Møntergade 12, København

Efter reformationen i 1536 blev det stedlige Sankt Clara Kloster i 1541 indrettet til værksted for Den Kongelige Mønt. Omtrent fra dette tidspunkt opstod derfor navnet Møntergade, der som gade havde eksisteret siden middelalderen. Området blev ødelagt af den store bybrand i 1728, og flere af de såkaldte ildebrandshuse blev herefter opført i 1730erne. Størstedelen af disse er ombygget og forhøjet i 1700- og 1800-tallet. I kraft af stedvis hårde saneringer som følge af voksende slum og en stigende overbefolkning samt ved flere nyere, monumentale byggeriers indpas forsvandt adskillige af de mindre og ældre bygninger i løbet af 1900-tallet. Forhuset er opført mellem 1730 og 1734 for kobbersmed Morten Andersen i to etager med kvist over to fag. I 1851 blev huset forhøjet til fire etager, samtidig med at facaden blev udsmykket med kordongesims og kvaderfuget i stueetagen.

Møntergade 12 består af forhus med to sammenbyggede sidehuse samt et baghus i én etage i 1. sals højde. Baghuset er ikke fredet. Ejendommen er i fire fag og fire etager over en kælder og med udnyttet tagetage. Taget er et rødt, teglhængt heltag med en skorsten i rygningen og to kviste mod gaden. Facaden er glatpudset og har refendfugning i stueetagen op til sålbænksgesimsen under 1. salens vinduer. Mod taget er en profileret hovedgesims. Facaden er malet lysegrå i stueetagen og hvidmalet herover. I det nordre yderfag er husets hovedindgang. Her sidder en ældre, tofløjet dør med fyldinger. Over døren er et ældre vindue. I det søndre yderfag er foran kældernedgangen skråtstillede, traditionelt udførte revleluger. Kældervinduerne er enkeltrammede og nyere, men formentlig er en del af karmtræet ældre. Vinduerne på de øvrige etager er overvejende ældre korspostvinduer bortset fra i stueetagen, hvor de er nyere og traditionelt udførte. Gårdsiden fremstår grundmuret, glatpudset og hvidmalet. Forhuset er i to fag, det nordre sidehus er i ét fag og det søndre er i tre fag. Vinduerne er overvejende ældre og blåmalede med korspostopdeling. Forhuset har også til denne side et rødt, teglhængt tag med to kviste i. Det nordre sidehus har et halvt mansardtag med tagpap på den flade del og zink på den stejle del med to kviste i. Hertil er i taget en skorsten og en lille tagterrasse, hvorfra der er udgang fra forhusets tagetage. Her sidder en nyere dør med glas i. Der er udgang til det lille gårdrum fra trappeopgangen i sidehuset. I det indre er en ældre planløsning i store træk bevaret. I stueetagen er en smal gennemgående forstue med hovedtrappe samt adgang til gården og til det ene sidehus. På etagerne er to lejligheder i to plan: en i stueetage og på 1. sal samt en på 2. og 3. sal. Hertil er en lejlighed i tagetagen. I lejlighederne på hovedetagerne er køkkener og badeværelse samt et værelse placeret til gårdsiden og stuerne mod gaden. I den smalle gennemgående forstue er en ældre ligeløbstrappe, der i plan fortsætter ind i sidehuset. Herfra er der adgang til lejlighederne på etagerne samt en selvstændig indgang til rummet i sidehuset. På gulve, reposer og trappetrin er blåmeleret linoleum. Trappen er hvidmalet og har et gelænder med drejede balustre og profileret håndliste. Indgangsdørene til lejligheder og sidehus er overvejende ældre fyldingsdøre. På væggen er langs trappen en profileret træliste i brystningshøjde. Vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede. I lejligheden i stueplan og på 1. salen ses de ældste detaljer herunder helpaneler på ydervæggen mod gaden og brystningspaneler med fyldinger der har de for barokken karakteristiske rundede hjørner samt lysningspaneler og tofyldingsdøre med indstukne hængsler og markante tilhørende gerigter. Hertil er der brede muligvis oprindelige plankegulve samt profilerede stukgesimser i stuerne såvel som værelset til gårdsiden. Mellem stueplan og 1. sal er indsat en ældre vindeltrappe i støbejern. På førstesalen er der lavet badeværelse, hvor der tidligere har været køkken. Her sidder ud til trappeopgangen en ældre tofyldingsdør med håndsmedede bukkehornsbeslag. I lejligheden på 1. og 2. sal er mere enkle hel- og brystningspaneler i stuerne samt ovnpilastre, hvor kakkelovnen har stået. Hertil er der ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler samt ældre bræddegulve og i køkkenet på 2. salen ældre nagelfast køkkeninventar. I denne lejlighed er der ligeledes gennembrydning mellem etagerne i stuen. Her er indsat en nyere ligeløbstrappe i træ med åbne trin. Sidehuset mod syd, der udgør et lille rum med direkte forbindelse til forhusets lejligheder, har forskellige funktioner på etagerne herunder toilet, vaskerum og opbevaring. Det ekstra rum i sidehuset mod nord benyttes til pulterkammer og har ingen synlige, ældre detaljer bortset fra en stukrosette på én etage og en bevaret skorstenskerne. Den ældre hovedtrappe fortsætter op og er inddraget som en del af lejligheden i tagetagen. Lejligheden er disponeret med stuen mod gaden og entré, køkken og bad til gårdsiden. Sidehuset benyttes til soveværelse. Der er lagt plader og gulvtæppe ovenpå et slidt ældre bræddegulv. Væggene er tapetserede og i stuen er loftet hertil feltinddelt med profilerede hvidmalede brædder. Formentlig er dette udført i nyere tid. En ældre ligeløbstrappe fører fra entréen op til et ubenyttet spidsloft med en synlig skorstenskerne. Herfra er der udgang til en lille tagterrasse over sidehuset.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i Møntergade, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens østlige husrække på strækket mellem Pilestræde og Gammel Mønt. Forhuset er med til at opretholde helhedsindtrykket af den ældre facaderække og fastholde den helstøbte oplevelse af en værdifuld historisk bebyggelsesstruktur herunder med sidehuse og baghus til gårdsiden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til forhuset med sidehuse opført omkring 1730. Ejendommen er ved sin bebyggelsesstruktur et velbevaret eksempel på et københavnsk borgerhus opført kort efter den omfattende bybrand i 1728.Forhuset er karakteristisk for byggeri opført i 1700-tallet og forhøjet med flere etager i 1800-tallet, hvor facaden i samme ombæring har fået sit nuværende senklassicistiske udseende. Det kommer til udtryk i det smalle firefagshus enkle, glatpudsede facade med refendfugning i stueetagen, opdelingen af facaden med en kordongesims og profileret hovedgesims mod et rødt, teglhængt heltag samt den taktfaste vinduessætning med den for perioden traditionelle korspostopdeling. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den simple og funktionelt betingede gårdside, der fremstår glatpudset og hvidmalet. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle de ydre bygningsdele- og detaljer, herunder de ældre vinduer med tilhørende hængsler og stabler, samt til den ældre hoveddør med fyldinger. Hertil knytter der sig kulturhistorisk værdi til det teglhængte tag med kviste og skorsten. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de overvejende velbevarede etage- og planløsninger i forhuset. Her ses en tidstypisk, overordnet disposition med gadevendte, repræsentative stuer, mens køkkenerne er placeret til gårdsiden. Der knyttes kulturhistorisk værdi til ejendommens udviklingshistorie særligt fra opførelsestidspunktet og frem til forhøjelsen i 1800-tallet og den fortælleværdi der ligger heri med eksempelvis de ældste døre og panelering i husets stueetage og 1. sal, og de mere enkle og klassicistiske detaljer på de øverste etager samt i trapperummet. I kraft af ejendommens udviklingshistorie og skiftende tiders boformer er der sket forandringer i rumstrukturen, særligt med fremkomsten af moderne køkken- og vådrumsforhold og i kraft af ejendommens anvendelse. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre dele, detaljer og overflader i det indre. Herunder de ældre plankegulve, hovedtrappen med alle ældre dele, panelering og fyldingsdøre med tilhørende gerigter samt indstukne hængsler og håndsmedede beslag fra 1700-tallet og 1800-tallet samt vinduernes ældre dele. Man har i det indre overvejende fastholdt en traditionel og ældre materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det enkle og harmoniske facadeudtryk, opdelingen af facadens glatpudsede murplan med kordongesims og afslutningsvis mod taget en profileret hovedgesims samt til de taktfast placerede vinduesfag i såvel facaden som på gårdsiden. Der kan tillige knyttes arkitektonisk værdi til den helstøbte bygningskrop med det stejle, teglhængte heltag. Bygningen tilpasser sig gadebilledet ved sin beskedne fremtoning, det enkle facadeskema og den traditionelle materialeholdning. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den klare planløsning, de veldisponerede rumforløb og de velproportionerede rum. I samspil med en traditionel materialeholdning, håndværksmæssige veludførte detaljer samt fine lysindfald, tilfører det interiørerne stoflighed, karakter og atmosfære. Hertil bidrager materialeholdning og snedker- samt smedejernsdetaljer med alle skævheder til en helt særlig atmosfære i et af datidens traditionelle borgerhuse.

Læs videre om

• Haveanlægget, Grønnemose Allé, København
• Larslejsstræde 3, København
• Palæ-garagerne, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen