthuset fik sit navn efter det blå skifertag som ifølge byggeregnskaberne dækkede taget. Foran lysthuset lå en lille dam, der skulle krydses af en smal bro, og bagved lå en langstrakt karpedam, der først blev endelig nedlagt omkring forrige århundredeskifte.

I 1672 blev lysthuset ombygget i italiensk-inspireret barokstil af Lambert van Haven. Midtsektionen fik et fladt tag og blev udstyret med en balustrade. De to tilbagetrukne endefag blev opgraderet til tårne ved at få høje pyramideformede tage. Bygningen blev rødkalket over sin eksisterende lyse puds og kaldtes nu Det Røde Lysthus. Ved en stor restaurering i 2006 fandt man bygningsfysiske spor efter den røde kalkning med hvidt optrukne fuger.

I 1716 indrettedes i det ’Røde Lysthus’ angiveligt et af barokkens populære påfund, nemlig en Eremitagemaskine. Det er ikke endegyldigt påvist, om den reelt har eksisteret, men der tilkom i hvert fald et nyt trappetårn i bindingsværk på bagsiden, som stadig findes i dag.

I 1772 fik pavillonen så sin endelige ombygning ved C.F. Harsdorff. Ombygningen fulgte en længere diskussion om lysthusets nedrivning eller istandsættelse, da det efterhånden var forfaldet til en tarvelig stand. C.F. Harsdorff foreslog i stedet at omskabe bygningen til en passende kulisse for den fornemme Baratta-skulptur, der indtil da havde stået gemt af vejen i et hjørne af haven. Harsdorffs forslag var en billigere og bedre løsning, og den blev derfor godkendt med det samme. Harsdorff gik usentimentalt til værks. De to tårne blev brudt ned i højde med det flade tag på midtersektionen, og en bred del af facaden blev brudt ned for at skabe den dybe niche. Midterdelen blev glatpudset, imens de to tidligere tårne blev kvaderpudsede. Bagsiden var ligegyldig for Harsdorff, og den fik derfor lov at stå, blot overtrukket med hvid puds/kalkning.

Den nye ’Herkulespavillon’ var et fuldendt og mesterligt udført eksempel på Harsdorffs klassicisme, og betragtedes allerede i samtiden som et af hans hovedværker. Siden da har pavillonen stort set stået som Harsdorff efterlod den, dog med udsving i farven på pudsen. Den ses afbilledet i både rosa og lysegule udgaver, men ved den omfattende restaurering i 2006 fik den igen en lys puds, som vi i dag forbinder med klassicismens arkitektur. Pavillonen har gennem årene haft forskellig udnyttelse, bl.a. som bolig og konditori.

Mur, hegn, porte, pavilloner

Langs Sølvgade mod nord er anlagt en høj havemur i gule teglsten, taktfast inddelt af murpiller. Muren danner en effektiv afgrænsning mellem den befærdede gade og staudebedene i haven, der ligger i hele murens længde. De første dele af muren blev opført så tidligt som 1732, og der ses stadig enkelte ældre dele af muren, selvom størstedelen er af nyere dato.

Afgrænsningen af haven mod øst og syd er langt mere åben og transparent. Her løber ensartede gitterhegn langs Gothersgade og Kronprinsessegade, taktfast inddelt af sandstenspiller. Hegnet langs Gothersgade er opført senere og er ikke fredet, men det indgår i en arkitektonisk helhed sammen med hegnet langs Kronprinsessegade.

Langs Kronprinsessegade er gitterhegnet yderligere inddelt af i alt 14 små butikspavilloner samt af Meyns port, der ligger for enden af havens hovedakse. Rækken af pavilloner afsluttes mod nord af en skråtstillet pavillon ved hjørnet til Sølvgade og mod syd af den store Kongeport, der ved hjørnet til Gothersgade er flankeret af to pavilloner.

I store træk er alle pavillonerne ens og henvender sig primært mod gaden i form af en åben, dekoreret facade, imens havesiden er relativt lukket. Undtagelserne er restauranten i nr. 23 og dukketeateret i nr. 21, der har henholdsvis serveringslokale/-terrasse og publikumspladser i haven. Pavillonerne er udført i klassicistisk stil og har en kubisk grundform kronet med en stor trekantsfronton mod gaden. Både hegn og pavilloner står på sokler af Nexø sandsten. Pavillonerne er opført i massive 1,5-2 stens murede vægge og er pudset med en lys puds.

Dørene sidder centralt på facaderne og har små to-trinstrapper i sandsten foran. De er sandstensindfattede, og over dem er placeret en dækplade som bæres af to klassicistiske konsoller i sandsten. På hver side af dørene sidder et stort aflangt vindue, og over dækpladen ses et halvcirkulært vindue med vifteformet sprosseværk. Alt træværk er malet mørkegrønt. På havesiden ses enkelte mindre vinduer af varierende placering og størrelse. Overgangen mellem facade og tag markeres af en kraftig gesims, der hovedsageligt er udført i sandsten på forsiden og trukket/støbt på havesiden. De store trekantsfrontoner danner tagets hældning bagtil, og det blytækkede tag er valmet mod havesiden.

Interiør

Indenfor er pavillonerne generelt renoverede, og de bruges til diverse butikslejemål. I enkelte kan findes ældre konstruktive bygningsdetaljer i skillevægge eller etageinddelinger, men da pavillonerne altid har været stærkt udsatte for fugtopstigning, er det begrænset, hvor meget originalt træmateriale der kan være bevaret.

Alle pavilloner er i dag udstyret med el, vand og afløb, og enkelte har ældre varmeinstallationer. Vinduerne varierer i alder og udstyr, men de fleste har i dag påsatte forsatsruder.

Kronprinsessegade nr. 13

Pavillonen på Kronprinsesse 13 er som den eneste udbygget kraftigt. I 1872 blev den lille pavillon (der dengang husede konditori) betragteligt udvidet med en muret tilbygning, der stilmæssigt søgte at ligne Herkulespavillonens klassicisme. Over den balustrade-omkransede tagflade tittede en ”mini-pavillon” med trekantsfronton op og gav adgang til udsigten over haven. Enkelte vinduer fra denne periode kan stadig ses på pavillonens nordfacade, og indvendigt sidder stadig en ældre trappe på samme placering, som da den blev etableret i 1872.

Omkring år 1900 tilkom den store, verandalignende tilbygning i træ, der stadig dominerer pavillonen mod haven. Den murede pavillon på taget blev fjernet, og der kom et samlet, helvalmet tag over begge tilbygninger. Denne tilbygning havde – og har stadig – et romantisk udtryk, med udskårne forgyldte detaljer på træværket.

Siden er der kommet adskillige store tilbygninger til, primært langs hegnet til begge sider, og det samlede udtryk er i dag et amorft konglomerat af bygningsdele. Trappeløbet fra 1872 er genetableret op til en karnaplignende tilbygning på taget, der i dag rummer små kontorer. De fleste nyere tilbygninger er udført i træ, hvilket på trods deres omfangsrige udstrækning giver dem et formildende midlertidigt udtryk.

Bygningshistorie

Ved genopbygningen efter Københavns brand i 1795 benyttede man sig af lejligheden til at foretage forskellige gadeudvidelser i byen. De berørte grundejere skulle have erstatning, og for at skaffe penge til det, afstod Kongen en stribe af ’Rosenborg Have’ mod øst, hvorpå der skulle anlægges en ny gade mod haven samt en stribe attraktive byggegrunde, der kunne indbringe pengene. Kronprinsessegade blev anlagt i 1800-1812.

Haven måtte i den forbindelse udstyres med en ny værdig indramning, og opgaven tilfaldt hofbygmester Peter Meyn, der i 1802 fremkom med sit forslag til et gitterhegn støttet af piller og butikspavilloner. Forslaget inkluderede tegninger til Kongeporten ved hjørnet til Gothersgade, der skulle være en ny og fornem indgang til haven, samt tegninger til Meyns Port, som han havde tiltænkt en placering ud for Dronningens Tværgade.

Porten er tegnet til at passe med vejbanen og de to fortovslinjer fra Dronningens Tværgade, og den skulle dermed være et smukt syn fra gadens perspektiv. Slotsgartner Lindegård derimod mente, at porten var bedre placeret for enden af havens hovedakse, således at portens midterlinje i stedet ville pege op mod slottet. Kongen bifaldt den sidstnævnte løsning, og porten står således overfor husrækken på Kronprinsessegade. Ved Dronningens Tværgade kom der så sent som i 1909 en simpel gitterport.

Pavillonerne var tegnet i en streng klassicisme og var helt uden åbninger, foruden døren og det lille buede vindue ovenover. De lukkede, mørke kasser var fra begyndelsen plaget af fugtproblemer, og det var svært at skaffe lejere til de dårligt egnede butikslokaler. I 1850’erne blev der for første gang givet tilladelse til at isætte to vinduer i facaden, hvilket hurtigt spredte sig til alle de øvrige. Ved samme tid kom der også både etageopdelinger, skillevægge og vinduer på bagsiden mod haven, alt sammen for at gøre vilkårene mere attraktive for lejerne.

Var der stille i Kronprinsessegade, så blev der til gengæld stadigt mere trafik og færdsel i Gothersgade. I slutningen af 1920’erne blev vejen udvidet, og i den forbindelse blev Eksercerhuset og Brøndkuranstalten langs vejen nedrevet. Kongeporten blev sat på ruller og flyttet længere ind for at gøre plads til det nye vejforløb.

Den nye afgrænsning mod Gothersgade blev en kopi af Kronprinsessegadehegnet, dog her uden pavilloner, da man mente, det ville berøve de oprindelige pavilloner deres forretningsgrundlag. Meyns pavilloner fik kun to yngre slægtninge ved indgangen overfor Landemærket. Hegnet og de to pavilloner langs Gothersgade er ikke fredet.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver