Kronprinsessegade 32, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold – som gik langs Gothersgade – og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 procent større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen. Fra 1869 havde man nedrevet dele af Nyboder og i 1931 brød man ejendomme ned i Sølvgade, således at Kronprinsessegade blev forlænget helt ud til Øster Voldgade ved Nyboder Skole. Gadens navn henviser til Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Forhuset er opført 1804-05 af murermester J.D. Backhausen. I perioden 1870-84 tilføjedes på bagsiden en halvrund trappebygning. Omkring 1870 undergik facaden en del ændringer, herunder blev den bl.a. oliemalet.

Ejendommen er beliggende i Kronprinsessegade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens husrække over for Kongens Have. Mod gården er forhuset sammenbygget med et sidehus samt et baghus. Ejendommen er en del af Davids Samling, der tillige omfatter naboejendommen Kronprinsessegade 30. Forhuset er grundmuret i fem fag og opført i fire etager med en høj kælder samt en udnyttet tagetage. I facaden er yderfagene i risalitter. Facaden er glatpudset og malet, underfacaden lys grå og overfacaden hvid, dog med kvaderfugning af siderisalitterne i underfacaden samt i yderfagene på tredje sal. Over stueetagen er en kordongesims. Der er sålbænke i stueetagen samt på første sal, hvor disse er sammenhængende i de tre midterfag. Over stueetagens vinduer er tillige glatpudsede slutsten. Hertil kommer en gennemgående, profileret sålbænksgesims under tredje sals vinduer. I de midterste tre fag er mellem første og anden sal en fordybning med rankemotiver. Der er i yderfagene vinduesindfatninger omkring første og anden sals vinduer, herunder har første sals yderfag tillige konsolbårne fordakninger, og under disse vinduer er fordybninger med balustre. Øverst er en profileret hovedgesims med konsoller. I det sydlige yderfag er en høj, halvrund portniche med en tilbagetrukket portindgang, der til gaden har en ældre tofløjet, gråmalet smedejernsgitterport. Dette overdækkede portrum nærmest gaden har støbt gulv, og det er forsynet med profilerede gesimser på væggene samt en ældre stukkatur i loftet. Inderst i portnichen er et halvrundt indgangsparti med en ældre, tredelt fyldningsport samt et tredelt, halvrundt overvindue. Alt træværk i portnichen er malet mørkeblåt. Forhuset bærer et heltag hængt med skifer, og i tagfladen til gaden er tre fladbuede kviste. I rygningen er en skorsten ved hver gavl samt en skorsten placeret omtrent over andet fag fra nord. I facaden er traditionelt udførte, opsprossede kældervinduer, mens der på hovedetagerne er traditionelt udførte firerammede korspostvinduer. Kælder- og stueetagens vinduer er mørkeblå, mens overfacadens vinduer er hvidmalede. I kvistene er torammede, opsprossede vinduer. Portrummet er med støbt gulv, glatpudsede og malede vægge samt nyere dør- og portfløje. Til gårdsiden er sammenbygget med forhuset et afrundet trappetårn, og herudover omfatter forhuset til gården et portfag og et skråt smigfag, der danner overgang til sidehuset. Gårdsiden er pudset og gulmalet med en profileret, hvidmalet hovedgesims. Der er en gennemgående traditionelt udført vinduessætning med hvidmalede tre- og seksrammede vinduer samt et nyere, opsprosset kældervindue i smigfaget. Trappetårnets vinduer er tillige med blyindfatning i rammerne og farvede glas. Under alle vinduer er sålbænke i skifer. I kælderen under forhuset, hvortil der er adgang fra portrummet, er indrettet administration og personaleområde. Fra portrummet er adgang til kælderen, hvor man via en trappe træder ned til et centralt modtagelsesrum med en reception og et overvågningsrum. Mod gaden er kontorer, mens der til gården er en gang med adgang til en vagtstue. Ejendommens hovedtrappe er en ældre, stort formet toløbstrappe med enkle balustre, gråmalede trætrin og en lakeret håndliste. I opgangen, der gulmalet, er langs indervæggene brystningspaneler, og på hver etage er ældre, tofløjede og hvidmalede trefyldnings-indgangsdøre med profilerede, forkrøppede gerichter. Foran indgangsdørene er tofløjede, sortmalede smedejernsgitre. Stueetagen i forhuset omfatter entré med adgang fra opgangen, en stor stue og en mindre stue mod gaden, og disse rum anvendes som henholdsvis direktør- og inspektørkontorer. Dertil kommer en smigfagsstue, der er møde- og postrum, og herfra er adgang til sidehuset. Over portrummet, med adgang fra entréen via en ligeløbstrappe, er to lagerrum. Fra første sals indgangsdør er adgang for personale til udstillingsafsnittet på denne etage, der er forbundet med den højere første sal i nr. 30 via en ligeløbstrappe. Første sal i nr. 32 er uden dagslysindtag med tildækkede vinduer, men den ældre planløsning er grundlæggende intakt med tre rum til gaden. Til gården er et rum, der ligesom smigfagsstuen er omdannet til udstillingsrum med indretninger, der grundlæggende respekterer de ældre rumformer. Udstillingen fortsætter ind i sidehuset. Anden sal i forhuset, der anvendes til mødeformål, omfatter entré, tre gadevendte stuer en suite, et gårdvendt værelse samt en smigfagsstue som stueetagen, også med adgang til sidehuset. Øverst er for personalet adgang til tredje sal, der anvendt til udstillingsformål. Også her er den grundlæggende strukturer med gadevendte og gårdvendte rum sporbar men indkapslet i nyere museumsindretninger, herunder montre. Fra denne etage er tillige adgang via en nyere trappe til den udnyttede tageetage, dvs. fjerde sal, i forhuset, der også er indrettet til udstillingsformål uden lysindtag og med et stort åbent rum mod gaden samt to rum vendt mod gården, hvoraf rummet i smigfaget over hovedetagerne har adgang til udstillingsrum, der ligeledes er indrettet i sidehuset. I kælderen er der nyere døre, parketgulve, pladelofter og ingen nævneværdige ældre elementer. I ejendommen er traditionelt udførte forsatsvinduer. I de ydre vinduesrammer er en del ældre stormkroge og anverfere. I stueetagen i forhuset er ældre, tofløjede trefyldningsdøre med messinggreb og forkrøppede, profilerede gerichter. Der er nyere, men traditionelt udførte plankegulve, ældre lysningspaneler og brystningspaneler, listefelter og i lofterne i det store gadevendte rum er en yderst rig, profileret stukkaturtur med friser af palmetter og æggestave. Smigfagsstuen har en meget dyb niche med brede trefyldningspaneler, og i loftet er en enkel, profileret kantstukkatur. På anden sal er døre, herunder både én- og tofløjede, samt gerichter af samme forkrøppede type som i stueetagen. Der er i rummene nyere, men traditionelt udførte plankegulve, ældre brystningspaneler, listefelter, og i lofterne er profileret og afrundet kantstukkatur samt profilerede, forkrøppede listefelter og rosetter. Udstillingsetagerne på tredje og fjerde sal har gulvbelægning i parket, mens væggene er dækket af montre og skabe samt udstillingsinstallationer uden på de ældre rums vægge og tagkonstruktioner.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret led i den yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække i Kronprinsessegade over for Kongens Have. Ejendommen bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der såvel vertikalt som horisontalt fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant arkitektonisk østlig væg til slotsparkens grønne og rekreative område.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det grundmurede forhus med den repræsentative facade ud til Kronprinsessegade, hvor man omkring år 1800 opførte en af Københavns mest repræsentative borgerlige ejendomme. Både i kraft af deres beliggenhed, facader og detaljer viser forhuse som Kronprinsessegade 32, trods facadens ændringer i 1800-tallets anden halvdel, en grundlæggende korrespondance med den klassicistiske grundtanke, der ligger bag arkitekturen i husrækkens forskellige ejendomme og som oprindeligt har forbillede i Harsdorffs idealer og skoling samt hans elevers og efterfølgeres byggerier i de genrejste og fornyede kvarter fra slutningen af 1700-tallet og flere årtier frem. Dette kommer til udtryk i forhusets facade ved den bevarede hierarkiske opbygning med en høj kælder, repræsentative hovedetager i stor højde samt en lavere tredje sal og tagetage. Dertil kommer de for Harsdorff-skolen typiske fremhævede kvaderfugninger af yderfagenes risalitter i underfacaden, kordongesimsen der dele facadeplanet, det dekorative bånd over tre fag mellem første og anden sal og den markante, konsolbårne hovedgesims. Endvidere kommer den regelmæssige vinduestakt og indfatningerne i yderfagene på første og anden sal, herunder med konsolbårne fordakninger og balustrader på første sal, der alt i alt fremstår helstøbt og harmonisk. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til den dybe portniche med låger samt den tredelte port med alle detaljer, alle de traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer, der dog ikke er med todelte underrammer, hvilket således bidrager til det lidt ombyggede, historicistiske udtryk i dele af facaden. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside med den prunkløse pudsede flade under den profilerede hovedgesims og den blandede vinduessætning, hvor dog særligt vinduerne i det afrundede, fremspringende opgangsfag viser den senere tids rigere, historicistiske æstetik i kontrast til klassicismen. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de generelt ældre og traditionelle planløsninger i forhuset, herunder med de repræsentative, gadevendte stuer og værelser samt smigfagsstuerne mod gården. De velbevarede og mest værdifulde interiører er i stueetagen og på anden sal, hvor de repræsentative, gadevendte rum i de bærende udsmykningsidealer og øvrige ældre detaljer står i forbindelse med ejendommens oprindelse i nyklassicismen, herunder med ældre én- og tofløjede fyldningsdøre og de særpræget nybarokke og forkrøppede fyldninger og gerichter, de nyere men traditionelt udførte plankegulve, den ældre panelering i de repræsentative rum og ældre stukkatur i form af profilerede og dekorerede kantlister og rosetter. Dertil kommer de af forhusets rum på de øvrige etager, der er anvendt til det overordnede museumsformål, og hvor de ældre rumforløb og karaktertræk er sporbare og velintegrerede i de nyere indretninger. Endelig er forhusets bevarede trapperum med den ældre toløbstrappe med alle detaljer af stor kulturhistorisk værdi, da den repræsenterer den generøse og gennemførte udformning, som man i de største borgerhuse viede ejendommens største enkelte snedkerarbejde.

I det ydre knytter ejendommens arkitektoniske værdi sig forhuset, hvor facadens solide linjeføringer, taktfaste vinduessætning og hierarkiske opbygning med kordongesims, bånd og hovedgesims under taget fremtræder en rolig og helstøbt løsning, hvor den relativt komplicerede facade med mange elementer holdes sikkert på plads af sin proportionering og den afstemte brug af bygningsdetaljerne. Opdelingen i de kraftigt formede, kvaderfugede yderfags-risalitter i underfacaden og en lettere refendfugning af samme fag på tredje sal samt accentueringen af beletagens yderfag giver forhuset en værdig og afbalanceret fremtoning, og samtidig udgør underfacadens tungere form og i farveskiftet en tilfredsstillende modvægt til overfacaden i den ret høje facade. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til portrummet og til de bevarede dele af den ældre planløsning på hovedetagerne, herunder med gadevendte stuer og smigfagsstuer mod gården. Hertil kommer alle de bevarede, ældre og traditionelt udførte døre samt øvrige ældre dele og detaljer, der giver en klar oplevelse af rummets placering i planen i forhold til udsmykningsgrad og størrelse. Dertil kommer den elegant udformede toløbstrappe med alle detaljer, der som en vital rygrad fastholder den vertikale oplevelse af forhuset.

Læs videre om

• Badstuestræde 7, København
• Fortunstræde 1, København
• Frederik VII's Stiftelse, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen