Rosenborg Slot - Slots- og Kulturstyrelsen

Kort over Rosenborg og Kongens Have
Af .

Rosenborg Slot og Slotshave ligger centralt i Københavns indre by. Det lille harmoniske lystslot, der blev grundlagt i begyndelsen af 1600-tallet, fremstår i nederlandsk renæssance. Slottet ligger med tårne og spir smukt placeret i den renæssanceprægede have, der i daglig tale blot kaldes Kongens Have. Langs Øster Voldgade er opført en række sekundære bygninger, der tidligere har rummet madvareproduktion, vaskeri, etc. Rosenborg Slot er i dag museum for De Danske Kongers Kronologiske Samling.

Tidslinje over Rosenborg og Kongens Have
Af .

Bygningshistorie

Bygningshistorien for Rosenborgs interiører knytter sig i høj grad til de forskellige konger og dronninger, der boede og ændrede på slottet gennem tiden, og den knytter sig i særdeleshed til slottets ophavsmand, Christian IV.

1606-1634, Rosenborgs tilblivelse

I begyndelsen af 1600-tallet opkøbte Christian IV over 40 af borgerskabets private haver lige uden for Københavns Østervold, og han anlagde her i 1606 en stor renæssancehave til både lyst- og nyttebrug. I 1606-07 opførte han et lille lysthus på 2x6 fag, i to stokværk med kælder. Dette første hus indgår stadig i slottets sydlige del i dag. Det lille lystslot var udstyret med et ottekantet trappetårn mod vest og en rektangulær karnap mod øst. Huset var tilsyneladende ikke synderligt robust, for allerede i 1608 måtte en kælderhvælving og trappetårnet genopføres og huset skalmures.

Udover dette nye lysthus, (om)byggede Christian IV også et mindre lysthus ude i haven kaldet Det Blå Lysthus, en forløber til vore dages Herkulespavillon.

Omkring 1610-15 blev voldstedet anlagt med de fire bastioner omkring slottet, og der blev opført porttårne både mod nord og syd samt en stor køkkenbygning på den nordøstlige bastion.

Samtidig (1613) blev slottet udvidet nordover til dets nuværende længde. Den nye halvdel blev bygget som en spejling af den første, så den østlige facade fik endnu en karnap svarende til den allerede eksisterende. Mod vest placeredes et ottekantet trappetårn i det sammenbyggede slots nye symmetriakse. Christian IV kaldte lystslottet for ’sit store hus i haven’.

I 1624 havde slottet fået sin tredje og sidste etage med den store Riddersal. Trappetårnet mod vest var blevet erstattet af Store Tårn, og de to store karnapper på østsiden var blevet forhøjet til tårne og kronet med spir. På taget var etableret en gangbro fra gavl til gavl med en stikbro til Store Tårn (nedlagt i 1692), og kongen benævnte for første gang slottet ’Rosenborg’.

10 år senere (1634) opførtes østsidens nuværende ottekantede trappetårn. Tårnet var forbundet til slottet via en åben loggia, der i dag er lukket med glas. Spindeltrappen gik oprindeligt kun mellem 1. og 2. sal, og adgangen til tårnet gik via en udvendigt tofløjet trappe, der løb langs med slottets facade op til loggiaen på 1.sal. Med trappetårnets opførelse stod slottet færdigt, stort set som vi kender det i dag.

I februar 1648 døde Christian IV i Sengekammeret på Rosenborg, efter – ved eget ønske – at være blevet transporteret dertil på slæde fra Frederiksborg.

Slutningen af 1600-tallet

I midten af 1600-tallet blev Københavns befæstningslinje udvidet, og haven blev ved samme lejlighed gjort større og fik en mere regulær form tilpasset byens voksende vejnet. Østervold og Øster Voldgade blev anlagt langs havens vestlige kant; Rosenborg lå nu inden for byens volde og havde ikke længere karakter af et landligt lysthus i det fri.

Gennem slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet opførtes adskillige bygninger langs Øster Voldgade, der stadig står i dag eller blev forgængere til nuværende bygninger. Bebyggelsen skabte en mere lukket og iscenesættende ankomst og skærmede slottet fra trafik og indblik fra den nyanlagte Øster Voldgade. Eksempelvis opførtes et lysthus og to væksthuse, hvor Livgardens Kaserne ligger i dag. I 1672 opføres Slotsporten, de omkringliggende murstykker samt forløberen til den nuværende Kommandantbolig.

Den nederste etage af Gartnerboligens forhus og sidehus, samt muligvis også Vaskehuset, opførtes omkring 1688.

1700-tallet

Slottet gennemgik store forandringer i begyndelsen af 1700-tallet, under Frederik IV. Især indvendigt, hvor mange rum skiftede funktion eller størrelse, eller hvor interiøret skiftede placering. Udvendigt blev slottet pudset, da renæssancens spraglede murværk ikke var på mode i barokken.

På trods af de omfattende ombygninger kunne slottet ikke længere leve op til den enevældige kongemagts krav, og kongen foretrak i stigende grad Frederiksborg. Rosenborg blev derfor opgivet som fast kongeresidens omkring 1720’erne, og herefter blev slottet kun sporadisk brugt af kongehuset ved særlige begivenheder. Rosenborg blev i stedet hjemsted for diverse kongelige samlinger og siden også andre samlinger og funktioner, såsom eksempelvis udtrækning til Klasselotteriet.

I 1758, under Frederik V, gennemgik slottet en større restaurering ledet af Lauritz de Thurah, hvor den største forandring var, at østsidens udvendige dobbelttrappe blev nedlagt, og vindeltrappen i det ottekantede trappetårn blev ført til bunds. I denne ombæring blev også gavlkarnapperne ført ned til jorden, hvor de før kun havde spændt over 1. og 2. sal. Slottet fik en sokkel af Nexøsandsten, og vinduerne blev moderniseret med småsprossede trærammer.

I 1770’erne blev havens østlige del af Struensee åbnet for offentligheden, og den blev straks et yndet udflugtsmål for byens borgere.

I 1772 foretog C.F. Harsdorff en række istandsættelser på slottet, bl.a. af spiret på Store Tårn, og det er Harsdorffs fortjeneste, at der fortsat er et spir i det hele taget. Hans kollega, hofbygmester G.D. Anthon, ville nemlig have haft spiret fjernet og erstattet af et fladt, balustradeomkranset tag. Harsdorffs tydeligste aftryk på stedet ser vi dog ude i haven, nemlig hans klassicistiske ombygning af Herkulespavillonen. I 1783 blev den nordlige del af voldgraven fyldt op, fordi voldene var skredet ud. Vindebroen blev også nedlagt.

I 1786 flyttede Livgarden ind i Laurierhuset langs Øster Voldgade, og parterrehaven i havens sydvestlige hjørne blev lavet om til eksercerplads. Voldgraven mellem eksercerpladsen og slottet blev nu også fyldt op.

I 1700-tallets sidste år blev også havens kant langs Gothersgade bebygget, bl.a. med et langt eksercerhus samt Brøndanstalten.

1800-tallet

Efter Københavns brand i 1795 benyttede man genopbyggelsesperioden til at udvide en del veje i byen, og for at kunne kompensere jordejerne afgav kongen en bred stribe af haven mod øst til anlæggelse af Kronprinsessegade og tilstødende værdifulde byggegrunde. I den forbindelse fik hofbygmester Peter Meyn til opgave at udarbejde et forslag til en ny værdig indramning af haven. Resultatet blev et gitterhegn i jern med sandstenspiller afbrudt af 14 små butikspavilloner. Forslaget indeholdt også Kongeporten ved havens sydøstlige hjørne og Meyns port på Kronprinsessegade. Den nye gade, hegnet, porte og pavilloner stod færdig i 1805.

Rosenborg havde allerede under Christian IV fået funktion som rigets skatkammer med indsamling af kongehusets kostbarheder. Grundstammen til samlingen var Christian IV’s rige samling af pragtsadler og paradevåben, som i 1658 blev overført fra Frederiksborg Slot. Snart fulgte kongernes dragter samt arvestykker og kostbart kunsthåndværk. Under Christian V tilføjedes bl.a. regalierne fra Københavns Slot, og under Frederik IV kom glas og porcelæn samt de gottorpske hertugers erobrede kunstsamlinger fra Gottorp Slot i Slesvig.

I 1833 stiftedes ’De Danske Kongers Kronologiske Samling’, og fem år senere åbnede udstillingen for offentligheden, dog kun ved forudbestilte omvisninger. Rosenborg skrev sig ind i Europæisk museumshistorie – både på grund af udstillingens kronologiske princip, og fordi det var første gang, at samtiden kom på museum. Efter enevældens afskaffelse i 1849 overgik slottets bygninger til statseje, men samlingen tilhører formelt set kongehuset, som også fortsat har brugsret til visse genstande.

I 1830’erne blev man opmærksom på slottets renæssancearkitektur. Slottet blev først malet rødt med sort optrukne fuger, men siden afrenset til det udtryk vi ser i dag. I slutningen af 1800-tallet gennemgik det to større restaureringer, igangsat henholdsvis omkring 1860’erne og 1890’erne. Det indebar blandt andet, at køkkenbygningen og diverse andre småbygninger blev fjernet fra voldstedet. Voldgraven blev delvist genetableret mellem voldstedet og haven mod nordøst. Stort set alle udvendige skulpturer blev udskiftet med afstøbninger i zink, og vinduerne fik atter blysprosser.

1900-tallet

I 1909 blev gartnerierne med blomster- og urteproduktion flyttet til Fredensborg, og den nordvestlige del blev herefter inkluderet i det offentligt tilgængelige område. Dronningeporten opførtes på hjørnet ved Øster Voldgade/ Sølvgade.

I 1929 var trafikken i Gothersgade blevet så trang, at vejen måtte udvides, og i den forbindelse blev Kongeporten sat på ruller og flyttet, hvorimod resten af bygningerne langs gaden blev revet ned. Der blev opført et nyt hegn af samme slags som langs Kronprinsessegade, men butikspavillonerne blev her udeladt, undtagen omkring porten ved landemærket.

De sidste voldsomme forandringer på slotsvolden op til i dag skete i 1970’erne og 80’erne. I 1971 blev skatkammeret bygget som en bunker under den sydøstlige del af voldstedet, og i 80’erne blev voldgraven mellem slottet og eksercerpladsen delvist genetableret.

Rosenborg Slot

Området

Rosenborg Slot og Slotshave – bedre kendt som Kongens Have – ligger i Københavns indre by og udgør et 12 ha stort grønt åndehul. Slottet ligger på et selvstændigt lille voldsted midt for havens vestlige langside. Havens grundplan er firkantet, afgrænset og defineret af større veje til alle fire sider. Mod nord løber en høj havemur langs Sølvgade, og langs Kronprinsessegade i øst og Gothersgade i syd afgrænses haven af gitterhegn i jern, der løber mellem murpiller, porte og pavilloner. Mod vest skærmes haven og slottet fra den trafiktunge Øster Voldgade bag en sammenhængende række af bygninger og mure, der overvejende står i gult murværk eller med gulkalkede mure. Bygningerne, der er af varierende alder, har alle rummet skiftende funktioner tilknyttet driften af slottet eller haven og er en integreret del af anlægget. Bygnings- og murrækken danner en væg langs vejen og opleves som den rygrad, hvorfra haven udfolder sig.

Haven er inddelt i et ortogonalt stinet, der følger slottets orientering, og som suppleres af enkelte diagonalstier. Hovedaksen ligger i forlængelse af slottet. Den markeres af en dobbeltsti, der er understreget af 16 store marmorkugler, og imellem de to stier ligger krokusplænen. På tværs af hovedaksen ligger to store promenadealléer, henholdsvis Kavaler- og Damegangen. Som point de vue for enden af Kavalergangen ligger Herkulespavillonen.

I havens sydvestlige hjørne ligger Livgardens eksercerplads og kaserne. Dette areal tilhører Forsvaret og er afskåret fra resten af haven med et trådhegn.

Livgardens langstrakte kasernebygning er den første i rækken af bygninger langs Øster Voldgade. Den har indeholdt blandt andet orangeri, inden den blev indrettet til kaserne omkring 1785. Efter kasernebygningen følger en lidt lavere fløj, den tidligere domestikbygning, der i dag hører sammen med kasernebygningen. Begge bygninger tilhører Forsvaret og er derfor ikke en del af denne beskrivelse.

En markant afvigelse i den gule hus- og murrække langs Øster Voldgade er et lille stykke med rødt murværk, hvori Slotsporten sidder. Slotsporten i italiensk inspireret barokstil blev opført i 1672 af Christian V’s generalarkitekt, Lambert van Haven. Umiddelbart inden for porten befinder man sig mellem gavlene på Kommandantbygningen og Portnerboligen (der i dag er traktørsted), og der løber en brolagt sti op mod Portbygningen og slottet. Porten er første led i en effektfuld iscenesættelse af slottet. Fra porten får man det første kig til slottet og dets mange spir.

På arealet nord for indgangen ligger en række sekundære praktiske bygninger af varierende alder, bl.a. en materialgård beklædt med sortmalet træ, en varmecentral bygget i imiteret renæssancestil og en atelierbygning i gule teglsten, der i dag rummer toiletfaciliteter for slottets besøgende.

Voldstedet

Rosenborg Slot ligger solitært på et voldsted, let hævet over det omgivende terræn. Voldstedet har fire bastioner, der er klart aflæselige i anlægget i dag. Bastionerne fremstår i rødt murværk mod syd, i græsklædte og stensatte jordvolde mod øst samt i en markering af cortenstål på plænen mod nordvest, hvor terrænet flyder ud.

Ved slottets forside (nordøst) er en smal forplads med brostensbelægning. Rundt langs slottets kant ses en belægning af naturstensfliser, og syd for slottet er der grusstier med græsfelter. På den vestlige bastion er anlagt en lille parterrehave. Ud for slottets vestende ses udgangen fra det underjordiske skatkammer i form af en vindeltrappe, der går ned i terrænet.

Fra haven er der adgang til voldstedet via en smal træbro over voldgraven. Træbroen, kaldet Grønne Bro, ligger i forlængelse af havens hovedakse. Broens fæste på havesiden markeres af to løveskulpturer, og hvor broen støder til voldstedet, ses to høje murpiller udsmykket med positurbørnene Herkules og Mars.

Hovedankomsten til voldstedet gennem Portbygningen skaber en effektfuld iscenesættelse af slottet. Den relativt korte afstand mellem slotsport og slot sløres ved, at Portbygningen skjuler det meste af slottet bag sig. Når Portbygningen passeres, står man ved slottets fod, hvor slottet tårner sig op. Slottet har en markant højdevirkning med de mange tårne og spir samt de to smalle karnapper på gavlen. Højdevirkningen forstærkes ved, at slottet ses fra gavlen i et forkortet perspektiv.

Slottet

Slottets bygningskrop er langstrakt og rektangulær med 2x14 fag i tre etager samt høj kælder og tagetage. Dertil kommer knopskydninger i form af tre store, spirkronede tårne, der forhøjer og udvider slottets grundform væsentligt. På hver gavlside ses desuden to høje smalle karnapper i sandsten, der igen understreger højdevirkningen. Det skal bemærkes, at slottets længderetning er stik nordvest-sydøst, så der har gennem tiden hersket en del forvirring om, hvorvidt eksempelvis slottets gavle betegnes som øst-/vestvendte eller nord-/sydvendte. Den officielt accepterede retningsangivelse fra museets side er, at slottets gavle betegnes som nord-/sydvendte, og bygningsbeskrivelsen af slottet følger denne tradition. Man ankommer således ved slottets nordgavl og føres om til hovedindgangen på den østlige langside.

Slottet fremstår i nederlandsk renæssance med karakteristiske og markante gavlkamme udsmykket med volutter, skulpturer og pinakler. Bygningen er opført i rød grundmur dekoreret med adskillige bånd, kordongesimser og udsmykninger i natursten. Der er hjørnekvadre i natursten på alle hjørner. Slottet står på en sokkel af ølandssten.

Det stejle tag på hovedbygningen er ligesom tårnenes kuppeltage og spir beklædt med kobber. Tagene på gavlkarnapperne og på sekundære tårne er beklædt med bly.

Alle vinduer på de tre hovedetager er lige store og er opbygget som et korspostsvindue med karme og korsposter i sandsten. Over vinduerne sidder trekantsfrontoner i sandsten med figurhoveder i spejlene. Karme og rammer står i olieret egetræ, hvori der sidder små, blyindfattede ruder med vindjern. Dørene er sortmalede, udført i træ med flammeret beklædning og indfattet i sandstensportaler.

På facaderne ses adskillige murankre med krummelurer på alle tre etager. Disse er en anelse højere placeret på den nordlige halvdels 1. sal, men sidder ellers meget jævnt og taktfast hen ad facaderne.

På østfacaden ses tre symmetrisk placerede tårne. Midtfor står det smalle ottekantede trappetårn på 3½ etage med ottekantet kuppelspir. Trappetårnet forbindes til hovedbygningen via en loggia, der på 1. og 2. sal er udført som udsmykkede portaler i sandsten isat store blyindfattede vinduespartier.

Trappetårnet flankeres af henholdsvis Havetårnet og Dametårnet – to firkantede karnaptårne i fem etager med dobbelte åbne lanternespir og to skorstene på hver. Langs nordsiden af begge tårne løber mindre tårne i tre etager. Østsiden er indgangssiden, og den har adskillige døre, bl.a. en nedgang til kælderen centralt på trappetårnet samt hovedindgangen, der sidder syd for Dametårnet. Foran dørene til stueetagen er naturstenstrapper med støbejernsværn, og dørene er indrammet af sandstensportaler. I faget til venstre for Havetårnet ses resterne af en tidligere indgang i form af en sandstensportal svarende til de øvrige, der sidder indfattet i murværket.

På vestfacaden, mod Gothersgade og Livgardens eksercerplads, brydes den jævne facade kun af et enkelt kvadratisk tårn i hele syv etager, kaldet Store Tårn. På hver side af Store Tårn ses mindre tårne i henholdsvis 3 og 5½ etager. På 7. etage afskæres tårnets hjørner, og zinkskulpturer er opstillet på hvert af de fire hjørner. Tårnet afsluttes af et ottekantet tredobbelt åbent lanternespir.

Under stueetagens vinduespiller sidder 12 kejserbuster i bronze indkøbt af Frederik IV i Firenze 1709. Busterne står på kunstfærdige støbejernskonsoller, der er fastgjort i facaden. Midt på Store Tårn, i samme højde som kejserbusterne, sidder en blybuste af Christian IV i romersk kejserdragt, opsat på en sandstenskonsol. På vestfacaden er kun en enkelt dør på sydsiden af Store Tårn. I taget på vestfacaden ses to store gavlkviste på modstående side af de to karnaptårne mod øst. Gavlkvistene har store, volut-udsmykkede gavlkamme.

På slottets gavlkamme og på Store Tårn er placeret et antal skulpturer af zink, der stammer fra Ferdinand Meldals restaurering i 1866. På slottets nordgavl ses Mars, Apollo og Herkules, mens Venus står i midten på sydgavlen flankeret af to krigere. Øverst på Store Tårn sidder tre mandlige skikkelser og en kvindelig med blomster i favnen. Mændene har henholdsvis et kornaks, et vinløv og en drueklase i hånden, og de symboliserer de fire årstider.

Interiørerne

Et særligt træk ved Rosenborg er de mange små velbevarede gemakker, som også er kendetegnet ved stor variation, især i stueetagen. Rosenborgs rige og velbevarede interiører har gennemgået adskillige forandringer, både før og efter at slottet blev opgivet som fast kongeresidens, og der knytter sig derfor ofte historiske og personbårne detaljer til de forskellige interiører.

Stueetagen er generelt meget velbevaret. De ældste rum er Vinterstuen og Skrivestuen. Vinterstuen er fuldt paneleret på vægge og loft, og væggene er yderligere udsmykket med udskårne træpilastre. I panelerne er indfældet nederlandske malerier, og i loftet ses malerier med fremstillinger af mytologiske scener. Også Christian IV´s Skrivestue er velbevaret, bl.a. med malerier og paneleringer på loft og vægge.

Christian IV´s Sengekammer er indrettet i ”kinesisk stil” med panelfelter i grøn lak med stregtegninger i guld. Rammeværkerne imiterer skildpaddeskjold med sølvdetaljer. Der ses overdådige stuklofter både her og i Det Mørke Værelse, hvor væggene er beklædt med originale, stribede silketapeter. Fra Sengekammeret er der er adgang til Christian IV´s toilet, hvis vægge er beklædt med blå/hvide, håndmalede fliser. Marmorgemakket står i pompøs og overdådig barok med vægge beklædt med stukmarmor og et rigt stukkeret loft.

1.sal er, ligesom stueetagen, indrettet med adskillige mindre gemakker, der alle har forskellig indretning. Til forskel fra stueetagen er her dog kun få interiører, der stammer fra slottets tid som kongeresidens. De fleste gemakker er indrettet og navngivet af Rosenborgmuseet som en del af det kronologiske udstillingsprincip, og meget af inventaret er hentet hertil fra andre slotte.

Prinsessens Lakerede Kabinet rummer det ældste komplette interiør på etagen, idet de sorte lakerede paneler med gyldne relieffer blev skabt under Frederik III i sidste halvdel af 1600-tallet. Spejlkabinettet i Store Tårn står også stort set bevaret fra dets indretning i slutningen af 1600-tallet under Christian V.

Frederik IV´s sal står med en indretning, der i sin essens er bevaret fra 1724, hvor væggene blev beklædt med de gobeliner, vi ser i dag.

Mange af de øvrige rum er også rigt udstyret med gobeliner, malerier, paneleringer osv., men interiøret er flyttet hertil af museet. I Christian VII’s sal, Frederik V’s Kabinet og Frederik IV’s stue ses bevarede detaljer fra den nyklassicistiske indretning af disse rum til møntkabinet omkring 1782. I havetårnets kabinet ses bronzeværelset, der er indrettet i empirestil omkring 1880.

Lofterne i Frederik IV’s sal, Christian VIII’s værelse og Frederik VII’s værelse er en historie for sig. De farverige, bemalede tavlelofter sad oprindeligt i den første lille festsal (Den Røde Sal), der var indrettet på lystslottet Rosenborg i 1606, og det er dermed det ældste bevarede inventar på hele slottet, selvom det nu er fordelt på tre rum.

2. sal domineres af den store langstrakte Riddersal, der står i kontrast til de øvrige snævre rum på slottet. I hver ende af salen ses oprindelige nederlandske kaminer. Væggene på langsiderne er beklædt med gobeliner, og i midten af det fladbuede stukloft ses Rigsvåbnet omgivet af Elefant- og Dannebrogsordnen. Endevæggene og vinduesnicherne er paneleret og marmoreret. Glaskabinettet indeholder en enestående samling af venetiansk glas, og rummet står, som det blev indrettet af Frederik IV omkring 1713.

Kælderetagen under slottet bruges til udstillingsrum, og det er igennem kælderen, man får adgang til de underjordiske skatkamre, der blev bygget til i 1970’erne.

Historie

Christian IV 1606-1648

I 1606, da Kongens Have blev anlagt, byggede Christian IV sit lille lysthus, på 6x2 fag i to stokværk og med en kælder. Lysthuset havde et adgangsgivende trappetårn på vestfacaden.

1. stokværk var delt i to rum: et større gemak mod syd til dronningen (Anna Catharina) med et smykkekammer i den tilstødende karnap og et mindre gemak mod nord til kongen. Anden etage var ét stort rum, og her lå lysthusets spise- og festsal kaldet Den Røde Sal, navngivet efter de bemalede loftstavler, der endnu kan findes i slottet.

I 1613-15 udvidede Christian IV slottet nordover til dets nuværende længde. Rummene i dette udvidede lystslot var stadig organiseret med de private gemakker i stueetagen og de officielle funktioner på 1.sal.

Dronning Anna Catharina døde i 1612, og kongen kunne nu gøre brug af hele slottet til sig selv. Han lod den nyligt tilbyggede nordlige ende af slottet indrette med den store Vinterstue og et Skrivekammer i karnappen.

I 1615 giftede Christian IV sig til venstre hånd med Kirsten Munk, og der blev atter behov for at indrette separate afdelinger til kongen og hans hustru. Kirsten Munk fik stue og sovekammer i sydenden, og mod nord blev en del af den store tværgående forstue inddraget til indretning af et nyt sengekammer til kongen. Sengekammeret var oprindeligt bemalet med blomster på rammeværket, hvilket kan spores under den nuværende bemaling.

På 1. sal var Den Røde Sal fortsat intakt som spise- og festsal i den sydlige ende af slottet. I nordenden indrettedes en audienssal af samme størrelse som Vinterstuen nedenunder (tre fag). Det tilstødende tårnværelse (Prinsessens lakerede tårnværelse) benævnes på dette tidspunkt som kongens Gyldne Gemak, og det tjente som privat samtalerum for kongen. Spor efter forgyldninger er fundet under panelernes nuværende dekoration.

Imellem de to gavlsale lå en stor gennemlyst forstue. Langs østfacaden lå en løngang, en slags dekoreret gittervæg, der gav mulighed for privat passage mellem de to ender af slottet. I denne løngang var også en spindeltrappe af træ ned til de private gemakker i stuen.

I 1624 var slottet blevet udvidet endnu en gang og havde fået sin 3. etage med Riddersalen. Store Tårn var opført mod vest, og Christian IV navngav nu slottet: Rosenborg.

Riddersalen så helt anderledes ud ved dets færdiggørelse i 1624, end vi ser den i dag. Væggene var beklædt med gyldenlæder og vinduesnicherne udstyret med farverigt bemalede stukdekorationer. Der findes stadig bevarede eksempler på stukken i to af vinduerne bag gobelinerne. Loftet i Riddersalen var dækket af malerier forestillende ’hele menneskelivet’, og de store malerier dannede en facetteret hvælving. At loftet var hvælvet kan ses på den bevarede tagkonstruktion.

Det lille sideløbende tårn nord for Store Tårn indeholdt ved opførelsen i 1624 toiletter på alle tre etager, ovenikøbet med et avanceret vandskylle-system af en art. Der er fundet spor af rørføringer i væggene, og under jorden er der fundet spor efter en udskylningskanal til voldgraven. I stueetagen lå også Christian IV’s tinbeklædte badstue i Store Tårn med øvrige vandinstallationer tilknyttet.

I 1634 stod slottet endelig færdigt i sin nuværende form med det ottekantede trappetårn mod øst, forbundet til slottet med en åben loggia. Trappen førte oprindeligt direkte op til de officielle etager på 1. og 2. sal. Trappetårnets rum i stueetagen brugtes til sølvkammer.

Frederik III 1648-1670

Under Frederik III byttede kongen og dronningen lejligheder i stueetagen, sandsynligvis fordi dronning Sophie Amalie ikke kunne affinde sig med at overtage rummene efter Christian IV’s ikke-fyrstelige samleversker, Fru Kirsten Munk og Vibeke Kruse.

Kongen benyttede nu den sydlige halvdel og lod sit sengekammer, Marmorgemakket, udsmykke, som det passede sig for en enevældig hersker i 1668. Sophie Amalie lod kongens tidligere engekammer bemale med de kineserier, vi ser i dag, og hun fik udskiftet det midterste loftsmaleri til et, hvor hun selv var afbilledet som gudinden Hera. Det var også under dette modebevidste par, at tårnkabinettet på 1.sal blev dekoreret med kineserier i lak og ædelstene.

Christian V 1670-1699

Christian V’s største præg på Rosenborg ses i Riddersalens 12 gobeliner, som han lod væve med motiver af sine sejre i Den Skånske Krig. I begyndelsen af 1900-tallet blev gobelinerne flyttet til Christiansborg og hang i Riddersalen her, indtil den fik sine nye gobeliner i begyndelsen af 2000, hvorefter de atter kom tilbage til Rosenborg.

De farverige gobeliner i stueetagens sydlige sal er også indkøbt og opsat i denne periode. Det var Christian V der, efter inspiration fra solkongen, fik indrettet spejlkabinettet med de eksklusive og for tiden meget kostbare spejlglas.

Derudover ses spor efter Christian V i de indbyggede skabe i Regalieværelset, som han indrettede til opbevaring og privat fremvisning af de kongelige skatte, herunder en speciel rund hylde med snorretræk, så kronen kunne roteres og beundres fra alle sider.

Frederik IV 1699-1730

Frederik IV gik voldsommere til værks end hans to forgængere, og han udførte markante ombygninger ad to omgange, i henholdsvis 1705 og i 1724, hvor han indrettede lejligheder på 1. sal til sin søster Sophie Hedevig i nordenden og til sin broder Carl i sydenden. På dette tidspunkt boede kongen ikke længere selv på slottet.

I 1705 indrettede han Det Mørke Værelse til fælles sengekammer for kongeparret, og Christian IV’s badstue i Store Tårn blev nedlagt til fordel for et opholdsværelse. Gangen mellem badstue og toilet blev blændet, men en rest eksisterer endnu. 1. sal blev opdelt til mindre værelser, og i den forbindelse blev en del inventar flyttet til de steder på slottet, hvor vi finder det i dag. Bl.a. blev loftet fra audienssalen flyttet ned til Vinterstuen, og kaminen fra samme værelse blev flyttet til Christian V’s sal, hvor han opsatte det perspektivisk malede musikanterloft. Det var også i 1705, at loftet i Riddersalen blev moderniseret med det nye lyse stukloft.

1700-tallet

Efter prinsesse Sophie Hedevigs død i 1735 blev slottet ikke længere brugt til beboelse. Fremfor kongebolig, anvendtes slottet nu mere og mere som rigets skatkammer og som ramme om kongehusets minder, og der skete derfor ikke længere så mange ændringer i slottets indre.

I 1758 gennemførtes en større restaurering, hvor bl.a. spindeltrappen i trappetårnet blev ført ned til stueetagen, og gavlkarnapperne blev underbygget fra grunden. Regaliekammeret i Store Tårn fik i 1762 et nyt stukloft udført i rokokostil.

I 1782-84 (under Christian VII) blev der på 1.sal indrettet tre mindre sale til Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. De nye interiører i nyklassicistisk stil, blev tegnet af billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der også tegnede de skabe, som samlingen skulle opbevares i. Skabene findes endnu på Nationalmuseet. På Rosenborg er loftet, de buede dørpartier og en del af bemalingen bevaret.

1800-tallet

1838 åbnede Rosenborg som museum for kongehuset, under navnet De Danske Kongers Kronologiske Samling. Som navnet siger, var museet indrettet som en kronologisk gennemgang af kongerne fra Christian IV og frem. Det lod sig gøre, for det faldt sig sådan, at rummene i stueetagen passede dertil i deres interiørstil. Det samme gjaldt på 1.sal, hvor man ved at begynde med prinsesse Sophie Hedevigs stue i nordenden og enden i syd, ved møntkabinettets interiører fra 1780’erne, opnåede det samme.

Det kronologiske princip blev videreført i indretningen af de to værelser i sydenden på 1.sal, der blev dedikeret til henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. I 1860’erne overførtes en del bygningsinventar fra Frederiksberg Slot og Prinsens Palæ, og dette inventar præger de fleste rum på 1.sal.

Siden er slottets interiører stort set ikke ændret, men de har dog gennemgået flere restaureringer gennem årene.

Beskrivelse

Stueetagen

Stengangen, der løber langs slottets østfacade, giver adgang til salene i hver ende samt til trappetårnet. Stengangen har et bevaret stukloft fra ca. 1615, den sydlige tredjedel er dog fra 1705, hvilket kan aflæses i et stilskifte i dekorationerne.

Vinterstuen mod nord er fuldt paneleret og udfyldt med nederlandske malerier, der er bevaret fra Christian IV’s tid. Mellem malerierne ses udskårne joniske søjler i træ, hvis postamenter er dekoreret med vrængemasker. Den store kamin ved nordgavlen krones af et rigt udsmykket topstykke med Christian IV’s monogram og årstallet 1615. Loftet er ligeledes paneleret med store malerier, og her er motiverne hentet fra den olympiske gudeverden. Loftet er fra samme periode som rummets vægge, men blev i 1705 flyttet ned fra salen ovenover. Gulvet er belagt med sorte, hvide og grå marmorfliser, og i gulvet ses lydkanaler til rummet i kælderen nedenunder, hvorfra ”usynlige” musikanter kunne underholde og imponere de besøgende.

I direkte forbindelse med Vinterstuen i tårnkammeret ligger Christian IV’s Skrivestue. Her ses også et rigt paneleret loft med indfattede malerier. Også i vindues- og brystpanelerne, samt i døren, er der indfældede malerier. Den lille hjørnekamin i mangefarvet marmor er dekoreret med Christian IV’s monogram i en bruskbarok ramme, støttet af små putti. Rummet er i sin helhed velbevaret fra begyndelsen af 1600-tallet. De grønne silketapeter med påtrykte guldornamenter er dog lidt senere, fra omkring 1700.

I forbindelse med Vinterstuen langs vestfacaden ligger Christian IV’s Sengekammer, der blev indrettet omkring 1615. I 1660’erne blev sengekammeret overladt til dronningen, Sophie Amalie, som lod de panelerede vægge dekorere i den kinesiske stil, vi ser i dag. Rammerne er malet i imiteret skildpaddeskjold med sølvdetaljer, og panelfelterne står i grøn lak med stregtegninger af asiatiske motiver i guld. Mellem vinduerne mod vest ses en rigt udsmykket sandstenskamin bemalet som ædle stensorter. Gulvet er lagt med sorte og hvide marmorfliser, der blev flyttet hertil fra Frederiksberg Slotskirke i 1800-tallet. Stukloftet og malerierne er bevaret fra Christian IV’s tid, dog på nær det midterste maleri, som blev erstattet under Sophie Amalie. Malerierne forestiller jordens, himlens og havets guder.

Direkte forbundet med Sengekammeret, i det lille tårnkabinet, ligger Christian IV’s toilet. Rummet har et bevaret stukloft fra opførelsestiden og på væggene håndmalede hollandske kakler fra 1705. Lokumsbrættet er formentlig landets ældste.

Bag Store Tårn ligger Det Mørke Værelse, der blev indrettet til Frederik IV og dronning Louise som fælles sovegemak omkring 1705. Stukloftet er bevaret fra Christian IV’s tid, men panelerne, marmorkaminen samt silketapeterne i skiftevis røde og hvide baner med kapper er bevaret fra soveværelsets oprettelse.

Havestuen i Store Tårn står i store træk bevaret fra samme periode som Det Mørke Værelse. Det indlagte gulv er af eg og nød, loftet er dekoreret med stuk, og panelerne er marmorerede. Væggene er beklædt med nyere, rød-/ hvidstribede silketapeter med kapper, genskabt efter forbillede fra 1700-tallet.

Marmorgemakket blev af Frederik III indrettet i sit nuværende udseende omkring 1668. Rummet fremstår i en pompøs barokstil. Gulvet er lagt med baner af sorte og hvide kvadratiske fliser, på langs og på tværs af rummet. Mellem disse baner ligger kvadrater af mosaikfliser i fire forskellige farver/stentyper. Mosaikken er lagt i et gittermønster. Væggene er beklædt med flerfarvet stukmarmor fra gulv til loft, og er inddelt i felter mellem adskillige pilastre – ligeledes i stukmarmor. Mellem pilastrene på indervæggen ses våbnerne for Danmark, Norge og Kalmarunionen udført i stærke farver på lyse felter, alt i stukmarmor. I det barokke stukloft ses fire indfældede malerier, der forestiller putti, som kommer svævende ned fra himlen med regalierne: kronen, scepteret, sværdet og rigsæblet. I hjerteformede felter udenom ses de enkelte våbenmærker fra kongevåbenet. Den nordlige dør er bemalet med Christian V’s monogram på et lyst felt. Væggen mellem Det Mørke Værelse og Marmorgemakket er væsentlig tykkere end de øvrige skillevægge, hvilket afslører den som en rest af gavlen fra det allerførste lystslot fra 1606.

I den sydlige ende af stueetagen er en større sal, der i dag betegnes som Christian V’s gemak eller Kongens Gemak. Interiøret er sammensat af elementer fra forskellige tidsperioder. I loftet sidder et stort, perspektivisk maleri fra Christian IV’s tid omgivet af en frise af panelværk med mindre malerier og til slut en malet bort. Ved sydgavlen ses en stor marmorkamin i spraglet marmor. Væggene er beklædt med farvestrålende røde gobeliner. Gulvet er lagt med grå marmorfliser, der er flyttet hertil fra Frederiksberg Slotskirke.

1. sal

1. sal er inddelt i adskillige mindre gemakker med tilnærmet symmetri på hver side af Rosen i midten. Langs østfacaden ligger smalle gangarealer, og langs vestfacaden ligger større og mindre værelser en suite. Ruminddelingen stammer fra Frederik IV, men interiørerne er i udstrakt grad et resultat af slottets indretning til museum. Interiørerne er generelt sammenbragt af museet og består af bl.a. gobeliner, gulve og loftsmalerier fra forskellige perioder, herunder en del fra Frederiksberg Slot og Prinsens Palæ.

Rosen er et kvadratisk forrum, i dag indrettet med loftsmalerier og et indlagt gulv hentet hertil fra Frederiksberg Slot. Gulvet er beskyttet af et nyere parketgulv ovenpå, men fritlagt i en cirkel på midten. Fra Rosen er der adgang til Spejlkabinettet i Store Tårn. Her er både vægge og loft dækket af spejlglas fra slutningen af 1600-tallet. I det indlagte gulv er der også udlagt en stor oval spejlflade. Det lille tilstødende kabinet står uden beklædning på væggene, men har bevarede bemalinger i loftet.

Den nordlige gavlsal står nogenlunde bevaret fra Frederik IV’s tid omkring 1724 med trægulv, gobeliner på væggene og et farverig loft af bemalede tavler.

Det nordlige tårnkammer, kaldet Prinsessens lakerede kabinet, står bevaret som det blev indrettet i 1660’erne. Det fuldt panelerede rum er dekoreret med relieffer i sort lak og forgyldninger med indsatte turkiser og perlemor.

De tre værelser langs vestfacaden syd for Rosen har klassicistiske detaljer i lofter, dørindfatninger og vægbemalinger.

En sidste interessant detalje på 1. sal gælder lofterne i gavlværelserne mod både nord og syd. De panelerede lofter med bemalede tavler sad oprindeligt sammen i ét samlet loft, hvor de nu er fordelt på tre. Dette samlede loft sad i festsalen på Christian IV’s første lille lysthus, som blev opført i haven omkring 1606-07, og lofterne er således det ældste bevarede inventar på hele Rosenborg.

2. sal

På 2. sal ligger foruden de tre tårnkamre kun Riddersalen, et rektangulært højloftet og overdådigt udsmykket rum. Loftet er et fladbuet stukloft opsat omkring 1705 og er bl.a. udsmykket med fire store relieffer. Reliefferne forestiller vigtige politiske begivenheder i Frederik IV’s regeringstid. Midt i loftet ses et relief af rigsvåbnet, bemalet i klare farver og omgivet af Elefant- og Dannebrogordenen. Fire loftsmalerier viser regalierne. På gesimserne over gavlvinduerne sidder fire næsten helt frie figurer, der forestiller de fire verdensdele.

På væggene hænger tolv store gobeliner, der viser Christian V’s sejre i Skånske Krig. Gobelinerne blænder en del af vinduerne. Vinduesnicher og endevægge er beklædt med marmorerede paneler, og midt på hver endevæg står en stor overdådigt udsmykket marmorkamin. Gulvet er nyere og er udført i hvid, sort og rød marmor.

I Store Tårn ligger Regalieværelset, hvis interiør stammer fra istandsættelser i 1700- og 1800-tallet. Væggene er fuldt panelerede og malet hvide med forgyldte profileringer. Loftet er stuk, og gulvet står i sort og hvid marmor. To indbyggede skabe i muren, der blev indrettet under Christian V til at opbevare regalierne og de øvrige kongelige kostbarheder, er bevaret fra slutningen af 1600-tallet.

I de to tårnværelser mod øst ligger Glas- og Porcelæns-kabinetterne. Glaskabinettet er indrettet af Frederik IV i 1713-14 til udstilling af hans venetianske glassamling, og rummet står fuldstændigt bevaret i dag med originale forgyldte hylder og konsoller. Porcelænskabinettet er nyere, indrettet i 1860’erne som en pendant til glaskabinettet. I samme familie som disse to udstillingsrum hører også bronzeværelset i tårnværelset på 1.sal, der er indrettet omkring 1880 i empirestil.

Kælder og skatkammer

Rosenborgs kælderrum er indrettet til udstilling. I indgangsrummet ses en massiv jerndør ind til kammeret under Store Tårn. Døren er bærer årstallet 1681. I den nordlige kælderdel ligger to ensartede rum med hvidkalkede krydshvælv og en sandstenssøjle centralt i hvert rum. I det nordlige af disse to rum ses lydkanalerne, der går op gennem gulvet til Vinterstuen. I den sydlige del af kælderen er et større kalket kælderrum med tøndehvælv, i dag kaldet Det Grønne Kabinet. Vest for Det Grønne Kabinet fører en trappe ned i det underjordiske skatkammer, der er opført i 1970’erne. Skatkammeret har form som tre sekskantede rum, i let forskudte niveauer. Rummene er opført i beton.

Tagetage og tårnkamre

Tagrummet fremstår med rå tømmerkonstruktioner. Konstruktionen er original, men suppleret med nyere tømmer. Indskudt mellem tagetage og Riddersal, tilgængeligt fra trappetårnet, ses spor efter den såkaldte Trompeterstol, hvor musikanter kunne sidde og spille for Riddersalens gæster. Tårnværelserne bruges af museet til opmagasinering. Det rummer også diverse trapper og detaljer af ældre dato.

Slottets bygninger

Portbygningen

Bygningsbeskrivelse

Portbygningen er en lav rektangulær bygning i to etager, der danner overgangen til voldstedet mod vest. Huset er opbygget af tre dele med et porttårn i midten, flankeret af to fløje i henholdsvis gule og røde munkesten. De to fløje har hver en lille trappefløj på bagsiden mod slottet, og bygningen er i store træk symmetrisk opbygget. Portbygningens orientering er stik sydvest-nordøst. Fløjene betegnes her som henholdsvis nord og syd og facaderne som vest og øst.

Porttårnet i midten er opført i en rødlig kalksten med bånd og dekorationer i sandsten, og det markerer sig med en svungen gavlkam, der fortsætter op over gesimsen og er udsmykket med fem sandstensskulpturer. På ankomstsiden mod vest står Merkur (handel) flankeret af Prudentia (klogskab) og Temperantia (mådehold). Mod slottet er en obelisk i midten flankeret af Diana (jagten) og Juno (jomfruelighed). På vestfacaden sidder endvidere et lille relief med Christian IV’s forgyldte, kronede monogram holdt af gyldne løver og ved siden af porten ses trisserne efter vindebroens kæder. I vestfacaden sidder en tung træport, inddelt i rektangulære felter med en mindre dør indfattet i portens konstruktion. På døren sidder Christian IV’s gyldne monogram.

Bygningens nordlige fløj står på en sokkel af granit efterfulgt af et kalkstensbånd, og denne halvdel er opført i gule munkesten med enkelte reparationer i røde sten. Sydfløjen derimod har en sokkel i ren granit og er muret i røde munkesten. Denne fløj er en smule spidsvinklet i det sydvestlige hjørne.

Vinduerne er generelt relativt små og er opbygget af to kvadratiske rammer over hinanden. Rammerne er oliebehandlede med rødmalede karme omkring og har små blyindfattede ruder. På facaden mod vest er det midterste vinduesfag på hver af fløjenes 1.sal murede blændinger, der er malet til at ligne de øvrige vinduer. Vinduerne i porttårnet i midten er sandstensindrammede, og enkelte vinduer på gavlene er større korspostsvinduer. I trappefløjene mod øst sidder små, enkeltstående vinduesrammer. Det helvalmede opskalkede tag har en lav hældning og er beklædt med sorte glaserede vingetegl.

Man passerer Portbygningen gennem et hvidkalket krydshvælvet portrum, hvorfra man kan gå ind i hver af fløjenes stueetager gennem smalle buede døre i tårnets tykke mure.

Bygningshistorie

Mellem 1610 og 1615 anlægges voldstedet med de fire bastioner, og der bygges også to porttårne med vindebroer over voldgraven mod vest og øst. Formodentlig har tårnet fra begyndelsen haft en enetages tilbygning med vagtstue mod nord. De to bevarede krydshvælv i stueetagen stammer muligvis herfra. Allerede kort efter anlæggelsen skred jordvoldene ud, og der blev på strækningen mellem de to porttårne bygget en voldmur langs hele den sydlige side af voldstedet.

I 1680 får tårnet bygget sin nordfløj på. Muligvis også den sydlige, men det vides ikke med sikkerhed.

Senest i 1708 rives det østlige porttårn ned, og Grønnebro anlægges. Den sydlige fløj på porttårnet er muligvis så sen som dette. Sydfløjens spidsvinklede hjørne skyldes sandsynligvis, at man brugte den gamle voldmur som fundament. Dette er formodentlig også grunden til, at Portbygningen har kraftige sætninger mod nord, hvor fundamentet er mere tvivlsomt.

I 1783 er den vestlige vindebro i en så miserabel forfatning at den nedtages. Trisserne ses dog endnu på tårnets facade.

Portbygningen har haft skiftende funktioner gennem tiden. En overgang blev det brugt som rustkammer, men også som bolig for kongens foged eller som vagtstue. I mange kilder betegnes bygningen som ’Slotsforvalterboligen’.

Kommandantboligen

Bygningsbeskrivelse

Kommandantboligen er en større klassicistisk villa, der ligger lige nord for Slotsporten på Øster Voldgade. Husets facade indgår i bygningsrækken langs vejen.

Huset står i blank mur af lyse gule flensborgtegl. Det har en svagt rektangulær plan og er i to etager med høj kælder. Soklen er af sandsten, og huset afsluttes af et højt helvalmet tag beklædt med sorte glaserede vingetegl. Der er skurede sandstensgerigter om dørene og ditto sålbænke under alle husets småsprossede hvide korspostvinduer. Vinduerne er højere i stueetagen end på 1. sal. Alle døre samt skodderne ved gadens kældervinduer er malet mørkegrå.

Både længdefacader og gavlfacader er symmetrisk opbygget med brede midtrisalitter i som fælles træk. På langsiderne springer midtrisalitterne kraftigt frem og fortsætter op til 1. sal, inden huset afsluttes af det helvalmede tag, hvori der sidder en enkelt lille kvist i østsidens centerfag. I de to brede sidefag skråner etagen indad i hele 1.salens højde, og de skrå flader er tækket med teglsten og udstyret med kvistvinduer. Derved får taget samlet set et mansardagtigt udtryk, og tagetagen har en korsformet plan i stedet for den rektangulære grundplan. Gavlenes midtrisalitter springer kun frem med en enkelt sten, men de skaber en elegant symmetrisk inddeling og højdevirkning i de brede gavlflader.

Man ankommer til huset via Slotsporten ved bygningens sydgavl, hvori hoveddøren sidder i det centrale fag. Op til døren løber en tofløjet sandstenstrappe med støbejernsværn.

I nordgavlen sidder – grænsende op til muren mod Øster Voldgade – en lille buet kælder-/køkkendør med runde vinduer, foruden en sekundær dør til stueetagen, der sidder forskudt i forhold til husets centerlinje og har en enkeltløbet trappe foran. Nordgavlen er husets bagside.

Bygningshistorie

Kommandantboligen blev opført i 1760 af den dansk-tyske billehugger og arkitekt Jacob Fortling. Jacob Fortling var særdeles talentfuld, og huset har klare arkitektoniske værdier både ude og inde.

I 1672 blev en forgænger til det nuværende hus bygget, samtidigt med Slotsporten og den røde mur langs Øster Voldgade. Huset har været kendt og brugt med skiftende betegnelser gennem tiden, eksempelvis som slotsforvalterbolig og direktørbolig. I dag kaldes det igen for Kommandantboligen, og den bruges til kontorer og værksteder for Rosenborgmuseet samt som vagtcentral.

Kustodeboligen

Bygningshistorie

Kustodeboligens placering er knyttet sammen med opførelsen af Kommandantboligen i 1760, da der samtidigt blev bygget en lille staldbygning til denne. Stalden blev helt eller delvist revet ned i 1929, og Kustodeboligen opført i dets sted.

Historisk og arkitektonisk set hører Kustodeboligen sammen med Portnerboligen, der ligger syd for Kommandantboligen, men som ikke er fredet. Disse to huse blev opført med kun et par års mellemrum og er tegnet af den samme arkitekt. Kustodeboligen og Portnerboligen ligger som pendanter på hver side af Kommandantboligen. De er symmetrisk placeret på hver side af den større bygning og er udført i samme materialer som hovedbygningen i midten. Oprindeligt lå kustodeboligens hoveddør længere mod vest, men den blev siden flyttet for at gøre plads til et badeværelse, hvor der før kun var et toilet. Nedgangen til kælderen er også nyere.

I dag bruges huset til bolig for en af museets ansatte.

Bygningsbeskrivelse

Kustodeboligen er et lille hus nord for Kommandantboligen – vestfacaden indgår i muren langs Østervoldgade. Det beskedne hus er opført i blank gul mur og har en stueetage samt høj kælder og en udnyttet høj tagetage. Saddeltaget er beklædt med sorte tegl.

Vinduerne på hovedetagen er hvide småsprossede korspostvinduer, og dørene er mørkegrå. Hoveddøren sidder midt i sydgavlen og har en betontrappe med granittrin og støbejernsværn foran. Til højre herfor ligger en udvendig nedgang til kælderetagen. Mod slottet har huset tre jævnt placerede vinduer, mens facaden mod Øster Voldgade kun har to vinduer, der sidder tættere sammen i husets nordlige ende.

Indvendigt er huset i dag indrettet til bolig. Enkelte ældre detaljer er bevaret.

Øster Voldgade 4B

På adressen Øster Voldgade 4B ligger i alt fem sammenbyggede huse på matriklen nord for slottet. Bygningerne er yderligere underinddelt i to grupperinger, nemlig Slotsgartnerboligen, bestående af et Forhus med tilhørende Sidehus og Baghus, samt Gartnerlængen, der er en sammenbygget én-etages længe bestående af Vaskehuset (i dag indrettet til børnehave) og Overvintringshuset. Betegnelserne for disse huse kan opleves forvirrende, idet de ofte kaldes noget helt andet i det historiske kildemateriale.

Fælles for alle fem bygninger er, at de står i gulkalket murværk med hvide gesimser og røde vingetegl på tagene. Alle gavlflader står i blank mur. Alle vinduer er hvidmalede og sidder uden sålbænke næsten i flugt med facaden. Døre er enten hvid-, rød- eller grøntmalede, alt efter type. Finere fyldingsdøre er hvide, mens de mere simple døre er malet i enten mørk rød eller mørk grøn.

Bygningshistorie

Alle bygningerne har spillet en sekundær rolle i forhold til slottet, og det er derfor sparsomt med oplysninger om konkrete bygningsfysiske forandringer før nyere tid. Husene har historisk set været knyttet til det kongelige gartneri, der lå i det nordvestlige hjørne af Kongens Have, indtil gartneriet blev nedlagt i begyndelsen af 1900-tallet.

Slotsgartnerboligens Forhus og Sidehus er formodentlig opført samtidigt i 1688, dengang begge som enetages fløje. Ved en nylig facaderenovering kunne det iagttages, at Sidebygningen ligesom Forhusets stueetage er opført i stribet murværk.

Forhuset blev forhøjet til de nuværende tre etager i 1777, og murankrene med årstallet 1688 blev enten flyttet op på gavlen eller blev nylavet ved samme lejlighed. På dette tidspunkt var de to første etager af Forhuset efter sigende beboet af slotsgartneren, imens der på mansardetagen var indrettet små værelser til gartnerelever.

Det er uvist præcist hvornår – og ad hvor mange omgange – Baghusets sammensatte bygning er blevet til, men sikkert er det, at der længe før den nuværende bygning har ligget en langstrakt staldbygning i dets sted. Atelierrummet i Baghuset blev sandsynligvis indrettet af maleren Laurits Tuxen, der beboede Forhuset i begyndelsen af 1900-tallet. Da slottets køkkenhaver blev nedlagt, blev Slotsgartnerens bolig indrettet i det tidligere Vaskehus.

Både Forhus, Sidehus og Baghus har siden været indrettet til selvstændige boliger i forskellige omgange. I dag er Forhuset indrettet til tre lejligheder – én pr. etage – som bebos af personer med tilknytning til museet. Sidehus og Baghus er indrettet til kontorer, værksteder og mødelokaler for museet.

Gartnerlængen med Vaske- og Overvintringshus er trods det ensartede udseende ikke opført samtidigt. Vaskehuset er opført nogenlunde samtidigt med Slotsgartnerboligen, dvs. slutningen af 1600-tallet/begyndelsen af 1700-tallet. På en plan fra 1765 ses det, at der i forlængelse af Vaskehuset lå en staldbygning med nogenlunde samme placering og udstrækning som Overvintringshuset, blot nogle fag kortere.

Den tidlige bygningshistorie er særdeles uklar, og der er forskellige udgaver af, hvornår Overvintringshuset fik sin nuværende udstrækning. Muligvis skete det så sent som i 1909, hvor gartnerbygningen på hjørnet af Øster Voldgade/Sølvgade blev revet ned og erstattet af Dronningeporten.

Vaskehuset blev som nævnt indrettet til gartnerbolig i slutningen af 1900-tallet, og blev stadig brugt som bolig inden den nye indretning til børnehave i 2006. Overvintringshuset har så vidt vides aldrig haft andre funktioner.

Forhuset

Forhuset er som den eneste bygning forhøjet til i alt tre etager over en høj kælder, hvoraf den øverste er en mansardetage med buede kvistvinduer. Spor efter udvidelsen kan ses i en smal baggårdssmøge, der ligger bag en havemur ved sydgavlen. Gavlens murværk står blottet, og man kan se, at stueetagen er opført i rød- og gulstribet tegl, hvor de øvre etager står rent i gule sten. Længere oppe på gavlen ses murankre med Christian V’s monogram samt årstallet 1688, og lidt længere oppe endnu murankre med årstallet 1777.

Forhuset har i sit nordligste fag en buet portgennemgang ind til et brolagt halvåbent gårdrum, hvorfra der er udgang til haven. I portåbningen mod vejen sidder en tung tofløjet port. Ved siden af porten sidder et dørklokkegreb af kobber.

Indgangen til forhuset sidder på gårdsiden, i det sydligste fag inden sidehuset støder til. Op til døren fører en lille granittrappe med værn i støbejern. Inde i portrummet er der en sekundær adgang til lejligheden i stueetagen.

Sidehuset og Baghuset

Sidehuset og Baghuset ligger som sammenbyggede fløje i forlængelse af hinanden, vinkelret på Forhuset. Sidehuset har et lille indhak i første fag, hvor huset er forbundet med den lille baggårdssmøge ved Forhuset. Baghuset virker sammensat af flere forskellige dele og har samlet set en L-formet plan. Skellet mellem de to huse markeres af et lille retningsknæk.

Husenes forside vender ud mod den brolagte gårdsplads. På bagsiden og ind mod Kongens Have ligger små private have-/terrassearealer, der er afskærmet af enten havemure eller høje hække. Baghusets mur er bygget sammen med Atelierhuset på slotsområdet. Langs facaderne mod gårdspladsen er to indgangsdøre, én til hvert hus. Derudover findes fire havedøre. På begge huse ses adskillige kviste i bindingsværk med murede flunker. På baghusets gårdfacade ses et stort ateliervindue, der går op over gesimsen og halvt op i tagfladen.

Vaskehuset og Overvintringshuset

I nordlig forlængelse af Forhuset, langs Øster Voldgade, ligger Vaskehuset (der i dag bruges til børnehave) og Overvintringshuset. De to er ensartede sammenbyggede enetages længer, der tilsammen danner én lang bygningskrop. Facaderne er gulkalkede med hvide savtakkede gesimser.

Lige ved siden af porten i Forhuset har Vaskehuset en indgangsdør mod vejen med en lille gavlkvist i træ ovenover. Denne dør er den eneste ud mod vejen i hele striben af huse. Ved soklen sidder små vinduer/riste, der afslører en kælder. Tagfladerne domineres til begge sider af lange, tegltækkede dobbelte pultkviste, der er udført i træ med luger og kun enkelte vinduer. Der er to skorstene i tagryggen på Vaskehuset.

Overvintringshuset ligner Vaskehuset, men har hverken skorstene, pultkviste eller kælder. Derimod ses et langt atelieragtigt fabriksvindue i tagfladen på havesiden. Mod vejen er tagfladen ubrudt. I nordgavlen ses en stor tofløjet, fladbuet port øst for midten, samt et bevaret murstik efter en lavere og bredere åbning midt på gavlen.

Miljømæssige værdier

Rosenborgs miljømæssige værdier knytter sig først og fremmest til slottets placering i og sammenhæng med den omkringliggende have.

Slottet ligger solitært på sit voldsted, afgrænset på tre sider af voldgrav og/eller bastionsmure. Grønne bro, som fører over voldgraven til slotshaven understøtter sammen med Portbygningen forståelsen af at bevæge sig til eller fra voldstedet. Fra selve voldstedet oplever man tydeligt forbindelsen med haven i det lange kig ned over krokusplænen, ned mod Meyns Port. Oplevelsen af sammenhængene mellem slot og have har stor miljømæssig værdi.

Langs Øster Voldgade ligger Kasernen og de øvrige bygninger som en række forskelligartede brikker, der tilsammen danner en lukket væg langs den store vej. Christian V´s Slotsport i sandsten med rødt murværk til begge sider giver adgang til slotsområdet, og den opleves som en portal mellem byen og slottets fortættede historiske verden. Denne iscenesættende overgang har stor miljømæssig værdi.

Kongens Have har stor miljømæssig værdi som et grønt åndehul midt i den tætte bykerne. Oplevelsen af haven domineres af de lange kig, man får langs alleerne og de øvrige retlinjede stier, hvor slottet med sine mange spir udgør et romantisk fikspunkt i det fjerne.

Havens indramning langs Kronprinsessegade, inklusiv Kongeporten, Meyns Port og de 14 pavilloner, skaber en på en gang markant og transparent overgang mellem byen og haven. Kongeporten danner en fornem indgangsportal til slottets domæne fra byen.

Kulturhistoriske værdier

De kulturhistoriske værdier for Rosenborg Slot og Have knytter sig primært til forskellige aspekter af den renæssancekultur, anlægget blev skabt i. Først og fremmest er slottet et gennemført og meget helstøbt eksempel på den dansk/nederlandske renæssancestil, der var typisk for Christian IV’s byggerier. Det røde murværk med bånd, vinduesindfatninger og udsmykninger i sandsten, er sammen med de spirkronede tårne karakteristisk for denne stil, og slottet fremstår meget harmonisk og rendyrket i sit udtryk. Motiverne for skulpturerne på slottets gavle og Store Tårn stammer fra den klassiske mytologi og er en hyldest til Christian IV som sit lands og kunstens beskytter. Slottets rigt dekorerede ydre fremtræden og de overdådige interiører vidner om renæssancens genopdagelse af antikken, tidens store jordomsejlinger, reformationen og det nye verdensbillede, samt om anvendelse af kunsten og litteraturen til at iscenesætte rigets overhoved.

Slottet og haven er også et godt dansk eksempel på renæssancens sværmeri for lysthaver og miniatureslotte i det grønne, hvilket var på mode i første halvdel af 1600-tallet. Renæssancehaven er en iscenesættelseshave, hvori man kunne ”rejse og opdage verden” og undervejs tager ophold i små lysthuse. Renæssancehaven er stadig aflæselig i Kongens Have i dag, bl.a. i det ortogonale stinet, i de små særhaver rundt omkring og i Herkulespavillonen. Gemt i pavillonens murværk er rester, der stammer tilbage fra havens anlæggelse, og lysthuset har fulgt med haven op gennem tiden, ombygning for ombygning. Slottets komprimerede størrelse og dets forbindelse til haven giver det en karakter af et raffineret miniatureslot i det grønne.

Samtidigt er slottet dog også en manifestation af kongemagtens status. Anlægget er en iscenesættelse af kongens magt og pragt er skabt til at dupere de besøgende og fremkalde respekt. På Rosenborg blev dette ikke opnået i kraft af størrelse, men ved elegance og charme. De mange velbevarede interiører er spækket med avancerede udsmykningsteknikker, nogle af dem med inspiration fra Asien, og de fortæller (især i stueetagen) om udviklingen i både hofkultur og mode, samt om kongernes privatliv. Organisatorisk var slottet inddelt i en privat sfære på stueetagen og en officiel afdeling på 1. og 2. sal, med separate adgangsforhold for hver. Stilmæssigt kan man følge den skiftende indretningsmode, rum for rum.

Det samlede anlæg med slottet, haven og de sekundære bygninger langs Øster Voldgade, fortæller om hele den ”logistiske maskine”, der fulgte med omkring hoflivet. Haven var anlagt til madvareproduktion, og langs Øster Voldgade lå stalde, orangerier, vaskehus og boliger til forpagtere og gartnere. Selvom gartneriet i dag er nedlagt, giver det samlede anlæg stadig en fornemmelse af det omfattende følge af betjenende funktioner, der var nødvendig for at drive en kongelig residens og renæssancehave.

Typisk for renæssancen var også dyrkningen af det kunstige: menneskets beherskelse af naturen, hvilket bl.a. kan aflæses i haven. Naturen strammes op i grids, og man dyrker planter, der slet ikke hører til i det danske klima, i store orangerier. Indvendigt viser det sig bl.a. i de opfindsomme lydkanaler i vinterstuen, hvorfra man kunne høre musik fra ”usynlige” musikanter, i kalenderurene fra Ole Rømers hånd, en sindrig buksevandsstol skabt til hoffets underholdning, samt sporene efter en elevatorstol i det nordlige karnaptårn.

Rosenborg bærer også på kulturhistoriske værdier i forhold til museumshistorie og udstillingskultur gennem tiden. Kongerne selv brugte slottet som hjemsted for forskellige samlinger, og allerede i 1680 samlede Christian V rigets kostbarheder, regalier og statskassen på slottet, hvortil der siden skete en løbende tilgang af genstande fra de andre kongelige slotte og fra kongelige dødsboer. Glaskabinettet, hvor den originale opstilling af Frederik IV’s venetianske glassamling endnu er bevaret, er unik i europæisk sammenhæng.

Da museet åbnede i 1838, formede udstillingen sig som en kronologisk vandring gennem kongerækken fra Christian IV og helt frem til Frederik VI. Det lod sig gøre, fordi rummene i stueetagen tilfældigvis passede til rækkefølgen i deres indretning. Det samme gjaldt på 1. sal, hvor man begyndte med prinsesse Sophie Hedevigs sal i nordenden og endte i syd med møntkabinettets interiører fra 1780’erne. I 1863, kun fem år efter Frederik VII’s død, blev der indrettet et nyt rum med genstande fra hans liv og regeringstid. At museet på Rosenborg Slot således blev ført frem til nutiden, vakte international opmærksomhed. Rosenborg skrev sig ind i europæisk museumshistorie, både pga. det kronologiske princip, men også fordi det var første gang, samtiden kom på museum.

Arkitektoniske værdier

De arkitektoniske værdier for Rosenborg Slot knytter sig udvendigt til slottets helstøbte karakter, dets rendyrkede renæssanceudtryk og den intime og fortættede stemning, bygningen udstråler.

Slottet fremstår meget harmonisk med symmetriske facader og ensartede udsmykninger hele vejen rundt. Slottet har en beskeden størrelse, men virker med sine mange vinduer og høje, spirkronede tårne som en miniatureudgave af et langt større slot. Dette forstærkes yderligere af, at bygningen primært opleves fra gavlsiderne, og længden af bygningskroppen derved forkortes i den beskuendes perspektiv. Et særligt stiltræk ved Rosenborg er de høje smalle sandstenskarnapper på gavlene, der er enestående i dansk renæssancearkitektur. Det lille afgrænsede voldsted, der danner base for slottet, sørger for at man føres rundt tæt ved facaden, hvilket øger slottets højdevirkning.

Indenfor ligger de arkitektoniske værdier særligt i de velbevarede interiørers sjældenhed og den intime karakter, der skabes af de små rum og det labyrintiske rumforløb. Rummene er som små tidslommer, hvor man kan få en sjælden fornemmelse af, hvordan arkitekturen blev oplevet førhen. De kostbare interiører er især i stueetagen enestående og ypperlige eksempler på kongemagtens rigdom. Ligesom det ydre slot opleves slottets indre stærkt komprimeret.

Riddersalen skiller sig ud med sin mere storladne udformning og indretning. Her ligger den arkitektoniske værdi i salens smukke proportioner og helhedsoplevelsen af rummet, der fremhæves af kontrasten til de øvrige etagers snævre rumligheder.

Kongens Have har stærke landskabsarkitektoniske værdier, der særligt opleves i kiggene langs de tre hovedakser. Lindealléerne ved henholdsvis Kavaler- og Damegangen er nogle af de tidligst anlagt i landet, og især Kavalergangen har arkitektoniske kvaliteter med Herkulespavillonen som ”point de vue” for enden.

Havens indramning langs Kronprinsessegade har også arkitektonisk værdi. Gitterhegnene, der er afbrudt af taktfast placerede bygningskroppe, inviterer til kig ind til havens grønne rum, når man færdes langs gaden. Kontrasten mellem de foranliggende lyse kuber og det bagvedliggende grønne skaber en dybdevirkning, der fremhæver havens herlighedsværdier.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver

Eksterne links