Hostrup Præstegård
.

Hostrup Præstegård ligger på Æ Stoksti 1 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Hostrup præstegård, der ligger ved Hvirlåen, blev opført i 1734 af Georg Eichel (præst i Hostrup fra 1722 til 1767). Den afløste en tidligere præstegård, som nedbrændte samme år. Præstegården er en af stiftets ældste præstegårde og var oprindelig en firelænget, grundmuret gård af anselige dimensioner. Stuehuset blev gennemgribende fornyet omkring 1800. Det blev da forhøjet (midtpå) og fik en gennemgående facadekvist med svungne gavle mod gårdspladsen. En ældre plan viser, at stuehuset havde indgang på midten, en diele, med en trappe op til værelserne i facadekvisten. Til venstre for indgangen lå køkkenet med det store ildsted og i forlængelse heraf mod østgavlen var en stue med en kælder under. Mod haven lå ikke mindre end fem værelser en suite og i vestgavlen var en fem-fags sal – den er dog allerede opdelt i tre værelser med en skorsten på en gammel plantegning. I østlængen var der med adgang fra køkkenet indrettet et vaskehus og bageovn – den nuværende skorsten står formentlig på denne ovns plads – og et karlekammer og en mælkekælder ind mod det store rum til vognporten.

I 1913 var udlængerne dog blevet så forfaldne, at længerne i nord og vest blev nedrevet. I begyndelsen af 1950 var præstegården igen truet af nedrivning, men efter at halvdelen af den østre stald blev nedrevet i 1956, blev den i stedet fredet og umiddelbart efter restaureret og indrettet til en tidssvarende præstebolig af arkitekt Chr. Skodborg. Måske er hele havesiden blev ommuret i forbindelse med denne store istandsættelse. Siden er der udført forskellige istandsættelser, således er den tofløjede hoveddør istandsat i 1989, og i 2005 bliver der lagt en brolægning af håndsten i sand langs sydfacaden og lagt dræn for at afhjælpe fugtproblemer. Ligeledes er stråtaget fornyet i begyndelsen af 2000-årene.

Beskrivelse

Præstegården ligger for sig selv lige uden for Hostrup by på en stor grund med have, der afgrænses af åløbet, Hvirlå. Stoksti, hvorfra der er indkørsel op til præstegården, var den gamle kirkesti fra Rørkjær til Hostrup og der, hvor stien passerer Hvirlå, var der i gammel tid en træbro over åen og det er måske oprindelsen til det særegne navn.

Anlægget var oprindeligt firelænget, men fremstår i dag med to længer: den tretten fag lange og fire fag brede, grundmurede og stråtækte beboelseslænge, samt den kortere, grundmurede og stråtækte vognport- og bryggerslænge, som er 10 fag lang og tre fag dyb. Tagene er alle heltage med halvvalme. I tørverygningen på stuehuset er to skorstene med sokkel og udkragning, men der er spor efter to skorstene mere. I udlængen er én skorsten med sokkel og udkragning. Beboelseslængen står mod indkørslen i nord med pudsede, hvidkalkede mure med en symmetrisk anbragt frontkvist over indgangs- og midterfaget. Facadekvisten har svungne gavle med toptak og fodtakker og har et bredt trefagsvindue og øverst en oval, glug over den tofløjede hoveddør, som sidder i et fladbuet murhul. De dekorative murankrene på frontkvisten viser årstallet 1734, mens et muranker i den svungne gavls toptak gengiver et kors med to korsarme. Alle de øvrige sider af beboelseslængen står i blank, mørkerød teglstensmur, som uden sokkel er muret i et lettere uregelmæssigt krydsforbandt. Op mod taget afsluttes murene af en profileret, rundet, muret gesims, der på østgavlen er dekorativ og gesimsen følger her gavlens kant mod taget. Havesiden har også en stejl frontkvist midtpå med den for egnen karakteristiske kant af løbere langs kvisttaget, som næsten har rygning i højde med stuehusets meget høje tagryg. I frontkvisten er en nyere havedør i en blændet, fladbuet muråbning, herover to kurvehanksbuede vinduer med små ruder samt en halvcirkulær glug med støbejernsvindue og øverst en skråtstillet lysåbning. Også her er dekorative murankre, der med bogstaver angiver initalerne C-H-H, for Christian Hansen Hoeck (1828-1856), og han forestod en ombygning i forbindelse med sin tiltrædelse. Vestgavlen har også dekorative murstensdetaljer langs gavlkanten. Her er to nyere vinduer og to små, enrammede vinduer i tageetagen. Vestgavlen har tre store murankre i bjælkelagshøjde og en tydelig fortanding mod havesiden.

Der er, både på udlængen og hovedhuset en del døre, alle er nyere, og er enten udført som revledøre eller tofløjede havedøre med ruder i den øverste del. Ind mod gårdsiden har udlængen en stor portlåge indtil vognporten. Porten er så høj, at stråtaget er løftet omkring portåbningen. Vinduerne er meget forskellige: mod gårdspladsen er der store firerammede vinduer med to ruder i underrammerne – formentlig isat ved istandsættelsen i 1956, mens vinduerne i østgavlen dels har mindre, torammede vinduer og et enkeltrammet, blyindfattet vindue, som kan være oprindeligt fra 1734. I udlængen er vinduerne torammede og med små vinduer; det er givetvis betydeligt ældre vinduer, måske oprindelige. En revledør sidder i et kurvehankbuet muråbning, som er oprindelig, mens døren er nyere.

I det indre er der fra den ældre hoveddør, som må stamme fra 1801-ombygningen, adgang til et vindfang og til en lang, stenflisebelagt gang, som løber langs med midtskillemuren. Til højre herfor med egen indgang fra gårdspladsen mod vestenden af længen ligger en nyindrettet garderobe, toilet- og tekøkkenfaciliteter, samt præstens kontor i gavlen. På den anden side af midtskillevæggen ligger mod haven en række stuer og værelser. Til venstre ligger køkken, bad og bryggers samt yderligere et par værelser. Fra forstuen er der ad en nyere trappe opgang til frontispicen, hvor der er yderligere to værelser, et mod gården og et mod haven. En betydelig del af indretningen og overfladerne er fra istandsættelsen i 1956, det gælder både overflader, vinduer og gulve. Enkelte gulve er dog ældre, men ikke oprindelige. Køkken, toilet- og baderum samt bryggers er ganske nye. Lofterne er bevaret med synlige profilerede bjælker, som meget vel kan være oprindelige, dog er der mellem bjælkerne i mange rum inddækket med plader og lister (formentlig fra 1956); en del stuer mod haven har dog stadig bræddelofter, som dog ikke er oprindelige. Vinduerne er helt fornyede, men har kitfals udvendigt og forsatsrammer af pulverlakeret stål med termovinduer indvendigt. Der er en række specielle fyldingsdøre bevaret i midtskillevæggen mellem gang og stuer. Disse døre er enfyldingsdøre med to meget smalle fyldinger foroven og forneden med bukkehornshængsler. Deres dekoration og bemaling er heftig marmorering og ådring samt en stærkt takket fyldingsform, som ikke er særlige almindelig og forekommer meget gammel, måske senbarok, svarende til de underskårne indfatninger, som indrammer dørene. Der er i øvrigt bevaret en del tofløjede og enfløjede døre med tre fyldinger, som formentlig er fra 1800-tallets midte, men ellers er de indvendige døre temmelig nye, og er omhængslet og forsynet med nyere greb.

Af bemærkelsesværdigt interiør er to alkover eller skabe med svungne fyldingsdøre med otte ruder øverst. De sidder i midtskillevæggen bag køkken og badeværelse i to værelser, der vender mod haven. Skabslågerne har indstukne 1700-tals hængsler og deres udformning er senbarok. Det er uvist, om deres placering er oprindelig, men med deres udformning kunne de være fra opførelsen i 1734. Udlængen har naturligvis et mere enkelt udstyr og gennemgående noget ældre rundpostformede vinduer, hvis alder dog er usikker. Men i det tidligere vaskerum er et blankslidt, ældre gulv. Tagværket er en ældre, traditionel hanebåndskonstruktion med to sæt hanebånd, men de finske lægter er nye. Stråtaget er syet.

Miljømæssig værdi

Georg Eichels præstegård i Hostrup ligger midt i sine udskiftede marker, hvor den blev genopbygget efter brand 16. marts 1734. Præstegården ligger således solitært på et stort eng- og markområde, omgivet af en have med store, gamle træer. Præstegården hører sammen med Hostrup by, selvom den ligger for sig selv.

Kulturhistorisk værdi

Det er af kulturhistorisk værdi, at præstegården er en af stiftets ældste præstegårde og som sådan bærer en ældgammel historie om kirke, præst og sogn, idet der også har ligget en endnu ældre præstegård på stedet. Bygningens statelige udtryk har i sin tid signaleret betydningsfuldhed og magt. Den kulturhistoriske værdi ligger også i dens betydning i dag, hvor der fortsat er et præsteembede tilknyttet, og hvor sognets beboere kommer til gården, når livets forskellige tilskikkelser kræver præstens medvirken.

Arkitektonisk værdi

Stuehuset er et flot eksempel på vestslesvigsk byggeskik med den svungne facadekvist, der markerer midten af den lange bygning og viser, hvor indgangen er. Huset har en markant og sluttet bygningskrop og det blanke murværks karakter med mørkbrændte sten i varierende, røde nuancer giver den lange bygning tyngde og horisontalitet under det utrolig høje stråtag.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links