Hovedgaden 55 ligger på Hovedgaden 55 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden. Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor to-fløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de to-fløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Tidligere lå på grunden to øst-vest-vendte huse. Det østlige blev nyopført i 1826 og er det nuværende Hovedgaden 55, mens det vestlige blev revet ned i 1905. Huset var ved opførelsen 12 fag langt og grundmuret. De otte østlige fag indeholdt beboelse og de fire vestlige indeholdt stald. I 1852 er de to vestligste indrettet til pakhus, og de resterende 10 var indrettet til apotek og beboelse. Ifølge en vurdering fra 1892 var der foretaget en ombygning, hvor facadekvisten formentlig blev opført. I 1923 var der ikke længere apotek i huset. Huset blev i en årrække brugt som direktørbolig for bankdirektøren, hvor banken havde til huse i nabobygningen. Inden for de seneste år er der foretaget nogle mindre ombygninger i det indre, blandt andet er en dør blevet flyttet.

Beskrivelse

Hovedgaden 55 ligger på Fanø i byen Nordby, hvor det udgør en markant bebyggelse på Hovedgaden.

Bygningen er et 11 fag langt grundmuret gavlhus i én etage og står på en sort sokkel. Murene fremstår i rød, blank mur med rester af hvidt optrukne fuger. På sydsiden sidder der over de tre midterste fag en gavlkvist. En hvidkalket gesims afslutter langsiderne og er ført om hjørnet på gavlene. Gesimsen afbrydes af gavlkvisten mod syd. Begge gavle er grundmurede til hanebåndshøjde og afsluttes af en hvid gesims. Endvidere brydes gavlene i bjælkelagshøjde af et vandret og hvidpudset bånd. Det øverste af gavltrekanterne er beklædt med lodretstillet og grønmalet bræddebeklædning, der afsluttes af vindskeder. Gavlkvisten afsluttes af en hvid, aftrappet gesims. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og to tagkviste mod nord. I rygningen ses to muret skorstenspiber med sokkel og krave. Hoveddøren i østgavlen er en nyere, traditionelt udført, grønmalet, to-fløjet fyldingsdør med en rude i hver fløj over tre fyldinger. Vestgavlen har en nyere grønmalet revledør med en diagonalstillet, opsprosset rude. I sydsiden sidder en nyere, hvidmalet, to-fløjet fløjdør med småsprosset rude i hver fløj. Bygningen har overvejende nyere, men traditionelt udført, en- og torammede vinduer med otte ruder i hver ramme. I den øverste del af den østlige gavltrekant sidder et diagonaltstillet firedelt vindue. I vestgavlen sidder et torammet vindue flankeret af to diagonalstillet, firerudede vinduer. I tagkvisten sidder seksrudede vinduer med buet overramme. Øverst i gavlkvisten sidder et halvrundt jernvindue.

I det indre er den ældre grundplan bevaret med forstue til midterskillevæggen, lokalt kaldet en frangel. Stuerne er placeret mod syd, hvor der var lys og varme, mens køkkenet ligger køligt mod nord. Fra den vestlige ende af huset er en nyere trappe, der fører op til den udnyttede tagetage, hvor der findes flere værelser. I værelset mod den østlige gavlende er der en trappe, der fører op til en hems. Gennemgående for huset er, at overfladerne delvist er ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det samme er gældende for interiøret, herunder fyldingsdøre med gerichter, indbyggede skabe samt bemalede ældre fliser på enkelte ydervægge og ved det tidligere ildsted i køkkenet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene. Endvidere kommer de bevarede pigsten ved bygningen, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage.

Hertil kommer, at der er miljømæssig værdi knyttet til placeringen på Hovedgaden, hvor bygningen med sit helstøbte ydre er et vigtigt led i bebyggelsen langs Nordbys ældre hovedgade.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Endvidere har bygningen stilmæssige træk fra 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder i den øverste fylding.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens typiske, ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Hertil kommer en midterskillevæg, så stuerne ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Tillige kan husets herskabelige fremtræden tilskrives kulturhistorisk betydning, idet de store sydvendte stuer, fløjdøren mod haven og husets størrelse generelt vidner om, at ejeren af huset var velhavende og tilhørte de finere kredse. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, brunmalede fliser på ydervæggene og i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med gavlkvisten, lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide vinduer og grønne døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links