Sankt Petri Kirke og gravkapeller - Slots- og Kulturstyrelsen

Korskirken Sankt Petri Kirke ligger centralt placeret i Københavns gamle middelalderby. Kirken er opført som en sengotisk middelalderkirke i 1400-tallet og er dermed den ældste bevarede bygning i det indre København. Den røde teglstenskirke blev med tårn, gravkapeller samt hegnsmure og porte fredet i 1985. Både kirke og gravkapeller er ejet af den danske stat, men tidsubegrænset stillet til rådighed for Skt. Petri Tyske Menighed til brug for gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige aktiviteter.

Tidslinje over Sankt Petris historie
Af .

Bygningshistorie

Middelalderkirken

Sankt Petri Kirke hed i middelalderen Sankt Peders Kirke og var en af fire sognekirker i København. Den dækkede Københavns Nørre Kvarter, et sogn, der blev afgrænset af bymuren, Nørregade og Vestergade.

Middelalderkirken, der efterfulgte en tidligere sognekirke på samme sted, blev opført i midten af 1400-tallet som en enskibet sengotisk teglstenskirke med en facade opdelt af støttepiller og vinduer og et korparti mod øst ud til Nørregade. Først nogle årtier efter kirkens indvielse blev opførelsen af et kirketårn påbegyndt. Tårnet blev afsluttet med saddeltag og trappegavle.

Kirkegården omkring bygningen var på dette tidspunkt mindre end den nuværende kirkegård. Den blev som nu afgrænset af Nørregade og Sankt Peders Stræde, men nåede ikke helt ud til Larslejsstræde. Arealet mellem kirkegården og Larslejsstræde var bebygget og privat ejet.

Reformationen

Ved reformationen kom Sankt Peders kirke under Kronen og blev derefter nedlagt som sognekirke. Efter at al kirkelig virksomhed således var ophørt, tjente kirkebygningen i næsten halvtreds år som kongelig støbehal for klokker og kanoner. Dette medførte, at intet af kirkens inventar eller udsmykning fra middelalderen er bevaret.

Sankt Petri Tyske Kirke

I 1585 besluttede Kong Frederik II at overlade kirkebygningen til den tyske menighed i byen, hvilket indvarslede en ny epoke i bygningens historie. Den hed herefter Sankt Petri Kirke. Kongens bygmester Hans von Steenwinkel fik til opgave at istandsætte og genindrette bygningen til kirkebrug. Forholdene var beskedne og menigheden var på dette tidspunkt lille.

Kirketårnet får et spir

Den næste konge, Christian IV, ville have, at hans residensstad København fremstod storslået og moderne. Da han fandt Sankt Petri Kirkes fremtoning gammeldags og landsbyagtig, lod man i 1609 opsætte et højt spir på kirkens tårn dækket med skifer.

Udvidelse af Sankt Petri Kirke

Petri tyske menighed voksede hurtigt i det 17. århundrede på grund af de store indvandringer af tyske håndværkere og handelsfolk under Christian IV. Menighedens pladsbehov ændrede sig derfor, og i 1630’erne beordrede kongen derfor en større udvidelse af Sankt Petri Kirke. Kirken blev nu udvidet til mere end det dobbelte areal. Der blev tilføjet et tværskib bestående af to korsarme mod nord og syd, hvorved der opstod en korskirke. De nye rumelementer gentog i højde og fagstørrelse den oprindelige middelalderkirkes mål, men ved vinduesformer, detaljer og profiler fik de præg af 1600-tallets smag.

Gravkapellerne

I det 17. og 18. århundrede var mange af rigets mest magtfulde og velhavende familier medlemmer af menigheden, og Sankt Petri kirke var et søgt begravelsessted. Man løste pladsproblemet ved over en årrække at opføre en serie af gravkapeller langs kirkegårdens nordre skillelinje. I 1648 opførtes således Lange Kapel. Kapellets oprindelige udseende er ukendt, men man kender bygningens udstrækning, som har bestemt visse træk vedrørende dimensionering og placering af de to efterfølgende kapelbygninger der endnu er bevarede.

Efter Skt. Peder sognekirke var blevet til Sankt Petri Tyske Kirke, havde man lidt efter lidt opkøbt de omliggende ejendomme til brug for menigheden. Dette muliggjorde nu, at man kunne inddrage et større område til kirkegården og udbygge kapellet. I 1681 blev Store Kapel opført i forlængelse af Lange Kapel som et klosterlignende anlæg med en bred hovedfløj mod syd og to tværfløje mod nord.

Udsmykningen af kapellerne var overladt til gravstedernes private købere, men kirkekollegiet må have udstukket overordnede retningslinjer for deres udformning. Enekapellerne adskilte man fra vandrehallerne og hinanden ved kostbart forarbejdede smedejernsgitre, bag hvilke der opstilledes pragtsarkofager med tilhørende epitafier. Formentlig har nogle af sidekapellerne oprindeligt været udsmykket med vægmalerier. Af disse er kun et malet draperi fra 1734 bevaret omkring Michael Wibes epitafium

Udvidelse af den nordre korsarm

Kun 60 år efter at middelalderkirken var blevet udvidet med tværskibet, var bygningen atter blevet for lille til menigheden. Nordre korsarm blev derfor i 1690, under Christian V, udvidet mod nord. For at give plads til udvidelse af den nordre korsarm måtte man nedbryde et stykke af Lange Kapel. Samtidigt blev korpartiets gavl mod Nørregade ændret til sin nuværende afdækning med frontispice og sandstensdetaljer. Den havde indtil da haft en middelalderlig trappegavl.

Københavns brand i 1728

Under Københavns brand i 1728 skete der store skader på Sankt Petri Kirke og Gravkapeller. Kirkens tagkonstruktion og spir brændte. Nogle hvælv styrtede ned, og med få undtagelser blev alt kirkeinventar ødelagt. Det gamle Lange Kapel blev komplet ruineret og stod ikke til at redde. Store Kapels tagværk brændte, men derudover slap bygningen nogenlunde uskadt.

I første omgang var den vigtigste opgave at bringe selve kirken under tag. Den øverste del af kirkens mure, der var blevet ødelagt af branden, blev borthugget og derefter fyldt op med nyt murværk og nye gesimssten. Kirkens hvælvinger, både de nedstyrtede og de øvrige, blev repareret. Portalen i søndre korsarm, der formodentlig var et fremskudt muret vindfang, kunne ikke reddes efter branden og blev nyopført af billedhuggeren Didrik Gercken. Østgavlens sandstensfronton var så ildskørnet, at den måtte erstattes af en ny. Over denne anbragtes den lille barokvase, der endnu se over gavlens top. Arbejdet blev udført i løbet af 1731 og kirken blev genindviet samme år.

Kirketårnets spir, der var nedstyrtet under branden, skulle endvidere genrejses. Da man fik tilladelse af kongen til at forhøje den murede del af tårnet, opførtes et parti med foranliggende vægtergang oven på det gamle tårns svære mure. Forhøjelsen dannede afsæt for spiret, der var kobbertækket og havde karnissvunget kuppel og derover en firesiddet lanterne.

I 1739 blev der opført et kapel der, hvor det gamle lange kapel tidligere havde ligget. Det nye Lange Kapel blev opført i forlængelse af og føjet sammen med Store Kapels sydfløj. Kapellet blev bygget efter samme princip som det eksisterende kapel fra 1681 med samme dimensioner, samme gesimshøjde, de samme detaljer og den samme indre og ydre opbygning, og herefter oplevedes de to kapeller som en enhed. Mellem det lange kapel og kirkens nordre korsarm opførtes samtidigt et lille trappehus, der fungerede som forbindelsesled mellem kirken og kapellet.

Kirketårnets fjerde og endnu bevarede spir

20 år efter, at der var blevet opsat et nyt kirkespir, blussede en diskussion op om et mere fremtrædende spir. Frederik V, der havde deltaget aktivt i debatten, beordrede Hofarkitekten Nicolai Eigtved til at udarbejde et forslag til et nyt spir. Samtidigt udarbejdede tømrermester Johan Boye Junge, der var et fremtrædende medlem af den tyske menighed, også et forslag. Da Eigtved døde i 1754 fik Boye Junge opgaven. Efter spirets færdiggørelse fremstod Sankt Petri i store træk, som vi oplever den i dag.

Det engelske bombardement

Under det engelske bombardement af København i september 1807 blev Nørre Kvarter hårdt ramt. Store dele af kvarterets bygninger blev ødelagt. Men Sankt Petri Kirke blev, på trods af den blev ramt af mange granater, reddet fra at nedbrænde. I kirkens indre blev en del af inventaret ødelagt, og kirken måtte lukkes indtil reparationer var gennemført. Kapellerne var som helhed bevaret, men tag og hvælvinger var gennemhullede flere steder, to gravkrypter blev sprængt, og desuden ødelagdes flere af sydfløjens sidekapeller af bombernes nedslag. En del af de kanonkugler, der fandtes ved oprydningen efter bombardementet, er i dag ophængt under hvælvingerne i kapellet.

Menighedens økonomi var på dette tidspunkt stærkt svækket, og det tog ni år at sætte kirken i stand igen efter bombardementet. I 1815 gik byggearbejdet i gang, og kirken blev genindviet året efter i 1816.

Kirkebygningens forfald

Den tyske menigheds storhedstid ophørte med konflikten mellem kongeriget og hertugdømmerne i 1848. Det gik med et slag ned af bakke med menighedens størrelse og økonomiske formåen, hvilket bygningskompleksets vedligeholdelse led under.

Alligevel gennemgik kirken en hovedreparation i 1865 under ledelse af arkitekt H. C. Stilling. Før denne tid havde kirken stået pudset, men nu blev murene renset. Vinduerne fik nye sålbænke af støbejern, og i kirkens interiør skete der store ændringer. Kirkens tårnrum deltes op i to etager, og det meste af vestvinduet blev muret til. Et nyt stort vindfang blev indbygget i kirken foran den søndre portal. Man kasserede de eksisterende stolestader og pulpiturer fra barokken og udførte nye stolestader i hele kirken. Kirken fik bræddegulv, og man installerede et varmeapparat, der efterfølgende viste sig at fungere meget dårligt. Hovedreparationen var omfattende og unødig kostbar, og flere af de trufne dispositioner gav anledning til stærk kritik i samtiden. I årene 1898-1920 blev klare glasruder i kirkens vinduer erstattet med farvede ruder med nygotiske glasmalerier.

I de følgende over hundrede år indskrænkede menighedens økonomiske mulighed for pleje af kirkens bygninger sig til de allermest nødvendige reparationer, og til sidst manglede der også penge hertil. Først i 1970 fandt man midler, der gjorde det muligt at restaurere kirketaget og give kirkespiret ny kobberbeklædning. I 1985 blev Sankt Petri Kirke og ravkapeller fredet.

Restaureringen 1994-1999

Konsekvensen af, at menigheden ikke længere havde midler til hverken at vedligeholde eller stå for gennemgribende istandsættelser af bygningskomplekset, var, at den danske stat i 1994 overtog ansvaret for kirkens bygninger med en aftale om, at den tyske menighed forsat skulle have brugsretten over bygningerne.

En gennemgribende restaurering af bygningskomplekset blev herefter gennemført af Slots – og Ejendomsstyrelsen i årene 1994-1999 ved arkitekt Hans Munk Hansen. Restaureringen blev gennemført efter det princip, at alle ændringer skulle være reversible, hvis der i fremtiden skulle opstå nye behov eller ændret smag.

Kirken blev igen åbnet for dagslyset. Man åbnede det store tilmurede vestvindue og isatte klart glas i alle kirkens vinduer, da de eksisterende farvede ruder med nygotiske glasmalerier var meget mørke og dertil kom, at en del også var ødelagte.

Den nordligste del af tværskibet, der blev tilføjet korskirken i 1691, blev med en muret væg udskilt fra selve kirkerummet og indrettet til menighedssal, mens der i krypten under salen blev indrettet forskellige servicerum. Udskillelsen af kirkeskibe ændrede balancen i kirkerummet, der nu havde et helt symmetrisk korsformet grundplan.

Man genetablerede kirkens hovedakse. Den store spidsbuede åbning mellem tårnrum og hovedskib blev igen åbnet og befriet for træskillevægge, og vestportalen til kirken blev genskabt. Vest-øst-aksen blev ført videre op til alteret, der blev rykket frem og placeret på aksen midt i koret. Kirkens faste stolestader blev koncentreret i hovedskibet. Orglet, der havde stået i vest, blev flyttet til nordskibets midterfag.

De skadede dele af gravkapellerne blev istandsat eller udskiftet og alle tage dækket med nye, håndstrøgne vingetegl. Flere af de epitafier, som gravkapellerne rummer, var ved at falde ned, da deres forankringer i muren var rustet op. De blev demonteret og genopsat. I gravkapellernes vandrehaller var der opstillet en del kister fra nyere tid. Disse slørede vandrehallernes rumforløb og blev derfor nedsænket i ledige krypter under gulvet. Endelig blev der etableret et kolumbarium til urnebisættelser i et af sidekapellerne i sydfløjen.

Kirkegården

I det ydre blev der gennemført en åbning af bygningskomplekset mod omgivelserne ved at åbne alle tilmurede gamle åbninger i kirkegårdsmuren igen.

Bygningsbeskrivelse

Sankt Petri Kirke og Gravkapeller ligger i Københavns middelalderby. Bygningskomplekset og den tilhørende kirkegård omkranses mod byen af en høj hegnsmur af røde tegl. Porte med gitterlåger i hegnsmuren giver adgang til kirkegårdsområdet fra henholdsvis Nørregade, Sankt Peders Stræde og Larslejsstræde.

Kirkens omgivelser

Kirkepladsen er grusbelagt med mindre græspartier og store gamle træer. Syd for kirken er der en mindre brostensbelagt plads. I området øst for kirkens kor og korsfløje er der græsplæne op til bygningen og en sti, der fører omkring kirken langs hegnsmuren. I muren er der rundbuede nicher; i nogle af dem er der opsat gravminder. På området markerer stier af granitfliser og chaussesten ganglinjer og forbindelser mellem indgange til bygningsanlægget og porte i hegnsmuren.

Mod nord indrammer gravkapellernes trefløjede anlæg og hegnsmuren et lukket gårdrum kaldet Urtehaven, der har karakter af klostergård. I Urtehaven er der en række liggende gravplader i græsplanen.

Bygningsvolumener

Sankt Petri Kirke er en korskirke med hovedskibet orienteret øst- vest. Mød øst afsluttes hovedskibet af et polygonalt kor, og den vestlige ende udgøres af et højt kirketårn. Syd og nord om hovedskibet ligger tværskibets nordre og søndre korsarm, der er sammenhængende i tagkonstruktionen og dermed højere end hovedskibet. Nordre korsarms udstrækning er dobbelt så stor som søndre korsarms.

En lille mellembygning i to etager danner overgang mellem nordre korsarm og gravkapellerne.

Gravkapellerne består af en hovedfløj, der strækker sig fra mellembygningen til Larslejsstræde og to sidefløje, der udgår fra hovedfløjen på nordsiden. Sidefløjene afsluttes af små enekapeller.

Kirken

Kirken er grundmuret og har granitsokler, der er synlige i flere facader. Hovedskibet er opført af røde munkesten, mens der i tværskibets murværk ses en del variationer i stenformater. Hovedskib og tværskib har sadeltage dækket med sortglaserede tegl. Tagfladerne afsluttes mod facaden af kobberinddækkede fodrender.

På kirkens facader ses støttepiller, der er regelmæssigt placeret. I hvert fag, mellem støttepillerne, er der høje vinduer. Vinduerne i hovedskibets kor er rigt profilerede og spidsbuede, mens vinduerne i tværskibets facader er rundbuede. Omkring dem alle er der dobbeltfalsede indfatninger med rundede kanter. Alle vinduerne er blyindfattede. Facaderne afsluttes af en høj hovedgesims. På koret er der endvidere en gesims, som består af en frise af to savsnit med mellemliggende løberskifte under hovedgesimsen.

Korets gavl følger den polygonale plan og består derfor af et højt smalt midterfag og to skråt afskårne sidefag, hvori der er blændinger og pilastre. Midterfaget afsluttes af en trekantsgavl med sandstensgesims, hvorpå der står en sandstensvase.

Tværskibets gavlfacader har strømskifter under glatte kamme. Oppe i gavltrekantenerne er der rundbuede glamhuller. Her ses endvidere en del murankre. På søndre korsarms gavlfacade omkranser en sandstensportal en rundbuet døråbning, som giver adgang til kirken. Over dørens bueslag ses Christian VI’s våbenskjold omgivet af volutter og akantusblade, og over våbenets kongekrone står kirkens skytsengel, Sankt Peter.

Kirkens tårn har en kvadratisk grundplan og er opbygget i tre partier. Til tårnet knytter sig to trappetårne, hvor et trappetårn giver adgang til tårnets etager og et fører op til kirkens store tagrum. Tårnets to nedre partier er opført i røde teglsten med blændinger i murværket. I murværket ses forskellige forbandter, hvilket vidner om, at tårnet har gennemgået flere byggeperioder. I tårnets facade mod kirkepladsen er der i midteraksen en indgang til kirken, kaldet Vestportalen. Et stykke over indgangen er et højt, spidsbuet og rigt profileret vindue. Øverst findes et tilbagespringende parti i et stokværk med en foranliggende vægtergang. Endelig ses et kobberspir, der består af en dobbeltkrum løgformet underdel, to stokværk og en kegleformet afslutning og vindfløj.

Mellembygning

Mellembygningen, der er grundmuret på en granitsokkel, er to etager høj og to fag bred. Hvert andet skifte er af gule teglsten og hver andet af røde. Bygningens sadeltag er tækket med røde vingetegl. I facaden mod kirkepladsen er der en rundbuet dobbeltfløjet egetræsdør og tre vinduer, hvis træværk er malet mørkegrønt. Facaden mod nord har karakter af bagside.

Gravkapeller

Gravkapellerne er grundmurede i flade røde teglsten af typen hollandske mopper. Bygningen hviler på en sokkel af granit, der er gennembrudt af tilgitrede lufthuller.

Hovedfacaderne mod kirkepladsen og facaderne mod Urtegården er opdelt i dobbeltfag, der adskilles ved pilastre med sandstensbaser og sandstenskapitæler. Hvert fag er igen todelt af mindre blændingsbuer, der bæres af en pilaster med sandstenskapitæl. I hvert halvfag er der ovalvinduer med faste blyindfattede ruder og under dem en blænding. Over dobbeltfagene er der en firpasblænding og en blændbue, der er leddelt ved sandstensbosser. Under taget er et vandret profilbånd af sandsten.

Omtrent midt i hovedfacaden mod kirkepladsen er der en portal, som er gravkapellernes hovedindgang. Fra gravkapellernes østfløj giver en bred portal adgang til Urtehaven, og på facaderne her er der under de ovale vinduer anbragt gravminder.

Kapellernes gavlfacader har strømskifter og gavle med toptinder af sandsten. Ved nogle gavle ses der også kugleornamenter af sandsten ved vinkelspidserne. Kapellerne har endvidere høje sadeltage tækket med røde vingetegl.

I forlængelse af gravkapellernes sidefløje ligger to små enekapeller, Lentes Kapel og Besties Kapel. De er bygget i samme todelte fagsystem som det øvrige kapel, blot i en mindre skala. Et halvtag dækker Besties Kapel, der ligger i forlængelse af østfløjen. Lentes Kapel, der ligger i forlængelse af vestfløjen, afviger kun over gesimshøjde fra det andet kapels arkitektur ved at have et kobbertag, der afsluttes med en lille lanterne.

Interiører

Kirkerummet

I det indre er kirkerummet symmetrisk og aksefast opbygget med en korsformet grundplan. I kirkens tværskib mod syd formidler et muret vindfang hovedadgangen til kirken, hvor man fra kirkens hovedportal føres tre trin ned til kirkens gulvniveau. Der er endvidere adgang til kirken via en portal i kirketårnets vestside.

Kirkens loft er dækket af krydsribbehvælv med fem hvælvinger i hovedskibet, et hvælv i tårnrummet og tre hvælvinger i begge sider af tværskibet. Hvælvingernes gjordbuer understøttes af pilastre. I koret og ved tværskibets ydermure indgår pilastrene som en del af murværket, mens der i rummets midte findes fire fritstående piller, som radiært støtter både hovedskibets og tværskibets loftshvælv.

Kirkerummet belyses naturligt fra de høje vinduer i koret, tværskibet og tårnrummets vestmur. Der er endvidere ophængt lysekroner i krydshvælvingernes skæringspunkter i en række af rummets hvælv.

Kirkens kor er hævet et trin over resten af kirkens gulvniveau. Her står alteret frit i rummets hovedakse. Ved korets nordvestligste pilaster er prædikestolen. I kirkerummets midte står fire grupper af lukkede stolestader alle med fem rækker bænke. Orgelet, der er opbygget strengt symmetrisk, står i rummets tværakse i den nordlige korsarm. Her er gulvet desuden hævet to trin over resten af kirkerummets gulvniveau.

Væggene og hvælv er hvidkalkede, og de nyere gulve er belagt med ølandsfliser i brune og grå toner. I gulvene er der langs ydervæggene ristoverdækkede konvektorgrave, der supplerer rummets opvarmning.

Christian V's sal og krypt

Christian V's sal ligger i den nordligste del af tværskibet. Rummet består af tre hvælvfag. Ved nordvæggen fører en trappe ned til en krypt, der har samme udstrækning som salen. Salens sydvæg er opmuret af lyse kvadratiske akustiksten mellem pillernes og hvælvenes skjoldbuer. Derudover er vægge og lofter hvidkalkede. Gulvet består af svære træplanker i oregonpine. Døre og dørindfatninger er malet i en grøn nuance.

Krypten under Christian V's sal består af mindre hvælvede rum, som er indrettet til depoter, toiletter, tekøkken og varmecentral. Der er indbyggede trækkanaler i krypten, som er ført op til fri luft. I krypten er der hvidkalkede vægge og lofter, gule teglgulve samt keramiske fliser i vådrum.

Mellembygning

Mellembygningens nederste etage fungerer som vestibule til gravkapellerne og til Christian V’s Sal. Der er adgang til vestibulen fra kirkepladsen. Bygningens øvre etage er indrettet til kontor.

Gravkapellerne

Gravkapellerne består af en bred hovedfløj og to smallere sidefløje, der begge afsluttes af små enekapeller for enderne. Midt på fløjens sydfacade ses hovedindgangen til gravkapellerne. Den brede sydfløj er dækket af krydshvælv med to hvælvfag i bredden og ti hvælvingsfag i længden. Alle vægfag i kapellet er opdelt i dobbeltfag med pilastre med dobbelte skjoldbuer om to blyindfattede ovalvinduer.

Mod syd findes en vandrehal i hele fløjens længde. Mod nord er der adgang til sidefløjene og en række små sidekapeller, hvor en hvælving dækker over to enekapeller med hver sin indgang. De to kapelhalvdele i hvert fag er adskilt fra hinanden ved gitterværk, der både i døråbninger og skillerum er af forskellig udformning.

Lofthvælvenes skjoldbuer og ribber lægger an på firkantede piller og pilastre med kapitælbånd. Hvælvene er på tværs af rummet sammenholdt af svære gennemgående trækbånd af smedejern. I skæringspunktet mellem lofthvælvenes ribber er der et blomsterornament i stuk, der veksler fra fag til fag. I vandrehallerne er der i krydshvælvingernes skæringspunkter endvidere ophængt kanonkugler.

Sidefløje

Gravkapellernes sidefløje følger samme princip som sydfløjen. De består begge af en række af fire krydshvælv. I sidefløjene er der modsat i hovedfløjen kun blyindfattede ovalvinduer i murene mod Urtehaven, mens der i østfløjens østmur og vestfløjens vestmur er blindarkader. I østfløjens andet hvælvingsfag giver en bred portal i vestmuren adgang til Urtehaven. Portalen består af to dørfløje med ovalvinduer og svært låsetøj.

Epitafier og pragtsarkofager

Vandrehallerne og kapellerne rummer mange fornemme epitafier til minde om afdøde, der ligger begravet i kapellerne. I sidekapeller og enekapeller står marmorsarkofager, metalsarkofager og egetræssarkofager beklædt med stof.

Under gulvet i gravkapellerne er der underjordiske begravelseskrypter. I hovedfløjen er kister anbragt i tre eller fire lag i underjordiske murede krypter under kapellets gulv. Opdelingen af de underjordiske krypter følger fløjens konsekvente arkitektur og fagdeling over jorden.

I sidefløjene findes der under gulvet en blanding af murede krypter og jordbegravelser. De følger ikke på samme måde som i sydfløjen fløjenes arkitektur over jorden. Årsagen er, at disse blev indrettet i takt med, at der var efterspørgsel på gravpladser, og ikke samtidigt med bygningernes opførelse.

Materialeholdning

I gravkapellerne er vægge og lofter hvidkalkede, og der er gule teglstensgulve, hvori der ses gulvlemme i træ. I nogle side- og enekapeller er der i stedet for teglstensgulve marmorfliser på gulvet. I det østligste sidekapel i sydfløjen er der bevaret kalkdekorationer på vægge og i loft.

Miljømæssige værdier

Den miljømæssige værdi knytter sig til det samlede anlægs centrale placering i Københavns middelalderby. Bygningskomplekset markerer sig stærkest gennem kirketårnets smukke kobberklædte barokspir, der som et af byens højeste punkter er med til at tegne byens profil. Kirketårne i middelalderbyen, herunder Sankt Petri Kirkes tårn, er identitetsskabende fikspunkter og pejlemærker, der letter orienteringen i den labyrintiske bydel.

Kirkebygningens hoved- og tværakse er ført videre ud i anlægget, hvor de tegner de to hovedankomstveje til kirken. Hovedaksen markeres som en processionsvej i belægningen på kirkepladsen fra vestportalen i kirketårnet til porten i hegnsmuren ved Larslejsstræde. Tværaksen videreføres fra kirkens indgangsportal i sydfacaden til den dobbeltfløjede port ved Sankt Peders Stræde.

Bygningskomplekset ligger skærmet mod omverdenen af de høje hegnsmure, og kun ved portene er der visuelle forbindelser mellem byen og anlægget. Kiggene ind i anlægget er styrede, og de fremdrager særligt kirkebygningen, da portene er placerede i korskirkens akser. Kirkepladsen og kirkens nærmeste omgivelser, skærmet bag de høje mure, fungerer som et af byens fredelige åndehuller.

Gravkapellerne vender ryggen til byen. Mod vest, hvor kapellerne grænser helt op til Larslejsstræde, er facaden en lang ubrudt murflugt uden vinduer, der aflæses som del af den omkringløbende hegnsmur. Kapellernes klosteragtige fløje mod nord indrammer et intimt gårdrum, Urtehaven, der med en karakter af idyllisk klosterhave er et helt særligt haverum i København.

Kulturhistoriske værdier

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til det samlede anlægs beliggenhed og fysiske fremtræden, der afspejler anlæggets funktion og anvendelse til gudstjenester, kirkelige handlinger og begravelser fra opførelsen og frem til i dag.

Kirken

Den kulturhistoriske værdi for Sankt Petri Kirke knytter sig til kirkens hovedskib, der er den ældste bevarede bygning i det indre København. Den velbevarede middelalderlige teglstensbygning er en typisk repræsentant for sengotikkens kirkearkitektur. Den gotiske stil er karakteriseret ved krydsribbehvælvet, spidsbuerne i vinduerne, døre, gjordbuer og skjoldbuer og ved de udvendige stræbepiller. Det er også karakteristisk for stilperioden, at kirkens hovedskib og kor er lige brede og lige høje. Tværskibenes detaljering med de rundbuede vinduer, gjordbuer, skjoldbuer og ribber rummer også kulturhistorisk værdi, da de fortæller om kirkens udvidelse i 1600-tallet.

I det indre ligger den kulturhistoriske værdi også i, at kirkerummets rumlige komposition og organisering underbygger gudstjenestens indhold og liturgi.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til kirkens barokke gavlafslutning og indgangsportal, der blev udført af billedhuggeren Didrick Gercken i 1731 som en del af de reparationer, anlægget gennemgik efter Københavns Brand i 1728.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at kirkespirets synlighed i byen ved opførelsen i 1754 tjente som et symbol på kirken og kongens magt.

Gravkapellerne

Sankt Petri Gravkapeller står som særligt betydningsfulde og udsædvanlige bygningsanlæg i dansk arkitekturhistorie, med en planløsning, der er enestående i norden. Kapelanlægget formodes at have fundet sin inspiration i Sydeuropa, hvor der til kirkerne ofte knytter sig en ’Campo Santo’, en kirkegård, omgivet af mure med indvendige buegange. Et særligt kendt anlæg af denne type, som man ved opførelsen af Sankt Petri Gravkapeller kan have hentet inspiration fra, er Campo Santo i Pisa, som er fra 1400-tallet.

Gravkapellernes facadearkitektur er stærkt påvirket af hollandsk barok med det strengt symmetrisk opbyggede facadesystem, hvori blændingsarkitektur skaber bevægelse i facaderne. Gravkapellerne er endvidere opført i flade teglsten, der er af hollandsk format.

I gravkapellernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til kapellernes velbevarede planløsning, der vidner om samfundets hierarkiske opdeling og den kulturelle anskuelse af gravlæggelse og død i 1600- og 1700-tallet. Gravkapellernes barokke og nyklassicistiske mindetavler og begravelser, der blev udført af de største kunstnere i samtiden, bærer vidnesbyrd om vigtige og magtfulde personkredse i 1600 og 1700-tallet Danmarkshistorie.

Arkitektonisk værdier

Kirken

Den arkitektoniske værdi for Sankt Petri Kirke knytter sig til kirkebygningens symmetrisk opbyggede volumen, der udgøres af det gotiske hovedskib, tværskibet og kirketårnet, der afsluttes af et barokt spir. På trods af, at kirkens bygningselementer ikke er blevet opført samtidigt, opleves bygningsvolumenet i kraft af et gennemgående facadesystem og ensartet materialekarakter homogent.

Kirkens facader er inddelt taktfast i fag af stræbepiller, der slutter sig omkring korskirkens bygningskrop. Takten understøttes af høje vinduer som er regelmæssigt placerede i hvert fag. Støttepillerne og de høje vinduer danner opadstræbende linjer i facaderne, særligt i korpartiet, hvor de høje vinduer er spidsbuede, og gavlpartiet med blændinger er dette markant. Endvidere har kirkens tårn med spir i sin natur en markant opadstræbende karakter. De vertikale linjer i facaderne og tårnet bevirker, at det store teglstensvolumen opnår en vis lethed i sit udtryk.

I kirkens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til kirkerummets symmetriske og klare aksiale opbygning, der skaber et velafbalanceret og harmonisk rum. Den øst-vestgående hovedakse er særligt betonet og spændes ud mellem tårnrummets vestportal og alteret samt døbefont i kirkens kor. Endvidere er der en syd- nordgående tværakse i rummet, mellem kirkens hovedindgang i den sydlige korsarm og orglet i den nordlige korsarm.

Det højloftede kirkerum er opdelt i fag af lofternes krydsribbehvælv. Hvælvenes gjord- og skjoldbuer skaber sammen med piller og pilastre opadstræbende linjer i rummet. Kirken er et gennemlyst rum, hvor dagslyset stemningsfuldt strømmer ind gennem de store vinduesflader. Særligt i koret er oplevelsen af det klare lys markant.

Der er en traditionel, enkel og ensartet materialeholdning i kirkerummet. På trods af, at kirkerummet opleves som meget homogent, kan der aflæses en variation mellem den enkle detaljering i hoveskibet og tværskibet, hvilket skyldes bygningsdelenes forskellige opførelsestidspunkter.

Christian V's sal

Den arkitektoniske værdi for Christian V's sal knytter sig til rummets symmetriske opbygning og klare opdeling i hvælvingsfag, hvor hvælvenes skjold og gjordbuer skaber en regelbunden takt. Den knytter sig endvidere til det klare lys, der strømmer ind ad høje vinduer fra nord, øst og vest og rummets homogene materialeholdning og det afdæmpede formsprog.

Gravkapeller

Den arkitektoniske værdi for Sankt Petri Gravkapeller knytter sig til det velbevarede barokke bygningskompleks med en hovedfløj mod syd og to tværfløje mod nord. Gravkapellerne er fint proportionerede, og der er balance mellem facadens højde, den stejle tagrejsning og de horisontale bygningsvolumener.

Facaderne er kendetegnede ved en streng symmetri og regularitet. De er opbygget af dobbeltfag der er adderede. I hver dobbeltfag skaber blændbuer, pilastre, ovalvinduer og dekorative blændinger bevægelse og et spil af lys og skygge. Som en kontrast til fløjenes vandrette volumener er der mellem hvert dobbeltfag pilastre, der som lodrette facadeelementer understreger bygningens højde. I Urtehave kan man opleve et dramatisk samspil mellem facadernes rytme og kirketårnet, der rejser sig højt over kapellets tegltage.

I gravkapellernes indre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningskompleksets klare rumlige organisering med vandrehallerne som et gennemgående rumligt forløb, der binder de tre fløje sammen, samt sydfløjens sidekapeller mod nord og de to enekapeller, der ligger i forlængelse af tværfløjene. I vandrehallerne er der lange kig i fløjenes længderetning, hvor man kan aflæse bygningens udstrækning.

Den arkitektoniske værdi ligger også i fløjenes regelmæssige krydshvælv med skjold- og gjordbuer, der er båret af pilastre med kapitælbånd. De ovale vinduer giver et blødt sidelys i vandrehallernes, hvor fagdelingen og underinddeling i det langstrakte rumforløb opleves som en takt og bevægelse.

Der er overordnet en traditionel, enkel og homogen materialeholdning i gravkapellerne med hvidkalkede vægge og lofter og gule teglstensgulve. Derudover ses der i de individuelt indrettede kapeller og ved epitafierne i vandrehallerne kostbare materialer i meget fin detaljering og forarbejdning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Kirker

Eksterne links