Landevejen 22, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Landevejen 22 fremgår første gang i brandtaksationerne i 1793 og er på dette tidspunkt 11 fag langt. De syv vestfag indeholder beboelse og de fire østfag indeholder udhus funktioner som lo og stald. I 1857 er huset ommuret med pillemur. Det vides ikke hvornår huset er blevet reduceret med et enkelt staldfag mod øst, men udvidelsen i husdybden er formentlig sket i begyndelsen af 1800 årerne. I løbet af 1900-tallet er skillevæggen fjernet mellem sønder donsk og a stow. En tværgående gulvplanke markerer skillevæggens placering. Landevejen 22 er blevet renoveret inden for de sidste 40 år.

Landevejen 22 ligger i landsbyen Sønderho på Fanø. Bygningen ligger med øst-vest-vendte gavle mellem lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit og græsbeklædte diger.

Bygningen er et ti fag langt, grundmuret længehus opført i én etage over en lav, sortmalet sokkel, hvor facaderne fremstår i rød, blank mur med rester af optrukne hvide fuger. De seks vestre fag har en større husdybde end de resterende fire, hvilket betyder, at de seks vestligste fag på nord forskyder sig i forhold til resten af facaden. Den hvidmalede gesims afslutter langsiderne, der omkranser arkengaffen, og fortsætter videre om hjørnet på gavlene. Frontkvisten, som lokalt benævnes arkengaf, er trekantet og forskydes på den ene side, som resten af den forskudte nordside. Begge gavle er grundmuret til bjælkelagshøjde, hvorefter gavltrekanterne har lodretstillet, grønmalet bræddebeklædning, der afsluttes af rødmalede vindskeder. Langsiderne har endvidere en rødmalet rem mellem gesimsen og taget. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og en muret skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen.

Under arkengaffen sidder en ældre, grønmalet halvdør med et diagonalstillet, opsprosset rude i den øverste halvdel. Døren er placeret under et buestik, der er stafferet i farverne sort, hvid og grøn. Mod syd sidder en nyere en-fløjet fyldingsdør med en to-delt øverst. I østgavlen er en ældre, grønmalet fyldingsdør med en lille diagonalstillet rude i øverste fylding. Døren er blændet indefra. I arkengaffen og i de tre østligste fag på nordsiden, sidder fire grønmalede revleluger, hvoraf lugen, der er placeret i arkengaffen er to-fløjet med opsprosset overvindue. Den midterste revleluge i facaden er ligeledes to-fløjet og flankeres af to en-fløjede revleluger, alle har en rude i hver fløj. Bygningen har overvejende nyere, men traditionelt udførte, fladbuede og to-rammede vinduer med seks-rudede rammer. Vinduerne på nordsiden har grønmalede rammer med hvide sprosser og hvid kitning. På sydsiden er rammer, såvel som sprosser hvidmalede. På remmen over alle åbninger er malet et stik i farverne grøn, hvid og sort samt hvide sålbænke og dertil er alle udvendige murfalse hvide. I gavltrekanten mod vest sidder to små diagonalstillede vinduer.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der opdeler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. Fra franglen er der adgang til en vinterstue, lokalt betegnet sønder donsk. I stuen står en nyere brændeovn. Mod nord ligger køkkenet. Fra stuen er der adgang til et mindre nordvendt værelse, der igen giver adgang til et kammer. Værelserne har et let sænket gulv i forhold til stuen. I den tidligere staldende er der indrettet bad samt endnu et værelse. Desuden findes en loftslem til det uudnyttede loft. Gennemgående for huset er, at overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder bræddegulve, brædde- og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det samme er gældende for interiøret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe samt de ældre fliser med brune motiver bag brændeovnen. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som blev sat op for at samle kondensvandet fra vinduerne.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandt andet murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, de bræddebeklædte gavltrekanter, arkengaffen over døren samt at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspibe, hvor piben helt karakteristisk fremtræder i blank rød mur som facaderne. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den traditionelle farveholdning og at alle åbninger har påmalede, hvide sålbænke. Endvidere har bygningen stilmæssige træk fra 1800-tallet, herunder døren mod syds udførelse med to ruder i den øverste fylding og vinduernes udførelse med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til halvdøren, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk bevarede ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Dertil kommer at stuen, søndre donsk, ligger mod syd, hvor man kunne få lys og varme, mens køkkenet ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende interiør med mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede hjørneskabe, brystningspanelerne, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, brunmalede fliser bagved brændeovnen i stuen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene hjembragte fliserne fra deres mange rejser.

Der tilskrives ligeledes kulturhistorisk værdi til den tværgående gulvplanke i stuen, der markerer hvor skillevæggen mellem sønder donsk og æ stow har været og vidner derved om den traditionelle planløsning med mindre rum, der var nemmere at opvarme.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt heltag, der former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibens hvide krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med blandt andet fliserne bag brændeovnen, hvis motiver danner ordnede mønstrer, som giver en charmerende virkning. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Sønder Land 3, Sønderho
• Øster Land 27, Sønderho
• Østervej 12, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen