Korntørringsmagasinet ligger på Toldbodgade 24-28 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De to oprindelige, selvstændige og identiske pakhuse blev opført i 1787 under Ernst Peymanns ledelse, efter tegninger af arkitekten C. F. Harsdorff. Pakhusene blev opført som supplement til det allerede eksisterende Gule Pakhus (1777-78) og Blå Pakhus (1781-83). Bygherren var i alle tre tilfælde Kgl. Østersøisk-Guinesisk Handelsselskab. Ved toldboden lå endvidere Vestindisk Pakhus (1780-81). De to selvstændige pakhuse fungerede som kongeligt oplagsmagasin og korntørringsmagasin. Fra vinterens begyndelse til havet var isfrit havde Handelsselskabet således pligt til at ligge inde med mindst 30.000 tønder korn. Mellembygningen, der forbinder de to pakhuse, blev opført i 1885 og stod oprindeligt med skiferbelagt tag. Bygningen blev fredet i 1959 og i årene 1976-78 blev bygningen istandsat og indrettet til hotel, en restaurering og ombygning for hvilken hotellet i 1978 modtog Europa Nostra prisen. I forbindelse med ombygningen blev der åbnet otte ekstra vinduesfag i hver langside, således at der blev 29 fag med åbninger, mod de tidligere 21. Der var skodder og porte foran de oprindelige åbninger, der kan kendes på de bevarede stabler. Der blev endvidere tilføjet kviste og ovenlysvinduer i tagfladerne, mens taget blev omlagt fra røde til sorte engroberede tagsten. Samtidig blev en mindre kælder samt en kælderpassage udgravet langs den østvendte langside. Bygningen blev senest renoveret i 2004.

Beskrivelse

Korntørringsmagasinet, det nuværende Admiral Hotel, ligger i Toldbodgade umiddelbart syd for Amaliehaven. På kajen foran bygningen ligger restaurant Salt, mens der op ad den nordvendte gavl er etableret en midlertidig afskærmning, samt opsat et større ventilationsapparat. På den sydvendte gavl ses en lav, nyere tilbygning, der ikke er fredet. Korntørringsmagasinet er en 29 vinduesfag lang og fem etager høj, grundmuret bygning i blank mur af gule teglsten, som afsluttes af et sort teglhængt mansardtag. I tagfladerne sidder en række nyere ovenlys samt mindre kviste. På begge langsider findes to høje hejsekviste samt en centreret gavlkvist. Bygningens åbninger, det være sig luger, større læsseluger og portåbningerne i stueplanet, er flad- eller rundbuede og de oprindelige pakhusåbninger kendetegnes ved bevarede stabler fra de tidligere skodder og porte. Langsidernes lysninger, der tidligere var bag lugerne, er trukket en kvart sten tilbage og er endvidere malet hvide. Hovedadgangen finder sted fra Toldbodgade, hvor der er tilbygget et nyere indgangsparti i glas med fladbuet, kobberbeklædt tag. I alle åbninger over stueplan er, af sikkerhedsmæssige årsager, monteret nyere værn. Alle vinduer og døre er nyere og lavet af glas og stål uden opsprosning. Langsider og gavle er ydermere kendetegnet ved nyere murankre, en kordongesims over stueplanet samt en muret hovedgesims af kvartstafsformsten og to rette led. Gavlene har tillige flere blændede åbninger, ventilationshuller lige under rygningen samt enkelte bevarede skodder på den sydvendte gavl. Oprindeligt bestod bygningen af to selvstændige og identiske, oplags- og korntørringsmagasiner, der først sent i 1800-tallet blev bygget sammen via en tre fag bred mellembygning. De to oprindelige pakhuse er opført af flensborgsten i blokforbandt, mens mellembygningen, der fremtræder som en svagt fremhævet midtrisalit, er opmuret i traditionelle gule teglsten. Mellembygningens gavlkvist afsluttes af en konsolbåren buefrise med en profileret hovedgesims af formsten. I bygningens indre er stueplanet indrettet med lobby, toiletter, reception, restaurant, bar, lounge, mødelokaler og køkken. Murene står dels malede, dels i blank mur. I den sydlige ende af bygningen findes et lavere krydshvælvet rum i blank mur, der oprindeligt rummede en korntørringsovn. Elevatorerne er placeret i mellembygningen. Stueplan og værelsesetager er alle indrettet med delvist nyere overflader på gulve, vægge og lofter, herunder kvadratiske klinker, glasvæv, gipsplader og indbygget spotbelysning. I begge gavle er indrettet nyere, støbte brandtrapper med stålværn. I de to oprindelige pakhuse er den oprindelige konstruktion i fyrretræ og den langsgående hovedskillevæg bevaret, og fremtræder synlig i både stueplan, gangarealer og værelser. De bærende konstruktioner er flere steder forstærket med nyere tømmer, ligesom de er samlet med nyere, specialdesignede jernbeslag med svejset fals, gevindjern og sekskantede bolte. I den nordlige ende af bygningen, og langs den østvendte langside, findes en mindre kælder samt en kælderpassage.

Miljømæssig værdi

Korntørringsmagasinets miljømæssige værdi knytter sig til den frie beliggenhed ved Toldbodgade ud for Kvæsthusbroen, hvor bygningen i samspil med de andre bevarede pakhuse ved Toldboden, bidrager til opretholdelsen af et, i dansk sammenhæng, enestående maritimhistorisk kulturmiljø. Det arkitektoniske slægtskab med Vestindisk Pakhus og det Blå Pakhus, der begge er opført af arkitekten C. F. Harsdorff, er åbenlyst, og både i volumen og med sin markante fremtræden, udgør Korntørringsmagasinet et værdigt og funktionelt modspil til Amalienborg og Frederiksstadens palæbebyggelse.

Kulturhistorisk værdi

Korntørringsmagasinets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den monumentale, grundmurede bygning, der står som et væsentligt arkitekturhistorisk og kulturhistorisk vidnesbyrd om det maritime handelsliv, der tidligere dominerede Københavns havn, og som i særdeleshed var den florissante periodes (1778-1807) kilde til velstand. Den oprindelige funktion som pakhus ses i det ydre i det store, klart afgrænsede volumen med de funktionelt betingede hejsekviste og åbninger, der varierer i størrelse alt efter deres oprindelige funktion (porte til kørsel med vogne, læsseluger til at laste og mindre luger til ventilation), det rummelige mansardtag, de bevarede skodder på den sydvendte gavl, stablerne efter de tidligere skodder ved alle de oprindelige åbninger samt de særdeles kraftige mure og murankre, der vidner om den last, bygningen skulle kunne bære. Et tidstypisk, kulturhistorisk træk for de to oprindelige pakhuse fra 1787 er anvendelsen af den smalle, gule flensborgsten, mens mellembygningens konsolbårne buefrise er karakteristisk for den historicistiske periodes funktionsbygninger. I bygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de to pakhuses oprindelige konstruktioner i pommersk fyr og grundmur. De bærende bjælkelag med delvist oprindeligt beslagværk er bevaret på alle etager, ligesom de bærende stolpekonstruktioner, der er placeret mellem den langsgående grundmurede skillevæg og ydermurene er bevaret. Stolpekonstruktionerne er kendetegnet ved kraftige stolper, dragere og skråstivere. I stueplanet, hvor de oprindelige pakhuses store, åbne rum stadig er aflæselige, har konstruktionen firedobbelte stolper samt dobbelte dragere, dobbelte skråstivere og kopbånd. Det ene sæt skråstivere er nyere. I tagetagerne er tillige bevaret hanebånd, mansardbjælker, stolpevægge og kopbånd. Den centralt placerede, langsgående skillevæg er en kraftig muret konstruktion, der går fra stueplan til mansardetagen, og som på alle etager er gennembrudt af rundbuede åbninger. For både den langsgående skillevægs bredde og de rundbuede åbningers højde, samt for trækonstruktionerne gælder det funktionelle og konstruktive hensyn, at dimensionerne tydeligt mindskes opadtil. Det murede rum med krydshvælv i den sydlige ende af bygningen vidner om, at det var her, korntørringsovnen var placeret, idet rummet var brandsikret.

Arkitektonisk værdi

I bygningens ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den fritliggende bygnings imposante volumen og karakterfulde fremtræden i blank gul mur. Udtrykket er robust og prunkløst, domineret af det enkle materialevalg den enkle farveholdning, men med markante bygningselementer og -detaljer, herunder rund- og fladbuede åbninger, gesimser og hejsekviste. På langsiderne samler bygningen sig visuelt om mellembygningen, der som en svagt fremhævet midtrisalit både tilpasser sig de to større volumener og samtidig, med sit anderledes teglstensformat og den markante buefrise, fremstår med arkitektonisk selvstændighed. Særligt på langsiderne opleves de rå og enkle murfladers soliditet og tyngde, idet de taktfast placerede åbningers dybe, hvidmalede murfalse der på elegant vis er friholdt med en kvartstensbredde fra selve facaden på sigende vis fremhæver den kraftige, grundmurede konstruktion. I gavlene er udtrykket mere fladeorienteret, da åbningernes glas og blændinger kun er trukket en kvart sten tilbage, eller som mod syd, er lukket af skodder. I bygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de to oprindelige pakhuses synlige konstruktioner og enkle, oprindelige materialeholdning, der dominerer i både stueplan, gangarealer og værelser. I det højloftede stueplan står den bærende konstruktion frit i rummet, og her giver det lange kig gennem bygningen et imponerende vue over de særdeles kraftige fyrretræskonstruktioner. I værelserne dominerer ligeledes det svære tømmer, der intetsteds lader den besøgende i tvivl om bygningens historie eller funktionelle oprindelse. I rummet, hvor den tidligere korntørringsovn stod, er de oprindelige, massive krydshvælv bevaret, hvilket i samspil med fraværet af træ, giver en anderledes, mere intim atmosfære end i resten af bygningen. Samtidig viser hvælvene på fornemmeste vis den detaljeringsgrad og håndværksmæssige kunnen, der præger hele bygningen, og som er med til at opretholde en historisk domineret atmosfære.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links