Landevejen 38, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, som hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

I den første brandtaksation med beskrivelse af Landevejen 38, fra 1805, blev bygningen beskrevet som otte fag lang. Sydsiden og vestenden var da grundmurede og resten stod i bindingsværk. Der var nymodens vinduer og døre hvilket vil sige engelske vinduer (todelte trævinduer) og hollandske døre (fyldingsdøre). Boligafdelingen, som udgjorde de seks vestfag, havde bræddegulve overalt og panelbeklædte vægge. De to østfag var lo, stald og foderrum. I 1821 blev bygningen omtakseret efter en anmeldt forbedring, men den eneste ændring synes at være sket indendørs, hvor væggene nu omtales som såvel optrukne i puds som panel- og flisebeklædte. Af en brandtaksation fra 1836 fremgik det, at bygningen nu var blevet udvidet med to staldfag mod øst og grundmuret i sin helhed. Dette sidste står imidlertid i modstrid med den følgende taksation fra 1842, som udtrykkeligt fremhævede, at nordsiden endnu ikke var grundmuret. Endvidere blev nævnt, at begge gavle i deres helhed var af træ.

Det er vanskeligt at datere bygningen, men på stedet kan dateres en bygning helt tilbage til 1740´erne. Jep Madsen købte her et ni fags hus i 1804, og året efter pantsatte han sit nye hus på otte fag. Da det forekommer mærkeligt, at bygningen skulle være opført halvt i bindingsværk og halvt i grundmur, er det rimeligt at antage, at Jep Madsen i 1804 har ombygget og måske forkortet det gamle hus i en sådan grad, at man har kunnet tale om en nybygning. Murankrene 1828 daterer muligvis den ovennævnte udvidelse af stalden i forbindelse med grundmuringen af østgavlen. På et tidspunkt i 1900-tallet var der en grønthandler i det aflange butikslokale mod øst og banklokale i rummet vest for nor franglen. I 2012 blev vestgavlen omfuget og det lille etrammede vindue blev udført som kopi af de tidligere. Samme år blev tagetagen inddraget til beboelse. I dag er der en antikvitetsforretning i de to østlige rum mod gaden.

Bygningen ligger på sydsiden af Landevejen, i den centrale del af Sønderho, i en forholdsvis tæt bebyggelse. Bygningen ligger langs med gaden med en lille græsklædt have bagved, som delvist indhegnes af et lavt stakit.

Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Bygningen fremtræder med muret sokkel, der ligesom murværket står i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger og rester af en rød skuring. Under taget afsluttes murværket først af en rødmalet rem og dernæst af en muret, hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlene og op langs tagfladerne. På nordsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaff med muret front. Den øverste del af østgavlen har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er to skorstenspiber med sokkel og gesims i røde sten. I den sydvendte tagflade er en stråtagskvist. Vinduerne er hovedsageligt ældre, men der er der også enkelte nyere vinduer udført på traditionel vis. Vinduerne er en- og torammede med seksdelte rammer, dog er et enkelt vindue firedelt. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. I nordsiden er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger. I østgavlen er en traditionelt udført revlehalvdør med et skråtstillet, opdelt vindue i den øverste del. Døren er placeret bag et kurvehanksbuet stik, ligesom der i sydsiden er en ældre revlehalvdør bag et kurvehanksbuet stik samt en nyere, men traditionel udført, enfløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. I arkengaffen er en ældre, tofløjet revleluge med ruderformede glugger, og i østgavlen er en ældre, rundbuet revleluge. Bag begge luger er et nyere, etrammet vindue. Kun fyldingsdøren mod syd har hvidmalet murfals, de øvrige står i røde sten. Dørene er malet grønne med hvid staffering. Døre og vinduer er forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid, undtagen revledøren i østgavlen, hvis stik har rester af hvidt optrukne fuger. Under samtlige vinduer og lugen mod øst er malet hvide sålbænke. I begge gavle ses murankre, som mod øst er udformet som årstallet 1828.

I det indre er bevaret størstedelen af en ældre grundplan med en lille forstue bag den ældre hoveddør, nor frangel. Fra den nordre forstue er der mod vest adgang til et kammer og mod øst til en tre fag stor sommerstue, nor donsk, og i tilslutning til denne er et aflangt rum, hvorfra der er udgang igennem halvdøren i østgavlen. Sommerstuen og det aflange rum anvendes i dag som butikslokaler. Mod syd er et kammer og to stuer på rad, hvoraf den ene er en vinterstue, sønder donsk. Efter vinterstuen er en lille baggang og herefter kommer køkkenet, som rummer et ældre snedkerkøkken. Fra køkkenet er der adgang til endnu en baggang og mod gavlen i øst er indrettet et badeværelse. Fra den vestre af de to baggange fører en nyere trappe op til tagetagen, der er indrettet med et stort gennemgående rum mod vest, et lille gæstetoilet ved siden af trappen og et gavlværelse mod øst. Tagetagen fremtræder med en fritstående skorsten og fritliggende hanebånd samt nyere overflader, herunder trægulv lagt med flyverstød og gipsbeklædte skråvægge op til kip. Træværnet omkring trappen er nyere. Materialeholdningen i stueetagen er mestendels ældre med bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker, dog er der røde teglfliser i butikslokalet mod øst. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med ruder og skydeluge, greb og gerichter. På enkelte ydervægge er der ældre Fanø-fliser ligesom bag komfurpladsen og kaminpladsen. Der bevaret ældre, brune hollandske fliser på både ydervæg og skillevægge i køkkenet samt på ydervæggen i vinterstuen og i den tilstødende stue.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningen ligger helt ud til gaden uden hegning og styrker hovedgadens forløb, ligesom den føjer sig således smukt ind i de karakteristiske, åbne byrum i Sønderho. Hertil kommer de ældre trædesten foran indgangsdørene og de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til hele bygningens fremtræden, som vidner om en oprindelig enlængegård, hvor man havde stuehus, lo og stald samt en mindre aftægtsbolig i én bygning. Hertil kommer bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af rød skuring og hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har de typiske, trefarvede Sønderho-stik, og at de øvrige luge- og vinduesåbninger har påmalede, hvide sålbænke. Hertil kommer de ældre vinduer med rundbuede lodposter fra 1700-tallet. Murankrene med årstal i østgavlen er ligeledes en typisk detalje, der ofte bevidner bygningens opførelsesår eller en større ombygning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til den ældre hoveddør og den ældre revlehalvdør, som på traditionel vis sidder i et kurvehanksbuet, trefarvet stik. De to revledøre i kurvehanksbuede stik, det lille etrammede vindue og den rundbuede revleluge i østenden vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen med høloft i tagetagen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til den nyere, men traditionelt udførte fyldingsdør på sydsiden, der er lavet af mahogni, som vidner om, at man også i nutiden genbruger de materialer, der kommer en i hænde. I 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, hvorefter flere nye hoveddøre i lokalområdet blev udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver. Historisk set har man i lignende mindre øsamfund, hvor Fanø er helt speciel, idet man tidligere havde sparsomme mængder træ, anvendt de materialer, der var tilgængelige som drivtømmer, gammelt skibstømmer eller materialer fra nedrevne bygninger. Under en arkengaff er der traditionelt set en hoveddør, men dette er ikke tilfældet i Landevejen 38, hvor der i stedet er et vindue. Dette stemmer indvendigt overens med, at det nuværende, lange butikslokale mod østgavlen tidligere har været kortere, idet der ind mod sommerstuen har været en forstue, nor frangel, med en hoveddør under arkengaffet. De oprindeligt to forstuer mod gaden vidner om, at den vestlige del af bygningen tidligere har været en lille aftægtsbolig.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk, bevarede ældre planløsning med en gennemgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på begge sider af denne. Den østre baggang på sydsiden markerer overgangen fra boligdelen mod vest til den tidligere stalddel mod øst. Stuerne ligger traditionelt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. På traditionel vis er der direkte adgang mellem de to stuer. I køkkenet markeres den tidligere komfurplads af ældre, brune hollandske fliser, ligesom der er bevaret fliser på ydervæggen i flere af rummene mod syd. Fliserne fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder revledøre og en- og tofyldingsfyldingsdøre med firedelte, svungne og ovale ruder samt greb og profilerede gerichter. Især revledøren med skydeluge i øjenhøjde er helt unik. Hertil kommer de fine og dekorative buemarkeringer i pudsen over vinduerne i vestenden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med stort set ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik på remmen helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke, de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over vinduer og døre samt dørenes staffering giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med resterne af den røde skuring og de optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære. Bræddeskillevæggenes høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Toftestien 29, Sønderho
• Øster land 22, Sønderho
• Øster Land 24, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen