Kronprinsessegade 20, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden er opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde overfor haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man for ikke at trykke priserne på de mange, stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først solgtes de mest fristende grunde, dvs. stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris, kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. Selv i Kronprinsessegade, hvor muligheden forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse, sådan som det kendes fra Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder, der grundlæggende er bevaret til i dag. Forhuset og det sammenbyggede sidehus i Kronprinsessegade 20 blev opført i 1805-1806 af murermester Andreas Hallander og Arkitekt J. H. Rawert. Over hovedgesims på forhuset var oprindelig en attika, som fjernedes i midten af det 19. århundrede. Jernbalkonen ved indgangen til portgennemkørslen blev isat i 1881, mens facademalingen omtales første gang i 1889. I 1971 blev ejendommen opdelt i ejerlejligheder, ændret igen omkring 1981. I 1979 blev gadefacaden, kælderbutik og tag renoveret, og omkring 1978-1980 blev et baghus i gården nord for det nuværende baghus nedrevet. Gennemgang til Adelgade igennem det teglhængte murværk blev etableret i 1995. I nyere tid er elevatorhuset blevet istandsat og nyere vinduer er blevet isat i baghusets nordre gavlside. Af kendte beboere i ejendommen kan nævnes søofficer og senere viceadmiral Christian Zartmann (1793-1853), officer C. D. von Hegerman-Lindencrone (1807-1893), storkøbmand og politiker Alfred Hage (1803-1872) og advokat og politiker C.C.W. Liebe (1820-1900).

Ejendommen Kronprinsessegade 20 er beliggende i Københavns Sankt Annæ Vester Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække og med et sidehus og baghus på gårdsiden. Ejendommen huser både erhverv og beboelse. Det grundmurede forhus i Kronprinsessegade 20 er syv fag langt og står i tre etager over en høj kælder. Facaden står i rødmalet blank mur på en sortmalet sokkel, og i hvert yderfag springer facaden lidt frem i såkaldte siderisalitter. Facaden afsluttes øverst af en profileret, hvidmalet hovedgesims med konsoller, hvorover bygningen har et mansardtag med skifer, tagpap og syv tagkviste, samt i tagryggen fem skorstenspiber med sokkel. I kælderetagen mellem de to siderisalitter er facaden refendfuget, hvorover et gennemgående bånd af sandsten markerer overgangen til stueetagen. I siderisalitternes stueetage er vinduesindfatninger af sandsten og herover er konsolbårne trekantsfrontoner. I højre siderisalit er over porten en jernbalkon dannet af dækpladen over portgennemkørslen, hvorunder der er en ældre, tofløjet fyldingsport. Til venstre for porten er en nedgang til kælderen med et nyere indgangsparti. Vinduerne i facaden er nyere, traditionelt udførte korspostvinduer med nyere hængsler og hjørnebånd. I kælderen nyere, torammede butiksvinduer. Alle er hvide med retkantet fals. På første etage er over hvert af de fem midterste vinduer en halvrund fordybning med fordakning og ornamentik med vrangemasker. Omkring yderfagene i samme etage er kvaderpudsede vinduesindfatninger med fremspringende slutsten. Gennem portens hvidmalede, listeinddækkede rum med rundbue og fyldingsloft er adgang til gårdsiden. Gårdsiden er i tre etager og er tre fag bred med et smigfag, hvortil det seks fag lange, fire etager høje, grundmurede sidehus er sammenbygget. Forhusets midterfag på gårdsiden er gråmalet, trukket frem og løfter sig op over taget. Heri er etableret en nyere elevator. Gårdsiden og sidehuset er glatpudset og gulmalet med granitsokkel og afsluttes øverst af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Gårdsiden har et mansardtag med to tagkviste, mens sidehuset har et mansardtag med seks tagkviste og i tagfladen to skorstenspiber. Mansardetagerne er skiferbelagte, mens den øvrige tagflade er beklædt med tagpap. Vinduerne i gårdsiden er nyere, traditionelt udførte korspost- og toramme-vinduer med sålbænke af skifer. Alle vinduer er hvidmalede. Der er et nyere indgangsparti til elevatorhuset, og i sidehuset er dels en tofløjet revledør med ældre stabler, dels en ældre fyldingsdør med konsolbåren dækplade af sandsten. Alle døre er mørkegrønne. Til ejendommen hører også et grundmuret baghus i ni fag og to etager med en hvidmalet, profileret hovedgesims øverst, hvorover baghuset har et rødt teglhængt mansardtag. Facaden er glatpudset og gulmalet, og i midterfaget har baghuset en hejsekvist over tre fag med en hvidmalet trekantsfronton, hvorunder der er en gennemgående fordelingsgang. Vinduerne er nyere, hvidmalede og traditionelt udførte. Under baghusets fire højre fag er to nyere, grønmalede revleporte hængt på ældre stabler. Muren nr. 661 er teglhængt og har fladbuede nicher, samt et nyere indgangsparti. I forhusets portrum er en nyere, traditionelt udført fyldingsdør, der giver adgang til forhusets store, feltinddelte og rigt udsmykkede trapperum med stukkatur og lærredsbeklædte vægge. Hovedtrappen er en ældre, fritliggende toløbstrappe med større reposer og ornamenteret brystværn omkring en smal durchsicht. Dørene til lejlighederne er ældre, tofløjede fyldingsdøre med ældre låseskilte og greb. I stueetagen er et nyere, traditionelt udført, flerfløjet dørparti med opdelt glasparti. I det indre har lejlighederne en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite og køkkener og toiletter placeret i sidehuset. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende ældre med helpanelerede vægge mod gaden med listeinddelte felter, brystnings-, fod- og lysningspaneler i stuerne samt rosetter, stukkatur og tandsnitsgesimser i loftet. I stueetagens sal er en skillevæg med karnap og opsprossede vinduer etableret, hvortil en mezzaninetage er etableret med dertilhørende trappe. Lejlighedernes dørpartier er overvejende ældre eller traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter med trekantsfrontoner, indstukne hængsler og med både ældre og nyere greb og låseskilte. Nogle steder er dørene omhængslet, og i kælderetagen er udelukkende en nyere materialeholdning. Vinduerne er hovedsageligt nyere, traditionelt udførte med forsatsruder, samt med ældre anverfere og stormkroge enkelte steder. Gulvene i lejlighederne består af nyere parket med sildebensflet og både nyere og ældre bræddegulve. I sidehuset er en ældre eller traditionelt udført materialeholdning med fyldingsdøre, lysnings- og brystningspaneler, listeinddelte felter, trekantsfrontoner og dørstykker med vægmalerier, bræddegulve, samt en ældre bagtrappe. I stue- og førsteetagen er nyere bræddegulv og forsatsruder, men i stueetagen moderne termoruder. I baghuset er en nyere materialeholdning med nyere trapper, vinduer, pladedøre og glatte overflader. Den ældre trækonstruktion med kopbånd står synlig og sortmalet i rummene.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret led i den yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække i Kronprinsessegade over for Kongens Have. Ejendommen bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der såvel vertikalt som horisontalt fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant arkitektonisk østlig væg til slotsparkens grønne og rekreative område.

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 20 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Hertil kommer senere historicistiske tilføjelser. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Kronprinsessegade 20 viser fint, hvordan klassicismens håndværksmestre som Rawert med forbillede i arkitekt C. F. Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle facade med siderisalitter i yderfagene, vinduernes regelmæssige takt, kvaderfugede indfatninger, konsolbårne trekantsfrontoner, fordakninger og halvrunde fordybninger med ornamentik. Ligeledes kommer det til udtryk i det enkle sandstensbånd over den refendfugede kælderetage og over førsteetagens vinduer som eneste delinger af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med konsoller. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den ældre port og det listeinddækkede portrum samt den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside med baghusets hejsekvist. En historicistisk tilføjelse ses i det ydre i jernbalkonen over portåbningen. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i planløsningen, mens det interiørmæssigt bærer tydeligt præg af historicistiske deltaljer fra anden halvdel af 1800-tallet. Kronprinsessegade 20 har delvist velbevarede etage- og planløsninger, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer en suite mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken, bad og toilet er placeret i sidehuset mod gården. Hertil kommer smigfagsstuen, der formidler overgangen mellem forhus og sidehus, mellem de repræsentative stuer og de funktionelle rum. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til forhusets og sidehusets velbevarede interiør med en generel høj håndværksmæssig standard, herunder særligt i væggenes helpanelering og feltinddelte lærredsbeklædning, brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdørene med alle detaljer og trekantsfrontoner med sparrenkopper, rosetter og stukkatur, samt loftets profilerede gesims med sparrenkopper. Endvidere kommer de ældre ildstedspilastre og -nicher, vinduesrammernes bevarede anverfere og stormkroge, samt de ældre, indrammede vægmalerier. Endelig er der kulturhistorisk værdi i ejendommens bevarede bag- og hovedtrappe med alle detaljer, og som i kraft af deres relative detaljegrad indikerer hierarkiet mellem trapperne. Hovedtrappen ligesom skillevæggen med karnappen i stueetagen tydeliggør husets historicistiske præg.

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med klassicistiske detaljer og en profileret hovedgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under mansardtaget. De horisontale delinger af murplanet i kraft af båndene under stueetagen og over førsteetagen samt de konsolbårne trekantsfrontoner skaber en visuel balance og stabilitet i den glatpudsede facade, mens den hvidmalede hovedgesims med konsoller elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og kviste ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, smigfaget og den klassiske farvesætning, der sammen med sidehusets bygningsdele, baghusets hejsekvist og mansardtag, samt den teglhængte mur skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer og historicistiske tilføjelser afspejler eller mimer klassicismens stilmæssige og rummæssige idealer. Vinduernes lysningspaneler og paneler i stuerne er desuden med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen og dimensioneringen af trapperummet og den ældre hovedtrappe, der udgør kernen i det store borgerhus og giver et herskabeligt præg. I baghuset knytter der sig arkitektonisk værdi til den bevarede trækonstruktion, det gennemgående gangrum og portenes placering.

Læs videre om

• Gothersgade 56, København
• Pilestræde 37, København
• Skindergade 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen