Haurvig

Haurvig ligger på den smalle og udsatte landtange Holmsland Klit, der i mange år kun var sparsomt beboet, grundet den dårlige jord. Jorden var fæstegods under forskellige vestjyske herregårde, senest under herregården Søgård og størstedelen af klitten var udlagt til fællesgræsning for kreaturer og får. Således boede der kun 30 familier ved folketællingen i 1800. I 1830 gik Søgård på tvangsauktion og gårdene overgik til selveje. I løbet af 1800-tallet voksede antallet af familier dog til 150. Familierne ernærede sig ved en blanding af landbrug og fiskeri, men især de store strandinger og forlis var en stor indtægtskilde, hvor klitboerne bjærgede vraggodset hjem til auktioner, hvor staten solgte det. Det var et stort forlis lillejuleaften i 1811, hvor to engelske krigsskibe forliste på vestkysten ved Thorsminde, der gjorde udslaget. 13 mænd ud af 1400 blev reddet og det blev besluttet at oprette Det nørrejyske Redningsvæsen. Redningsstationer blev opført langs vestkysten med strandfogeder på nærliggende strandfogedgårde.

Den vestjyske klitgård er en bygningstype, der i grove træk strækker sig fra Nymindegab i syd til Nissum Fjord i nord, og er kendetegnet ved at være relativ ung og homogen med røde mursten og hvidmalede detaljer, døre og opsprossede vinduer samt halvvalmede, rørtækkede tage med mønning af tørv. Klitgårdene ligger i en barsk natur, hvor landskabet er i konstant forandring på grund af materialevandringer langs kysten. Mod havet er klitten forsøgt tæmmet af hjelme, marehalm og andre klitplanter, der kan dæmpe sandflugten. På klittens østside er gennem århundreder aflejret sedimenter, der har dannet grundlag for de vidstrakte strandenge, som har muliggjort det senere kvægbrug.

Haurvig er opført omkring 1870, men der har formentlig været beboelse fra begyndelsen af 1800-tallet. Muren mellem østre stald og laden er en sule-konstruktion fra den tidligere bygning. Ejer oplyser, at der var mølleri på stedet og at resterne af møllestenen fortsat findes. Møllerens søn byggede den nuværende Haurvig Strandgård. Hans datter hed Abeline, som senere kom til at lægge navn til Abelines gård, som er en samtidig strandfogedgård, der ligger en kilometer nord fra Haurvig og som i dag er museum. Abelines søster Anne Kristine blev gift med den lokale Christian Nielsen Enevoldsen og sammen drev de Haurvig frem til 1939. I denne periode blev den sydlige ende af østlængen indrettet til aftægtsbolig. Aftægtsboligen blev under krigen i stedet indkvartering for tyske soldater, der passede maskingeværstillingen ved stranden. I 1939 overtog Jørgen og Anni Haugaard Pedersen gården, som efter krigen opbyggede et betydeligt landbrug med et stort kvæghold. I 1950 blev laden kraftig ombygget, hvor hele taget blev belagt med plader og et nyt maskinhus blev opført syd for gården. I 1986 overtog den nuværende ejer Haurvig og landbrugsarealet solgt fra. Gården blev restaureret og tilbageført til sit oprindelige udseende under arkitekt Eivind Draibye. De fleste vinduer blev udskiftet, men det gamle glas er stort set bevaret. Laden væltede under december-orkanen i 1999 og måtte genopføres i en blanding af nye og gamle sten.

Haurvig ligger midt på landtangen Holmsland Klit syd for Hvide Sande.

Haurvig er en firelænget gård i rød, blank mur med hvidtet sokkel og gesimser og halvvalmet, rørtækket tag med mønning af tørv. Gården er opbygget som en karakteristisk vestjysk klitgård med stuelængen mod syd, staldlængen mod vest, laden mod nord og portlængen mod øst. Alle længers facader afsluttes af et sugfjæl på nær stuelængen, der mod syd og i gavlene har en hvidtet savsnitsgesims. I rygningen på stuelængen, der lokalt betegnes æ salshus, er tre hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. Æ salshusets facade er prydet med hvidtede pilastre ved hjørnerne og omkring hoveddørene. Dørene i facaden i æ salshuset er nyere, tofløjede fyldingsdøre med opsprossede ruder i den øverste del. Dørene er grønmalet med hvide stafferinger. Mod gårdsiden er en nyere, traditionelt udført, grønmalet revledør.

I vestgavlen er en nyere havedør med en nyere, hvidmalet halvdør foran. Herover sidder en grønmalet luge. Stuelængens vinduer er nyere, traditionelt udførte, fladbuede, småsprossede, hvidmalede og torammede vinduer under murede, fladbuede stik. Over murstikkene i østgavlen er et savsnitsbånd. Murankre ses i begge gavle. Vestlængen er i rød, blank mur med en høj, hvidtet sokkel. I den vestre tagflade er et høgab, hvori der er en grønmalet luge. På gårdsiden er en nyere, grønmalet revledør. Vinduerne er overvejende nyere staldvinduer, hvoraf dem mod vest er sprosseløse. Laden er helt karakteristisk for egnen i klægsten og hvidkalket mod nord og i blank mur mod gårdsiden. Den vestlige del er nyere. Mod nord er en stor, nyere tofløjet port, der hæver sig op i tagfladen samt luger og en revledør. På gårdsiden er en nyere, traditionelt udført revleport og dør. I gavlene er nyere porte og luger og torammede vinduer. Porte, luger og døre er grønmalede, mens vinduerne er hvidmalede. I gavlene ses murankre.

Østlængen er i blankmur over en høj hvidtet sokkel. Mod øst er en nyere, traditionelt udført port, hvorover der er et høgab. Mod gårdsiden er to nyere, traditionelt udførte revledøre. Vinduerne er ældre støbejernsvinduer. Alle porte, luger og døre er grønmalede. Vinduerne er hvidmalede.

I stuelængen er en delvis traditionel planløsning med to indgange, hvoraf den østre dør er ind til en forstue, der giver adgang til stuerne og en vestre, der giver adgang til de mere funktionsbetingede rum. Køkkenet og spisekammeret ligger mod gårdsiden. I det tidligere brændselsrum, der ligger mod vest, er indrettet badeværelse. Det indre er kendetegnet ved ældre og traditionelt udførte bræddegulve, hvoraf dem i østre stue formentlig er oprindelige liggende direkte på sand, pudsede vægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Dørene er dels ældre og dels nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre med ældre gerichter. Dørene er afsyrede eller umalede. I stuerne er bemalede loftsfriser og i den store stue desuden en væg med frisiske vægfliser. I den vestre stue er en alkove og et indbygget skab, som ejer oplyser stammer fra en stranding. I køkkenet er et ældre indbygget skab bevaret. Bryggerset har teglgulv samt en ældre bekkasinovn samt en revledør med klinkefald. I spisekammeret er en af loftsbjælkerne en tidligere skibsmast. I staldlængen mod vest er den tidligere kostald. I stalden er båse af træ og støbte båse med ældre revleluger af træ. Grebningen er støbt. Der er bevaret ældre bræddelofter mellem synlige bjælker, hvoraf meget er bevaret skibstømmer, kalkede vægge og revledøre.

Laden er delvis ommuret og meget tømmer er udskiftet. Der er åbent til tagkonstruktionen og støbt gulv samt pudsede vægge.

Østlængen rummede den tidligere fåre- og hestestald. Der er bevaret spiltorve af træ og båse af beton med ældre revleluger af træ. Gulvet er støbt, væggene pudset og kalket og bræddeloft mellem synlige bjælker. Belægningen på gårdspladsen og langs gårdens ydersider er af kantstillede strandsten, som blev kilet fast.

Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed i landskabet i overgangen mellem klithede, ager og engarealer, således at flest mulige af klittens naturlige ressourcer var inden for rækkevidde af gården. Haurvig ligger tæt op ad klitterne og lå i mest mulig læ af vestvinden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Haurvig som en velbevaret repræsentant for den vestjyske klitgård med fire sammenbyggede længer, hvor stuelængen ligger mod syd, stalden mod vest, laden mod nord og staldlænge mod øst. Gården er helt karakteristisk sammenbygget i det ydre såvel som i det indre, således at man kunne bevæge sig fra den ene længe til den næste og uden at skulle udenfor i det barske klima. Hertil kommer de egnskarakteristiske træk med facader i rød, blank mur med hvidtede detaljer, herunder sokkel, hovedgesims, liséner og skorstenspiber samt det halvvalmede, rørtækkede tag. Endelig har gårdens anseelige størrelse kulturhistorisk værdi, der vidner om Haurvigs fortid som Strandfogedgårde, der ofte var større, da der skulle være sengepladser til forliste søfolk.

Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Da tømmer var sparsomt på egnen og grundet de klimatiske forhold anvendte klitbønderne grundmur, som er et byggemateriale, der er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. Der var dog ingen naturlige forekomster af ler på Holmsland Klit og måtte i begyndelsen sejles til Holmsland Klit over fjorden. Mange gårde er desuden opført af sten fremstillet i lokale småovne, hvorfor teglstenene varierer i farve og størrelse, da det kunne være svært at styre brændingen i de primitive ovne. Stenene fra Holmsland Klit og Husby Klit er oftest røde, mens gårdene nord herfor er i gule sten. Da teglsten var dyre, brugte klitboerne derfor klægsten, hvor teglsten bedst kunne undværes, det vil sige de mindst udsatte steder, som gårdens inderside og nordfacaden. Klægsten var et stærkt byggemateriale, men meget vedligeholdelseskrævende. Klægstensmure blev pudset med klæg iblandet kogødning, hvorefter de kalkes. Rør til tækning hentede klitboerne ved fjorden. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske træk med facaden i rød, blank mur med hvidtede detaljer omkring hjørner og hoveddørene og sparrenkopgesims og -bånd, der sammen med skorstenspiberne i rygningen tydeligt viser at dette var beboelseslængen. Gårdsiden er ligesom de øvrige længer langt mere prunkløs end den repræsentative sydfacade på stuehuset. Hertil kommer de to symmetrisk placerede hoveddøre, der lokalt betegnes æ sals, og som ligeledes er karakteristiske for en vestjysk klitgård, hvor den ene førte ind til en forstue og den anden til et bryggers eller aftægtsboligen. Endelig har det ubrudte tag og lugen i vestgavlen kulturhistorisk værdi, da det vidner om tagetagens funktion som opbevaringsplads.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for stuehusets indre til den traditionelle planløsning med en forstue, der giver adgang til den gennemlyste stue og en bryggersindgang samt køkkenet og spisekammeret, der ligger mod gårdsiden. Den bevarede planløsning vidner således om, hvordan de repræsentative stuer holdtes adskilt fra funktionsrummene. Endelig har de få ældre og mange traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer kulturhistorisk værdi, idet de vidner om gårdens historie og udvikling samt rummenes indbyrdes hierarki, hvor stuerne er karakteriseret ved bræddegulve og fyldingsdøre og bemalede friser under lofterne, så er funktionsrummene karakteriseret ved tegl- og flisegulve og revledøre. Især har det oprindelige bræddegulv i den østre stue og det indbyggede skab i køkkenet kulturhistorisk værdi, da det vidner om gårdens alder. Endelig har det store indbyggede skab med alkove også kulturhistorisk værdi, da det henfører til gårdens tid som strandfogedgård.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens ydre til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger og høgab, der vidner om at længen havde en funktionel berettigelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens indre til dens tidligere funktion som kostald, der stadig aflæses i det bevarede staldinventar, herunder grebning og båse. Hertil kommer de mere robuste overflader, herunder støbte gulve, kalkede vægge og bræddeloft mellem synlige bjælker, hvoraf meget er skibstømmer samt revledørene, der vidner om bygningens tidligere funktion som stald for flere slags dyrehold. Brugen af skibstømmer forekommer ofte i de vestjyske klitgårde, da det kunne købes på strandingsauktionerne.

Den kulturhistoriske værdi for laden knytter sig i det ydre til Bygningens tidligere funktion som lade, hvilket tydeligt aflæses i bygningens ydre, hvor de fem luger på nordsiden vidner om ladens opdeling i gulve, hvor hø og korn blev opbevaret: æ høgwoel – høgulvet, æ hawergwoel – havregulvet og æ byggwoel – byggulvet. Hver luge gav adgang til et gulv, og derved kunne man læsse af vognen udefra. Imellem gulvene var loen, hvor kornet blev tærsket. Endelig har den store portgennemkørsel og den kalkede nordfacade kulturhistorisk værdi, da dette ligeledes er karakteristisk for en lade på en vestjysk klitgård.

Den kulturhistoriske værdi ved ladens indre knytter sig til åbningen til tagkonstruktionen, der muliggjorde opbevaringsplads. Hertil kommer portgennemkørslen og den robuste materialeholdning, der vidner om ladens funktion til opbevaring af hø og korn. De bevarede dele af sulekonstruktionen har i særdeleshed kulturhistorisk værdi, da dette er den sidste rest af den tidligere gård. Den kulturhistoriske værdi for østlængen knytter sig i det ydre til dens prunkløse fremtræden med færre vinduesåbninger mod øst, høgabet og portgennemkørslen. De torammede vinduer, vidner om at der i den sydlige ende var indrettet til beboelse, modsat staldvinduerne i den nordlige, hvor der var husdyrhold. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for østlængens indre til den tidligere funktion som heste- og fårestald, hvilket aflæses i det bevarede staldinventar, herunder spiltorve af træ og støbte båse. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til brolægningen omkring gårdspladsen og langs gårdens ydervægge. Brolægningen er af egnskarakteristiske kantstillede strandsten, der er kilet fast. Gårdspladsen er anlagt i forskellige mønstre og farver, der er lagt som rulleskifter, og opdeler gårdspladsen i baner.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den firelængede gårds enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt stråtag, der former sig omkring høgabene. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.Særligt de hvidkalkede detaljer, herunder sokkel, gesimser, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og alkovedøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Nørre Lyngvig, Marie Fjords Gård
• Vandtårnet ved Skjern Station
• Øster Strandgade 13, Ringkøbing

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen