Holmen, København

Holmen ligger på Holmen i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Arresthuset

Bygningsbeskrivelse

Arresthuset er beliggende lidt syd for Sixtus Batteri skråt overfor Hovedvagten. Det er en grundmuret bygning i 2 etager med svagt fremspringende siderisalitter, en pudset og trukket hovedgesimsunder et lavt helvalmet tag beklædt med skifer. 8murede skorstenspiber rejser sig over taget.

Bygningen er pælefunderet. De bevarede originaltegninger viser en betonpilotering og et støbt fundament under ydermure og alle indvendige skillevægge. Det er et grundmuret hus, opført i gule stenmed en sokkelbeklædning af granit. Etageadskillelserne er opbygget med murede hvælv mellem gennemgående I-jernsprofiler (jf. fig. 4). Over øverste dæk er tagkonstruktionen opbygget med en trempel (styrtrumskonstruktion), der muliggør en bedre udnyttelse af tagrummet under den i øvrigt lave taghældning.

Ydermurene står i blankmur med murede indfatninger omkring de fire-rammede, sprossedelte vinduer i siderisalitter og gavle. De øvrige vinduer, der vender ind til cellerne, er lave tophængslede og etrammede vinduer ligeledes sprossedelte. Alle vinduer er forsynet medindvendige lodretstående jernstænger. Cellevinduerne var oprindelig forsynet med indvendige jernskodder, hvoraf en del stadig er bevaret. Om hovedindgangen en pudset portal. Indgangsdøren er i nyere tidfornyet, men ikke udført som en kopi af den originale dør. Derimod er den tofløjede fyldingsdør ud til fængselsgården oprindelig.

Alle indvendige vægge står pudsede og malede. I væggene mellem korridoren og fængselscellerne er varme- og friskluftskanaler, tilforsyning af varm og kold luft til hver enkelt celle. Hovedtrappen er med stokhugne granittrin og med smedejernsbalustre. Hjørneværelserne ved endegavlene er udstyret med fyldingspaneler i vindues- og dørlysningerne samt under vinduerne. Her findes endvidere fyldingsdøre med et lodret midterrammestykke – de såkaldte flagdøre, karakteristiske for slutningen af 1800-tallet.

Bygningshistorie

Arresthuset er projekteret og opført i årene 1890-91.

Allerede i begyndelsen af 1860'erne i forbindelse med Gammelholms rømning, blev de første udkast til en ny arrestbygning udarbejdet af arkitekt Ferdinand Meldahl. Arkitekten fremlagde et samlet projekt til en ny hovedvagt og arrestbygning, som i det første forslag fra juli 1861 var tænkt som ét anlæg, hvor hovedvagt og arrestbygning udgjorde to selvstændige bygninger opført vis á vis hinanden, antagelig i umiddelbar nærhed af den gamle hovedvagt. Meldahls tidlige projekt viser en hovedvagt i én etage med skiferklædt valmtag og en arrestbygning i to grundmurede etager ligeledes med skiferklædt tag. I et senere projektforslag fra september samme år opererer Meldahl med en kombineret vagt- og arrestbygning, hvor det to-etages arresthus lå på tværs af den lavere en-etages vagtbygning, som dermed tilsammen dannede en korsformet grundplan. Ingen af projekterne blev imidlertid ført ud i livet.

Flåden savnede således fortsat et eget arresthus, og behovet for samme blev i de forløbne år mere og mere påtrængende. I 1880 valgte man derfor at ombygge den gamle hovedvagt (Under Kronen), som nu blev indrettet med et retslokale og en række fængselsceller på mansardetagen. Igennem mere end et årti fungerede Nyholms Hovedvagt som en kombineret vagt- og arrestbygning, en funktion, som først ophørte, da den nye arrestbygning blev opført.

De tidlige skitser til den nye arrestbygning er udarbejdet af Orlogsværftets Bygningsvæsen i 1885. Der foreligger her to forslag til placeringen. Det ene forslag, som er tegnet af Bygningsvæsenets arkitekt Olaf Schmidth, viser Arresthuset placeret på Nyholm, hvor den gamle smedje lå, altså mellem Hovedvagten og Planbygningen. Det andet forslag, hvortil tømrermester og senere arkitekt C.T. Andersen gav udkast, viser en bygning af tilsvarende dimensioner, men med en anden facadebearbejdning. Endvidere er bygningen tænkt placeret på Arsenaløen, på det sted hvor den senere laboratoriebygning blev opført (fig. 1). Med C.T. Andersens projektudkast er tonen lagt an til et mere klassicistiskpræget facadeudtryk, og det adskiller sig ikke nævneværdigt fra det endelige godkendte projekt, som Andersen ligeledes var ansvarlig for (fig. 2).

C.T. Andersens Arresthus fremtræder med en nøgtern og afdæmpet facadearkitektur, der mod vest klart afspejler bygningens funktion (fig. 2). Bygningen er i to etager, der begge blev indrettet med en- og to-mandsceller omkring en langsgående korridor (fig. 3). Den oprindelige hovedkonstruktion med etageadskillelser med murede hvælv og tagværkets opbygning med en trempel fremgår af det bevarede projektmateriale (fig. 4). De originale døre og vinduer er stadig at finde i huset, bortset fra indgangsdøren i vestfacaden, som er nyere. Ligeledes er den beskedne panelering af hjørneværelserne ved de to endegavle fra bygningens opførelse. På Rigsarkivet findes en velbevaret samling af de hoved- og detailtegninger, som indgår i det endelige projekt. Ud fra disse er det nemt og overskueligt at få et overblik over hvilke oprindelige bygningsdetaljer, der endnu er bevaret i huset.

Byggeriet var afsluttet i 1891. Mod øst blev der etableret en fængselsgård omgivet af mure (jf. fig. 3). Denne er ligeledes bevaret. Portfløjene i den sydvendte mur er dog senere fornyet.

I 1916 indrettes celler i tagetagen. Rummene er stadig bevaret med de lette bræddebeklædte skillevægge, der adskiller hver celle. Ligeledes er et vist antal celledøre og fyldingsdøre til de senere toiletter bevaret på etagen, hvor der også opbevares en af del af de oprindelige døre fra de nedreliggende etager.

I 1940 opsættes de nuværende træskillevægge imellem toiletterne i de fælles toilet- og vaskerum der ligger ved den sydlige gavl.

Bygningens oprindelige funktion som arrest ophørte så vidt vides engang i 1970'erne. I dag benyttes lokalerne af Orlogsmuseets Modelbyggerlaug.

Hovedvagten (Under Kronen)

Bygningsbeskrivelse

Nyholms Hovedvagt var den første grundmurede bygning på Nyholm, opført på den nyopfyldte del af øen udfor Hovedvagtsbroen, der gav videre adgang til passagen over det i 1728 sænkede orlogsskib ”Elefanten” og videre via ad broen ”Linien” og Bommens Vagt til Toldboden. Dengang den eneste adgangsvej til Holmen, som med placeringen af den nye hovedvagt nu med lethed kunne overvåges. Bygningen gjorde med sin beliggenhed således front lige imod indgangen til Holmen.

Bygningen er 9 fag lang. Hovedfacaden mod øst med et fremspringende midtparti / risalit over 3 fag med 3 arkadebuer. I det åbne vagtrum, der således dannedes bag arkadebuerne, er to indgangsdøre til huset. Risalitten strækker sig over 2 etager i højden og afsluttes foroven med en segmentfronton, der er udsmykket med et sandstensrelief med Christian V´s monogram. På vestsiden – ud mod havnen – reflekteres arkademotivet i tre rundbuede blændinger.

Ydermurene er opført i gule flensborgsten, og fremstår i blankmur. Murene er forneden beskyttet af en sokkelbeklædning af granit. Facadernes faginddeling er markeret af pilastre med sandstenskapitæler, der forkrøpper ved gesimsen, som er muret og pudset. Vinduerne er korspostvinduer med fire lige store seks-rudede rammer, karakteristisk for første halvdel af 1700-tallet. Næsten alle vinduer er dog senere fornyede, men den barokke vinduesopdeling med småsprossede ruder er bibeholdt. De ældste og måske oprindelige vinduer findes i nordgavlen og udfor hovedtrappen i forstuen. De øvrige vinduer er med klassicistiske lod- og tværposte og karmene er ligeledes nyere. Blandt vinduerne med klassicistiske profiler er to af ældre oprindelse med trekvartstaf profil på karmtræet. Det drejer sig om det midterste vinduesfag henholdsvis i vest- og østsiden af bygningen. Huset rummer endvidere mange forskellige døre fra forskellige tidsperioder, der vidner om de forandringer, bygningen har gennemgået i tidens løb. Ældre fire-fyldingsdøre med frisefylding og nyere fem-fyldingsdøre samt de karakteristiske såkaldte ”flagdøre” med et lodret midterrammestykke og en opdeling, der adskiller sig fra de ældre typer med en ganske anden opdeling. Denne dørtype blev almindelig i sidste halvdel af 1800-tallet og er uden tvivl kommet til, da Hovedvagten nyindrettes med retslokaler og arrester i 1880. To tofløjede indgangsdøre med sprossedelte glaspartier, som findes i østsiden af bygningen bag arkadebuerne i midtrisalitten, er antagelig fra samme tid.

Taget er et mansardtag beklædt med sortglaserede tegl. Det kobberklædte klokkespir fremtræder i det væsentlige i de dimensioner, det fik under en hovedistandsættelse i 1826-27, hvor spiret blev fornyet.

Hovedvagtens primære funktion var at huse mandskab og officerer tilknyttet vagtsystemet, og oprindelig var der indrettet en gennemgående spantesal på 1. sal / mansardetagen. Enkelte af de oprindelige skillevægge er endnu bevaret, men senere ombygninger i forbindelse med ændrede funktioner og ikke mindst som følge af statiske problemer og problemer med opstigende grundfugt har medført betydelige skillevægsfornyelser og forandringer i ruminddelingen. I 1862 beskriver R.W. Bauer indretningen således: ”… I den nordligste indgang på østsiden findes til højre indgang til officerens 2de vagtstuer med et lidet køkken udenfor, ligeledes findes medicinalstuen, det tidligere køkken, indrettet i 1798 til det nuværende brug, der opholder den vagthavende læge sig i hele arbejdstiden… Til venstre er nærmest indgangen kontor for skipperen på Nyholms Bradbænk og længere inde i gangen en Retirade for den vagthavende officer. I den sydlige indgang findes ligefor det lokale, hvor mønstringen om morgenen går for sig og til venstre en vagtstue for underofficeren og mandskabet ved vagten… På vestsiden findes indgang til et sprøjtehus…”. Husets rumopdeling i dag svarer i det væsentlige til opdelingen i 1862. Mindre ændringer har dog fundet sted siden da, bl.a. ved ombygningen i 1880 (se nærmere herom i det bygningshistoriske afsnit).

Bygningshistorie

Nyholms Hovedvagt er opført i årene 1744-45. Den 7. februar 1744 forelå den kgl. approbation på en ny vagtbygning til erstatning for den gamle hovedvagt, som lå ved indgangen til Batteriet Neptunus. Overekvipagemester H.J. Schumacher får overdraget den approberede tegning senere på måneden med anmodning om at tage kontakt med stadsbygmester Banner Mathiesen og i samråd med denne at tilvejebringe overslag på murer- og tømrerarbejdet hos to af byens håndværksmestre. Den approberede hovedtegning – plan og opstalt – som blev forevist, dannede således grundlaget for de afgivne overslag.

Hvem der gav tegning til den nye bygning er ikke påvist og det oprindelige sæt tegninger er desværre ikke bevaret. Tidligere afhandlinger har fejlagtigt angivet murermester Philip de Lange som værende arkitekten bag det værk, som fik kongelig approbation og dermed ansvarlig for den arkitektoniske udformning af den nye hovedvagt. Men den seneste forskning har kunnet påvise, at Ph. de Lange alene fik til opgave at stå for murerarbejdet, mens tømrermestrene Berg og Kreutzig fik overdraget tømrer- og snedkerentreprisen.

Militæringeniør oberst von Ötken er blevet nævnt som mulig ophavsmand til det første udkast og til det endelige projekt, da han samme måned, hvor tegningen til hovedvagten fik kongelig approbation, havde udfærdiget tegningerne til de to krudttårne på Nyværk. Ötkens navn er imidlertid ikke nævnt noget steds i de bevarede dokumenter vedrørende Hovedvagten. Større sandsynlighed er der følgelig for, at en af etatens egne ingeniørofficerer har udfærdiget tegningen – en i denne sammenhæng ganske anonym person.

Schumacher og Banner Mathiesen fik imidlertid begge sat deres fingeraftryk på vagtbygningen, som endelig stod færdig i december 1745. Således føjer Schumacher yderligere en post til det endelige overslag, idet han ønsker tilføjet en række kviste i mansardetagen. Det fremgår af Ph. de Langes senere regning, at der i alt opsættes 7 kviste, som angiveligt ikke er vist på den oprindelige tegning.

Med hensyn til proportioneringen af ”tårnet”/ klokkespiret er det i sidste ende stadsbygmesteren, som får det endelige ord at skulle have sagt. Han påpeger de snævre pladsforhold i ”tårnet”, hvis det opføres efter den foreviste tegning og foreslår at øge bredden med 1 alen for at give mulighed for fri passage for flagmanden op igennem ”tårnet”. Nævnte argumentation bliver således afgørende for den endelige dimensionering af dette for hovedvagten så vigtige arkitektoniske element.

Trods den manglende originaltegning er det muligt at danne sig et indtryk af Nyholms Hovedvagt, som den fremstod kort efter opførelsen. Først og fremmest er der håndværksmestrenes overslag og regninger, der giver detaljerede oplysninger om dimensioneringen af bl.a. spiret og facadens proportionering og overfladebehandling. Disse falder ganske fint i tråd med arkitekten Lauritz de Thurahs gengivelse af østfacaden i bogværket Hafnia Hodierna fra 1748 (fig. 1). Her ses også de føromtalte kviste i mansarden, der som nævnt kom til på Schumachers foranledning. På et prospekt af Eckersberg fra begyndelsen af 1800-tallet ses yderligere 3 kviste på vestsiden af bygningen. En senere opmålingstegning, som kan dateres til 1790´erne viser Hovedvagten med de endnu bevarede kviste i taget og det lave, buttede klokkespir (med det senere i 1752 tilføjede urværk med skive) (fig. 2). Kun kviste i mansardetagen er vist. Antallet er således i overensstemmelse med de 7, som Ph. de Lange angiver i sin slutregning.

Hovedvagten blev opført på et muret fundament på syldsten. De udvendige mure har ganske givet stået berappede eller skurede (måske pudsede) og kalkede. Vi ved fra Langes overslag, at de murede pilastre fremstod kvaderpudsede, ganske som gengivet hos Thurah, og hovedgesimsen var ligeledes trukket i puds.

Klokkespiret blev oprindelig opbygget ovenpå mansardbjælkelaget over den gennemgående spantesal (sal til optegning / opridsning af skibenes spanter i naturlig størrelse). Det fremgår af regnskabsbilagene. I regnskaberne nævnes endvidere den profilerede mansardgesims af træ og ”alle fornødne buer og snirkler”, der opsættes på den nedre del af det sekskantede klokkespir, som efterfølgende beklædes med kobber. Ifølge tømrermesterens overslag skulle spirets bredde – i henhold til den approberede tegning – være 4 ½ alen. Bredden blev som nævnt ændret og øget med 1 alen i henhold til stadsbygmesterens anvisning. De angivne hovedmål – højde og bredde – er i overensstemmelse med klokkespirets dimensioner, vist på Thurahs opstalt.

Thurahs gengivelse af Nyholms Hovedvagt kan med andre ord betragtes som ganske retvisende. Det gælder også den volutformede udsmykning på kvistfronten, som senere beskrives i forbindelse med kvistenes renovering i 1802, hvor udsmykningen fjernes.

I sin beskrivelse af Nyholms Hovedvagt fremhæver Thurah de mange ”zirlige og bekvemme værelser”, som huset rummede, ”at den i nødsfald kunne tjene en mådelig familie til beboelse”. Udover den daglige vagt, skulle bygningen også om nødvendigt give husrum for en officer af højere rang, som i krigstid skulle stå for kommandoen ved Batteriet Sixtus. I stueetagen var der i den sydlige ende indrettet en matros-vagtsstue, et stort gennemgående rum på 4 fag, og ved nordgavlen forefandtes to officers-vagtstuer i umiddelbar forlængelse af den brede forstue med hovedtrappen, der førte op til 1. sal / mansardetagen. Endvidere var der indrettet et køkken på to fag mod vest til de vagthavende officerer: Dette køkken blev i 1798 indrettet til opholdssted for ”kirurgien”, og et noget mindre køkken blev indrettet i et lille rum, der blev etableret mellem ”kirurgien” og forstuen ved at inddrage en del af sidstnævntes areal, der derved blev reduceret ca. 1½ meter i dybden (fig. 3). Den nu stående bindingsværksskillevæg, der danner forstuens bagvæg er således kommet til ved nævnte ombygning. Væggen menes dog at være fornyet i 1827. Det lille køkken er stadig bevaret med samme funktion. Vinduet i skillevæggen ud til forstuen er et ældre genanvendt vindue, hvis proveniens ikke kan dokumenteres.

Hovedtrappens nuværende placering anses for at være oprindelig, men trappen er senere fornyet – senest i 1946. I bygningens midterste fag var et ”sprøjtehus” – et rum til opbevaring af brandsprøjter med adgang via en yderdør i vestsiden af bygningen. Denne dør blev senere – efter 1862 – erstattet med et vindue.

På 1. sal / mansardetagen var som nævnt indrettet en gennemgående spantesal, der strakte sig i hele husets bredde. Dette gennemgående rum kunne naturligvis kun etableres på nævnte etage, ved at klokkespiret blev opført på mansardbjælkelaget oven over og ikke som i dag på hovedbjælkelaget.

I marts 1752 leverede urmager Peter Mathiesen et ur med urværk til 8 dages gang, som blev opsat i klokkespiret samme år. Uret er stadig bevaret.

Vægten af klokkespiret – den svære og tætstillede tømmerkonstruktion, som hvilede på mansardbjælkelaget – gav på længere sigt problemer, og i 1819 fandt man spirets nedre tømmerkonstruktion og det bærende bjælkelag så svækket, at man besluttede at nedtage den tunge klokke, der var ophængt i konstruktionen. Klokken blev i stedet ophængt i en ny fritstående klokkestol på Sixtus Batteri. Få år senere – i 1826 – træffer man den endelige beslutning om at nedtage og forny spiret i forbindelse med en gennemgribende hovedistandsættelse af bygningen. På grund af betydelige sætninger i de oprindelige skillevægge nedtages samtlige vægge i stueetagen, og nye vægge i bindingsværk med murede tavl opføres på nyanlagte fundamenter. Endvidere blev der i mandskabets vagtstue opført en ny skorsten på en nypiloteret grund og på nye fundmenter og en ny tværgående skillevæg opført langs skorstenen, hvorved mandskabets vagtstue blev reduceret med 1 fag. Det adskilte lokale blev indrettet til kontor med forstue mod øst fælles med vagtstuen. Også de ældre skillevægge på 1. sal blev nedtaget og nye bindingsværksvægge til at afdele de to kvistværelser og et kammer blev opført. Spantesalen var nu ikke længere i brug og etagen kunne anvendes på anden vis.

Ved klokkespirets genopbygning valgte man at fundere det på hovedbjælkelaget og ikke som oprindeligt, på det noget spinklere mansardbjælkelag (jf. fig. 3). I forbindelse med tagets omlægning blev alle kviste nedtaget og 6 støbejernsvinduer blev oplagt i tagfladen i stedet. Mansardspærene blev fornyet, og den oprindelige mansardgesims blev nedtaget. Det er ikke påvist, om taget blev forsynet med en ny mansardgesims ved nævnte tagomlægning, som var afsluttet i 1827. Ældre tegninger fra 1840'erne viser endnu den nævnte gesims, men på fotografier fra 1880'erne er mansardgesimsen ikke længere at se. Gesimsen må følgelig være blevet nedtaget i de mellemliggende år med det resultat at hovedvagten fik sin nuværende slappe tagprofil.

Klokkespiret fik ved genopbygningen i 1827 ændrede proportioner. For at forbedre adgangsforholdene i spiret og opnå et større lysindtag blev spiret forhøjet med godt 1 meter. Med de ændrede dimensioner opstod en uheldig forskydning i spirets og bygningens proportionering.

I begyndelsen af 1860'erne – under forberedelserne til Gammelholms rømning og værftets udbygning på Nyholm – udarbejdede arkitekten Ferdinand Meldahl adskillige projektforslag til nye værkstedsbygninger på Holmen. Også opførelsen af en ny vagt- og arrestbygning kom på tale. Meldahls skitser hertil blev imidlertid ikke ført ud i livet. I stedet valgte man at indrette et retslokale med arrester i den gamle Hovedvagt på Nyholm. Det første projekt til en sådan nyindretning er udarbejdet i 1876, men først i 1880 foreligger den ministerielle godkendelse. Der var tale om ret omfattende ændringer i bygningens hoveddisponering, idet ca. halvdelen af stueetagen og hele 1. sal / mansardetagen blev inddraget til nævnte funktioner. Nye skillevægge blev opbygget i stueetagen bl.a. den nu stående langsgående skillevæg i bygningens sydlige ende (fig. 4a, 4b og 4c). De bevarede fire-fyldningsdøre med indstukne hængsler og sene 1800-tals indfatninger, som findes i nævnte afsnit af bygningen stammer ligeledes fra nyindretningen i 1880.

I mansardetagen, hvor en række fængselsceller blev etableret, blev ældre fyldingsdøre forsynet med et vindue. Enkelte af disse er endnu bevaret i den væg, som blev opbygget ind til cellerne i risalitten. Her blev der plads til 3 fængselsceller adskilt ved dobbelte bræddeskillevægge. Samtidig blev vinduerne i risalitten blændet / tilmuret. Vinduesåbningerne blev først retableret i 1908 – adskillige år efter at Hovedvagtens funktion som arresthus ophørte, hvilket skete ved ibrugtagningen af den nye arrestbygning, som stod færdig i 1891.

Ved ombygningen i 1880 blev hovedtrappen i forstuen fornyet, bjælkelagene mellem stuen og 1. sal afstivet og nye gulvbrædder udlagt på nyt underlag – delvis stampet beton – i de nyindrettede rum i stueetagen, heriblandt også de to nyindrettede lokaler ved nordgavlen.

Få år senere – i 1883 – gennemgik facaderne en hovedistandsættelse. Ældre kalklag på murværk og gesimser blev fjernet. Det vides, at bygningen på daværende tid fremstod med skuret og kalket murværk, som nu blev afrenset og repareret. Afslutningsvis blev facaderne på ny skuret og strøget med en pigmenteret kalk / kalkfarve.

Klokkespiret skulle hen imod slutningen af århundredet endnu engang gennemgå en hovedreparation. I året 1890 blev spirets kobberbeklædning nedtaget og betydelige dele af beklædningen fornyet. Spirets tømmerkonstruktion blev angiveligt ikke berørt udover mindre partielle reparationer. Frontonen og hele taget istandsættes i årene 1915-16. Dele af frontonens sandstensgesims fornyes.

Endelig skal nævnes at den nuværende klokke i spiret er opsat i 1945. Iflg. Inskriptionen: ”Støbt på Orlogsværftet 1945 til taarnuret på Nyholms Hovedvagt i stedet for den af tyskerne røvede klokke”.

I 1946 nedbrydes den gamle hovedtrappe i forstuen og en ny opbygges efter tegninger udført af Søværnets Bygningsvæsen. Det vides ikke om den nyopførte trappe er udført som kopi af den ældre, eller om der er tale om en ”stilrestaurering”.

Marinekaserne og Pavillonbygning

Bygningsbeskrivelse

Den trefløjede Kasernebygning er på 2 etager med mansardtag opført i en tillempet nybarok stil. Hovedfløjen er opdelt med en midtpavillon og to mindre sidepavilloner. Sidepavillonerne gentages i de to sidefløje. Ydermurene står i blank mur (gule sten) over et støbt fundament med pudset sokkel. Kvaderpudsede lisener smykker bygningens hjørner og de fremspringende midt- og sidepavilloner. Midtpavillonens midtrisalit krones af en segmentfronton. Mansardtaget er beklædt med røde tegl. Heri kviste med fire-rammede, sprossedelte vinduer, der modsvarer antallet af vinduesfag i facaden.

Tre af de oprindelige hoveddøre er bevaret – to ud for hovedtrapperne i de rundede hjørner, hvor hoved- og sidefløj mødes og en på vestsiden af midtpavillonen. Alle oprindelige vinduer og yderdøre med glasparti er fornyet og erstattet med nye karme med koblede rammer. Vinduesformatet med de fire-rammede, sprossedelte vinduer er gentaget, men de traditionelle hjørnebånd mangler.

Ifølge de bevarede originaltegninger er bygningen pælefunderet. Ydermurene og de to gennemgående søjlerækker, der bærer etagedækkene er alle funderet på pæle. Det bærende dragerværk (jernbeton) er gennemgående i husets 2 hovedetager, men er kun synligt i enkelte rum – bl.a. i kontorerne i nordfløjens stueetage og i kantinen i midtfløjen.

Kun få af de oprindelige døre er bevaret. I de to hovedtrapperum findes endnu enkelte seks-fyldingsdøre med midterrammetræ. Herudover ses enkelte fløjdøre ligeledes med frisefyldinger og indstukne hængsler i midtpavillonen og nordre sidefløj. Alle øvrige døre er glatte kanaldøre.

Administrationsbygningen / Pavillonbygningen er beliggende ved vestgavlen af Marinekasernens nordre fløj og er som denne opført i nybarok stil. Bygningen er på 9 fag med en midtrisalit over 3 fag på vestsiden af bygningen. Midtrisalitten strækker sig over to etager kronet af en trekantfronton.

Ydermurene står i blankmur (gule sten) over en pudset sokkel. Kvaderpudsede lisener ved bygningens hjørner og ved midtrisalitten. Mansardtag beklædt med røde tegl. Vinduer og yderdøre samt altandøren med glasparti er overalt fornyede og erstattet med nye karme med koblede, sprossedelte rammer uden hjørnebånd. Det fremgår af de bevarede detailtegninger fra 1909, at de oprindelige vinduesrammer var overfalsede, og vinduerne forsynet med traditionelle forsatsrammer. Hovedindgangsdøren i bygningens sydgavl er som den eneste oprindelig og fremstår i oliebehandlet og lakeret egetræ.

Den nybarokke stil, som karakteriserer bygningens eksteriør, er videreført i interiøret, som fremtræder ganske velbevaret med rige stuklofter, vinduesbrystningspaneler og to-fyldingsdøre med indstukne hængsler. Den oprindelige ruminddeling er i det væsentlige bevaret.

Bygningshistorie

Søværnets Kaserne i Søkvæsthuskomplekset blev rømmet i 1884. De følgende år var marinesoldaterne henvist til at bo i kaserneskibe, hvor mandskabet stuvedes sammen på et begrænset areal og under ringe hygiejniske forhold. Efterhånden som skibene ældedes og dækket rådnede, drev vandet ned gennem plankedækket ned i de ophængte køjer, hvor soldaterne sov.

Først i 1902 fremsattes de første tanker om at opføre en kasernebygning på Holmen, og i den forbindelse så man naturligvis på mulighederne for at anvende nogle af de eksisterende bygninger til formålet. Bl.a. Planbygningen bag Mastekranen og et projekt til ombygning, der indebar en forhøjelse og forlængelse af det gamle Spantehus blev forelagt i 1907, men blev ret hurtigt forkastet. I stedet blev et forslag til en ny bygning i Sixtus Vold fremlagt og fandt endelig godkendelse samme år.

Marinekasernen og den derved liggende Administrations- og Officersbygning er tegnet af arkitekt Birkmand, der i juli 1907 blev engageret af Søværnets Bygningsvæsen til at løse denne særlige opgave. Kontrakt og endelig godkendelse af projektet foreligger i henholdsvis oktober 1908 og juni 1909. Bygningerne blev opført i nybarokstil og afspejler en arkitektonisk stilperiode i Danmark, hvor nationalromantikkens interesse for ægte, regionale materialer og industriel tilvirkning blev kombineret med inspiration fra 16- og 1700-tallets barokstil.

Hensynet til den gamle hovedvagt spillede naturligvis ind ved projekteringen. Hovedvagtens relativ lille bygningsvolumen skulle ikke ganske domineres af det nye kasernekompleks. Derfor søgte man at trække den trelængede kasernebygning så langt ind i volden mod øst som muligt og med sydfløjens gavl op mod det ældre arresthus.

Ifølge den oprindelige plan skulle Administrationsbygningen have ligget midt for Kasernens åbne gård og dermed vis-a-vis Hovedvagten. I sidste ende valgte man at opføre Administrationsbygningen ved gavlen af Kasernebygningens nordre fløj som pendant til den ca. 20 år ældre arrestbygning. Det første udkast hertil er udarbejdet af Søværnets egne arkitekter, Hedemann og Schmidt. Tegningen viser en 2-etages bygning med en hoveddisponering af facaden, der ligger tæt op ad den ældre Arrestbygning. Det blev imidlertid Birkmands forslag i den nybarokke stil, som fik endelig godkendelse.

I tiden fra april 1908 til juni 1910 opførtes Marinekasernen og Administrationsbygningen under ledelse af kaptajn Hedemann.

Begge bygninger blev fredet i 1997. Nogle år forinden blev alle vinduer fornyet og erstattet med koblede rammer med moderne hængsler og beslag. Det gælder også yderdørene med glasparti, mens de tre hovedindgangsdøre er bevaret i deres oprindelige skikkelse. De nye vinduer og døre er ikke tilpasset husets stil. Dimensionerne er spinklere end de originale, og man har undladt de traditionelle hjørnebåndsbeslag, som vinduerne oprindelig var forsynet med.

Kasernebygningen fremtræder i dag med en ganske anden ruminddeling end i 1910. Af de bevarede tegninger fremgår det, at etagerne var indrettet med store gennemgående og gennemlyste sovesale, hvor køjer var ophængt, ganske som i de ældre kaserneskibe (tegningerne beror i Rigsarkivet). De ældre sovesale er nu opdelt med en midtergående korridor, hvor der på hver side ud til facaderne er indrettet værelser på 1 fag i bredden. Dørene til værelserne er glatte kanaldøre. Det er følgelig ikke længere muligt at aflæse bygningens oprindelige rumindretning. Kun de tre trapperum med flisebeklædte vægge og smedejernsgelænder fremtræder stadig med oprindelige overflader. Her findes endvidere enkelte af de tidlige seks-fyldingsdøre med midterrammestykke, hvoraf få endnu er bevaret med de oprindelige indstukne hængsler.

Ombygningen af kasernen blev udført i 1995 efter forudgående tilladelse fra fredningsmyndigheden / Skov- og Naturstyrelsen. Det bærende dragerværk i jernbeton er gennemgående i alle husets etager, men er efter ombygningen kun synlig i ganske få rum – bl.a. i kontorerne og kantinen i stueetagen.

Administrationsbygningen eller Pavillonbygningen, som den i dag er benævnt, er – bortset fra de fornyede vinduer og sekundære yderdøre – ganske velbevaret med sit stærkt barokinspirerede facadeudtryk og interiør. Ved en umiddelbar betragtning synes de bevarede to-fyldingsdøre med indstukne hængsler at være ældre, genanvendte senbarokke døre (dog ikke indfatningerne), men en gennemgang af arkitekt Birkmands projekt og de bevarede detailtegninger af døre og vinduer viser, at dørene må være jævngamle med huset, altså fra 1910. De indstukne dørhængsler var ikke almindelig anvendt i 1900-tallets begyndelse, hvor de nyere hamborghængsler havde vundet indpas. Men ældre kataloger fra beslagfirmaet Carl F. viser, at indstukne hængsler var en handelsvare helt frem til 1930´erne.

Mastekranen

Bygningsbeskrivelse

Nyholms Mastekran er opført på vestsiden af Nyholm med front mod Københavns havn. Udefra betragtet fremtræder kranhuset med sine grundmurede facader som et bygningsværk opført på traditionel vis med solide, bærende ydermure, 5 etager høj med en karnissvunget tagprofil hvorover det egentlige kranværk rejser sig. Mastekranen består imidlertid af to helt selvstændige konstruktioner – en bærende tømmerkonstruktion, solidt funderet, omgivet af ca. 1 meter tykke mure, hvis primære funktion er at beskytte den bagved stående og bærende tømmerkonstruktion mod vejrliget. Kranhuset er således konstrueret, at al kraft eller last fordeles fra træ til træ i den sindrigt opbyggede tømmerkonstruktion helt ned til fundamentet, som er pælefunderet med traditionelt slyngværk.

Ydermurene er opført i gule flensborgsten nederst beskyttet af en række sokkelsten i granit. Murværket fremtræder i blankmur, men har antagelig fra opførelsestidspunktet og langt op i 1800-tallet stået skuret og kalket, som de øvrige bygninger på Holmen. På vestmuren umiddelbart under hovedgesimsen er anbragt et sandstensrelief med Frederiks V´s kronede navnetræk.

Vinduerne angiver med deres graduerede højde den gradvise ændring af etagehøjderne. De tre nederste etager er forsynet med korspostvinduer med 4 lige store, småsprossede rammer, mens den øverste etage har to-rammede vinduer, kun med lodpost. Alle karme, lod- og tværposte har ¾ -staf profiler, og kan tidsmæssigt dateres til begyndelsen af 1800-tallet.

Kvistvinduerne i det svungne tag er to-rammede med en lodpost med en kvart-staf profil. De er antagelig kommet til ved hovedistandsættelsen i 1922-23. Portfløjene er ligeledes af nyere dato. Den syd- og nordvendte port er udadgående og spor i murværket vidner om betydelige forandringer og en anden anbringelse end den eksisterende. Den kraftige portkarm er nu placeret på den udvendige murflade øverst indklædt med en blykappe, der delvis dækker det murede buestik. I portåbningernes lysninger ses spor af kappede indmuringsstabler. Porten i nordsiden er i dag den eneste, som er i brug. Vestporten har to lukkede udadgående fløje med forkrøppede båndhængsler på indmurede stabler. Ældre fotografier fra omkring år 1900 viser flammerede portfløje. Altså er de nuværende portfløje kommet til efter nævnte århundredeskifte. Over vestporten sidder to indmurede jernbærere, hvori der tidligere har været anbragt en trærulle, der skulle forhindre, at kranens tovværk blev skamfilet i portåbningens buestik.

Det karnissvungne tag er tækket med kobber, som senest er fornyet i 1984. Over tagetagen er anlagt et plankedæk omgæret af et jernrækværk. Fra dækket er der adgang og frit udsyn til kranhovedet.

Kranhovedet af fyrretømmer og er som oprindeligt holdt sammen med tovværkssurringer. Den eksisterende konstruktion er opsat i 1922.

Bygningens indvendige tømmerkonstruktion er bygget op med 5 etagedæk og tagetage med dragerværk og bjælkelag. Langs alle indvendige murflader er opsat stolper med løsholter og krydsende tømmer. Tagkonstruktionen har svejfskårne / svejfede egespær, der bærer tagbeklædningen. Tagetagen har sit eget dragerværk med skråstøtter til at fordele trykket fra kranen ned igennem den øvrige konstruktion til fundamentet. I underetagen er det oprindelige trædæk erstattet med en betonkonstruktion, etableret omkring 1930. Det Særlige Bygningssyn har i 1929 givet tilladelse til ”… at Tømmerkonstruktionens nederste Bjælker og Fodstykker erstattes med Konstruktioner af Jernbeton…”. Under nævnte konstruktion er en kælder, hvortil der er adgang fra nederste etagedæk.

I bygningens nordlige ende forefindes i hvert etagedæk en tofløjet hejseluge, hvorigennem tovruller, blokke m.v. kunne fires op og ned til de etager, hvor materialerne blev opbevaret. Ved lugerne er der træruller i jernbøjle. På 4. etage er endvidere 2 bradspil af betydelig alder.

På de enkelte etager er der langs øst- og vestmuren indrettet en række rum, dels til opbevaring af materialer og gods, dels til arbejdsrum for bradbænkens folk. Rummene er adskilt ved tremmevægge forsynet med revlelåger beslået med genanvendte, smedede jernbeslag. Tildannelsen af tremmevæggenes fyrrelægter vidner om forskellige tidsepoker. De ældste skønnes at være jævngamle med bygningen. Også ældre skillevægge af fyrrebrædder / -planker findes på 2. og 3. etage.

Bygningshistorie

Nyholms ældste mastekran, som var rejst på bradbænken Elefanten i 1730 og havde tjent flåden i mere end 15 år, blev i 1746 fundet tjenlig til nedrivning. Konstruktionskommissionen foranledigede derfor, at der blev udfærdiget en tegning og model til en ny kran af samme type – en fritstående helt åben tømmerkonstruktion, som dog afveg fra de hidtil anvendte ved, at man i stedet for at samle tømmerstykkerne med bolte anvendte ”vulinger” af tov (tovværkssurringer). Tegningen fik kgl. approbation den 18. august 1746. Da ovennævnte krantype fordrede over 30 m. lange tømmerstykker i svære dimensioner og af bedste kvalitet, blev projektet foreløbig sat i bero. Økonomien og vanskeligheder med at fremskaffe tømmer af de krævede dimensioner var udslagsgivende for beslutningen herom.

Året efter – i august 1747 – foreligger et nyt projekt til en mastekran, som efter planen skulle opføres ved bradbænken ud for det gamle Spantehus. Admiralitets- og Generalkommissariatskollegiet havde tidligere på året meddelt Holmens chef, at man som følge af de høje priser på de store tømmerdimensioner, skulle søge at begrænse omkostningerne ved at udvælge det ege- og fyrretømmer, som lå oplagret på Holmen, og anvende dette på bedste vis, således at den nye kran snarest kunne blive rejst og taget i brug. Den tegning, Holmens chef i august måned fremsender til Kollegiet, fremviser følgelig en ganske anden krantype, end de hidtil kendte, idet kranen rejses på toppen af en muret bygning eller rettere en tømmerkonstruktion i 5 stokværk beskyttet mod vejrliget af en muret ”skærm” (fig. 1) – en konstruktion hvortil der krævedes væsentlig kortere tømmerstykker.

Med tegningen fulgte overslag på murer- og tømrerarbejdet udarbejdet af to af byens håndværksmestre – murermester Philip de Lange og tømrermester Jens Petersen Wisborg. Nævnte mestre havde fået forevist den omtalte tegning, som således lå til grund for deres beregninger og overslag.

Chr. Elling har i sin afhandling om Holmens bygningshistorie anført, at Ph. de Lange skulle være ophavsmand til førnævnte tegning, men der er intet i den foreliggende korrespondance, som kan godtgøre, at Lange skulle være ansvarlig for det første projektforslag, som Holmens chef indsender til Konstruktionskommissionen og senere til godkendelse i Admiralitets- og Generalkommissariatskollegiet.

2 hidtil upåagtede tegninger – henholdsvis den tegning (fig. 1), som Holmens chef indsender til Kollegiet i august 1747, og et alternativt forslag til en indmuret kran (fig. 2) udarbejdet og fremsendt af Ph. de Lange til samme instans få uger senere – bibringer et klarere billede af mastekranens tilblivelseshistorie og til forståelsen af den til tider kryptiske korrespondance, der udspiller sig mellem de involverede parter omkring projekteringen af kranen.

Ph. de Lange tog sig den frihed at fremsende sit alternative projektforslag til Kollegiet uagtet at han ikke var blevet bedt derom, hvilket naturligvis måtte afføde en vis irritation ikke mindst hos Holmens chef, som følte sig forbigået, da brevvekslingen – i modstrid med gængs forretningsgang – foregik uden om ham.

Langes projekt viser en bygning af væsentlig større dimensioner – i højden ca. 42 alen og i 7 stokværk. Det projekt Holmens chef fremsender, opererer med en bygningshøjde på ca. 30 alen på i alt 5 stokværk. Langes bygning var således 7 meter højere, hvilket vel primært var betinget af ønsket om at krankonstruktionen blev forsynet med et udkragende tag til beskyttelse mod vejrliget. Et af de primære argumenter Lange fremfører overfor Kollegiet er netop at minimere vedligeholdelsesudgifterne og forlænge krankonstruktionens levetid.

Begge projekter forelægges Konstruktionskommissionen, som forkaster Langes projekt. Kommissionen anbefaler det projekt, som blev fremsendt af Holmens chef i begyndelsen af august, hvortil der nu også forelå en model af hele den indvendige tømmerkonstruktion.

Sidstnævnte projekt forelægges de to sagkyndige arkitekter i Bygningskommissionen – hofbygmestrene Lauritz de Thurah og Nicolai Eigtved – med henblik på en vurdering af fundament og funderingsforhold samt muligheden for at mindske bygningens vægt – den murede skærm – ved at reducere murtykkelsen på alle fire sider af bygningen.

Det skulle vise sig, at de to hofbygmestres vurdering fik afgørende betydning for mastekranens ydre fremtoning. Den enkle monumentale arkitektur, som karakteriserer Nyholms Mastekran må i det væsentlige tilskrives nævnte arkitekter. Bygningskommissionen – dvs. Thurah og Eigtved – finder således den på tegningen angivne facadeudsmykning med de forkrøppede gesimsled, pilastre og refendfugning ganske unødvendig (fig. 1). De mange zirater vil kræve årlige reparationer og dermed øge de løbende vedligeholdelsesudgifter. Man foreslår i stedet en ydre glat mur uden nogen form for udsmykning og anbefaler endvidere at mindske murenes tykkelse ved at etablere indvendige fordybninger i muren såkaldte sparenicher / blændinger. Også den indre tømmerkonstruktion gør arkitekterne bemærkninger til og vedlægger en tegning til en indmuret kran, hvor der er sparet på såvel mur- som tømmermaterialer. Desværre er nævnte tegning ikke bevaret, men ud fra den følgende korrespondance forstår man, at Thurah og Eigtved foreslår kranen dækket af et pyramideformet tag for bedre ”at konservere opstanderen og skråstøtterne”.

Med hensyn til funderingen anbefaler de to arkitekter, at fundamentet opføres på ”den hårde søgrund” – efter en vedlagt tegning af Eigtved. Opføres bygningen derimod på land er nedramning af pæle og opbygning af et slyngværk unødvendig.

Konstruktionskommissionen finder ikke de forslåede ændringer af den bærende konstruktion funktionel og tjenlig og anbefaler den indvendige tømmerkonstruktion, som vist på den første, af kommissionen oprindeligt approberede tegning (fig. 1), til udførelse.

I sidste ende indstiller de kommitterede i Kollegiet, at det første projekt, fremsendt af Holmens chef og approberet af Konstruktionskommissionen, fremsendes til kongelig approbation, dog med de ændringer, at murene overalt bliver 1 fod tyndere, og at Bygningskommissionens anvisninger med hensyn til facadens udsmykning eller mangel på samme følges. Den kongelige resolution foreligger den 20. september 1748.

Thurah og Eigtved får senere på året endnu et ord at skulle have sagt i forbindelse med mastekranens opførelse. Kollegiet havde indstillet, at murermester Ph. de Lange og tømrermester J.P. Wisborg fik arbejdet i entreprise, men anmoder forinden de to hofbygmestre om at vurdere om den anslåede arbejdsløn i mestrenes overslag kunne anses for passende, eller om der burde forhandles om prisen. Arkitekterne finder, at Ph. de Langes overslag ligger væsentlig over den kvadratalen-pris, som er udbetalt ved murerarbejdet ved det kongelige residensslot Christiansborg, og anbefaler følgelig at der ikke indgås kontrakt med murermester Lange uden forudgående licitation.

Kollegiet indgik herefter kontrakt med murermestrene Jacob Schiønning og Søren Hendrichsen om murerarbejdet og med J.P. Wisborg om tømrerarbejdet på den nye mastekran. Det skete uden forudgående licitation, som ellers anbefalet af Thurah og Eigtved.

Det blev altså ikke Ph. de Lange, som fik overdraget den store murerentreprise. Det blev heller ikke Ph. de Langes projekt man fulgte ved opførelsen af den indmurede kran. Den tegning som fik kongelige approbation – dog med den skriftlige tilføjelse at facaden kom til at fremstå i glat mur uden den viste udsmykning – blev fremsendt af Holmens chef i august 1747 (fig. 1). Det er muligvis en af etatens egne ingeniørofficerer, som har udfærdiget tegningen i samråd med Konstruktionskommissionen.

Der blev aldrig udført et endeligt revideret projekt. Nyholms mastekran blev som sagt bygget på grundlag dels af tegningen fra august 1747, dels den tegning af de ændrede murtykkelser og forandringer ved fundamentet, som Ph. de Lange blev beordret til at udføre sammen med hans senest afgivne overslag fra januar 1749.

Mastekranen var rejst, og taget beklædt med kobber hen mod slutningen af året 1750. Holmens billedhuggermester Just Wiedewelt forfærdigede det kongelige våben. Det blev udført i bremersten.

Kranens tømmerstykker blev holdt sammen med såkaldte ”vulinger” – tovværkssurringer, hvilket gjorde det lettere at reparere enkelte stykker af kranen og samtidig undgå den ødelæggelse af tømmeret, som boltene frembød, ved at vand kunne trænge ned i bolthullerne med alvorlige rådskader til følge. Princippet med de karakteristiske tovværkssurringer er fulgt ved de senere restaureringer og fornyelser af kranen, og teknikken således bevaret frem til vor tid.

Nyholms Mastekran er gengivet i Thurahs bogværk: ”Hafnia Hodierna” (fig. 3). Den viste tegning er dog ikke identisk med det bygningsværk, som blev opført på Nyholm. Thurahs gengivelse er derimod identisk med den første tegning, som Holmens chef fremsendte til Kollegiet. Hafnia Hodierna blev udgivet i 1748 – på det tidspunkt, hvor drøftelserne mellem Admiralitets- og Generalkommissariatskollegiet og Bygningskommissionen fandt sted. Bogværket har sandsynligvis allerede ligget klar til trykning hen på sommeren 1747. De betænkeligheder, som Thurah og Eigtved senere fremførte omkring såvel den indvendige tømmerkonstruktion som murenes udvendige udsmykning, er følgelig ikke omtalt i bogen.

Mastekranen er gengivet på en senere tegning fra 1814 (fig. 4), der viser den svære bygningskrop med det karakteristiske karnissvungne kobbertag, således som man må formode, at bygningen fremstod efter opførelsen. Taget, der i sin konstruktion antages at være oprindelig, ydede optimal beskyttelse af kranens fod, hvilket det pyramidestub-formede tag, som ses på den approberede tegning, ikke formåede i samme grad.

Tagformen kan dog muligvis være ændret på et senere tidspunkt, da de skriftlige kilder beretter om jævnlige fornyelser af selve kranen dvs. alt træværket ovenover murkronen. Allerede i 1758 fornyes hele krantoppen og atter igen i 1784. Om man i forbindelse med førstnævnte fornyelse har ændret tagformen til den nuværende karnissvungne, kan ikke dokumenteres. Det skal i den forbindelse nævnes, at de ældstbevarede tegninger af en anden kran på Holmen, nemlig Christiansholms Mastekran, dateret 30. maj 1754, viser et tilsvarende karnissvunget kobbertag over kranhuset. Denne kran stod først rejst og taget tækket med kobber i 1762.

Det vides ikke, om det karnissvungne tag oprindelig var forsynet med kviste. De ældste tegninger af Nyholms og Christiansholms Mastekraner fremviser en ubrudt tagflade uden lysindtag. Heller ikke tegningen af Nyholms Mastekran fra 1814 angiver kviste i taget. Derimod er der på en bevaret tegning af Christiansholms Mastekran fra 1797 vist en enkelt kvist til inspektion af kranen. På samme tegning ses endvidere et spinkelt jernrækværk svarende til det, som findes på Nyholms Mastekran. Først på en senere udateret tegning af sidstnævnte ses såvel rækværk som det nuværende antal kviste. Denne tegning har i øvrigt ligget til grund for den opdaterede tegning af mastekranen i Chr. Ellings afhandling.

De nuværende kviste skønnes at være af nyere dato. I hvert fald er vinduesrammerne ret sene – fra begyndelsen af 1900-tallet – at dømme ud fra profileringen på vinduesposten. De er antagelig fornyet i 1922, hvor kranen og taget renoveres og krantømmeret udskiftes.

De øvrige vinduer i det murede kranhus er alle fornyet engang i begyndelsen af 1800-tallet. Alle karme, lod og vinduesposter er udstyret med trekvartstafprofiler, som er karakteristiske for første halvdel af nævnte århundrede. Fornyelsen kan have fundet sted i 1814, hvor krantømmeret igen nedtages og bygningen gennemgår en hovedreparation. De oprindelige vinduer har uden tvivl været forsynet med rammer med blysprosser, som kan have været bevaret helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

Mastekranen tjente oprindelig flere funktioner. Den væsentligste var kranfunktionen: at indsætte og udtage skibenes master og bovspryd, senere også kedler og andre svære maskindele.

Kranhuset fungerede endvidere som modhold i land ved kølhaling af skibene. Og endelig som magasinbygning til opbevaring af tovværk, brandgods m.m. og som arbejdssted for mandskabet, der arbejdede ved bradbænken. På de forskellige etager var der således indrettet en række arbejdsrum langs den øst- og vestvendte ydervæg adskilt ved tremme- og bræddevægge. Enkelte af de endnu stående tremmevægge skønnes at være oprindelige eller i hvert fald af en betydelig alder. Tremmevæggene er med årtiers mellemrum blevet fornyet, men udført efter de traditionelle principper.

Ved bradbænken ud for mastekranen kunne de større skibe overkrænges / kølhales, hvorved kølen kom oven vande. Det var herefter muligt at rense, kalfatre og tjære skibsbunden og udføre påkrævede reparationer af underskibets klædning. En forudsætning for at kunne kølhale et skib var et stabilt modhold i land. Dette modhold gav det tunge kranhus. Henholdsvis syd og nord for kranen var der anlagt pælebroer med plankedæk (bradbænke til kalfatring og bestrygning med tjære). De blev i årene 1791-95 erstattet af et fast bolværk med jordfyld og slyngværker for at danne modhold for yderligere taljeblokke til kølhalingerne. Hen mod midten af 1800-tallet fandt der kun sjældent kølhaling sted ved bradbænken udfor Nyholms Mastekran. Skibenes reparation og vedligeholdelse foregik efterhånden udelukkende i tørdok.

Det ældste spantehus på Nyholm, der lå op ad mastekranen, blev nedrevet i 1763. Huset havde før mastekranens opførelse også været benyttet ved kølhalingen af flådens skibe, men var nu så medtaget af råd, at det var ved at styrte sammen. Et nyt spantehus eller planbygning blev opført i årene 1764-65. Bygningen blev opført øst for Nyholms Mastekran og sammenbygget med denne. Således indgår mastekranens østvendte mur i planbygningens vestvendte ydermur. Sporene efter det dobbelte helvalmede saddeltag, som oprindelige dækkede den brede planbygning, kan endnu ses på mastekranens nord- og sydmur.

Mastekranen fungerede efter sin oprindelige bestemmelse frem til slutningen af 1800-tallet. I 1901 anbringes en vandtryksbeholder på 33 m3 på den øverste etage til forbedring af vandforsyningen på Orlogsværftet / Nyholm. Planbygningen renoveres og ombygges i 1913, hvor den gamle tagkonstruktion nedbrydes og den nuværende tagprofil opbygges. Ombygningen skønnes ikke at have berørt mastekranen nævneværdigt. De førnævnte bevarede spor i murværket er tilsyneladende det eneste, som vidner om denne betydelige arkitektoniske forandring, der finder sted omkring mastekranen.

I 1922-23 istandsættes bygningens ydermure, og hele kranen og taget over murkronen fornyes.

Først i 1984 fjernes den store vandtryksbeholder på den øverste etage. Samtidig udføres omfattende reparationer ved kranens hovedstøtteben, hvor et betydeligt svampeangreb blev konstateret. Også murremmene var angrebet. Den profilerede trægesims var mørnet af råd og måtte udskiftes, og tagbrædder og kobberbeklædning blev fornyet. Det gjaldt ligeledes kvistene, hvor tømmeret i vidt omfang blev udskiftet. Også ved det indvendige bindingsværk konstateredes råd og borebilleangreb. Den store tank havde forringet ventilationen af tømmeret og umuliggjort inspektion. Murværket blev eftergået og forvitrede sten udskiftet.

Et par årtier senere fjernes de sidste spor efter rørføringer gennem etagedækkene, og lugerne over den tidligere vandtank erstattes med nyt plankegulv.

I 1994 blev Mastekranen indrettet til museum.

Planbygningen (Spantehuset)

Bygningsbeskrivelse

Planbygningen ligger ud til Nyholms havnefront bag Mastekranen, med hvilken den er delvis sammenbygget. I Planbygningen, som også benævnes Spantehuset eller Planen, blev spanterne til de store orlogsskibe ridset op efter skabeloner på gulvet og derefter hugget til i fuld størrelse. Det ligger i sagens natur, at Spantehuset følgelig blev opført i umiddelbar tilknytning / nærhed til beddingerne, hvor skibene blev bygget. Sammenbygningen med Mastekranen må ses ud fra et ønske om at lade bygningerne langs vestsiden af Nyholm ligge i samme flugt. Således kom det nye Spantehus til at flugte med vestsiden af Smedjen og Nyholms Hovedvagt. Af et ældre fotografi af havnefronten, før år 1900, får man forståelsen af den flugtende linje, man oprindeligt tilstræbte, hvor også Spantehuset / Planbygningen og Smedjen fremtræder med et næsten ens facadeudtryk (fig. 1).

Planen er en grundmuret bygning i en etage med en bræddebeklædt trempelkonstruktion, der bærer den store papbeklædte tagflade.

Facaderne har en taktfast rytme, markeret ved dybe dør- og vinduesnicher på bygningens tre sider. Nicherne går ned til soklen med pudsede brystningsmure. I østfacaden er 21 vinduesfag, kun 16 fag i vestsiden, hvor sammenbygningen med Mastekranen optager de resterende 5 fag. I sydgavlen er den oprindelige murede refendfugning omkring de to portåbninger bevaret. I gavlens midtparti, som tidligere var skjult bag en påbygget pavillon, blev der i 1875, da pavillonen blev nedrevet, etableret de nuværende vinduesåbninger. To hovedindgangsdøre i nordgavlen giver adgang til bygningen, der i de 3 nordligste fag er i to etager med et traditionelt træbjælkelag, der bæres dels af de tykke ydermure, dels af en søjle- dragerkonstruktion, som kun er delvis synlig i etagerne. Her er der i dag indrettet kontorer, omklædningsrum og træningslokaler. I den sydlige del af bygningen, som anvendes til sportsaktiviteter, er trempelkonstruktionen frilagt.

Bygningen er opført på et muret og pælefunderet fundament. Over den pudsede sokkel fremtræder murene, som er opført i gule flensborgsten, berappede og kalkede. Vinduerne er med to gående, sprossedelte rammer. Bortset fra enkelte vinduer i kontorerne i nord-vestsiden af bygningen er alle vinduer forsynet med en lodpost uden fals / anslag for vinduesrammerne. Alle vinduesrammer er følgelig overfalset ud for midterposten. Vinduesrammerne er antagelig fra første halvdel af 1900-tallet. Bevarede tegninger fra 1929 viser overfalsede vinduesrammer uden lodpost, som vi finder dem i de fornævnte kontorer ved nordgavlen. Vinduerne i den nordlige trempelgavl er fire-rammede dannebrogsvinduer med kvartstafprofiler på karm og ramme. Altså fra tiden efter år 1900. De er formodentlig alle isat i 1913, hvor bygningen får sin nuværende tagprofil. De ses på tegningerne fra nævnte år.

Rumindretningen i den nordlige del af bygningen er relativ ny. Trappen flyttet og nye lette gipspladevægge er opbygget. Tilbage står endnu den ældre bindingsværksskillevæg, der danner den tværgående adskillelse mellem den nuværende idrætshal og det nordlige 2-etages bygningsafsnit med omklædning, fitnesscenter og kontorer.

Bygningshistorie

Det ældste spantehus på Nyholm blev nedrevet i 1763. Det var en bygning opført helt i træ – en bærende bindingsværkskonstruktion beklædt med brædder eller planker – og med en udsigtspavillon i 2 stokværk ved den søndre gavl. Fra den øverste etage kunne Kongen overvåge stabelafløbningen fra den hosstående bedding.

Det var givetvis under inspiration af denne bygning, at bygmester Philip de Lange i 1759 fremsendte sin første tegning til en ny udsigtspavillon, der også viser hans forslag til sydgavlen af det nye spantehus, som allerede da må have været under overvejelse (fig. 2). Tegningen viser i arkitektonisk henseende et nært slægtskab med den gamle pavillon.

På opfordring fra Holmens chef indsender Lange i 1763 et revideret forslag. Der er desværre kun bevaret en plantegning af Spantehuset, men denne viser, at bygmesteren har arbejdet med en noget anden disponering af Pavillonen og Spantehusets sydgavl sammenlignet med det første forslag (fig. 3). Ph. de Lange fremsender to overslag der vedrører Spantehuset – et på en grundmuret bygning og et på en tilsvarende bygning opført i bindingsværk og beklædt med planker. Generalkommissariatet anbefaler den grundmurede model, som forelægges til kgl. approbation. Med hensyn til Pavillonen ønsker Kommissariatet en bygning af ”mere anseende” end det af Lange forelagte, og man anmoder derfor den franske arkitekt N.H. Jardin, som i maj 1760 var blevet beskikket som general- og hofbygmester om at give udkast til den kongelige udsigtspavillon (fig. 4).

Jardins pavillon har i sin plandisposition umiskendelige fællestræk med Ph. de Langes tidligere udkast. Ser man bort fra forskellen mellem Jardins ovale bygningskrop og Langes rektangulære grundplan, er der tydelige fællestræk ved de to skitserede trappeforløb (jf. fig. 3 og 4). Kan Jardin have taget udgangspunkt i Langes tidligere projekt og plandisposition og alene koncentreret sig om det arkitektoniske hovedgreb – den utraditionelle ovale bygningskrop, der på så fortræffelig vis forener sig med de to rektangulære bygningskroppe, der udgør selve Spantehuset? Det melder kilderne desværre intet om.

Ph. de Lange får murerentreprisen og indgår kontrakt i februar 1764 på opførelsen af Spantehuset og Jardins pavillon. Sidstnævnte var tænkt opmuret i den bornholmske nexøsandsten, men da der ikke fandtes noget forråd af denne sandsten på Holmen, anmoder Generalkommissariatet om at få udleveret det ønskede kvantum sten fra lageret ved Frederikskirken.

I september måned 1765 påbegyndes kobbertækningen af kuplen over Pavillonen, og byggeriet må formodes at være tilendebragt ved årets udgang.

Spantehuset blev opført på samme sted, hvor det gamle, nu nedrevne spantehus havde ligget. Det vil sige i umiddelbar nærhed af de to ældste beddinger på Nyholm. De store spanter til skibene blev i Spantehuset ridset op på gulvet efter skabeloner og efterfølgende tilhugget samme sted, alt imens skibene blev rejst i beddingerne.

Det nye Spantehus / Planbygningen blev anlagt således, at vestfacaden kom til at ligge i flugt med Smedjens vestfacade og ligeledes i flugt med Hovedvagtens vestside. Der har tilsyneladende ligget arkitektoniske overvejelser til grund for denne disposition, og det giver os dermed en forklaring på Spantehusets sammenbygningen med Mastekranen, der ikke synes funktionelt betinget.

I 1781, kun 16 år efter at det nye Spantehus var rejst, måtte den nu stærkt brøstfældige Pavillon ved sydgavlen renoveres – ja helt fornyes. Det fremgår af korrespondancen i forbindelse med besigtigelsen af bygningen, at hele konstruktionen var opført i træ og ikke som hidtil antaget i den bornholmske sandsten, som oprindelig var foreskrevet. Træpavillonen var naturligvis blevet malet med oliefarve i en stenkulør, men den udsatte beliggenhed medførte en hurtig nedbrydning og forrådnelse af træet. Der udarbejdes tegninger til en ny pavillon ganske svarende til den, der var opført efter Jardins tegning, kun med den forskel, at pavillonens søjler, pilastre og trappetrin og antagelig også den øvre balustrade nu blev udført i den rødbrune sandsten og efterfølgende oliemalet. De bevarede tegninger viser opstalt, planer og snit af hele Spantehuset samt en detailtegning af en søjle (fig. 5 og 6).

Ovennævnte tegning viser endvidere, at Spantehusets nordgavl ikke oprindelig var afvalmet, men havde en rejst gavl, der modsvarede gavlen på den nærtstående Smedje. Den gennemgående fabrikskvist, som ses på senere gengivelser, er heller ikke vist på tegningen fra 1781.

Nordgavlen får senere sin helvalm svarende til sydgavlen. Bygningen er vist på en ”opmåling” fra slutningen af 1790´erne, hvor begge gavle er vist med helvalm, og hvor nu også fabrikskvisten er kommet til (fig. 7).

Spantehuset blev opført som en dobbelt længebygning med to teglklædte sadeltage, i midten båret af et langsgående underslag (dragerværk), som det fremgår af tværsnittet på tegningen fra 1781 (jf. fig. 5). Det store spænd under det dobbelte sadeltag gav muligheden for at spanter til to linjeskibe kunne tilvirkes samtidig.

I 1838 gennemgår Spantehuset en hovedreparation. Den gennemgående fabrikskvist nedtages og i stedet oplægges en række støbejernsvinduer i tagfladen. Mod vest isættes endvidere en række døre med overstående hejsekvist i hvert femte vinduesfag, der modsvarede lignende døre med kviste i den nord for liggende Smedje (jf. fig. 1).

Jardins Pavillon blev nedrevet i 1875. På dette tidspunkt var den ikke længere i brug.

Med overgangen til nye skibstyper og nye skibsbygningsmaterialer mistede Spantehuset sin oprindelige funktion. Efter en del år hvor bygningen stod ubenyttet hen, blev der i 1905 fremlagt planer om at ombygge og indrette en marinekaserne i huset. Forslaget blev skrinlagt og i stedet blev en ny kasernebygning opført ved Batteriet Sixtus.

Endelig i 1913 fik Ph. de Langes Spantehus nådestødet, da man besluttede at anvende bygningen til kuloplagring. Den bærende midtkonstruktion mellem de to sadeltage viste sig upraktisk til dette formål, og tag og underslag blev nedbrudt. I stedet opbyggedes den nuværende trempelkonstruktion, der spænder over hele bygningens bredde. De grundmurede facader med den taktfaste vinduesinddeling blev bibeholdt. Herover rejstes den nævnte trempel, som udvendig blev forsynet med en bræddebeklædning, og taget beklædt med tagpap (fig. 8 og 9).

I den nordlige ende af bygningen er en ældre tværgående bindingsværksvæg med murede tavl, som adskiller den nuværende idrætshal fra det to-etages bygningsafsnit, hvor der er indrettet kontorer og omklædningsrum. Væggens placering er tilsyneladende oprindelig – også vist på Ph. de Langes tegning. Den blev omsat i 1835 og er antagelig i det store og hele bevaret fra denne tid.

Oplagringen af kul i Spantehuset ophørte allerede omkring 1920. En kort funktionsperiode på blot 7 år, som affødte et så væsentligt indgreb i Spantehusets / Planbygningens oprindelige hovedkonstruktion og tagprofil.

Op gennem 1920´erne blev bygningen anvendt på forskellig vis. Det nordlige bygningsafsnit indrettes bl.a. til folkelokaler og senere i 1929 indrettes ”opholdslokaler” i de to etager. Nye vinduer isættes og de ældre vinduer forandres og bliver forsynet med nye rammer.

Den nuværende indretning er et resultat af en ombygning udført i 1995-96.

Schrødersees monument

Bygningsbeskrivelse

På det østlige hjørne af Batteri Sixtus findes Mindestøtten over kaptajn Schrødersee, rejst i 1804. Støtten er udført i sandsten og formet som en splintret undermast på et linjeskib. Soklen og den nederste del er hugget i en nexøsandsten, den øverste del i en cottasten.

Monumentet bærer inskriptionen:

”Afkræfted / paa lange sygeleye // opflammet / ved et blik af / Danmarks Fredrik / med fyrstens bifaldsraab / indviet // foer I. C. Schrødersee / fra dette sted // bekiendt med krigers død / den skiönneste / for eget fædreland / i möde // den 2. april 1801”

Bygningshistorie

Kaptajn Johan Chr. Schrødersee blev født 15. oktober 1754. Han var én af heltene fra Slaget på Reden den 2. april 1801. Schrødersee meldte sig frivilligt til at overtage kommandoen over linieskibet ”Indfødsretten”, da kaptajn Thura var faldet under kampen. Ifølge beretningerne fra slaget blev Schrødersee ramt af en kugle, da han gik om bord på linieskibet – akkurat i det øjeblik han nåede falderebet.

Mindestøtten over Schrødersees indsats blev rejst på batteriet Sixtus 3 år efter at begivenheden fandt sted. Kronprinsregenten (den senere Kong Frederik VI) havde netop opholdt sig med sin stab på dette sted, mens slaget fandt sted. Schrødersee var – trods rekonvalescent – med i følget, og meldte sig straks som frivillig afløser for den faldne kaptajn Thurah.

Spanteloftsbygningen

Bygningsbeskrivelse

Spanteloftsbygningen er opført på østsiden af Nyholm ud til kanalen / Søminegraven. Den karakteristiske bygningsprofil afspejler kun i nogen grad de funktioner, bygningen oprindelig var ramme om. Mod øst fremtræder underetagen / underhuset med en åben stolpebåret tømmerkonstruktion med svagt buede portoverliggere. Denne del af bygningen – de sydligste 40 fag / 20 portfag – var oprindeligt et gennemgående åbent rum indrettet med henblik på opbevaring af flådens chalupper, mens der i de nordligste fag var indrettet kontorer m.m. Det overliggende bjælkelag er af kraftige dimensioner båret af to rækker dragerværker. Den kraftige dimensionering af bjælkelaget har sin forklaring i den oprindelige funktion, nemlig at orlogsskibenes chalupper her kunne ophænges frit i taljer og på den måde opbevares beskyttet for vejrliget. Overhuset er smallere og opbygget som et traditionelt bindingsværkshus, med fritspændende bindbjælker båret af et hængeværk i tagkonstruktionen. Overhuset er opbygget primært for at kunne rumme en gennemgående spantesal til afslåning / optegning af flådens spanter, hvilket begrunder det store spænd og den beskrevne hængeværkskonstruktion.

Bygningen blev oprindelig pælefunderet og østsiden opført på en lavtliggende træhammer. Er i nyere tid partielt understøbt, og østsiden blev allerede i 1941 renoveret med 2 rækker nedrammede betonpæle, hvorpå der er støbt et svært betondæk. Facadestolperne herover er afkortet og stillet på nye granitsokler. De 6 nordligste fag er grundmuret i 1820 og opført på 2 skifter granitsten, hvorunder der antagelig ligeledes er pælefunderet.

Ydermurene er opført i bindingsværk med murede tavl bortset fra nordgavlen og de 3 nordøstligste fag, som i nederste etage fremstår i grundmur. Murværket er berappet og kalket, bindingsværket oliemalet. Farvearkæologiske undersøgelser påviser spor af mørk blå kompositionsfarve på tavl og rødbrun farve på bindingsværk som ældste lag fulgt af en række lys gule og lyse grå kalklag på tavl og bindingsværk. Den nuværende oxidrøde kalkfarve følger en sen farvesætning af tavlene.

Taget over overhuset er et traditionelt sadeltag med helvalm beklædt med røde tegl.

Vinduerne i underetagen er overvejende fire-rammede ”klassicistiske” vinduer med en enkelt sprosse i underrammen. Adskillige af vinduerne i vestsiden har lod- og tværposte med trekvartstaf profil fra første halvdel af 1800-tallet. De øvrige vinduer er nyere. I overhuset er vinduerne ligeledes fire-rammede, men overvejende med småsprossede rammer med fire ruder i øverste og 6 ruder i nederste ramme. Også her finder man adskillige vinduer med den karakteristiske trekvartstafprofil på lod- og tværpost – vinduer som antagelig er fra første halvdel af 1800-tallet. De ældst bevarede farvelag på vinduerne i vestsiden er en lys grå oliefarve.

Bygningens interiør fremstår nyrenoveret og med storrumskontorer i underetagens sydlige sektion, mens den nordlige del af underhuset samt hele overhuset i det væsentlige har bevaret den rumindretning, som blev skabt i første halvdel af 1900-tallet.

Bygningshistorie

På vestsiden af Nyholm ud for bedding nr. 2 lå det gamle Spantehus, som var opført i begyndelsen af 1730´erne. Men allerede efter 10 år var bygningen så forfalden, at en gennemgribende istandsættelse var påkrævet. I stedet for at bekoste en hovedreparation af det gamle hus foreslår Holmens chef, at der opføres et nyt spantehus”… hvor udi tillige under neden kan indsættes chalupper…”. Han foreslår bygningen opført på den modsatte side af øen, hvor det ældste og endnu stående Plankehus fra 1722 efterhånden var tjenlig til nedrivning.

I foråret 1741 modtager Generalkommissariatet tegning og overslag over de skønnede materialeudgifter til det nye spantehus, fremsendt af Holmens chef. Bygningen skulle opføres i ”bindingsværk og mur”. Af overslaget fremgår det endvidere, at der til bindingsværket anvendes ”ege hustømmer” med andre ord det frasorterede egetømmer, som ikke var egnet til skibsbyggeriet, men ganske velegnet som konstruktionstømmer i bygninger på land. Til bjælker og spær skulle indkøbes pommersk fyrretømmer og til de murede tavl 94.000 flensborgsten.

Projektet til et nyt spante- og chaluphus fik kongelig approbation i april 1741.

En del materialer kunne naturligvis hentes fra Holmens forråd af tømmer og sten, og ligeledes kunne man genanvende tømmeret fra det ældre plankehus, som nu måtte vige pladsen for det nye spantehus. Det var Generalkommissariatets ønske at nedbringe materialeudgifterne til et minimum, hvorfor man i sidste ende også besluttede at hente tømmeret fra lageret af materialer, som stammede fra Det kongelige Ridehus, som Søetaten havde erhvervet ved auktion i foråret 1740 med henblik på nedrivning. Da det nedtagne tømmer fra ridehuset imidlertid havde ganske andre dimensioner end det tømmer, som skulle anvendes til spantehuset, blev Holmens chef pålagt nøje at udvælge det fyrretømmer, som umiddelbart kunne anvendes uden omfattende forandringer og tilpasninger.

Byggeriet må formodes at være påbegyndt i sommeren 1741. Først i juni måned det følgende år er afbindingen af bindingsværket tilendebragt og tømmerkonstruktionen rejst. I oktober samme år er tegltaget lagt, da blytækkeren indgiver sit overslag på blytækkerarbejdet, som bl.a. omfattede beklædning af rygningen og de 4 grater med rullebly svarende til den blybeklædning af rygning og grater, som samme år blev udført på Søarsenalets 2 hovedfløje. Blytækkerarbejdet begrænsede sig ikke udelukkende til rygning og grater. I overslaget nævnes også beklædning af tagvinduer og kviste på den nye Spanteloftsbygning. At der oprindelig var kviste i taget over spantesalen fremgår af en senere skrivelse fra Holmens chef og senere endvidere af Pælebukkervæftets årsrapport fra 1819-20, hvor det nævnes at de gamle kviste nedtages og nye tagvinduer isættes. Desværre giver de skriftlige kilder ingen oplysning om antallet af kviste og kvistenes form /type.

Det forekommer sandsynligt, at det store tagrum over spanteloftet har været anvendt til opbevaring af de materialer, som benyttedes ved opslagningen af spanterne – skabeloner, brædder m.m. I lighed med Takkelagehusene på Nyholm, hvor tagrummene blev fuldt udnyttet, har Spanteloftsbygningen angiveligt også været forsynet med kviste for at opnå det fornødne dagslysindtag.

Murerarbejdet – for så vidt angår opmuringen af tavlene – er godt i gang i sommeren 1743, hvor murermesteren anmoder om endnu 40.000 flensborgsten. I oktober 1743 er byggeriet tilendebragt.

Spanteloftsbygningen blev opført på østsiden af Nyholm, helt ud til kanalen. Bygningen kan betragtes som to huskonstruktioner, der står oven på hinanden (fig. 1). Underhuset – oprindeligt chalupskuret – med et kraftigt dimensioneret bjælkelag båret af to rækker underslag (dragerværk). Bjælkelaget over chalupskuret blev netop udført i så svære dimensioner for at kunne bære de op til 10-12 meter lange chalupper, som her blev ophængt frit i taljer. Overhuset, hvor spanteloftet var indrettet, er smallere og opbygget som et traditionelt bindingsværkshus med fritspændende bindbjælker, som bæres af et hængeværk på grund af det store spænd.

For at have målfaste tegninger – spanterids – har det været ønskeligt med et stabilt og tørt gulv. Det kunne med fordel etableres på etagen over det åbne chalupskur. Også på Gammelholm havde man på den tid et spanteloft, placeret på øverste etage over et bådebyggeri med en åben underetage.

I R.W. Bauers beskrivelse af Orlogsværftet i 1862 hedder det bl.a.: ”Spanteloftsbygningen tidligere kaldet Chaloupskuret efterdi det benyttedes til opbevaring af Flådens fartøjer. Bygningen står med sin yderside på bolværkshammeren og i underhuset findes endnu mange steder svære hager under gulvbjælkerne oven over, hvori chalouperne have hængte, dog ikke i de sidste 30 år… Den sydlige del af bygningen i denne etage (øverste etage) optages af en sal 201½ fod lang, 43 fod bred, hvor skibene afslåes(aftegnes) i fuld størrelse, en opslagning som efter de gældende regler bliver eftermålt af Konstruktions- og Reguleringskommissionen forinden tømmermændene tager deres skabeloner til tilhugning af tømmeret. Afslagningen (aftegningen) sker på gulvet og man vil her finde en del forskellige større og mindre skibe afslåede og man træffer der på ét sted en mængde af linjer krydsende hinanden hver tilhørende forskellige skibstegninger, der findes ovenpå hinanden…” (fig. 2a og 2b).

I Statistisk-Topografisk beskrivelse fra 1841 gives følgende beskrivelse af overetagen: ”… I nordenden benyttes 8 fag på hver side til kontorer, resten er spanteloft, hvor skibstegningerne afsættes i fuld størrelse, og skabeloner til tømmerne forfærdiges. På loftet haves skabeloner og brænde…”

Tagkonstruktionens tømmerdele, som er fyrretømmer, bærer spor efter en tidligere afbinding. De registrerede tømmerspor fortæller os, at tømmeret tidligere har indgået i en dragerværkskonstruktion, som meget vel kan stamme fra Det kongelige Ridehus. Også overetagens bindingsværksstolper bærer spor efter genbrug. Det er egetømmer, som antagelig er taget fra det lager, som var i forråd på Holmen eller fra det nedrevne plankeskur.

Gulvet på spanteloftet blev med årtiers mellemrum afhøvlet for at ”give plads” for spanterids til byggeriet af de nyeste skibe. Pælebukkerværftet beretter således i 1797: ”… For spanternes afslåning til de nye skibsbygninger er den gamle afslåning på spanteloftet blevet afhøvlet…”

Under den seneste hovedistandsættelse og ombygning af Spanteloftsbygningen i 2003-2006 blev dele af et ældre plankegulv blotlagt på etagen, hvor spanteloftet oprindelig lå. På de ældre planker sås flere spanterids – adskillige krydsende linjer oven på hinanden, et for hvert afslået skib (fig. 3).

I efteråret 1785 blev loftsrummet over spanteloftet inddraget til opbevaring af modeller til dokkens pumpemaskine. Ved denne lejlighed monteredes yderligere 2 kviste i taget.

Spantesalens oprindelige udstrækning og overhusets indretning i de første årtier efter opførelsen har vi kun et begrænset kendskab til. Den ældst kendte tegning, der er fra 1835, viser en række kontorer og tegnestuer omkring en bred korridor i den nordlige ende af etagen (jf. fig. 2a). Fra underhuset fører en trappe af ét løb og af ganske anseelig bredde op til kontorerne på etagen. Den viste indretning er et resultat af en større renovering, som fandt sted i årene 1819-20. Det vides dog, at der tidligere har været indrettet kontorer ved nordgavlen i den øverste etage, da disse blev ombygget og vægge fornyet allerede i 1807.

Ved renoveringen godt 10 år senere afstives den nordre bindingsværksgavl, bindingsværket i underste etage fjernes og erstattes af grundmur, mens den øvrestående bindingsværksgavl istandsættes (fig. 4). Tre nye indgangsdøre isættes i den nyopmurede gavl. Inden for den midterste dør opføres en trappe på 12 trin til overhuset og nye kontorer indrettes såvel her som i underhuset – alle nye vægge er af bindingsværk. Gulve fornyes og etagedækket forsynes med lerindskud.

I overhuset er der på dette tidspunkt indrettet kontorer og arbejdsrum for bl.a. konstruktions- og fabriksmesteren foruden to tegnestuer i tilknytning til kontorerne. Et mindre areal af spantesalen blev hermed inddraget, hvorved salen reducerede til ca. 3/4 del af bygningens samlede længde (jf. fig. 2a og 2b). De ældre bryst- og vinduespaneler, som i dag findes i hjørnekontoret ved nordgavlen (ud mod kanalen) er uden tvivl kommet til i 1820 i forbindelse med den nye kontorindretning. Kilderne angiver, at alle kontorerne i overhuset blev udstyret med vinduespaneler og en del nye døre. Adskillige af de i dag bevarede fyldingsdøre på etagen er af ældre dato (dog forsynet med nyere hamborghængsler). Nævnte døre kan meget vel stamme fra ombygningen i 1820 at dømme ud fra dørenes karakteristiske udformning med fem sæt frisefyldinger – dels rektangulær, dels kvadratiske. Rammetræets karnisprofil er ligeledes almindelig for tiden. Dørene vides at have været i huset i 1861 og ses på en tegning fra 1885 (fig. 5a og 5b).

I underhuset indrettedes 16 kamre og afdelinger for skibsbyggeriets mestersvende og underofficerer m.fl. Nye bindingsværks og – bræddeskillevægge blev opbygget og nye døre kom til.

Under renoveringen i 1819-20 udføres endvidere omfattende reparationer og udskiftning af bindingsværk og tavl og en del bjælkeender fornyes. Fire nye skorstene opmures til opvarmning af de nyindrettede kontorer ved nordgavlen. Skorstensfundamentet blev pælefunderet. Ved samme hovedistandsættelse nedtages alle de ældre kviste i taget på grund af ælde.

Omkring 1830 inddrages chalupskuret i underetagen til andet formål. Bygningen gennemgår i de følgende årtier stedse forandringer. Nyindretning af kontorer og materialkamre m.v. finder jævnligt sted på begge etager. I 1853, hvor der nu er indrettet 2 store arbejdslokaler for skibsbyggeriet i underhuset, lukkes de oprindelige chalupporte mod øst med en bræddebeklædning mellem portstolperne. Vinduer isættes i den nyetablerede bræddeydervæg. I vestsidens bindingsværksydermur isættes tilsvarende nye vinduer.

Udvidelser af kontorlokalerne og indretning af et lokale for marinens skibsmodeller medfører i årene 1858 og 1861 atter væsentlige forandringer i bygningens underetage. I den nordre ende, hvor kontor for fabriksskriveriet og et model- og materialkamre etableres, opføres en bindingsværksydermur af ca. 4 meters længde over bolværket ud mod vandet – i alt 4 portstolpefags længde. Dele af den få år tidligere opsatte bræddebeklædning nedtages. Den nyindrettede sal for marinens skibsmodeller tages i brug i sommeren 1862. Den endnu bevarede beklædning af stolper og dragerværk i underetagens nordende stammer fra denne ombygning.

Da den nye Modelkammerbygning opførtes på Frederiksholm i 1892, blev lokalet for skibsmodeller i Spanteloftsbygningens underhus gradvist rømmet og lokalet anvendt på anden vis. I 1917 viser tegninger, at der var planer om udvidelse af det eksisterende marketenderi, bl.a. i det lokale, som tidligere var ramme om Marinens skibsmodeller.

Kontorer for det nye skibsbyggeri indrettes i Spanteloftsbygningen i 1921. Gulvene beklædes med linoleum, og året efter monteres 64 forsatsvinduer samme sted. Man må antage, at de ældste forsatsvinduer i bygningens øverste etage stammer fra denne modernisering.

I 1926 nedlægges skibsbyggeriet på Nyholm og Spanteloftsbygningen indrettet til andet formål. Tankerne om overflytning af skibsbyggeriet fra Nyholm til Dokøen havde allerede været fremsat nogle år tidligere, hvilket afstedkom en række forslag til en ny anvendelse af Spanteloftsbygningen. Således foreligger der i 1924 og det følgende år planer for indretning af en skole for dækofficersassistenter, som dog ikke blev realiseret.

Indtil 1932 var den gamle spantesal endnu bevaret i sin fulde længde. Men ved en ombygning i årene 1932-33, hvor der indrettes et nyt marketenderi i den nordlige ende af huset, tages det første skridt til at inddrage dele af salen til andet formål. Ved ombygningen indrettes køkkenfaciliteter i underetagen og spiselokaler i overhuset. I den forbindelse nedbrydes den ældre ligeløbstrappe ved nordgavlen og en ny hovedtrappe af to løb opføres i vestsiden ved det 13. og 14. fag fra nord. Med etableringen af det nye trapperum inddrog man et lille areal af den endnu bevarede spantesal og de yderste 5 meter af den oprindelige tværgående skillevæg blev nedbrudt for at give plads til den nye to-løbstrappe.

Få år efter – i 1937 inddrages yderligere 14 fag af spanteloftssalen med etableringen af enkelte skolelokaler og et omklædningsrum. De sidste kvadratmeter af salen skulle angiveligt være opdelt og indrettet til kontorer så sent som i 1950´erne. Det er antagelig ved sidstnævnte ombygning eller under ombygningerne i 1930´erne, at de sene kopidøre er kommet til – døre med en fyldingsinddeling svarende til de ældre 1800-tals døre, men med et forenklet rammetræsprofil – en kvartstaf.

Underhusets facade mod øst forblev lukket indtil 1941, hvor en større renovering af den sydlige sektion af bygningen fandt sted. De oprindelige portåbninger blev retableret og en midlertidig afstivning af stolperne langs bolværket blev fjernet. En ny fundering langs østsiden bestående af 2 rækker nedrammede betonpæle blev etableret, hvorpå der blev støbt et svært betondæk. Facadestolperne blev afkortet og stillet på nye granitsokler. Indenfor den oprindelige åbne stolpebårne arkade blev en ny ydermur opbygget godt 5 meter tilbagetrukket fra bolværket antagelig for dermed at bevare illusionen om det åbne chalupskur, som oprindelig lå her. Bag den nye ydermur indrettedes en række kamre for mineskibsdivisionen.

Trappen ved sydgavlen anses for at være opsat i 1941, men kan muligvis være ældre og opsat engang i begyndelsen af 1930´erne.

I 2003-2006 gennemføres en omfattende istandsættelse og renovering af Spanteloftsbygningen. Forudgående undersøgelser af fundament og sætningsrevner havde vist ret betydelige sætninger i den nordlige del af bygningen i hovedsagen udviklet siden 1920´erne. Bygningen er funderet på pæle, som viste partiel nedbrydning som følge af svampeangreb. Endvidere konstaterede man, at en del af de oprindelige skråbånd og kopbåndene mellem hovedbjælker og -stolper var fjernet i forbindelse med den skiftende udnyttelse af underhuset, hvilket havde svækket bygningens stabilitet.

En gennemgribende ombygning af underhuset fandt sted – nedrivning af skillevægge etableret i 1940´erne og omlægning af trappeforløb – mens overhuset i det væsentlige bibeholdt den rumopdeling, som blev skabt i 1861 med ændringer i 1932 (den nordligste del), i 1937 og i 1950´erne. Ved en nænsom restaurering er der i overhuset bevaret et interiør, der afspejler husets skiftende udnyttelse og brug efter at skibsbyggeriet var ophørt på Nyholm og spantesalen taget ud af brug.

I underhusets nordlige afsnit er rummet, som i 1861-62 blev indrettet til modelsamlingen, genskabt og den profilerede beklædning af dragerværket og bjælkerne fra samme tid er bevaret og fremdraget. I det sydlige afsnit af underhuset er der indrettet storrumskontorer, langs østsiden adskilt med tværgående glasvægge, der giver et frit udsyn gennem kontorlokalerne. Det oprindelige dragerværk er frilagt. De ydre rammer / ydervæggene mod øst og nord blev skabt i 1941, hvor kamre for mineskibsdivisionen blev indrettet her.

Søarsenalet

Bygningsbeskrivelse

Søarsenalet, der er bedre kendt som Arsenalet, senere benævnt Kuglegården, er et stramt opbygget anlæg med to nord-sydgående hovedfløje og to tværgående sidefløje. Anlægget var oprindelig lukket med en hegnsmur mod øst.

Bebyggelsen er beliggende på vestsiden af Arsenaløen og vender front mod Københavns Inderhavn eller rettere mod kanalen mellem Arsenaløen og Christiansholm. Hele anlægget står grundmuret med helvalmet sadeltag beklædt med sortglaserede tegl. På arsenalets to hovedfløje er rygning og grater tækket med blyplader – en byggetradition, der går tilbage til opførelsen.

Mellem de to hovedfløje er en grundmuret portal, som bærer kongens våben, øverst kronet med Chr. VI brystbillede omgivet af magt og krigssymboler. Murene er opført i gule flensborgsten over en muret sokkel. Murværket er berappet. Balustraden herover og den skulpturelle udsmykning er af sandsten, der afspejler skiftende vedligeholdelsesprincipper, idet der her findes anvendt tre forskellige sandstenstyper – alt fornyet i det 20. århundrede.

Arsenalets hoved- og sidefløje er opført i gule flensborgsten og fremtræder i blankmur uden sokkel. Hovedfløjene er mod vest prydet med murede lisener i en taktfast rytme, der opdeler hver fløj i 19 fag. Østsiden står glat uden prydelser. Sidefløjene er tilsvarende udsmykket med murede lisener, der opdeler de to bortvendte facader i 9 fag, mens siderne ind mod Kuglegården er fremhævet ved murede lisener om det midterste fag og de to yderfag. I alle lisenomkransede fag var oprindelige to-fløjede porte med et halvcirkulært vindue over.

Portene er for en stor del senere erstattet med vinduer i takt med bygningernes ændrede anvendelse.

To forbindelsesbygninger eller løngange er opført mellem hovedfløjene og de to sidefløje. Disse bygninger fremstår ligeledes i gul blankmur med ”refendfuget” underetage – ligeledes muret – omkring oprindelige portåbninger. Portåbningen i den sydlige forbindelsesbygning er senere tilmuret. Tagene over løngangene er beklædt med zink.

Bygningerne blev oprindelig indrettet som magasiner til opbevaring af bl.a. kanoner og håndvåben. Store gennemgående magasinrum båret af dragerværker i de 2 hovedetager. I sidefløjene forefindes to rækker underslag / dragerværker, og her er nederste loft (3. etage) ligeledes forsynet med to rækker underslag. Arsenalet er i dag indrettet med kontorer. Den oprindelige hovedkonstruktion er stadig bevaret og i det store hele frilagt. Ligeledes er de brede to-løbstrapper ved endegavlene i Arsenalets hovedfløje bevaret med det originale, barokke balusterværk og postamenter.

Vinduer og porte afspejler de skiftende funktioner og stilretninger, som bygningerne har undergået siden første halvdel af 1800-tallet (se det bygningshistoriske afsnit).

Bygningshistorie

Søarsenalet 1738-1772

Søarsenalets historie kan føres tilbage til 1730´erne, hvor Land- og Søetaten blev delt i to etater. Danneskjold-Samsøe blev udnævnt til overkrigssekretær for Søetaten og fik de følgende årtier afgørende indflydelse på Holmens udvikling op gennem det 18. århundrede. En uomgængelig forudsætning for en reel adskillelse mellem de to etater var imidlertid, at Søetatens materiel – herunder kanoner og raperter – blev fjernet fra det gamle tøjhus og anbragt i tættere kontakt med Nyholm og flådens leje.

I foråret 1740 forelagde Danneskiold-Samsøe sin helhedsplan for Kongen. Planens overordnede idé var, at Holmens anlæg skulle opbygges som en funktion af flådens hurtige ekvipering. Mellem de faste yderpunkter Nyholm og Motzmanns Plads skulle anlægges et nyt system af øer med direkte kontakt til flåden, mens Gammelholm (det gamle værftsområde syd for Nyhavn) skulle spille en sekundær rolle som depot, bådeværft og værkstedscentral.

Holmens chef Ulrik Suhm havde allerede i maj 1738 forelagt et projekt, der i hovedtrækkene gik ud på at opføre et trefløjet anlæg i ét stokværk på en ny ø, som blev skabt ved opfyldning øst for Motzmanns Plads (nuværende Christiansholm) – de første tiltag til dannelsen af Arsenaløen.

Et revideret projekt til det nye tøjhus foreligger i marts 1741. Arkitekten bag dette er bygmester Philip de Lange. Tanken om et trefløjet anlæg er nu opgivet til fordel for kun to fløje, der ikke blot skulle være i ét stokværk, men forsynes med et øvre stokværk i bindingsværk. Tegningerne er desværre gået tabt, men overslaget fra maj 1741 er bevaret. Projektet fik Kongens tilslutning og kort efter påbegyndtes udgravningen og opmuringen af fundamentet. I løbet af de følgende måneder bliver projektet imidlertid ændret, i henhold til et forslag fremsat af Holmens chef. Han anbefaler, at det nye tøjhus´ øverste stokværk også opføres i grundmur svarende til den nederste etage.

Det reviderede projekt forelægges Kongen den 7. maj 1742 (fig. 1), og den kgl. approbationen foreligger 2 dage senere. Umiddelbart herefter påbegyndes murerarbejdet, og allerede et par måneder senere er det nederste stokværk ført op i fuld højde. I april 1742 afgiver tømrermester Kreysig tilbud på tagkonstruktionen til de to fløje samt på to hovedtrapper, to gulve og nitten porte til hver fløj.

Den 1. oktober samme år anmoder Holmens chef Generalkommissariatet om 40 skippund klumpebly, der skal omstøbes til rullebly og anvendes til de nye bygningers tagbeklædning – til rygning og grater.

Byggeriet af de to fløje må formodes at være tilendebragt i foråret 1744, idet der i marts foreligger en underhåndsregning fra bygmester Lange på det udførte murerarbejde.

Samme år fremlægger Lange tegning og overslag over portalen mellem de to bygninger – Kongeportalen. Af overslaget fremgår det, at alt sandstensarbejdet påtænkes udført i gotlandsk sandsten og altangangen dækket med ølandsfliser. Stenhuggerarbejdet udføres af hofstenhugger Jakob Fortling.

De tre jerngitterporte i portalen kommer først til nogle år senere, efter et revideret projekt fremsendt i foråret 1752.

Den ældstkendte gengivelse af Søarsenalet findes hos Thurah i hans værk om København: Hafnia Hodierna fra 1748 (fig. 2). Bygningerne fremtræder her i en noget ændret skikkelse sammenholdt med det projekt, Philip de Lange fremlagde i maj 1742. Et oliemaleri fra omtrent samme tid gengiver det nyopførte Søarsenal bag Motzmans Plads, hvor man får en ide om det opfyldte areal, hvorpå bygningerne blev opført (fig. 3). De to arsenalfløje fremtræder med lyse mure og okkergule fyldingsbeklædte porte.

Det er sandsynligt, at portenes yderside oprindeligt fremstod med en fyldingsbeklædning, som vi ser på omtalte maleri. Det var således Langes hensigt også at forsyne portene til de to senere opførte sidefløje med en tilsvarende beklædning. Det fremgår af et overslag fra juli 1763 (se nedenfor).

Den flammerede beklædning af portene, som vi kender fra senere gengivelser, og som genfindes på de få, endnu bevarede porte i vestsiden af bygningerne, formodes at være kommet til i 1785.

Gengivelsen af de to arsenalfløje på maleriet fra 1740`erne (fig. 3a og 3b) viser 9 kviste i taget, hvis placering og antal svarer til fremstillingen i Hafnia Hodierna. Bygningsarkæologiske undersøgelser har kunnet påvise spor i tagværket efter de nævnte kviste på vestsiden af bygningen, hvor spærkonstruktionen er bevaret intakt fra bygningernes opførelse.

Der var oprindelig regnet med rundbuede vinduer over hver port. Snedkerarbejdet omfattede således levering af 19 krumme vinduesrammer af egetræ over portene. Endvidere 19 vindueskarme, lodposte og rammer, ligeledes af egetræ, til vinduerne på 2. etage.

De oprindelige vindueskarme er stadig bevaret. Det drejer sig alene om vinduerne i vestsiden af bygningerne. Disse er som beskrevet i overslaget udført i egetræ med en enkelt fladstafprofil. Lodpostene er overalt fornyede og svarer til de klassicistiske vinduesposte, som ses ud mod Kuglegården. Vinduesrammerne er ligeledes fornyede.

De store fire-rammede korspostvinduer i gavlene af begge fløje er fra Søarsenalets opførelse. I Nordre Arsenal er gavlvinduernes karme overalt af egetræ og forsynet med en fladstafprofil. En enkelt 1700-tals rundpost er bevaret i det nederste vindue i sydgavlen. I Søndre Arsenal står alle vinduer i sydgavlen med karme og poste i sandsten. Stenens skurrede overflade anes svagt gennem de mange malingslag.

Vinduerne var oprindelig forsynet med blyindfattede ruder. Der blev til de 19 halvrunde vindueskarme over portene i hver fløj leveret 72 ruder af udsøgt lybsk glas samt bredt og stærkt fortinnet bly. Også de senere opførte sidefløje fik rammer med blysprosser ifølge Langes overslag fra juli 1763.

Tagene stod som i dag beklædt med blåsorte – muligvis glaserede – tegl. Blytækningen af grater og rygning blev udført og gentaget ved de senere tagomlægninger. Første gang i begyndelsen af 1800-tallet og senest ved tagomlægningen i 1990`erne.

Bygningerne var projekteret til at kunne huse kanoner, raperter og andet skyts. De skriftlige kilder bekræfter, at bygningerne fungerede som arsenal helt frem til slutningen af 1800-tallet.

De 2 arsenalbygninger var indrettet med et åbent, gennemgående magasinrum i 1. etage og et tilsvarende rum på 2. etage. Det vides ikke om det indskudte dæk i 1. etage er en oprindelig indretning, men den forskudte placering af det langsgående dragerværk synes at indikere, at der lige fra begyndelsen har været en anden og mere intensiv udnyttelse af etagen ud mod østsiden af bygningen. Ved gavlene var anlagt brede hovedtrapper af 2 løb, som stadig er bevaret i begge fløje.

Sidefløjene

Allerede i slutningen af 1744 bringes opførelsen af de to sidefløje til Søarsenalet på tale. Murermester Philip de Lange afgiver overslag på opførelsen af de to fløje den 16. februar 1745. Det nederste stokværk skulle forsynes med 9 porte og øverste stokværk med et tilsvarende antal vinduer. Tegningen til det omtalte projekt kendes ikke. Det gælder ligeledes et revideret projekt fra 1746, som approberes af Kongen i august samme år. Projektet blev ikke iværksat, og sagen ligger tilsyneladende stille i et par årti.

I 1763 samler interessen sig på ny om Langes projekt. Bygmesteren anmodes om at udarbejde reviderede tegninger samt et overslag, som foreligger allerede i august måned nævnte år.

Få måneder senere fremlægges endnu et projekt fra Langes hånd. Det angiver endvidere opstalt og plan af en ny Artilleriskole, der påtænkes placeret på Motzmanns Plads (fig. 4). Med hensyn til Søarsenalet med de nye sidefløje synes der ikke at være iøjnefaldende forskelle mellem dette projekt og det foregående.

I begyndelsen af 1764 strandede projektet efter intense forhandlinger mellem de forskellige myndigheder i Søetaten. Men planerne aktualiseredes på ny, da Søetaten i oktober 1767 indgik aftale med Landetaten om at førstnævnte skulle overflytte al sit materiel fra Tøjhuset på Slotsholmen til Søarsenalet på Christiansholm. Et revideret projekt foreligger i oktober 1768. Det viser sidefløjenes placering, som vi kender den i dag (fig. 5). Projektet giver endvidere andre interessante informationer, idet sidefløjenes facader ind mod Kuglegården nu fremtræder med det formsprog, som blev gældende med kun tre porte i underste stokværk flankeret af murede lisener. Tegningen er vedlagt Generalkommissariat forestilling af 17. januar. Det fremgår af Generalkommissariatets skrivelse, at man ønskede at samle flådens artilleri og ammunition ikke blot for at skabe de bedste betingelser for materiellets opbevaring, men også for at sikre den ”… bequemmeste og hastigste Expedition med paakommende Equipering og Armering” af flåden.

Den kgl. approbation foreligger allerede få dage efter, og licitation afholdes i november samme år. Tømrermester Georg Vollmeister fik overdraget arbejdet i entreprise. Planen var, at den ene fløj skulle opføres i 1770, den anden i 1771 og ringmuren i 1772. Planen blev fulgt og anlægget stod således klar til ibrugtagning i året 1772. Anlægget aflukkedes mod øst med ringmuren, hvorved der blev skabt en lukket gård – senere benævnt Kuglegården.

Udover hovedtegningen fra oktober 1768 findes et tværsnit af sidefløjene udfærdiget i november 1769 umiddelbart før licitationen blev afholdt (fig. 6). Bygningerne blev i lighed med de to hovedfløje opført på et muret fundament på syldsten over et slyngværk. De to hovedetager er opbygget med to rækker dragerværker. Af tværsnittet fremgår det endvidere, at der blev projekteret med to rækker tagkviste – et på nederste loft og et udfor hanebåndsloftet. Kvistene ses også på de viste facadeopstalter.

Philip de Langes projekt fra 1763 viser de to sidefløje med 9 porte i såvel den syd- som nordvendte facade. I det senere reviderede projekt fra 1768 genfinder vi de 9 porte, men kun i de facader, som vender bort fra Kuglegården. Ind mod gården derimod, er der som nævnt kun angivet 3 porte – en i midten og to i de yderste fag – alle flankeret af murede lisener.

I det ydre kom de to sidefløje i hovedtrækkene til at fremtræde, som angivet i det approberede projekt. På en opmåling af søndre sidefløj fra 1890 og af nordre fløj fra 1894 fremtræder bygningerne med den samme lisen-opdelte facade, som på tegningen fra 1768.

Årene efter 1772

De to mellembygninger

Søarsenalets hovedfløje og de 2 sidefløje var indbyrdes forbundet med en lav mur eller løngang. På det approberede projekt fra 1768 er vist en hegnsmur med en portgennemkørsel vest for hver sidefløj.

Det er hidtil antaget, at de nu stående toetages mellembygninger eller løngange, der forbinder arsenalets hovedbygninger med sidefløjene i deres helhed blev opført langt senere (i begyndelsen af 1800-tallet). Antagelsen byggede bl.a. på en registrering af et tilmuret vindue i vestgavlen af søndre sidefløj. Det tilmurede vindue er delvis skjult af mellembygningen. Også ældre prospekter syntes at bekræfte hegnsmurens eksistens.

Nye arkivalske oplysninger påviser imidlertid, at der så tidligt som i 1782 har stået 2 et-etages mellembygninger – en ved hver fløj – med portgennemkørsel og en åben altangang som forbindelsesled mellem arsenalet og sidefløjene. Altangangene var ved en besigtigelse nævnte år fundet brøstfældige, da de udlagte ølandsfliser ikke kunne holde tæt. Det foreslås derfor, at altangangene belægges med ”… bornholmske i hinanden falsede stenplader, ligesom på hovedportalen mellem begge Arsenalbygningerne (Kongeportalen)…”. Kongeportalen var få år forinden blevet restaureret. Dele af balustraden fornyet, og den oprindelige belægning af ølandsfliser på altangangen udskiftet med den bornholmske nexøsandsten.

Den omtalte altan mellem arsenalet og sidefløjene må naturligvis have hvilet på et bredere fundament end blot en hegnsmur mellem bygningerne. Det vil med andre ord sige, at den nederste del af de nu stående mellembygninger meget vel kan stamme tilbage fra tiden omkring eller få år efter opførelsen af de 2 sidefløje. At belægningen på altangangene skulle være brøstfældig i 1782 peger på, at belægningen må have været eksponeret igennem en række år og således må antages at være nogenlunde jævngamle med sidefløjene. Allerede i 1819-20 nedtages balustraderne over de to løngange, murene forhøjes og altangangen overdækkes med et zinkdækket tag svarende til i dag. Den nye etage, som blev opbygget, fik lagt nyt bræddegulv og der blev beklædt under spærene.

På 2. etage i Nordre Arsenalfløj findes en ældre fyldingsbeklædt revledør, som vender ud til løngangen / forbindelsesgangen over til Nordre Sidefløj. Denne dør antages for at være samtidig med løngangen og har oprindelig ført ud til den åbne altangang mellem de to fløje. Ligeledes må den brede jerndør med samme placering i Søndre Arsenalfløj være af en betragtelig alder og have siddet samme sted siden slutningen af 1700-tallet, hvor den åbne altan endnu var i brug. Ifølge Pælebukkerværftets rapport fra 1797 blev der udført skabeloner til jernporte og luger i søndre ende af Søndre Arsenal og sidefløjen.

Nordre og Søndre Arsenal

I de første årtier efter opførelsen af Arsenalets to hovedfløje foreligger der kun sparsomme oplysninger om bygningernes anvendelse og indretning. De væsentligste informationer hidrører fra Pælebukkerværftets årsrapporter over bygningsarbejder på Holmen i årene 1785-1861.

Det fremgår af årsberetningerne fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at underetagen i Søndre og Nordre Arsenal benyttedes til opbevaring af kanoner og raperter (underlag til kanoner). På det indskudte dæk blev raperterne opmagasineret. Stolpekonstruktionen har angiveligt stået ovenpå gulvet og har med jævne mellemrum måttet nedtages og genopsættes, eventuelt erstattes i forbindelse med den løbende reparation af gulvene. Med hensyn til Arsenalets 2. etage rapporteres om fornyelse af tremmeskillevægge, afretning og påsømning af lister, hvorpå bl.a. geværerne blev ophængt. Mellem vinduerne var opsat reoler. Tagetagen var i begyndelsen af 1800-tallet indrettet til artilleri-takkelloft.

Vinduerne i 2. etage ud mod Kuglegården må være isat i begyndelsen af 1800-tallet. Antagelig ved en større hovedistandsættelse, som fandt sted i 1838, hvor taget bl.a. omlægges, alle kvistene nedtages og åbningerne tillægtes. Ved samme hovedistandsættelse blev også de ældre vinduer i vestsiden renoveret. De oprindelige rundposte blev udskiftet med de nuværende klassicistiske lodposte. Samtidig blev de gamle vinduesrammer med blyindfattede ruder kasseret. Også gavlvinduerne blev forsynet med nye vinduesposte og -rammer. Kun en enkelt af de ældre 1700-tals rundposte er endnu bevaret ligesom de oprindelige sandstenskarme og -poste i sydgavlen på Søndre Arsenal.

Omkring 1870 giver R.W. Bauer en fyldig beskrivelse af Arsenalbygningernes indretning og brug: I den underste etage i begge hovedfløje er der på de indskudte dæk ”henstuvet” raperter og slæder. Langs ydermurene er opslået reoler til opbevaring af diverse granater og håndvåben m.m. Ved endegavlene er endvidere opmagasineret smedede kanoner og prøvemorterer. Bygningen er således fortsat i brug som arsenal og etagerne fremstår stadig med enkle tremmevægge og reoler – en indretning som beskrevet i midten af 1700-tallet.

Det synes at fremgå af Bauers beskrivelse, at Arsenalets to hovedfløje frem til begyndelsen af 1860`erne i det væsentlige har stået uforandret siden opførelsen, når man ser bort fra de senere tilkomne vinduer og vinduesfornyelser. Endnu i 1862 står Arsenalet med det oprindelige antal porte bevaret i facaden ud mod havnen. Mod Kuglegården forefindes der nu 9 vinduer i 2. etage i hver fløj.

Af de tidlige 1800-tals vinduer, som findes i 2. etage på østsiden af bygningen er kun få bevaret med den oprindelige klassicistiske lodpost. Post og rammer er således senere fornyet, mens karmene i de 9 vinduer i hver fløj er bevaret og fremtræder med den karakteristiske trekvartstafprofil.

De store vinduer i vestsiden af de to fløje – i facaderne ud mod havnen – er isat i årene 1888-89. I Søndre Arsenal blev 16 af de gamle porte fjernet og erstattet med de nye seks-rammede vinduer med halvcirkulært overvindue (fig. 7), mens kun 8 porte i nordre fløj blev erstattet af nævnte vinduer. Vinduerne er karakteriseret ved de spinkle jernsprosser, som endnu findes i adskillige af de bevarede vinduer. Samtidig med at de brede vinduer blev isat i facaderne mod havnen blev mindre to-rammede vinduer isat i underste etage ind mod Kuglegården. 2 af disse er stadig bevaret i den nordre fløj, mens alle vinduerne i den søndre fløj blev udskiftet med de nuværende seks-rammede vinduer i 1895 (fig. 8). Dette skete i forbindelse med en nyindretning af etagen, hvor der nu etableres artillerimagasin. Også disse vinduer er forsynet med tynde jernsprosser, som vi stadig genfinder i de 8 bevarede vinduer i østsiden.

Oplysningerne er sparsomme omkring de bygningsændringer, Arsenalets to hovedfløje har gennemgået op gennem 1900-tallet. Det tegningsmateriale, som vedrører Søndre Arsenal i første halvdel af århundredet er tilsyneladende gået tabt. En enkelt bevaret tegning fra 1921 viser etageplanerne ganske som de fremstod i de foregående årtier – store gennemgående magasinrum kun opdelt med enkelte skillevægge ud mod de to hovedtrapper ved endegavlene og enkelte lette bræddevægge på 2. etage og i tagetagen. Frem til slutningen af 1960´erne benyttedes etagerne i Søndre Arsenal altovervejende til opmagasinering.

Anderledes forholder det sig med Nordre Arsenal, hvor der er bevaret en del tegninger fra en ombygning, der fandt sted umiddelbart før århundredeskiftet, hvor bygningen overdrages til Fyrvæsenet efter en ministeriel beslutning i 1895. Ombygningen indebar væsentlige ændringer i det indre. Under loftsbjælkerne blev der opsat forskalling, og alle lofter blev pudset. En gangbro blev etableret udfor det indskudte dæk i 1. etage, og en ny trappe til 2. etage blev opført. Nye indvendige fyldingsdøre fulgte med ombygningen, og to nye porte ud mod Kuglegården kom ligeledes til. Ingen af nævnte nyindretninger er bevaret i dag.

En række mindre bygninger blev opført langs østsiden af Nordre Arsenal i første halvdel af 1900-tallet – et kedelhus og senere et slagtehus m.m. Alle disse bygninger blev fjernet ved en renovering og hovedistandsættelse af fløjen i 1990´erne, hvor også de nuværende vinduer i østsidens nedre etage kom til. Samtidig blev det indre renoveret. En nye trappeforbindelse mellem etagerne, der er anlagt udfor det midterste portfag, blev etableret, og den nuværende indretning med delvis åbne kontorlandskaber blev skabt.

I 1967 foreligger et projekt til indretning af kontorer i Søndre Arsenal. Tegningerne er desværre ikke bevaret, men enkelte detailtegninger fra 1970, bl.a. af den nye trappe ved den nyetablerede indgang i østsiden, giver et indtryk af den radikale ombygning, Arsenalets søndre fløj gennemgik i begyndelsen af 1970´erne. Det indskudte dæk i underetagen, som igennem mindst to hundrede år havde været et særkende for bygningen, blev nu fjernet i forbindelse med indretning af kontorer i nederste etage. I en skrivelse fra Søværnets Bygningsdistrikt vedr. ombygningen hedder det bl.a.: ”… I forslaget bibeholdes de eksisterende trapper ved gavle, og af brandmæssige grunde opføres en ny trappe midt i huset, hvortil hovedadgangen til bygningen henlægges i facade mod øst. I 1. etage fjernes indskudt etage…Som i Bygning 180 påregnes ”kontorlandskab” etableret…” I 1993 opdeles den nederste etage med lette vægge med glasparti i øverste felt, og i 1995 videreføres denne kontorindretning på 2. etage.

I 1997-98 omlægges tagene med nye sortglaserede vingetegl og blytækningen af rygning og grater fornyes. Tagrummet i Søndre Arsenal indrettes til arkiv.

Den seneste renovering af Arsenalets hovedfløje gennemførtes i årene 2005-08. Ingen nævneværdige forandringer fandt sted, kun en malermæssig hovedistandsættelse af interiøret.

Kongeportalen

Kongeportalen, som forbinder Arsenalets to hovedfløje, blev som nævnt udsmykket med stenhuggerarbejde udført af hofstenhugger Jacob Fortling. Arbejdet omfattede de to balustrader og den figurative udsmykning med Kong Chr. VI´s brystbillede øverst på portalen, gengivet som romersk feltherre omgivet af magt- og krigssymboler. Herunder det kongelige våben med kronen og de to hosstående våbenbærere / vildmænd.

Portalen blev som tidligere nævnt første gang istandsat omkring 1780, hvor belægningen med ølandsfliser på altangangen udskiftes med fliser af den bornholmske nexøsandsten. Der er i de følgende godt hundrede år ingen nævneværdige beretninger om istandsættelsesarbejder ved portalen. Naturligvis er der udført vedligeholdelse af sandstenen og den murede og pudsede portal, men arbejderne har tilsyneladende indgået under det almindelige vedligeholdelsesarbejde.

I 1901 foreligger der overslag og regninger på restaureringsarbejder ved portalen. Våbenskjoldet og våbenbærerne nyhugges. Begge arme på kongefiguren, dele af den højresiddende sfinks og den siddende drengefigur samt dele af balustraden, kapitæler og gesimsled fornyes. Alt nyt sandstensarbejde udføres i gotlandsk sandsten svarende til den oprindelige sten. Forud for dette arbejde har Nationalmuseets direktør været inddraget i beslutningen om restaureringens omfang og har ved selvsyn godkendt den udførte gipsmodel af våbenskjoldet og vildmændene. Den murede del af portalen undergår samtidig en hovedreparation.

Godt 20 år senere – i 1927-28 – bliver kongebusten, de to sfinkser med puttier samt dele af balustraden nyhugget – nu i den gullige cottasten, som ansås for mere vejrbestandig. Det vides ikke, om portaludsmykningen og balustraden endnu på dette tidspunkt blev strøget med en dækkende kalk eller maling for at udviske de tydelige farveforskelle i stenmaterialet.

Omfattende fornyelser af balustraden og gesimsled på den vestvendte side af portalen finder sted i 1942-43. Nu anvendes den kølige grå postasten. Bemærkelsesværdigt er det, at man i 1920´erne anvendte den gullige, lerbundne cottasten ved nyhugning af den skulpturelle udsmykning og dele af balustraden, mens man 20 år senere vælger den grå kiselbundne postasten til partiel fornyelse af balustraden. Våbenskjoldet med våbenbærerne står samtidig i den varmgrå gotlandske sandsten, som blev anvendt ved nyhugningen i 1901-02.

I årene 1958-59 bliver rigsvåbenet, kronen og de to våbenbærere samt de martialske symboler atter nyhugget og igen i den gotlandske sandsten. Stenen fra 1902 var allerede så forvitret og nedbrudt, at en fornyelse af de omtalte dele af udsmykningen var påkrævet. Restaureringsarbejdet er omtalt i dagbladet Politikken i august 1958, hvor stenhugger Ove Askholm er ved at lægge sidst hånd på det nye våbenskjold.

Den gotlandske sten, som blev anvendt, havde dog kun en kortvarig levetid og var ved århundredeskiftet (år 2000) så nedbrudt, at en fornyelse måtte finde sted. I årene 2003-04 genskabtes rigsvåbenet med de to våbenbærere – ikke i en gotlandsk sandsten, men i den mere vejbestandige, kiselbundne obernkirchner sandsten. Det forvitrede og nu nedtagne våbenskjold med våbenbærere fra 1959 hænger i dag på væggen i det nordre trapperum i Søndre Arsenal.

Sidefløjene

Der foreligger så vidt vides ingen gengivelser af Søarsenalet i de nærmeste årtier efter opførelsen af sidefløjene år 1770-71. Et ikke iværksat projekt til nyindretning af fløjene fra 1836 viser bl.a. et tværsnit gennem Nordre Sidefløj, som anses for at give et realistisk billede af sidefløjenes oprindelige opbygning (fig. 9), der i det væsentlige svarer til projektet fra 1768-69 (jf. fig. 6). Af tværsnittet fra 1836 fremgår det, at de nederste tagkviste på dette tidspunkt endnu er bevaret. Kvistene nedtages dog allerede de følgende år (1837-39) og støbejernsvinduer bliver oplagt i tagfladen i stedet.

I begge sidefløje er de oprindelige sprossedelte to-rammede vinduer i 2. etage for en stor del bevaret med de originale 1700-tals karme og lodposte. Her finder vi den for barokken karakteristiske fladstafprofil på karmtræet og rundposten med lille hulkehlprofil. På sydsiden af Søndre Sidefløj – ud mod kanalen – og i vestgavlen af samme bygning er alle registrerede vindueskarme og lodposte af sandsten og fremtræder her uden profilering. Disse vinduer er endvidere forsynet med indvendige jernskodder, som må være kommet til i 1790´erne samtidig med tilsvarende skodder i Søndre Arsenals søndre gavl, hvor karme og poste af sandsten ligeledes findes. Der blev i 1797 udfærdiget skabeloner til de nævnte jernskodder.

Bygningernes skiftende indretning og ændrede anvendelse har afstedkommet en del ombygninger, som i facaderne afspejler sig i et øget antal vinduer, som op gennem 1800-tallet har erstattet de oprindelige portfløje i underetagen. De høje korspostvinduer i sydsiden af Nordre Sidefløj og de tilsvarende vinduer i nordsiden af Søndre Sidefløj er således kommet til ved en ombygning i 1836. Den klassicistiske lodpost med trekvartsstafprofil genfindes ved vinduerne på begge fløje. Endnu er de tre porte i de nævnte facader bevaret, men i de følgende årti erstattes to af portene med vinduer i Nordre sidefløj, og i samme fløj på nordsiden udskiftes 6 af de oprindelige portfløje med de nuværende brede fire-rammede vinduer med havlcirkulært overvindue i forbindelse med indretning af proviantmagasin i den nederste etage. De beskrevne vinduer har en lodpost med trekvartsstafprofil, mens de tre vinduer, som senere erstattede de sidste tre porte i facaden, har lodposte uden profilering.

I Søndre Sidefløj er fire af de oprindelige portfløje udskiftet med vinduer i begyndelsen af 1860´erne og de resterende 5 portfløje beskrives nu som jernporte. Det er sandsynligt, at disse portfløje af jern kom til i 1797, hvor pælebukkerværftet udførte skabeloner til porte og skodder i Søndre Sidefløj. Ingen af de nævnte jernporte er bevaret i dag med mindre de er blevet genanvendt ved forbindelsesgangen mellem sidefløjen og Søndre Arsenal.

Ifølge R.W.Bauer blev gitterportene i den søndre løngang / forbindelsesbygning fjernet i 1867 og portåbningerne tilmuret. De nuværende vinduer blev isat i de tilmurede portåbninger, og først nu etableredes døråbningerne i henholdsvis vestgavlen af Søndre Sidefløj og østsiden af Søndre Arsenal, hvorved den nedre passage mellem de to bygninger blev skabt.

I Nordre Sidefløj var der i 1860´erne ifølge R.W. Bauer indrettet rapertværksted i underetagen, mens 2. etage og loftsetagerne var udnyttet til opmagasinering af diverse materialer og artillerisager. I 1866 flyttede man værkstedet og der blev i stedet indrettet øllager og fadeværksmagasin i nederste etage.

I 1881 overtager Fyrvæsenet lokaler i Nordre Sidefløj og få år efter opbygges et indskudt dæk i underetagen langs den sydvendte ydermur. Vinduerne i sydsiden blændes. Yderligere indgreb i bygningens facader sker de følgende år, hvor et hejseværk med kvist opbygges ved nordsiden og senere endnu et ved sydsiden af bygningen. De dominerende hejseværker blev senere nedtaget og facaderne frilagt igen. Dette skete dog først ved en større renovering i begyndelsen af 1970´erne. Søværnets Bygningsdistrikt fremsender i 1968 et projektforslag til sanering og ombygning af Nordre- og Søndre Sidefløj samt Søndre Arsenal. Bygningerne ønskes indrettet til kontorer til brug for Søværnets Materialkommando. Vedr. Nordre Sidefløj påtænker man at fjerne ”de tårnlignende elevatorbygninger og platformen på taget” Endvidere fjernes det indskudte dæk i underetagen. Det hedder videre: ”…For ikke at tilsløre de store forhold i den oprindelige lagerbygning (fredet i klasse A) og af hensyn til den store etagehøjde er kontorrum gjort så store som muligt så ”kontorlandskab” kan etableres i de største. Garderober og toiletter er placeret ved trappe ved østgavl…”. På 3. etage indrettedes frokoststue. Indtil da havde det nederste loftsrum (3. etage) henstået som et stort åbent tagrum med synlige spær og lægter. De nuværende kviste formodes at være opsat ved ombygningen i 1970´erne, ligesom hoveddøren i sydsidens østligste fag ud for hovedtrappen må være isat ved samme ombygning.

I 1995 nedlægges cafeteriet i tagetagen, som nu i stedet indrettes til kontorer. To år senere gennemføres endnu en modernisering og nyindretning af kontorerne på 1. og 3. etage. Den seneste renovering af Nordre Sidefløj finder sted i årene 2005-08 med enkelte skillerumsændringer og en malermæssig istandsættelse.

Om Søndre Sidefløjs indretning ved vi, at der i 1834 var en våbensal på 2. etage. Loftet over salen var forskallet og pudset, hvilket var sket i forbindelse med indretningen af salen dette år, hvor også hovedtrappen ved østgavlen blev adskilt fra salen med en tværgående skillevæg. Nogle kopbånd ved dragerværket blev fjernet og erstattet med vinkeljern. I 1856-57 indrettedes et gymnastiklokale i nederste etage. I den forbindelse blev det ældre indskudte dæk angiveligt fjernet samt enkelte skillerum.

En række forslag til nyindretning af den nederste etage i ”Gymnastikhuset” foreligger i årene 1894-95. Projektet fra 1894 til indretning af et artillerimagasin blev ikke realiseret. Et senere forslag fra 1895 til indretning af et projektilmagasin i gymnastiksalen gennemføres derimod samme år (fig. 10). I denne forbindelse ombygges trappen ved østgavlen, og den ældre tofløjede port ud for trappen erstattes af et vindue svarende til de øvrige i facaden. De to korspostvinduer, som sidder i yderfagene henholdsvis mod øst og vest stammer således fra ombygningen af den gamle gymnastiksal. Ombygningen af trappen, hvis resultat vi ser i det eksisterende trappeforløb, gav mulighed for en ændret udnyttelse af underetagen, idet en del af det tidligere trapperum nu blev frilagt. Balusterværk forefandtes ikke på dette tidspunkt, kun en simpel håndliste (fig. 11). Det balusterværk som trappen er udstyret med i dag er en meget sen tilføjelse, antagelig først opsat i forbindelse med indretningen af kontorer på nederste loft (3. etage), hvilket skete i 1954-55.

I 1915-16 indrettes et nyt artilleriværksted i tilknytning til projektilmagasinet i underetagen. Hermed blev der behov for et større dagslysindtag. Projektet omfattede følgelig udskiftning af 4 vinduer i sydsiden med nye seks-rammede vinduer (fig. 12). Der var egentlig også projekteret med 3 tilsvarende vinduer i nordfacaden, men de blev i stedet isat i sydsiden, (de nuværende vinduer i de 7 midterste fag). 2. Etage, som siden 1835 var indrettet til våbensal, henlå fortsat som sådan.

I 1925 foreligger de første skitser til indretning af kontorer for Søartilleriet i Søndre Sidefløj, hvor hele nederste etage påtænkes inddraget til dette formål. De ældre vinduer i sydfacaden forandres. Nye gående underrammer med 10 ruder isættes i stedet for de mindre seks-rudede rammer (fig. 13 og 14). Ombygningen og indretningen af de nye kontorer er tilendebragt hen mod slutningen af 1926. Ombygningen, som blev forestået af Søværnets arkitekt Chr. Olrik, er et smukt og gennemarbejdet projekt selv ned i de mindste detaljer. Det interiør, vi ser i dag er i det væsentlige bevaret intakt fra Olriks ombygning – de indbyggede skabe i vestibulen, dørene ud til den langsgående korridor og den to-fløjede indgangsdør (fig. 15) etc. I forbindelse med ombygningen blev der isat et nyt vindue i det tidligere portfag længst mod vest. Den kraftigt profilerede gesims, som markerer overgangen til det halvcirkulære overvindue, er et motiv, vi genfinder på den to-fløjede yderdør på nordsiden af bygningen og på en tilsvarende dør i sydsiden i det østligste fag ud for hovedtrappen.

I november 1945 fremsender Søværnets Bygningsvæsen et forslag til indretning af kontorer på 2.etage. Tegningerne eksisterer tilsyneladende ikke længere, men af den medfølgende beskrivelse fremgår det, at etagen allerede på daværende tid var blevet inddraget til kontorer, idet der omtales en midterkorridor, som ønskes forlænget.

Det er tidligere nævnt, at kontorer indrettes på nederste loft (3. etage) i begyndelsen af 1950´erne. Da bygningen er fredet, blev de første forslag til ovenlysvinduer forelagt Det Særlige Bygningssyn, som forkastede projektet. I stedet blev et revideret projekt med tagkviste, 3 på hver side af bygningen, udarbejdet og fik Synets endelig godkendelse. Ombygningen af tagetagen var tilendebragt i foråret 1955. To-løbstrappen ved østgavlen må i sin nuværende skikkelse være et resultat af nævnte ombygning.

Taget omlægges i 1997-98 med nye sortglaserede vingetegl. I forbindelse med tagrenoveringen ombygges toiletter og tekøkken på 2. og 3. etage.

I 2005-08 opbygges en ny trappe ved bygningens vestgavl.

Takkelagehuse og kontorbygning

Bygningsbeskrivelse

Gl. Østre Takkelagehus er beliggende på østsiden af Nyholm ud til kanalen / Søminegraven og repræsenterer sammen med Gl. Vestre Takkelagehus´ Østre og Vestre del den ældst bevarede og tidligste bebyggelse på Holmen.

De to takkelagehuse er i deres opbygning ens. Bygningerne er ifølge de skriftlige kilder opført på et muret fundament uden pælefundering. Ydermurene er af bindingsværk med udmurede tavl og taget beklædt med røde tegl. Enkelte pultkviste, opsat i 1818, er endnu bevaret på Østre Takkelagehus, mens alle kviste på Vestre Takkelagehus er forsvundet. Overalt er de ældre støbejernsvinduer i nyere tid udskiftet med Velux ovenlys af varierende størrelse og type.

Dele af fodremmen er i nyere tid (begyndelsen af 1900-tallet) fjernet. På disse steder er facaderne undermuret eller forsynet med en støbt ”rem”. På Østre Takkelagehus er hele den nordre del således understøbt. På Vestre Takkelagehus´ vestre og østre del er der ligeledes sket omfattende udskiftninger af fodremmen med en støbt eller muret ”rem”. Især på Østre Takkelagehus fremtræder understøbningen meget markant, hvor også stolpeender og skråbånd er beskåret, og tavlene under de 4-rammede vinduer i vestsiden er delvis borte, hvilket naturligvis skyldes, at terrænet omkring huset er hævet.

Bindingsværket er løbende blevet vedligeholdt, primært med fyrretømmer. Således ses endnu dele af den originale tømmerkonstruktion i eg, mens alle fornyede dele er udført i fyr. Tavlene var oprindelig skuret eller berappet og kalket – en tradition som er gentaget igennem små 300 år – helt op til vor tid. Farveundersøgelser har vist, at tavlene igennem adskillige årtier, ja måske igennem et par århundrede, har stået gulkalket, mens bindingsværket har været strøget med en lys grå kompositionsfarve. I de senere årtier ændret til brune og rødbrune oliefarvelag.

Vinduerne er af varierende størrelse og type, der repræsenterer forskellige tidsepoker. Vinduer og døre er igennem årene blevet fornyet og tilpasset de skiftende funktioner, som bygningerne har været ramme om. På østsiden af den østre Takkelagebygning forefindes 6 vinduesfag med 4-rammede vinduer, som er udskiftet i nyere tid. Vinduerne er her sat i lod, hvilket har medført at karmtræet træder uden for facadeflugten, som hælder svagt indad.

Interiørerne afspejler ligeledes bygningernes skiftende brug vekslende mellem ældre og nyere kontorindretninger, værksteder og lagerrum. Det oprindelige midterstillede dragerværk er bevaret overalt, visse steder delvis skjult af de mange sekundære skillevægge. Kun få af de gamle tværgående bindingsværksskillevægge er bevaret. Tilsyneladende er ingen af nævnte vægge bevaret i Vestre Takkelagehus` østre og vestre del, mens der endnu findes 3 af de oprindelige bindingsværksvægge i Østre Takkelagehus.

Gl. Kontorbygning er en to-etages grundmuret bygning med helvalmet sadeltag, sammenbygget med Gl. Østre Takkelagehus. Bygningen er opført på et muret fundament på syldsten. Ydermurene opmuret i flensborgsten af mellemstørrelse, berappet og kalket. Taget er beklædt med røde tegl. Der er 4 kviste – to mod øst og to mod vest.

Vinduerne er fire-rammede med 4 ruder i de øverste rammer og 6 i de nederste. I vestsiden af huset er enkelte af de oprindelige vinduer med trekvartsstafprofiler i lod- og tværpost bevaret. I øst- og nordsiden er flere af vinduerne nye kopier af de oprindelige med samme profilering. Hoveddøren – en tofløjet fyldingsdør med sprossedelt glasparti – er fra 1925, dørens sandstensportal er givetvis oprindelig.

Interiøret er velbevaret. Trods flere ombygninger og fornyelser gennem de sidste halvandet hundrede år fremstår trapperum og kontorer med en del af den oprindelige panelering og to-fyldingsdøre fra begyndelsen af 1800-tallet. Nye paneler og døre er udført som kopier af det oprindelige snedkerarbejde. De nye døre er dog forsynet med hamborghængsler. Treløbstrappen for enden af gangen er fra husets opførelse. Trappen fører op til loftsetagen, hvilket den også gjorde i 1802, da bygningen var færdigindrettet, endskønt tagrummet på daværende tid ikke var udnyttet. Dørene på 2. sal – tagetagen – er fire-fyldingsdøre med frisefylding, antagelig indsat engang i 1880´erne.

Bygningshistorie

De ældste Plankeskure

Med flådens forlægning – den ny oplagshavn kaldet ”Hocken” – og forlængelsen af Christianshavns Vold fulgte naturligt planerne for opfyldning af en ny værftsplads i tilknytning til Flådens Leje inden for det nyetablerede voldanlæg – ”Nyværk”.

Årsagen til den første opfyldning af øen Nyholm og den fortsatte udvidelse de følgende halvandet hundrede år var en bekvem anbringelse af det mudder, som konstant lejrede sig i havnen og kanalerne og jævnligt måtte fjernes. Siden 1671 var det ved kgl. ordre blevet påbudt at al ballast og anden urenlighed fra skibsrummene og mudderet fra havnen kun måtte udkastes på et dertil anvist areal mellem flådens leje og Christiansholm.

Anlæggelsen af den første bedding på Nyholm blev påbegyndt i efteråret 1691, og allerede året efter kunne det første linjeskib – Dannebrog – løbe af stablen. At det allerede i løbet af et års tid var muligt at anlægge en bedding på det opfyldte areal skyldes formodentlig, at den nordlige del af Nyholm var en sandbanke, der ved lavvande skød sig op over vandfladen. Under den tørre overflade var sandet imidlertid fugtigt – et ganske solidt grundlag at bygge på. Den først anlagte bedding blev således opbygget på det højeste punkt af Nyholm – altså på naturlig grund – mens den øvrige del af øen blev skabt ved opfyldning.

I løbet af året 1696 var opfyldningen af den nordlige del af Nyholm tilendebragt, og samme år blev bedding nr. 2 endelig færdigbygget.

Den første bebyggelse på Nyholm – den ældste hovedvagt samt en material- og værkstedsbygning – var huse af ganske beskedne dimensioner, opført i bindingsværk med en udvendig beklædning af brædder.

Der var – efterhånden som skibsbyggeriet på Nyholm tog fart – god brug for magasinbygninger til opbevaring af de tilhuggede spanter, tovværk, værktøj m.v. Allerede i 1691 fremsattes de første tanker om at opføre 3 materialhuse på den nye holm, og skønt Holmens chef, admiral Støcken, de følgende år pressede på for at få sat gang i byggeriet, skete der intet før ca. 3 årtier senere.

Under Den store Nordiske Krig (1709-1720) var udviklingen af Nyholm sat på vågeblus, og bebyggelsen på holmen bestod fortsat kun af få beskedne træbygninger, da admiral Olaus Judichær i 1710 tiltrådte som ny chef for Holmen.

Efter krigens afslutning var man tvunget til at føre en stram økonomisk politik, hvilket ikke gav de store muligheder for større byggeaktiviteter på det nye orlogsværft. Ikke desto mindre peger admiral Judichær atter på det øgede behov for materialhuse i tilknytning til værftet på Nyholm, og gør – ligesom sin forgænger – Generalkommissariatet opmærksom på den katastrofale mangel på bygninger, hvor det forarbejdede tømmer til skibsbyggeriet kunne opbevares beskyttet mod sol og regn.

Endelig i efteråret1720 tages de første skridt til forbedring af forholdene, idet Judichærs forslag bilagt en skitse med overslag til et materialskur forelægges for kongen. Man har forinden indhentet en udtalelse angående det foreliggende projekt hos generalbygmesteren Johan Conrad Ernst. Detaljerne omkring den efterfølgende korrespondance vedr. Ernsts kritikpunkter etc. skal ikke berøres her, blot skal det nævnes, at generalbygmestren i sin skrivelse påpeger manglen på en helhedsplan for Holmen og en strategi for en fremtidig udvikling af Nyholm som orlogsværft og hjemsted for flåden. Netop denne vinkling er væsentlig og bliver også afgørende for de senere beslutninger, der træffes vedrørende den tidlige bebyggelse på Nyholm.

Materialskuret opførtes i 1721-22 efter et revideret projekt udarbejdet af Judichær. Det blev ligeledes Judichær som udpegede det sted på Nyholm, hvor bygningen skulle stå. Med udgangspunkt i Kongens ønske om, at skuret så vidt muligt fik en permanent placering, blev det opført på østsiden af Nyholm ud til kanalen / voldgraven ud mod Nyværk. Skuret måtte i 1741 vige pladsen for den nu stående Spanteloftsbygning.

Østre Plankeskur

Allerede samme år foreligger en kgl. resolution på opførelsen af endnu et materialskur: ”til tømmermaterialernes henlægning og forvaring” ganske svarende til det nyopførte plankeskur. I sin resolution understreger Frederik IV, at det nye skur skal opbygges ”på et sådant sted hvor det både kan være til nytte såvel som til regularitet og ornament af pladsen”. Med andre ord er det kongens ønske at også dette magasinhus om muligt får en mere permanent status, og at disponeringen af bebyggelsen på Nyholm tager højde for dette.

Det nye Plankehus bliver opført umiddelbart syd for og i lige linje med det forrige (Materialskur) langs med bolværket på østsiden af Nyholm.

Byggeriet bliver tilsyneladende først påbegyndt i 1725. I maj 1724 anmoder kommissariatet generalbygmester Ernst om at udføre en ny skitse med forslag til ændring og forstærkning af dragerværket/underslaget, idet admiral Judichær havde gjort opmærksom på, at det underslag som forefandtes i det allerede stående Plankeskur, tilsyneladende var for svagt. Ernst havde oprindelig foreslået to stolperækker til understøtning af underslag / dragerværk, netop af hensyn til stabiliteten, men den praktiske og erfarne chef for Holmen, Judichær havde påpeget problemerne med at få det lange skibstømmer – planker og barkholter – ind og ud af huset og vendt og drejet derinde, hvis man etablerede 2 rækker stolper. Det har simpelthen været en umulighed. Ved projekteringen af det andet Plankehus indgik således kun en enkelt række stolper / dragerværk, men udført i kraftigere dimensioner. Byggeriet igangsættes først hen på foråret 1726 og må antages at være afsluttet i løbet af efteråret samme år.

Det 60 fag lange Plankehus fra 1726 er det ældst bevarede hus på Nyholm. Det udgør den nordligste del af det i dag stående Østre Takkelagehus.

Østre- og Vestre Takkelagebygninger

Den af Frederik IV nedsatte Marinekommission til udredning af flådens tilstand og skibsværftets administration havde i 1726 iværksat en undersøgelse af flådens magasiner og fandt det presserende, at flådens takkelageikke fremover blev eksponeret for vejrliget, som det hidtil var sket. I henhold til kommissionens forslag om opførelse af 2 nye magasinbygninger – den ene til opbevaring af planker til skibsbyggeriet den anden til opbevaring af flådens takkelage – blev Holmens chef i november samme år bedt om straks at udse en bekvem plads på Nyholm, hvor de 2 nævnte magasinbygninger kunne opføres og overveje hvorledes et sådant magasinhus, der fremover også skulle kunne rumme hele flådens takkelage, kunne indrettes.

Judichær fremsender et sæt tegninger bilagt overslag til et Planke- og Magasinhus til hele flådens takkelage blot en måned senere, og projektet forelægges kongen i februar 1727. På den fremsendte situationsplan er de allerede stående bygninger (det ældre og nyere plankehus) vist med afvalmede tagflader, mens de projekterede nybygninger er angivet uden tag (fig. 1). Den anden medfølgende tegning viser plan, opstalt af facade og gavl samt et tværsnit af den forlængede bygning, hvor de eksisterende 60 fag med 5 kamre / afdelinger på planen er angivet med bogstaverne A-B og den tilbyggede del på 48 Fag og 4 kamre strækker sig fra B-C.(fig. 2a og 2b). Den nu 108 fag lange magasinbygning er forsynet med 9 store gavlkviste, en for hver afdeling/kammer. 4 nye kom således til.

Det andet magasinhus er i henhold til situationsplanen tænkt anlagt for enden af Nyholm ved øens sydlige afgrænsning. Huset, angivet med bogstaverne D-E, er på 84 fag opdelt med 7 kamre, og ifølge Judichær forsynet med 7 store gavlkviste over et tilsvarende antal porte. Ifølge overslaget, som kun er specificeret for den forlængede del på 48 fag, påtænkes bygningerne opført på muret grund. Ydermure af bindingsværk med særskilt pris på udmuring af tavlene. Den medfølgende tegning giver os samtidig et klart billede af det eksisterende hus på de 60 fag, der som nævnt blev opført kun få måneder tidligere. Der er i overslaget ikke medregnet materialeudgifter eller arbejdsløn til ombygningsarbejder på det stående hus, så der er tilsyneladende ikke foretaget nævneværdige ændringer her. Kun enkelte kvistluger er blevet fornyet.

Den kgl. approbation foreligger den 5. maj 1727. Egetømmeret, som var foreskrevet til de to magasinbygninger (bindingsværk og gennemgående dragerværk) tages på Judichærs anbefaling fra Holmens lager af slet- og middelvragtømmer, altså egetømmer, som ikke var egnet som skibstømmer.

Byggeriet påbegyndes i sommeren 1727. Man koncentrerer sig i første omgang om den 48 fag lange forlængelse af det eksisterende plankehus. Kløvning af kampestenene til fundamentet til begge magasinbygninger påbegyndes samme sommer.

Hen mod slutningen af august måned er man så vidt med det første hus, at tagværket er rejst. Judichærs forslag om at lægge et bræddedæk over hanebåndene og hertil anvende de ”Vragdehler” (vragdehler er brædder, der er beskadigede i kanterne eller af ulige dimensioner), som opbevares i Dehlehaven på Bremerholm, får Generalkommissariatets approbation. Det er tanken, at man over hanebåndene vil opbevare en del af flådens ”Vandlæggers og Farkens” (store vandbeholder og fade til fersk vand).

Byggeriet er tilendebragt i foråret 1729. De sidste lofter blev lagt i takkelagehusene i marts samme år, og 2 måneder senere lægges de første planer for takkelagens overflytning fra Bremerholm til Nyholm.

De nyopførte magasinbygninger – det østlige nu på i alt 108 fag, opdelt i 9 afdelinger eller kamre hver på 12 fag med en port i hver side – og den 84 fag lange bygning langs Nyholms sydlige bolværk, opdelt i 7 afdelinger / kamre ligeledes med en port i hver side – blev opført i henhold til Judichærs tegning af 20. dec. 1726.

Husene blev oprindelig forsynet med tværgående skillevægge af udmuret bindingsværk, der som nævnt opdelte de lange magasinbygninger i henholdsvis 9 og 7 afdelinger / kamre. Den åbne tagstol som beskrevet hos Elling forefandtes ikke. Såvel over hovedbjælkelaget som nederste hanebånd var der udlagt et bræddeloft, hvorpå skibenes takkelage og ankertove samt vandbeholdere og fade til fersk vand m.m. kunne henlægges, understøttet af et midtstillet dragerværk / underslag i underetagen og et tilsvarende på hovedbjælkelaget med tvær- og langsgående kopbånd. Egetømmer blev anvendt til ydervæggene og stolperne under dragerne.

Adskillige af de oprindelige egestolper og kopbånd er endnu i dag bevaret i de to magasinbygninger. Det samme gælder det udvendige bindingsværk, hvor både ege- og fyrretømmer forefindes.

Også bindingsværket i de store kviste over portene blev udført i egetømmer. Tavlene i bindingsværket blev udmuret og efterfølgende skuret/berappet og kalket. Tagene blev beklædt med røde tagsten antagelig leveret fra Frederiksberg Teglværk, hvorfra en større sending tagsten blev modtaget på Holmen i sommeren 1728.

I 1736 opstår der problemer med funderingen af de bærende stolper i det midtstillede dragerværk/underslag i Østre Takkelagehus. På grund af tyngden af takkelagen har fundamentet under dragerværkets stolper sat sig, og bjælkerne er bøjet betydeligt ned. Holmens chef fremlægger en tegning med forslag til en stabilisering af husets midterbærende konstruktion. Desværre er denne tegning gået tabt, men der er næppe tvivl om, at bygningens nuværende bærende dragerværk skyldes den daværende chef for Holmen, admiral Suhm.

Østre Takkelagehus fremstår i dag med 3 langsgående stolpe- dragerværker, som også genfindes på en tegning fra 1848. Et midtstillet hoveddragerværk med langs- og tværgående kopbånd og to sidedragerværker. Adskillige af de bevarede stolper og kopbånd i midterdragerværket er af egetræ, og må anses for at være de oprindelige. Derimod er begge de to sidedragerværker af fyrretømmer.

Hvorfor lignende foranstaltninger ikke blev gennemført i det søndre takkelagehus / Vestre Takkelagehus må stå hen i det uvisse. Men en plausibel forklaring kan være, at man i denne bygnings tagrum fremover havde takkelloftet, hvor takkelagen blev tildannet, og således ikke frembød en større belastning, end hvad den oprindelige tømmerkonstruktion kunne bære.

Godt 50 år efter at de gamle takkelagehuse på Nyholm var bygget og linjeskibenes takkelage nu var overflyttet til magasinbygningerne på Langøen, overvejer man at nedrive de to bindingsværksbygninger, som hen imod slutningen af 1700-tallet har fremtrådt i en noget misligholdt og forfalden stand.

Nedrivningen foranstaltes imidlertid ikke. I stedet beslutter man i 1787 at iværksætte en gennemgribende istandsættelse af vinduer, tage og kviste. Ved samme lejlighed nedtages 31 af de små kviste på de to takkelagebygninger og åbningerne tillægtes.

Omkring århundredeskiftet (år 1800) fremtræder de to Takkelagehuse i stort set samme skikkelse som i 1729. Det fremgår bl.a. af en opmålingstegning fra 1790´erne.

Takkelagehusene fik lov at stå og er det eneste vidnesbyrd om det tidligste byggeri på Nyholm.

Kontorbygningen på Nyholm

I 1801 nedtages det nordligste kammer/afdeling i Østre Takkelagehus for at give plads til en ny kontorbygning, der opføres i forlængelse af den gamle bindingsværksbygning.

Den nye bygning skulle rumme kontorer for ekvipagemesteren og Nyholms øvrige værftsembedsmænd, der hidtil havde haft lokaler i Spanteloftsbygningen. Endvidere havde fabriksmester Hohlenberg, som holdt forelæsninger over skibsbygningskunst, behov for mere plads end den, han havde haft til rådighed i Spanteloftsbygningen. Lokaler til nævnte formål kunne passende rummes i det nye hus.

Bygningen er projekteret af Søetatens husbygmester Boye Magens. Der er tale om en grundmuret bygning i 2 etager med afvalmet, teglhængt sadeltag. Byggeriet påbegyndes i efteråret 1801, hvor der leveres flensborgsten af mellemstørrelse til ydermurene og røde flensborgtegl til taget. Det følgende forår er bygningen indflytningsklar. Da er snedkerarbejdet tilendebragt.

R.W. Bauer giver i 1862 følgende beskrivelse af bygningens interiører: ” Igjennem Indgangsdøren i underste Etage kommer man ind i en Forstue, der strækker sig igjennem hele Midten af Bygningen, til højre findes her Contoir for Nyholms EqvipagemestersInspectionsofficierer dernæst tvende Contoirer for det nylig oprettede Beregningscontoir… Til venstre i Forstuen findes tvende Localer for Tømmerinspecteuren og Tømmercontoiret. Ved den inderste Ende af Forstuen findes Opgangen til øverste Etage, hvor der ligeledes i Midten af Bygningen findes en lang Corridor med Contoirerpaa begge Sider, mod Vest et mindre Contoir for Eqvipagemesterens Skriver … dernæst et Venteværelse til Eqvipagemesteren og længst mod Nord Contoir for Nyholms Eqvipagemester… mod Øst tre Contoirer til respective 1ste, 3die og 2den Skibsbygmester hvilket er det sydligste i Contoirbygningen…”.

Sammenholder man denne beskrivelse med de senere tilføjelser i Bauers redegørelse vedrørende bygningens fremtidige indretning stemmer oplysningerne ganske fint overens med den ældst bevarede tegning over husets to udnyttede etager fra oktober 1863.

Bygningernes vedligeholdelse og renovering i det 19. og 20. århundrede

Genbrug var kendetegnende for det løbende vedligeholdelsesarbejde, som blev udført på Holmen op gennem 17- og 1800-tallet. Som et eksempel kan nævnes, at man ved reparation og udskiftning af gulvet på loftet i Østre Takkelagehus, der hvor fadeværket opmagasineredes, i 1804 anvendte fyrreplanker som tidligere havde været brugt til stillads ved dæmningen og slagbeddingen.

Endnu op gennem de første årtier af 1800-tallet var de to Takkelagehuse kun forsynet med porte og luger, som det ses på de oprindelige tegninger og på ”opmålingen” fra slutningen af 1700-tallet (jf. fig. 3). Men i 1818 gennemgår Østre Takkelagehus og senere i 1821 Vestre Takkelagehus en hovedistandsættelse, som på afgørende vis ændrer den karakteristiske bygningsprofil, som havde været kendetegnende for bygningerne gennem knapt et århundrede.

Alle de gamle kviste – såvel store som små – nedtages. Tagene omlægtes og forsynes med nye skalke, enkelte spær fornyes og der opsættes støtter under spærene. På Østre Takkelagehus opbygges 8 nye store kviste hver forsynet med en luge. Det er nu de store pultkviste kommer til – 4 på østsiden og 4 på vestsiden af bygningen. Endvidere opsættes 34 små pultkviste i tagfladerne. Alle kvistflunker fremtræder med udmuret bindingsværk. Vestre Takkelagehus forsynes med 3 store kviste med luger på nordsiden af bygningen antagelig svarende til de pultkviste, som få år tidligere var blevet opsat på Østre Takkelagehus.

Bindingsværket i facaderne gennemgår ligeledes en omfattende udskiftning og alle portfløje i Østre Takkelagehus fornyes og der indsættes nye spantrigler (løsholt over port). På Vestre Takkelagehus fjernes alle porte på den søndre side af bygningen og i stedet isættes her nye stolper og løsholter / nyt bindingsværk. De 7 portfløje i nordsiden fornyes. Endvidere blev 3 af de oprindelige tværgående bindingsværksvægge nedbrudt og nye opført samme sted og ny pilotering blev partielt udført under bindingsværksvægge og de midtstillede stolper.

Som det fremgår af ovenstående er der således tale om en omfattende hovedistandsættelse af de gamle bindingsværksbygninger. Af de 8 store pultkviste, som opsættes på Østre Takkelagehus i stedet for de ældre teglhængte gavlkviste, er 4 endnu bevaret. De blev ikke som de ældre kviste opsat over portene, men placeret med nogenlunde samme afstand jævnt fordelt over tagfladen.

Placeringen af de små pultkviste, som ligeledes kommer til i 1818, kan ses på et ældre tværsnit – en tegning fra 1848. Hvorledes de har været fordelt på tagfladen, vides dog ikke. Der kendes ingen gengivelser af takkelagehusets facader fra første halvdel af 1800-tallet.

Kontorbygningen, som oprindelig var forsynet med kviste – 1 på hver side af det helvalmede tag – gennemgår i 1831 en istandsættelse, hvorunder de tre kviste nedtages, åbningerne tillægtes og 3 støbejernsvinduer oplægges i tagfladen i stedet.

Gl. Østre Takkelagehus, der oprindelige blev opført som magasinbygning til opbevaring af bl.a. planker og andet skibsmateriel samt til opbevaring af flådens takkelage, kom senere, da takkelagen blev overflyttet til de nye magasinbygninger på Langøen i sidste halvdel af 1700-tallet, til at tjene skiftende formål, men dets primære funktion var dog fortsat at huse planker og andet skibsmateriel.

Helt frem til midten af 1800-tallet er luger / trælemme stadig bevaret i facaderne på de to Takkelagehuse. Kun et begrænset antal vinduer er kommet til og har erstattet de ældre trælemme.

I 1848 indrettes billedhuggerværksted i den nordlige ende af Østre Takkelagehus – de 9 fag nærmest kontorbygningens sydgavl. Ifølge tømrerværkstedets opgørelse leveres og isættes 5 stk. fire-rammede vinduer i østsiden og 2 stk. to-rammede vinduer i vestsiden af bygningen. For at give plads til de relativt høje vinduer blev løsholterne flyttet tilsvarende længere ned. De nævnte vinduer i østfacaden er stadig bevaret med de oprindelige karme, lod- og tværposte med klassicistisk trekvartstafprofiler svarende til de ældst bevarede vinduer i kontorbygningens vestside.

Året efter og de følgende to år nedtages alle de små pultkviste i taget, som blev opsat i 1818. Kvistene erstattes af et tilsvarende antal tagvinduer i støbejern. I Vestre Takkelagehus sker tilsvarende fornyelser, hvor 28 mindre kviste nedtages og 30 støbejernsvinduer oplægges i tagfladen. I forbindelse med rømningen af Gammelholm og sammenlægningen af Orlogsværftets funktioner på Nyholm anlægges i 1858 et jernbanespor ned gennem Nyholm over til Frederiksholm. Sporet anlægges midt igennem Vestre Takkelagehus, hvilket medfører nedbrydning af flere fag af det gamle hus. Bygningen blev dog ikke straks delt i to selvstændige bygninger, som vi ser i dag. Det skete først 5 år senere. R.W. Bauer giver i sin beskrivelse af orlogsværftet i 1863 følgende omtale af sporvejens gennemføring: ”… Omtrent paa Midten af Bygningens Længde, i den vestlige Ende af Afdeling No. 12 findes en stor Port hvorigjennem Sporvejen over Nyholm Gaaer; eftersom Høiden i denne Port kun er 8 ¾ Fod, er der ved Høiden af de Gjenstande der kunne passere denne veiendeelbegrændset, man har dog imidlertid foretrukket at lade denne Passage beholde Bygningens Tag deelspaa Grund af Bekostningen det vilde forvolde at dele Bygningen i 2 særskildte Bygninger, deels for ei at forstyrre det gode Loftsrum… I Foraaret 1863 blev Bygningen deelt i tvende mindre Bygninger den østlige 191½ Fod lang den vestlige 157 Fod lang idet Taget ovenover den ved Sporveien dannede Passage borttoges og tvende Gavle med Halvvalme opmuredes. Opgangen til Loftet, som tidligere fandtes i den østlige Ende, blev borttagen og tvende Opgange dannedes, én paa hver Side af Gjennemskjæringen…”

Bygningerne har op gennem sidste halvdel af 1800-tallet og i det 20. århundrede undergået betydelige ombygninger, tilpasset de nye funktioner, bygningerne skulle rumme. De gamle bindingsværksfacader har med tiden ændret karakter. Den oprindelige facaderytme med luger og porte, der udadtil markerede bygningernes opdeling i kamre, kan ikke længere aflæses i facaderne. I 1880´erne og -90´erne skete de væsentligste forandringer, hvor de sidste træluger forsvandt og adskillige nye vinduer kom til. Facaderne fik hermed et ganske andet arkitektonisk udtryk – ikke væsentligt forskelligt fra det, som kendetegner bygningerne i dag (fig. 3 og 4).

Også i det indre skete betydelige forandringer, men stadig kunne den oprindelige konstruktion med det midterstillede dragerværk iagttages og var delvis friholdt og hovedkonstruktionen aflæselig. Ved indretningen af torpedobådskamre i den sydlige ende af Østre Takkelagehus indklædtes loftsbjælker, stolper og kopbånd. Nævnte beklædning er i det væsentlige stadig bevaret i kontorerne i denne del af huset.

De ombygninger som finder sted i den gamle kontorbygning i forbindelse med Søminekorpsets indflytning i 1880 er minimale og medfører ikke større indgreb i den overordnede ruminddeling.

Da Søminevæsenet de følgende år overtager hele kontorbygningen og tagetagen rømmes, indrettes denne etage nu til tegnestue for at afhjælpe manglen på undervisningslokaler. Endvidere indrettes her en skrivestue og et arkiv. For at udnytte loftsrummet optimalt, nedtages skorstenspiberne og den øverste del af de 2 skorstene ombygges, skorstensstolene borttages og der opmures 2 nye skorstene og skorstenspiber. Midt igennem loftsrummet i hele bygningens længde opsættes en skillevæg. Væggene røres og pudses og der opsættes paneler under de skrå tagflader. 16-stens tagvinduer ilægges i tagfladerne over tegnestuen og trappen.

Året efter istandsættes kontorlokalerne på 1. sal. Det drejer sig om Konstruktions- og Reguleringskommissionens forsamlingssal, mellemgangen og kommissionens sekretariatskontor. I den tidligere forsamlingssal udskiftes alle de 5 vinduesfag, som nu endvidere forsynes med forsatsrammer. Paneler og overvægslærreder nedtages. Panelerne genopsættes og nye lærreder opspændes og forsynes med nye lister. Enkelte af de oprindelige brystpaneler og fyldingsdøre, som ved denne istandsættelse flyttes og genopsættes i andre rum, findes endnu bevaret i enkelte kontorer på 1. sal.

I 1903 oprettes Officersskolen, som året efter får lokaler i den gamle kontorbygning på Nyholm. Igennem 100 år havde Boye Magens to-etages bygning for enden af Østre Takkelagehus fungeret efter sit oprindelige formål – som kontorbygning. Men nu blev tiden en anden med indretning af undervisningslokaler for de unge officersaspiranter. I de første år indpasses undervisningslokalerne inden for de givne rammer med enkelte skillerumsændringer på 1. sal. Her bliver det tidligere fem-fags kontor mod vest opdelt ved en skillevæg og mod øst bliver to skillevægge nedbrudt (bl.a. én af de oprindelige tværgående skillevægge) med henblik på indretning af et stort undervisningslokale. På hanebåndsloftet indrettes 2 klosetter. Arbejdet blev udført i sommeren 1904.

6 år senere foreligger et projekt til udvidelse af Officersskolen og indretning af Telegrafskole i den sydlige ende af Østre Takkelagehus. Nu gennembrydes gavlmuren mellem Kontorbygningen og det gamle takkelagehus. To nye døråbninger etableres.

Ved husbesigtigelsen af Østre Takkelagehus i 1905 bemærkes at fodremmen i hele den nordre ende af takkelagebygningen er angrebet af råd. Det er naturligvis ikke første gang, at råd i fodremmen kan konstateres, hvilket fremgår af de gentagne udskiftninger af fodrem og stolpeender, som løbende er beskrevet gennem årene. Nu tager man imidlertid beslutning om at søge at komme problemet til livs ved at fjerne fodremmen og i stedet støbe et nyt fundament og ”fodrem” under stolperne langs begge sider af huset, fra gavlen ved kontorbygningen og i en længde af ca. 60 m herfra. 84 stk. stolper i bindingsværket afskæres eller laskes. Også under skillevæggene støbes en fodrem af beton. Arbejdet fortsætter i 1909, hvor 25 lbm. ydermur på vestsiden midlertidig afstives, den forrådnede fodrem fjernes og et betonfundament støbes under de frilagte stolper.

Resultatet af ovennævnte indgreb kan stadig aflæses i facaderne, hvor bl.a. de høje fire-rammede vinduer i vestsiden nu synes at hvile på det støbte fundament. De manglende tavl under vinduerne og manglende stolpeender ændrer markant ved det arkitektoniske helhedsindtryk.

I 1916 indrettes lokaler for Radioskolen i den sydlige ende af Østre Takkelagehus. Telegrafskolen blev indrettet her i 1910. Med udvidelsen i 1916 anbringes 3 nye kviste omkring sydgavlen. De er stadig bevaret.

Ved renoveringen af Kontorbygningen i 1926, hvor nye undervisningslokaler indrettes for Dækofficersskolen, isættes den nuværende hoveddør i bygningens nordgavl. Ombygningen medfører enkelte skillevægsændringer, og toiletter indrettes nu i huset. Endvidere opsættes de nuværende 4 kviste i taget for at give lys til de nyindrettede klasseværelser og frokoststuen i tagetagen.

I 1918 indrettes automobilgarage i den tidligere Materialbod i Vestre Takkelagehus´ vestre del. Foranstaltninger mod brandfare blev udført, bl.a. blev det midterstillede dragerværk overtrukket med puds. I 1920 udvides garagen til værksted for 4 automobiler, vel stort set svarende til indretningen i dag. Samtidig udføres et pudset skillerum med trækmetal omkring trappen ved østgavlen af huset.

Minestrygningstjenesten flytter ind i nyindrettede kontorer i Østre Takkelagehus i 1947 og året efter udføres varmeisolering af alle lokaler i 2. etage (1. loftsetage). Der isoleres med 20 mm rockwoolmåtter mod tag og det øverste loftsrum. Med andre ord er hanebåndsloftet endnu kun sparsomt benyttet. De første Velux ovenlys oplægges i 1949 (Velux type FB, 70x125 cm).

I 1953 udarbejdes projekt til indretning af kontorer for televæsenet på 2. loftsetage (hanebåndsloftet) i Østre Takkelagehus. Televæsenet råder på dette tidspunkt allerede over lokaler på denne etage. Så dele af etagen har således været i brug i nogle år. I forbindelse med denne nyindretning af 2. loftsetage oplægges yderligere et større antal Velux ovenlys i taget. Den nuværende trappe i rum 116A (iht. brugsplan af 12.05.99) er ligeledes kommet til ved nævnte ombygning. Arbejdet er afsluttet i januar 1954.

Takkelagehusene blev oprindeligt fredet i klasse-B, men fredningsstatus ændret ved bygningsfredningslovens revision i 1979. Den intensive udnyttelse af især Østre Takkelagehus som fulgte med indretningen af kontorer på øverste loftsetage (hanebåndsloftet) skete i 1950´erne, hvor bygningen endnu var fredet i klasse B.

Det meget begrænsede tegningsmateriale, der tilsyneladende er bevaret og den sparsomme korrespondance for årene efter 1953, vanskeliggør en udredning af de byggeaktiviteter, der foregår ved takkelagehusene i de følgende årtier.

Af en tegning fra aug./okt. 1965 – muligvis en opmåling/registrering af eksisterende forhold på daværende tid – synes det at fremgå, at 3 af de oprindelige bindingsværksskillevægge stadig er bevaret i Gl. Østre Takkelagehus. Væggene står tilsyneladende endnu i dag i deres fulde længde, men er kun synlige i og ved midterkorridoren. Sammenholder man disse iagttagelser med en opmålingstegning fra slutningen af 1920´erne må man konstatere, at to af de oprindelige tværgående bindingsværksvægge er nedbrudt/fjernet i årene mellem 1926 og 1965.

Den seneste større ombygning af Gl. Østre Takkelagehus finder sted i 1996. Bygningen benyttes på dette tidspunkt af Søværnets Taktik- og Våbenskole. 1. etage (underetagen) fra fag 101 til fag 132, som anvendtes til lager og værksteder, ønskes nu ombygget og nyindrettet til undervisningsrum og kontorer. Den øvrige del af etagen samt 2. og 3. etage, som er indrettet med undervisningslokaler, kontorer, møderum og frokoststue, påtænkes ikke ændret. Ombygningen medfører en række skillerumsændringer, etablering af nye dørhuller m.m. I facaderne isættes nye dørpartier / gående dørrammer med store termoglasruder i de få endnu bevarede, gamle portåbninger.

Portfløjene bevares, og som følge af portfløjenes placering op ad den tilstødende facademur fjernes de ældre to-rammede vinduer bag de nu opslåede portfløje.

Der foreligger ingen indberetninger om større ændringer og ombygninger i de to huse, der oprindelig indgik i Gl. Vestre Takkelagehus.

Værftsbrovagten

Bygningsbeskrivelse

Værftsbrovagten er beliggende på sydsiden af Arsenaløen umiddelbart nord for dæmningen, der forbinder øen med Christianshavn.

De to bygninger som ligger på hver side af indkørslen til Holmen er grundmurede bygninger i én etage med et lavt afvalmet sadeltag beklædt med skifer. Kun den vestre Portvagt ejes af Forsvaret. Denne bygning fremstår med nypudsede mure uden yderligere overfladebehandling (kalk eller maling). Hovedgesims i nexøsandsten med tandsnit påført en strygepuds i en lys rød farvetone. Rundbuede vinduer med to gående sprossedelte rammer og en rundbuet overramme. De ældstbevarede vinduer har tynde, profilerede jernsprosser, de nyere vinduer er forsynet med træsprosser. Ved renoveringen i 2005-08 er der isat 5 nye vinduer med indvendig kitfals. Yderdørene i østsiden er to-fløjede med sprossedelte glasfyldinger, der er kommet til ved en ombygning i 1922. Enkelte sprosser er dog senere fornyet. Døren i vestsiden af bygningen består af en ældre underdel og en øvre med sprossedelte glasfyldinger. Døren er renoveret i 2008. Enkelte indvendige fyldingsdøre fra det 19. århundrede er bevaret.

Bygningshistorie

Værftsbrovagtens historie er knyttet til Holmens udvikling i nyere tid – til perioden hvor Orlogsværftet blev samlet på Holmen, efter at loven om overflytningen var blevet vedtaget i 1858.

I forbindelse med værfternes sammenlægning i begyndelsen af 1860´erne, etableringen af nye magasiner, værkstedsbygninger og smedjer, som var det første skridt til rømningen af Gammelholm, fulgte en omfattende byggeaktivitet på Holmen. For at klare den øgede trafik, som værftets overflytning havde medført blev der etableret en direkte forbindelse mellem Arsenaløen og Christianshavn ved anlæggelse af en pælebro over kanalen. Ved den nyanlagte værftsbro – nu indgangen til Orlogsværftet fra syd – opførtes i årene 1863-64 to enetages vagtbygninger, som arkitekt J.G. Zinn gav første udkast til.

Bygningerne er gengivet på en lille akvarel udført i juli 1863 (fig. 1). På dette tidspunkt var den første af de to vagtbygninger – Østre Portvagt – allerede under opførelse, mens Vestre Portvagt endnu var på tegnebrættet (fig. 2, 3 og 4). Zinn udfærdigede kun tegninger til den østre portvagt, mens tømrermester C.T. Andersen tilsyneladende stod for projekteringen af den vestre portvagt. Tegningen til sidstnævnte forekommer at være en tro kopi af Zinns første udkast kun med enkelte ændringer hvad angår interiøret, hvor de viste fyldingsdøre adskiller sig fra det tidligere forlæg.

Bygningernes facader, der vendte ud mod den nyetablerede vej over Arsenaløen, var symmetrisk opbygget med en dør i midten flankeret af to rundbuede vinduer. Ydermurene stod i gul blankmur med en enkel udsmykning bestående af 2 skifterækker i en kontrasterende grå farve (cement eller natursten) og en tandsnitsprydet hovedgesims. Taget var beklædt med skifer. De rundbuede vinduer er på begge tegninger vist med spinkle jernsprosser, dørene med en træimiterende bemaling. Snedkerentreprisen for Vestre Portvagt lød således på levering af 8 vinduer med tillæg for trukne jernsprosser efter tegning.

Bygningerne blev indrettet med vagtstue, mønstringslokale og opholdsrum for de vagthavende. R.W. Bauer giver i 1870 følgende beskrivelse: ”… På den vestlige side af broen findes et betjent- og mønsterhus af grundmur af samme dimensioner som foranførte (Østre Portvagt) med en dør og 2 vinduer på østsiden og vestsiden og 2 fag vinduer i hver af gavlene… Bygningen er oplyst med gas… Mellem begge de nordre gavle findes et stakit med en indkørselsport til Værftet, endvidere findes et stakit i forlængelsen af østre side af den østre bygning og i forlængelse af vestre side af vestre bygning ud til vandet for at tvinge enhver passage til Værftet ad denne vej igennem den vestlige bygning forbi betjentens kontrol…” (jf. fig. 1).

I 1876 opbyggedes et nyt portparti mellem de to vagtbygninger (fig. 5). Dette ses også på to senere fotografier (fig. 6 og 7). I det ydre fremtræder bygningerne ikke væsentligt forandrede, bortset fra vinduerne, der på den foreliggende tegning (fig. 5) stadig er vist med de oprindelige spinkle jernsprosser, mens fotografierne viser vinduer med gående, otte-rudede trærammer og et halvcirkulært overvindue, ganske svarende til de vinduer, som findes i dag.

På det seneste fotografi – fra 1908 (fig. 7) – ser man den gamle værftsbro under nedbrydning, mens den ny dæmning er under opbygning. Endvidere ses to bygninger bag portvagten, som senere kom til at indgå i den forlængelse af vagtbygningerne, som fandt sted i 1922.

I 1921 foreligger et projekt til udvidelse af de to vagtbygninger (fig. 8). Den civile vagtbygning, som Vestre Portvagt nu benævntes, ønskede man udvidet med henblik på overflytning og indretning af en politistation her. Den nyindviede vagtbygning blev taget i brug året efter. Bygningen blev forlænget med 3 fag mod nord og sammenbygget med det ældre Bukkehus, som lå umiddelbart nord for den gamle portvagt. Den nye tilbygning, som opføres mellem de to stående bygninger er ca. 2,50 meter bredere end disse.

Mellembygningen fremtræder ud mod vejen med en delvis åben buegang, som har kunnet give ly for de arbejdsfolk, som stod og ventede på at få adgang til Orlogsværftet. En tilsvarende mellembygning blev opført mellem Østre Portvagt og Gasmålerhuset umiddelbart nord for denne (jf. fig. 7). Det er givetvis ved denne udvidelse af portvagten, at bygningernes facader, som hidtil havde stået i blankmur, bliver pudsede. Tagene på de nye mellembygninger blev lagt med blåsorte Portmadoc-skifer – genbrugssten fra Orlogsværftets depoter. På et fotografi fra 1923 ses den udvidede værftsbrovagt med åbne buegange i det fremskudte midtparti (fig. 9).

Som følge af indskrænkninger i politistyrken blev der i februar 1925 fremlagt et forslag til en sammenlægning af kontorerne i bygningerne ved Værftsbroen, hvorved den østlige portbygning blev ledig. Vestre Portvagt kom nu til at rumme politistation, udbetalingskontor for arbejdsmænd samt kontor for den ældste overbetjent. Østre Portvagt blev ombygget og indrettet til en lejlighed for overbetjenten.

De to vagtbygninger ved den tidligere værftsport fremtræder i dag i en noget ændret skikkelse. Det afvalmede bygningsfremspring med den åbne buegang ved Vestre Portvagt er nedrevet. Ligeledes er det ældre Bukkehus, som i 1922 blev sammenbygget med Vestre Portvagt, borte. Forandringen finder sted i 1958 efter forslag fra Søværnets Bygningsdistrikt. Den snævre passage mellem de to vagtbygninger voldte efterhånden problemer for den kørende trafik, hvorfor det foreslås at nedrive de to buegange, således at vejens bredde på det smalleste sted kunne forøges med godt 3 meter.

På planer fra 1966 og 1980´erne kan man tydeligt aflæse portbygningernes oprindelige grundplan. Vestre Portvagts meget enkle rumdisposition med de to næsten kvadratiske lokaler på hver side af en gennemgående forstuegang blev delvis retableret ved den seneste renovering i 2005-08 (jf. fig. 3).

Et karakteristisk træk ved de ældstbevarede vinduer er de spinkle jernsprosser, som findes såvel i de nederste, gående rammer som i de halvcirkulære overrammer. Tilsvarende sprosser finder vi i vinduerne i Søndre Arsenal (bygn. 181) i de sene 1800-tals vinduer i øst- og vestsiden af bygningen. Ved ombygningen af Vestre Portvagt i 1922 genanvendte man i vid udstrækning de eksisterende vinduer fra bl.a. nordgavlen, som nu ikke længere var i brug. Ved samme ombygning blev den oprindelige døråbning i vestsiden af bygningen tilmuret og et af de genanvendte vinduer isat her i stedet.

Nye yderdøre med glasfyldinger med krydssprosser kom til ved ombygningen i 1922. Af disse er to endnu bevaret. De sidder i den østvendte facade ud mod vejen.

Én indvendig fire-fyldingsdør med frisefyldinger og lodret midterrammestykke er bevaret. Den kan muligvis være oprindelig, eller udført som en kopi af den oprindelige, som ses på originaltegningen (jf. fig. 3). Endvidere findes to tre-fyldingsdøre med frisefyldinger i det nordlige bygningsafsnit. Det vides ikke, om det er ældre genanvendte døre, der er isat ved ombygningen i 1922.

Værftsbrovagten gennemgik en hovedistandsættelse i årene 2005-2008, hvor 5 nye vinduer med indvendig kitfals kom til, og yderdøren i den vestvendte facade blev renoveret. Enkelte nyere skillevægge blev endvidere nedrevet og den oprindelige ruminddeling delvis retableret.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links