Kronprinsessegade 36, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod et Ny-København, og byen blev omtrent 40 % større end tidligere. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var at anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig som en række af individuelle bygninger, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. For- og sidehus for Kronprinsessegade 36 blev opført i 1824-25 af murermester T.A. Blom. Kvisten og mansardtaget på forhuset blev tilført i første halvdel af 1900-tallet. Baghuset blev opført som Pakhus i 1820.

Ejendommen ligger i Kronprinsessegade, i det indre København, hvor forhuset indgår i gadens række af borgerhuse over for Kongens Have. Kronprinsessegade 36 består af et forhus, et hermed sammenbygget sidehus på gårdsiden samt et baghus langs den sydligste del af grunden. De tre bygninger ligger omkring et langstrakt, brolagt gårdrum. For- og sidehus er begge opført i tre etager over en høj kælder. Forhuset er på seks fag og sidehuset på elleve fag. Bygningerne er grundmurede, har pudsede ydermure, der er kalket i en lys grålig sandfarve over en sokkel, der på facaden mod Kronprinsessegade er rødbrun, mens soklen mod gården er malet lysegrå. Bygge bygninger afsluttes af et mansardtag. I selve mansarden, der er hængt med sortglaserede tegl, findes brede tømmerkviste med lave, zinkklædte heltage, mens de øvre tagflader har røde tegl med små tagvinder og hvidtede skorstenspiber ved rygningerne. Forhuset har et gennemgående portrum i det ene yderfag og over facadens to midterste fag er en frontkvist. Forhusets facade har en del sandstensdetaljer, herunder en kordongesims mellem stueetagens og første sals vinduer, der også har en sålbænksgesims. Under de fem midterste vinduer på anden sal er tillige en gennemgående sålbænk. Facaden er i øvrigt dekoreret med et profileret bånd over anden sals vinduer, hvilket er den oprindelige hovedgesims, og under tagudhænget findes den nuværende hovedgesims med tandsnit. På muren over kordongesimsen ses en indmuret mindetavle med skriften: Her boede C.E.F. Weyse fra 1825 til sin dødsdag d. 8 october 1842. Facadens vinduer udgøres af ældre, hvidmalede traditionelle korspostvinduer med opdelt nedre ramme og hjørnebånd. Dog gælder dette ikke kældervinduerne, der er nyere, grønmalede, etrammede vinduer. Over et af kældervinduerne ses en konsolbåret dækplade i natursten. Vinduerne i kvistene er ligeledes grønmalede, og disse er udført som trefagsvinduer med seks rammer og med enkelt tværsprosse i de nederste rammer. Portrummet lukkes mod gaden af en høj, tofløjet fyldingsport med bred porthammer og et rundbuet parti med fyldinger, gulmalede husnumre, flagstang og torammet vindue med rundbuede sprosser. Alle elementer i portfaget er malet mørkegrønne. Forhusets portrum er belagt med chaussesten, væggene er beklædt med listeinddækkede lodrette brædder opdelt af en horisontal liste i brystningshøjde og afsluttet af en omløbende gesims med et pudset loft. Længst mod gården er en ældre, tofløjet fyldingsdør med profileret indfatning ind til forhusets hovedtrappe. Tættest på gaden findes en enfløjet fyldingsdør til kælderen med indfatning og lav fordakning. I gårdsiden er portåbningen markeret af en mørkegrå indfatning, og i det rundbuede felt ses en hvidmalet blænding. Omtrent midt på sidehusets gårdside er et fag trukket frem, og heri findes en nyere, tofløjet dør med granittrin foran. I sidehuset er i øvrigt en tofløjet revleport til en garage længst mod øst samt en del traditionelle, tofløjede revleluger til kælderen. Vinduerne i gårdsiderne er hovedsageligt ældre eller traditionelt udførte og hvidmalede. Der er mestendels korspostvinduer men også trefagsvinduer med seks rammer samt torammede vinduer. De fleste vinduer har opdelte nedre rammer, men der er også en del småtopsprossede ruder. I det midterste fag i forhusets gårdside har vinduerne sandblæste glas med blomstermotiv. Ejendommen indeholder en velbevaret etage- og planløsning med én lejlighed på hver etage. Lejlighederne anvendes i dag til erhverv eller bolig men indeholder stadig den oprindelige rumdisponering med stuer en suite mod gaden, mens der mod gården er mindre kamre på hver side af et gennemgående hovedtrapperum. Det ene kammer er delvist inddraget til en nyere elevatorskakt hvis døre åbner op ind til hver etage, således er det oprindelige trapperum ikke ødelagt af den nyere installation. I smigfaget mellem for- og sidehus er en stor spisestue, og herfra er på hver etage adgang til sidehuset, der er disponeret med en fordelingsgang langs med bagvæggen til naboejendommen. Mod gården er en række værelser, nyere badeværelser samt et stort oprindeligt køkken med adgang til en køkkentrappe samt et kammer længst mod øst. I gennem ejendommen er hele ni skorstenskerner bevaret. Spidsloftet er uudnyttet. I kælderen er erhvervslokaler med en nyere grundplan og mange nyere murgennembrydninger, og her er alle overflader og bygningsdele nyere. Ejendommen har overvejende en traditionel materialeholdning med pudsede vægge og lofter, der er dekoreret med stukgesimser og rosetter. Gulvene er mestendels nyere parketgulve. Der er bevaret et anseeligt antal ældre og traditionelle bygningsdetaljer i form af paneler, feltinddelte vægge, en- og tofløjede fyldingsdøre og gerichter, ovnpilastre og indbyggede skabe samt i køkkenerne en markering af de tidligere store åbne ildsteder. Vinduerne har traditionelle forsatsruder, men alle oprindelige anverfere og stormkroge er fjernet fra vinduerne. Over porten er to lavloftede rum, der er adgang hertil fra hovedtrappen og fra en nyere trappe i stueetagen. Hovedtrappen er en treløbstrappe med indstemte trin i vangerne. Trappens trin er af træ og beklædt med en løber. Undersiden af trappeløbene er pudsede og omkring et oval durchsicht er glatte vanger, værn af udskårne og drejede balustre samt en profileret håndliste, der ender i en snegl ved trappens fod. Trapperummets vægge har høje fodpaneler og en enkel, profileret liste i brystningshøjde. Bagtrappen er en toløbstrappe med indstemte trin af træ, glatte vanger, et simpelt værn af kantede balustre, krumme hovedstykker samt en profileret håndliste. Undersiden af løbene er pudsede ligesom væggene. Baghuset er et grundmuret pakhus i tre fag og fire etager med spids gavlkvist over det midterste fag mod gården. Facaden er filset og kalket orange med en grå sokkel og en enkel hvidtet hovedgesims, der også følger gavlkvisten rundt. Pakhuset har et sort, teglhængt heltag med høje brandkarme, enkelte små tagvinduer og en skorstenspibe mod den nordlige gavl. Øverst i kvisten ses en hejsebom, og herunder er en række pakhusåbninger, der nu fungerer som franske altaner med nyere tofløjede, opsprossede døre og glasværn. I stueetagen er et større vinduesparti og en nyere enfløjet dør. Pakhuset har i øvrigt nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer. Alle døre og vinduer er malet mørkegrønne. I det indre findes et trapperum med en nyere ståltrappe med en nyere dør til hver etage, der er indrettet til erhverv eller bolig, med relativt åbne planer omkring en central, muret sølje. Der er nyere badeværelser og køkkener på alle etager. Materialerne er hovedsageligt nyere og består af bræddegulve, pudsede vægge og lofter mellem det oprindelige synlige bjælkelag.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Kronprinsessegades velbevarede række af klassicistiske borgerhuse, der har ensartede facadedetaljer, vinduesudformning samt hovedparten med en portgennemkørsel i det søndre fag. Forhuset er således i kraft af sin proportionering, komposition og materialeholdning en integreret del af et af Københavns mest helstøbte, klassicistiske gadeforløb, der tilsammen danner en udsøgt arkitektonisk ramme om den østvendte side af Kongens Have. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den store grunds bebyggelsesstruktur med et forhus, der har gennemgående portrum, og giver adgang til gårdrummets side- og pakhus, hvilket er en karakteristisk struktur for den tætte, indre by. Den høje bagmur fra naboejendommen lukker gårdrummet mod syd, og herved optræder gårdrummet helstøbt, hvilket også underbygges af den ensartede granitbelægning.

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 36 knytter sig overordnet til ejendommen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af for-, side- og pakhus opført i første halvdel af 1800-tallet. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. I det ydre ses de klassicistiske træk i den symmetriske facade med rundbuet portåbning, taktfaste vinduesbånd samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Den oprindelige hovedgesims, der stadig ses et stykke under den nuværende hovedgesims samt frontkvisten og tagets udformning vidner om den senere ombygning af tagetagen. Det bevarede skur over et af kældervinduerne vidner om at der tidligere har været en kældernedgang fra gaden. Korspostvinduerne med opdelte nedre rammer er ligeledes kendetegnende for den klassicistiske stilperiode. Selvom det foretrukne vindue i 1800-tallet var korspostvinduet med store ruder, blev det tidligere 1700-tals vindue med småsprossede ruder stadig anvendt de steder hvor man kunne tillade sig at spare på de store stykker glas. Derfor er det et vigtigt træk, at der i sidehusets sidste del, hvor der er køkken og pigekammer, er bevaret småsprossede ruder. Forskellen mellem den præsentable facade og de mere enkle, gårdsider fornemmes tillige ved gårdsidernes manglende udsmykning. Endelig er sidehusets portåbninger og pakhusets hejsekvist med bom og åbning herunder et bevis på, at der her oprindeligt var opmagasinering. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet én lejlighed per etage med en forstue i forbindelse med det herskabelige trapperum, og hvor fra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til den store spisestue i smigfaget. Med datidens ideal var det almindeligt at de mere funktionsbetingede rum blev anlagt i sidehuset sammen med et par værelser og en smal korridorgang samt et køkken med adgang til køkkentrappe og til et pigekammer. Den bevarede oprindelige rumfordeling i Kronprinsessegade 36 formidler således datidens levevis med tjenestefolk som en del af en herskabelig beboelse. Bygningsdelenes detaljerigdom aftager fra gaden mod gården og herved kan rummenes forskellige repræsentative karakter aflæses. Hertil kommer de mange bevarede ovnpilastre, der udover at være dekorative elementer, afspejler hvor de oprindelige ovne har været placeret.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med taktfast vinduessætning og betoning af de horisontale linjer. Hertil kommer den tidstypiske farveholdning i kølige farver og med anvendelsen af sandsten, der får de vandrette bånd til at træde endnu mere frem og samtidig harmonerer med den høje sokkel. Facadens proportionering og stramme, ordnede udtryk er relativt enkelt, og herved bliver den store port et af de mest iøjnefaldende elementer. Portens placering og udformning er som nævnt et kendetegn for klassicismen og for gadens husrække. Igen er symmetrien holdt i udformningen af portfløje, overvindue og fremhævede felter, og herved optræder det høje, rundbuede portfag yderst elegant. Portens mørkegrønne farve er ens med kældervinduernes farve og herved tildeles facaden en vis tyngde. Den samme effekt opnås i portrummet ved den vandrette liste, og panelerne herunder, der er malet mørkegrønne samt i gården hvor kældervinduer, luger og døre i den nederste del er holdt i samme mørkegrønne farve. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes prunkløse udtryk med regelmæssig vinduessætning og det enkle fag omkring sidehusets bitrappe, der skyder sig frem. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance. Det ældre interiør vidner samtidig om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i stuerne, hvor placeringen af vinduer, døre, og paneler er nøje udtænkt for at opnå rum i fuldkommen harmoni og balance. Samtidig er der en gennemgående betoning af ydervæggene med helpaneler omkring lysningspanelerne. Om end det er hel- lysnings- eller brystningspaneler har de samme fyldinger som også ses på dørene, relativt enkle rektangulære felter placeret i lige rækker over hinanden. Endelig knytter der sig stor arkitektonisk værdi til hovedtrapperummet, hvor trin, vanger, balustre og håndliste er tilpasset den svungne form og danner en elegant ramme omkring det gennemgående, ovale durchsicht.

Læs videre om

• J.F. Willumsens Villa, København
• Kompagnistræde 7-7 A, København
• Loppen, Christiania, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen