Larsbjørnsstræde 6 ligger på Larsbjørnsstræde 6 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Larsbjørnsstræde 6, København
Bygningshistorie
Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460, da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt – og er det stadig den dag i dag. Forhuset i Larsbjørnsstræde 6 er opført i 1798 af murermestrene Phillip Lange og Lauritz Thrane. Oprindeligt var frisen mellem første- og anden sal dekoreret med kannelurer. Endvidere var der over den højre kældernedgang en konsolbåren dækplade, som blev fjernet i 1877. I 1807 brændte anden og tredje sal samt loftet. En oliemalet facade omtales første gang i 1867. Før 1893 gik kældervinduerne ikke under terræn.
Beskrivelse
Forhuset i Larsbjørnsstræde 6 ligger som en integreret del af gadeforløbet og den sammenhængende husrække i gaden. Forhuset er grundmuret i syv fag og fire etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset over en lav sortmalet sokkel. Op til underkanten af stueetagens vinduer er der på hver side af hoveddøren malet i to forskellige gule nuancer. Herover er facaden malet i en tredje gul nuance. I mellem stueetage og førstesalen sidder en flad retkantet kordongesims. Over førstesalen er der i de tre midterste fag en fordybning i murfladen. En profileret hovedgesims, også gulmalet, danner overgang til et rødt teglhængt heltag med to heltagskviste samt to store skorstene i rygningen. Hertil flere små tagvinduer. Facaden er symmetrisk opbygget med hovedindgang i midterfaget og nedgang til kælderbutikkerne på begge sider af denne. Hoveddøren har fyldninger og glas med diagonale sprosser øverst og sidder let tilbagetrukket i dørnichen. To granittrin og et trin i træ fører op til døren. Over døren sidder et enkeltrammetvindue med sprosse. Ved siden af døren sidder i murfladen en ældre eller traditionelt udført gadelampe. Kælderdørene er nyere med opsprossede glasruder. Alle dørene er grønmalede. Vinduerne i facaden er i stueetagen og på førstesalen traditionelt udførte hvidmalede korspostvinduer med en sprosse i de nedre rammer. På anden- og tredjesalen er vinduerne torammede med tre ruder i hver ramme. Sålbænkene er i skifer. I kælderetagen er vinduerne nyere, enkeltrammede og mørkmalede. De går et stykke under terræn med jernrist over lyskassen. Kvistvinduerne er rødmalede og torammede med tre ruder i hver ramme. På gårdsiden er forhuset ligeledes pudset og gulmalet, og en gesims danner overgang til det teglhængte tag med enkelte tagvinduer. Vinduerne er i stueetagen og på første sal traditionelt udførte, grønmalede korspostvinduer med en opdeling i de nedre rammer. På anden og tredje sal er vinduerne enkeltrammede med tre ruder i hver ramme. Kældervinduerne er nyere torammede vinduer. Gårdrummet er snævert og belagt med betonsten. Mod nord er gårdrummet åbent ind til nabobygningens gårdrum. I det indre er en traditionel planløsning i store træk bevaret med en gennemgående forstue fra gade til gård med en ligeløbs trappe og to lejligheder på hver etage – hver med to indgangsdøre oprindeligt, hvoraf den ene er blændet af. Lejlighedsplanerne på etagerne er symmetriske og spejlet omkring husets hovedakse. Hver lejlighed har en trefagsstue mod gaden samt et køkken. Til gårdsiden er et soveværelse og et badeværelse, hvor køkkenet tidligere lå. Det ses ved den fladbuede kogeniche her. I forstuen er der sildebensparket, samt på trappens trin, og glatte hvide vægge og lofter. Trappen er en smal trætrappe. Den er hvidmalet, bortset fra trinene der er lakerede. Gelænderet har drejet mægler og slanke runde balustre med en profileret håndliste over. På etagerne er indgangsdørene til lejlighederne ældre eller traditionelt udførte tofyldningsdøre. I lejlighederne ses brædde- og parketgulve samt nyere gulvbelægninger i køkkener og badeværelser. Vægge og lofter er glatte og hvidmalede bortset fra en enkelt lejlighed med blotlagt murværk på en væg i stuen. Der er desuden ældre brystnings-, lysnings- og helpaneler. Dørene er generelt nyere, traditionelt udførte fyldningsdøre med tilhørende gerigter. Der er sat plader indvendigt flere steder på indgangsdørene. Tredjesalen er slået sammen med en del af loftet. Mellem etagerne er der indsat en nyere smal trætrappe. Skorstenskernen er pudset og hvidmalet i loftsetagen. Her er bræddegulv og glatte hvide vægge og loft. Spidsloftet benyttes til opbevaring med træskillevægsinddelte pulterkamre. Konstruktionen er synlig. Vinduerne har enkelte steder ældre lodposter i opgangen samt ældre håndsmedede stormkroge og anverfer.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som et helstøbt element i husrækken, der hovedsageligt består af bygninger fra samme periode. I kraft af sin klare proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede, hvor forhuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi for Larsbjørnsstræde 6 knytter sig til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Larsbjørnsstræde 8 er opført i 1797, og ejendommen viser på helstøbt vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved føgende: den enkle glatpudsede facade, vinduernes regelmæssige takt og aftagende højde opefter på facaden, den enkle kordongesims mellem stueetagen og 1. sal, det let tilbagetrukne felt i de tre midterfag mellem første- og andensalen samt den profilerede hovedgesims under det teglhængte heltag med skorstene i rygningen. Ligeledes er hovedetagernes korspostvinduer med todelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside og endelig i den traditionelle materialeholdning. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til den gennemgående forstue med den ældre ligeløbstrappe med alle detaljer, til elementerne af den bevarede etage- og planløsning med to lejligheder på etagerne, der er spejlet over midterfaget. Dertil kommer de bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører, der vidner om periodens indretningsformer og æstetiske præferencer, herunder traditionelt udførte planke- og bræddegulve, traditionelt udførte fyldingsdøre og gerichter, paneler og køkkenildsteder samt de bevarede, ældre anverfere og stormkroge i vinduerne og det ubenyttede spidsloft.
Arkitektonisk værdi
Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med alle udsmykningsdetaljer, der giver facaden et kompositorisk afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte heltag. Kordongesimsen opdeler facaden og skaber herved en visuel balance i den brede facade. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til bygningens stilfærdige elegance og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den taktfaste vinduessætning og den ensartede farvesætning. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den i store træk velbevarede og klare planløsning med den gennemgående forstue og trappen, der på helstøbt vis binder etagerne sammen som det bærende strukturelle element. Hertil kommer lejlighedernes velproportionerede rum og rumforløb der i samspil med en traditionel materialeholdning, og håndværksmæssige veludførte detaljer og lysindtag med paneler og profiler tilfører interiørerne en arkitektonisk kvalitet, der er karakteristisk for de klassicistiske interiører.
