Gammel Mønt 29 ligger på Gammel Mønt 29 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes så til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står Gammel Mønts søndre husrække som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. For- og sidehus i Gammel Mønt 29 blev opført 1730-35 for tømrersvend Diderich Pedersen Munch i bindingsværk. Forhuset var i tre etager og havde kvist over hele huset. Mellem 1735-43 blev huset forhøjet med en etage mod gaden. I 1779 blev forhusets facade grundmuret, og i samme år blev huset forhøjet til fem etager mod gården. I 1847 blev forhuset forhøjet med endnu en etage mod gaden.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens søndre husrække. Udover forhuset omfatter fredningen et sidehus, der mod gården er sammenbygget med forhuset og som har karakter af at være et trappehus. Forhuset er i fire fag og i fem etager over en kælder. Dertil kommer en udnyttet tageetage. Mod gaden er forhuset grundmuret, mens det mod gården er i bindingsværk. Huset bærer et heltag med røde vingeteglsten. I rygningen sidder en skorstenspibe, og i tagfladen mod gården ses en kvist. Facaden er pudset og gråmalet i en meget mørk nuance, og den afsluttes af en hvidmalet hovedgesims. I det østligste fag er en ældre, hvidmalet fyldingsdør med et trin af natursten foran og et ældre, etrammet overvindue med to ruder. Ved siden af er en kældernedgang med en nyere, hvidmalet pladedør med glas i den øverste halvdel. I kælder- og stueetagen er traditionelt udførte, etrammede butiksvinduer med seks ruder i hver ramme. De traditionelt udførte vinduer på de overliggende etager er torammede og hvidmalede, hvor dem på første sal er lidt større end de restende og har to ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede. Forhusets gårdside har to og et halvt synligt fag, mens resten dækkes af sidehuset. Både gårdside og sidehus er i sortopstolpet bindingsværk med pudsede og gulkalkede tavl med undtagelse af de to øverste etager i sidehuset, som er bræddebeklædte. Disse etager er desuden to fag kortere end den nederste del af sidehuset. Forhuset har et bredt tagudhæng, der er bræddebeklædt. Sidehuset bærer et teglhængt halvtag med røde vingeteglsten. I hjørnet mellem for- og sidehus ses en nyere, hvidmalet fyldingsdør med glas i den øvre del. Ved siden af ses i sidehuset en traditionelt udført og brunmalet revledør. De traditionelt udførte vinduer er overvejende hvidmalede og torammede med tre ruder i hver ramme med undtagelse af den øverste etage, hvor der kun er to ruder i hver ramme. Herudover er der hvidmalede, etrammede vinduer. Kælder- og stueetage anvendes til erhverv, mens resten af huset er indrettet med en traditionel etageplan med en lejlighed på hver etage, lejligheden på fjerde sal er dog åben til kip og har en hems med en nyere, intern trappe. Forhuset har en gennemgående forstuegang med indgang til butikken i stueetagen. I sidehuset ligger en ældre trappe, og i de nederste etager er der ligeledes et lille rum mod gården. Trappen har bræddeværn og profileret håndliste samt tæppebeklædte trin. Lejlighederne har en ældre planløsning med en bevaret midterskillevæg, som deler lejlighederne i en stue mod gaden, mens soveværelse, badeværelse og køkken ligger mod gården med undtagelse af en enkelt lejlighed, hvor køkkenet er placeret i stuen mod midterskillevæggen. I midten af lejlighederne er en skorstenskerne. En del ældre eller traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder vægge af bindingsværk, helpanelerede vægge, ovnpilastre, fyldings- og revledøre med hængsler og greb samt synlige loftsbjælker med loftsbrædder imellem. Overfladerne er overvejende ældre eller traditionelle, herunder pudsede vægge og lofter og bræddegulve. Herudover er der nyere fliser og tæpper.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og for- og sidehusenes sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 29 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et bygningskompleks fra begyndelsen af 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter den store brand i 1728 samt en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået sin variation i højde og i udstyringen af facaderne. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå der en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. Endvidere er den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 29 relateret til kombinationen af forhus og sidehus, der formentlig er opført samtidig i 1730'erne og vidner om en traditionel bebyggelsesstruktur fra denne periode. I det ydre knytter der sig en væsentlig kulturhistorisk værdi til forhusets grundmurede facade, der med sin høje, enkle og glatpudsede murflade vidner om forhusets bygningshistorie. Den nuværende facade viser, er den er et produkt af flere forskellige byggekampagner, der netop afspejler tendensen i det typiske, borgerlige, københavnske byggeri, der var domineret af dygtige håndværksmestre. De mønstertegninger af firefags forhuse med gavlkviste, der med Landbygmester J.C. Krieger i spidsen var blevet promoveret som gode eksempler på beboelsesejendomme i årene efter branden i 1728, blev en væsentlig rettesnor i årtier for ejendomme som Gammel Mønt 29. Oprindeligt bestræbte man sig på udelukkende at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig fordyrende og umuligt at gennemføre. Således opførtes også ildebrandshuse som Gammel Mønt 29 oprindeligt i bindingsværk, og facaden blev først grundmuret langt henne i 1700-tallet, hvilket altså skete efter forhøjelsen af forhuset og fjernelsen af den oprindelige gavlkvist. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle øvrige traditionelle elementer i facaden, herunder de forskellige, traditionelt udførte vinduer på beboelsesetagerne samt indgangspartiet og døren, der leder ind til forstuegangen. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside og sidehuset i velbevaret bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknikker og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i overvejende grad velbevarede etage- og planløsning med en gennemgående forstuegang, der leder hen til sidehuset med den ét-løbede hovedtrappe og hovedetagernes gadevendte firefags rum, der afspejler en ældre planløsning. Ligeledes er værelser og funktionsrum på traditionel vis placeret mod gården. Denne overordnede disposition er siden moderniseret og ændret under hensyntagen til 1700-tallets grundlæggende planløsninger og materialeholdninger. Dertil kommer kælder- og stueetagens traditionelle butiksindretning. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Af særlig værdi har bræddegulvene, de helpanelerede vægge, ovnpilastre, fyldings- og revledøre med hængsler og greb, idet de vidner om forskellige perioders udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved bindingsværket i baghusets tagetage, idet baghusets oprindelige taghældning direkte kan aflæses i spærene.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets enkle, smalle og høje bygningskrop med den afsluttende hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og knapt udtryk. Forhusets glatpudsede og malede murflade og den traditionelle taktfaste vinduessætning med de torammede vinduer på beboelsesetagerne giver facaden et roligt og værdigt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links