Trekroner - Slots- og Kulturstyrelsen

Søfortet Trekroner er et kunstigt ø-anlæg midt i den nordlige udmunding af Københavns Havn – lige ud for Langelinje mellem Refshaleøen mod syd og Nordhavnsområdet mod nord.

Søfortet har indgået i Københavns befæstning siden slutningen af 1700-tallet og blev yderligere udbygget og forstærket i slutningen af 1800-tallet som et led i den ring af forsvarsværker, der stadig kan genfindes rundt om byen.

Alle bygninger og bygværker på fortet er bygningsfredede, og selve øen er fortidsmindefredet. I dag er fortøen, kasematbygningnen og de fleste bygværker frit tilgængelige for offentligheden, og der drives cafe og selskabsvirksomhed i sommerhalvåret.

Tidslinje over Trekroners historie
Af .

Bygningshistorie

1713-1786 Det første Trekroner: sænkede skibe

I begyndelsen af 1700-tallet blev København for første gang bombarderet fra søsiden. Selvom skaderne var begrænsede, erkendtes behovet for en bedre beskyttelse af indsejlingen til Københavns Havn, der kunne holde fjendtlige skibe på afstand af bymidten.

I 1713 blev tre udtjente orlogsskibe – hvoraf det ene hed Trekroner – sænket på det lave vand til højre for indløbet til Københavns Havn. Når de grundsatte skibe stod på bunden, var kanondækkene oppe over vandlinjen og stadig funktionsdygtige. For at stabilisere skibene blev de fyldt med sand og sten, så de stod fast på havbunden. Yderligere syv skibe blev sat op i en næsten fuld cirkel, så der efterhånden blev dannet en lille ø omkring en havn. Det var dog en konstruktion med ringe holdbarhed. Skibene rådnede, og sandet og stenene flød ud i havnen. De sidste rester af dette første Trekroner blev fjernet i 1751.

Navnet Trekroner var en slet skjult provokation af fjenden, da det svenske rigsvåben netop forestiller tre kroner og oprindeligt symboliserede den nordiske union (Kalmarunionen) mellem Danmark, Norge og Sverige – regeret af den danske konge.

1787-1864 Et stærkere Trekroner: træ og sten

I 1787 påbegyndtes byggeriet af en permanent ø 300 meter sydøst for det første. Anlægget blev opført som en del af et større bastionært voldanlæg omkring Københavns midte.

Den nye ø blev bygget op af indpælede jordværker. Det var et omstændigt byggeri, der kun voksede langsomt frem. Man bankede tætstående pæle i havbunden, der herefter blev fyldt op med mudder og jord. Foran de yderste pæle blev bygget en skrånende stenvold, der skulle sikre fundamentet.

De nye Trekroner nåede ikke at blive færdigt, før Lord Nelson og englænderne angreb i ’Slaget på Reden’ i 1801. Øen blev alligevel bestykket med ikke mindre end 66 kanoner og 650 mand og indgik som det eneste faste anlæg i den danske forsvarslinje. Englandskrigene bevirkede, at byggeriet i perioder stod stille, fordi fortet var i aktion, og anlægget var derfor længe under opførelse.

I 1820’erne blev fortet beklædt med murværk både udadtil og indadtil, og der opførtes en brystningsmur med skydeskår langs struben. Anlægget stod først færdigt i 1827, og kort herefter, i 1830’erne, opførtes de to røde bygninger, der flankerer indsejlingen. I fredstider rummede de boliger for hhv. de menige soldater (mod nord) og officererne (mod syd).

Fyrtårnet blev opført i 1858 og blev siden flyttet op på kasematbygningen. Over døren til tårnet ses Frederik VII’s kronede monogram.

1865-2018 Det færdige Trekroner: beton

I 1865-68 blev fortet ombygget og forstærket både som følge af Søbefæstningsloven af 1858 og som en del af Københavns storstilede nye befæstning, der skulle omkranse hele byen både til lands og til vands.

Anlæggelsen af Københavns Befæstning havde været et omstridt politisk emne, nærmest siden det ødelæggende bombardement af byen i 1807, hvor Danmark mistede hele sin flåde til englænderne. Opførelsen af befæstningen fik sit endelige politiske og folkelige rygskub efter det sønderjyske nederlag i 1864, og byggeriet strakte sig fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1918.

Ved disse befæstningsarbejder valgte Ingeniørkorpset i stor udstrækning at bruge et forholdsvist nyt og uprøvet byggemateriale – nemlig beton. Inden man gik i gang med at bygge de nye søbefæstningsanlæg, gennemførte man omfattende skydeforsøg mod prøveanlæg udført i jord, mur, granit og beton, hvorefter valget faldt på jord og beton.

Trekroner blev ud- og ombygget med adskillige ammunitionsmagasiner, briske samt øvrige forstærkninger af forsvarsværket. Derudover opførtes også den karakteristiske kasematbygning på fortets afstumpede spids. Den underste etage var indrettet med køkken og beboelse for de menige soldater i krigstid, imens hovedetagen i midten benyttedes til indkvartering og ophold for officererne mod vest samt skytskasematter mod øst. Disse skytskasematter blev dog hurtigt taget ud af brug igen, da det viste sig, at trykket fra kanonerne ikke kunne komme ud af bygningen. På den øverste, delvist bebyggede etage var der to åbne batterier, tre ammunitionsmagasiner, to officerskamre samt kikkerttårnet.

I 1898-99 blev bygningen ombygget igen; skydeskårene i skytskasematterne blev muret til, og der blev bygget et beskyttende brystværn af jord og sten op foran den underste etage af kasematbygningen.

Fortet kom aldrig rigtigt i krig, selvom det under 1. Verdenskrig var bemandet af op til 750 mand. Efterfølgende blev Trekroner benyttet som skolefort for kystartilleriet, indtil det blev nedlagt som fort i 1932.

I 1934 blev det solgt til Københavns Havnevæsen. De udlejede det til Kystartilleriforeningen, der indrettede øen til et folkeligt udflugtsmål, hvor man om sommeren kunne nyde revyer, restaurantbesøg, biografture og andre forlystelser.

Forlystelsesetablissementet blev nedlagt som følge af 2. Verdenskrig, hvor fortet blev brugt af tyskerne som øvelsesanlæg. Indvendigt ses stadig resterne af et kort over det Tyske storrige, malet på en væg.

I 1983-84 blev fortet fredet og solgt til Statens Bygningsfredningsfond for det symbolske beløb: 3 kroner. Efterfølgende blev de stærkt forfaldne bygninger og bygværker restaureret.

Omkring 2009 blev Trekroner igen restaureret som en del af et omfattende synliggørelses- og formidlingsprojekt om hele Københavns Befæstning. I den forbindelse blev bl.a. alle døre og vinduer genskabt efter originale modeller, og betonen blev nedfaldssikret.

Fortet er i dag offentligt tilgængeligt og er igen et udflugtsmål for københavnerne i sommerhalvåret, med bl.a. cafe og selskabslokaler indrettet i de to beboelseshuse.

Bygningsbeskrivelse

Anlægget

Øen har form som en udhulet trekant med afstumpede spidser. Trekanten har sin længste side mod byen i vest og peger en afstumpet spids ud mod Øresund. Mod nord og syd skyder lange stendiger sig ud i vandet. Indsejlingen til øens lille havn går igennem den vestlige langside, der også kaldes struben.

Hele anlægget er symmetrisk bygget op og består af afstumpningen ud mod Øresund efterfulgt af facer og flanker, der forbinder til struben i vest. Indsejlingen markerer anlæggets centerakse, så blikket føres ved ankomsten op mod den karakteristiske kasematbygning på afstumpningen.

På fløjene ved indsejlingen står to rødkalkede to-etagers huse, der indrammer ankomsten. Centeraksen understreges yderligere af en bred anløbstrappe på kajen, et fremskudt dørparti på kasematbygningen samt et fyrtårn på taget over dørpartiet. Fortsættes aksen videre ud mod Øresund, rammer den Middelgrundsfortet ca. 4 km ude, der tydeligt kan ses fra Trekroner.

Langs strubens yderside og på kanten til indsejlingen løber brystningsmure udført i flensborgtegl med smalle, tæt placerede skydeskår. Muren er gul på siden ind mod fortet og rød ud mod vandet. Inderhavnens kajkant er bygget i bornholmsk granit, og hele øen er omkranset af en glacis af granitsten. I inderhavnen ses to mindre lasteslidsker på hhv. søndre og nordre flanke. På nordre flankes indre kajkant står desuden et rustent kranværk.

Øens facer og flanker er bebygget med adskillige betonstøbte traverser, udnyttet som ammunitionsrum. Helheden fremstår som et bølgende landskab i græs og beton, hvor trapper, briske (underlag for kanoner) og vægge med dørpartier vokser ud af græsbakkerne. Betonen er mange steder stærkt patineret eller ligefrem eroderet væk, så det grove tilslag i granitskærver blottes. Flere steder ses også effekten af vandgennemsivning, bl.a. i form af kalkudludninger

På højdepunkter på hhv. søndre face og nordre flanke står sømærker (tårne) i rød- og hvidmalet jern, og fyrtårnet på kasematbygningen er ligeledes opført i hvidmalet jern.

Langs ydersiden af fortet hænger adskillige Caponierer (snæver beskyttet stilling beregnet til flankeforsvar). Udvendige detaljer såsom trappeværn (hvor disse forefindes) og lygtepælene langs kajen er alle udført i kraftigt støbejern.

Kasematbygningen

Kasematbygningen er stramt symmetrisk opbygget, og er udført i samme grove beton som de øvrige bygværker på øen. Bygningen fremstår langstrakt og lav med fire brede vinduesfag og et afsluttende dørfag, spejlet på hver side af det fremskudte midterparti. Midterpartiet er desuden udsmykket med en kraftig fordakning båret af to konsoller. Fordakningen er dekoreret med Christian IX’s monogram og en krone – alt støbt i beton.

Kasematbygningen har i alt tre etager, hvoraf den øverste er en halvt bebygget tagetage med en gangbro og åbne batteristillinger mellem tre traverser. Den nederste etage er halvt nedgravet i forhold til kajens niveau og er fritlagt med en lysgrav foran vinduerne mod vest. Facaden mod øst er helt dækket bag græsklædte jordvolde på nær hovedetagen, hvor en massiv betonmur med skydeskårsåbninger er blottet.

I hver ende har Kasematbygningen mindre, skråtliggende fløje, der bl.a. rummer trapperum og ammunitionsrum. Trapperummene fortsætter op til tagfladens åbne del, hvorfra der er adgang til ammunitionsrum i traverserne samt til fyrtårnet og en ottekantet kikkertstation.

Indgangsdørene er høje tofløjede trædøre med flammeret beklædning, og med et vinduesparti over. Vinduerne er inddelt i fire smalle fag, med otte småsprossede rammer og har en buet overkarm. Alt udvendigt træværk er malet brunt. De store dør- og vinduesfelter i vestfacaden er indrammet af en støbt profilering, og der ses støbte sålbænke med små konsoller. Vinduerne er indvendigt forsynet med metalskodder malet i militærets traditionelle lyse, gråblå farve. Skydeskårene på hovedetagen er lukket af med plexiglasruder eller beton.

Indvendigt er kasematbygningen ligeså stramt symmetrisk bygget op som udvendigt. Størstedelen af bygningen udgøres – på de to hovedetager – af 2x9 tøndehvælvede celler, der forbindes på langs med en midtergang. Afgrænsningen til gangarealerne er opført i mur- eller træværk og er isat vinduer og døre. Trapperummene i hver ende er trekantede og fungerer som bindeled ud til de skråtliggende, underjordiske fløjrum, der er tøndehvælvede ligesom hovedrummene.

Betonen i kasematbygningen er overalt stærkt påvirket af vandgennemsivning, og rummene fremstår meget rå. Flere steder ses ældre rester af inventar, såsom dørpartier, rustne rør og kogekedler samt diverse rustne tandhjul, hejseværk og andet maskinelt inventar. Der ses også spor af bemalinger på væggene, både fra den militære periode og fra perioden som forlystelsesetablissement. Eks. ses sporene af et kort over det Tyske storrige tegnet på en endevæg i det nordlige fløjrum i kasematbygningen.

Beboelseshusene

De to huse på fløjene ved indsejlingen har en helt anden karakter end resten af fortet. Husene er rektangulære, 6x2 fag, og står i rødkalket murværk, med helvalmet, opskalket tag beklædt i blådæmpede tegl. Vinduerne er hvidmalede småsprossede korspostvinduer.

Indvendigt er husene istandsat til fortmesterbolig, café, møde- og festlokaler samt to store selskabslokaler. Istandsættelsen er udført med traditionelle materialer.

Den sydlige bygning har to trappekerner og tre skorstene, hvoraf de to indvendigt står diagonalt i forhold til husets retning. Huset er hovedsageligt delt op af murede skillevægge. Den nordlige bygning har derimod kun en trappe og to skorstene og har større sale på begge etager. I dette hus bæres etagerne af fritstående stolper og dragere afstives af kopbånd. Der er kun en enkelt muret skillevæg på tværs af huset samt et par tyndere skillevægge.

De øvrige bygværker

De øvrige rumligheder på øen udgøres af bunkerslignende magasinrum samt en enkelt søminestation. Alle disse er opført i grov beton med tøndehvælvede rum som fællestræk. På hver af flankerne er desuden en poterne (overdækket forbindelsesvej). De primære døråbninger er omkranset af en støbt profilering og har en lille gesims over døren. På flere af disse sidder desuden et lille ovalt emaljeskilt, der angiver dørens og bygningens nummerering.

Miljømæssige værdier

Trekroner har særlige, miljømæssige værdier i kraft af dets beliggenhed centralt i Københavns nordlige havneindløb. På alle sider af fortet er hovedstaden i fortsat udvikling, og Trekroner er et markant historisk pejlemærke for disse nye dele af byen. I takt med byens fortætning vil Trekroners værdi som rekreativt udflugtsmål formodentligt kun blive større og større.

Det menneskeskabte landskab på øen er en spændende og anderledes oplevelse, og øen har miljømæssige værdier som offentligt grønt/blåt åndehul.

Kulturhistoriske værdier

Trekroner er et væsentligt vidnedsbyrd om Københavns Befæstningshistorie fra 1600-tallet til 1932, og fortet har høj kulturhistorisk værdi, der både knytter sig til fortet som en del af Københavns Befæstningsanlæg og til anlæggets selvstændige militære karakter.

Trekroner er den ældste søbefæstning for København, og fortet hænger anlægsmæssigt sammen med de bastionære fæstninger, der blev opført i 1600-tallet, og som vi stadig ser spor efter i bl.a. Kastellet, Østre anlæg, Botanisk Have, H.C. Ørstedsparken, Tivoli og Christianshavns Vold. Sammenhængen til 1600-tallets forsvarsanlæg ses især i Trekroners grundform, der er bygget op og militært set fungerer på samme måde som et afstumpet og udhulet bastionsanlæg.

Tilsvarende har Trekroner relation til den store befæstningsring, der blev bygget i beton fra midten af 1800-tallet, og som kan genfindes i store intakte anlæg rundt om København, f.eks. Vestvolden, Bagsværdfortet, Garderhøjfortet, Charlottenlundfortet, Middelgrundsfortet, Kastrupfortet, Dragørfortet samt Kongelundsfortet. Sammenhængen til den nyere befæstningsring ses tydeligt i de karakteristiske betonbygværker med tøndehvælvede rum.

Trekroner har en militærhistorisk lagdeling, der giver fortet en særlig interessant fortælleværdi. Brystningsmuren med skydeskår samt de to beboelsesbygninger på struben fortæller historien om det ældre Trekroner, hvorimod de mange ammunitionsrum, kanonstillinger og kasematbygningen i beton alle er eksempler på det ”nyere” forsvarsbyggeri.

I de to beboelsesbygninger kan aflæses en bevaret organisatorisk forskel, der afslører husenes brug til hhv. menige soldater og officerboliger, selvom interiøret siden er udskiftet. I de meniges bygning, på nordsiden af indsejlingen, er huset konstrueret med stolper, kopbånd og dragere i store, åbne rum. De store rum har tjent som sovesale for de mange soldater. Kommandantboligen mod syd derimod, er indrettet med murede skillevægge, to trappekerner og adskillige udtag til kakkelovne i de skråtstillede skorstensføringer. En indretning der stammer fra de mere standsmæssige officerboliger.

Betonbygværkerne har desuden kulturhistorisk værdi som et led i udviklingen af betonkompetencer i Danmark. Københavns Befæstning var et af de første – og meget omfattende – byggerier med beton i Danmark, og erfaringerne fra dette projekt spillede en stor rolle for landets kompetencer indenfor betonfremstilling.

Arkitektoniske værdier

Anlæggets arkitektoniske værdier i det ydre knytter sig bl.a. til øens symmetriske opbygning med indsejlingen, flankeret af de to røde bygninger og symmetriaksen frem til kasematbygningens center. Inderhavnens sluttede rum er fint proportioneret, og man føres rundt langs kajen og videre ud til facernes bølgende landskab via poternerne i hver flanke.

Der er en fin kontrastvirkning mellem den beskyttede intime inderhavn og den åbne forblæste yderside, hvor man har direkte udsyn udover havet – ud til Middelgrundsfortet eller ind mod Københavns havnefront.

Bygningerne er udført med profileringsdetaljer ved døre, skydeskår og vinduer, hvilket tilføjer en menneskelig dimension til den ellers nøgterne, militaristiske arkitektur. Detaljeringen afslører desuden betonens relativt høje alder, da man siden – i store træk – har sløjfet disse små dekorationer i militært betonbyggeri.

Kasematbygningens dør- og vindueshuller er store, hvilket giver den et monumentalt udtryk udefra. Indefra domineres udtrykket af de ensartede serielle rum, der giver et effektfuldt kig langs midtergangen.

Bygningen (såvel som hele øen) har udpræget militær karakter og opleves som én stor krigsmaskine, bl.a. i kraft af de kraftigt dimensionerede konstruktioner, de dybe skydeskår mod øst og de mange rustne maskindele.

Kælderetagen er snæver, og de smalle trapper, der fører ned til tomme underjordiske rum, skaber en stemningsfuld og dyster atmosfære. Den patinerede beton har en smuk, rå stoflighed både inde og ude, og sporene efter vandgennemsivning giver overfladerne et nærmest geologisk udtryk. Den tykke beton giver bygningen stor tyngde, og rummene opleves som skåret ud af et menneskeskabt klippemassiv.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv

Eksterne links